Mussetrussen skrev:Alt omkring os forfalder, bliver nedbrudt og går i retning af en større og større grad af kaos. Hvis vi stiller en bil på gaden, og lader den stå i 200 år, så bliver det ikke en bedre bil, den bliver til en bunke rust og støv. Det er ikke orden, det er kaos. Sådan er det med alting i universet. Vi bliver selv nedbrudt, vores hus bliver langsomt nedbrudt, alle vores ting, vores børn, vores planet, vores sol, vores univers. Det hele ender som en omgang helt helt stille kaos. Alt bliver nedbrudt og alt bliver glemt.
Det er vores grundvilkår. Og intet af det giver egentlig nogen mening. Det er der bare. Det er sådan det er. Det er kun os mennesker, der stiller spørgsmål om mening i det her univers. Træerne, hundene, stenene, skyerne, aberne, bierne, de spørger ikke om hvad meningen er. Det er kun os mennesker. Universet har ikke noget svar til os, for spørgsmål om mening er ikke noget et univers beskæftiger sig med. Derfor er det kun os der kan svare på spørgsmålet. Og svaret er, at der ikke er nogen mening. Sjovt nok betyder det ikke at vi alle lægger os ned for at dø. Vi laver alle mulige ting, som i det store bilede er fuldstændigt absurd. Men vi kan ikke leve i 'det store billede'. Livet foregår nede i det små, og her er der masser af ting der fylder et menneskeliv med mening.
Selv oplever jeg at det giver mening at gøre det modsatte af det som universet trækker i retning af. Prøve at forhindre kaos og nedbrydning. I den korte tid jeg er her. Jeg træner for at bygge kroppen op, så den ikke forfalder så hurtigt. Jeg vedligeholder mit hus, så det ikke bliver til en ruin og til støv. Jeg rydder op, så kaos ikke tager over. Jeg har fået børn for at skabe noget nyt, så vi kan holde stand mod det endegyldige forfald lidt længere. Jeg skriver artikler for at skabe noget. Det modsatte af at lægge mig ned for at dø af fortvivlelse over meningsløsheden. Prøver at skabe noget der også er her efter jeg er død og borte. Jeg flytter ting rundt ude på mit nedlagte landbrug. Sætter planter og træer. Organiserer. Mindsker kaos, forhindrer nedbrydning og får nyt liv til at pible frem.
Jeg ved sgu da godt at jeg taber til sidst. Det gør vi alle, og hvad så? Så længe vi er her giver det mening at tage kampen op mod overmagten. Mod det vilkår der kommer til at knække os til sidst. Det er en slags trodsig kamp mod skæbnen.
Der hvor livet giver mest mening, er måske også der, hvor vi beskæftiger os med noget der gør at vi glemmer ethvert spørgsmål om mening. Når vi er i gang med noget der interesserer os. Det kan være under træning. For mig har det her i weekenden været at hjælpe med at rydde op i et dødsbo. Der er et job der skal udføres. Der skal ryddes op i alt det her gamle lort, og familien kan få snakket om fortiden, og nyde hinandens selskab her og nu. Der tænkte jeg sgu ikke over om det gav mening. I dag har jeg rodet i jorden og gjort klar til at sætte kartofler senere på måneden. Så har jeg rykket rundt på ting og gået i gang med at bygge en trappe op til høloftet. Giver det mening i det store billede? Gu gør det ej. Det er banaliteter. Ikke desto mindre fyldte det min dag med mening, og det var en god dag. I morgen går jeg ud og nyder at kigge på det jeg skabte i går. Lidt mindre kaos. Mere orden. Det giver mening, så længe det varer. Derefter er det slut, og spørgsmål om mening forsvinder lige så hurtigt som de opstod.
Du skriver godt.
Det er tidligere her i tråden blevet påstået, at stoicisme ikke er kompatibel med bodybuilding. Mon ikke nihilisme er endnu værre! Når så det er sagt, er jeg præcis ligeså nihilistiske som dig – og med en lige så positiv tilgang til tilværelsen.
Det er nok meget fordelagtigt at skelne mellem meningen med livet, og så det at leve et godt liv. Meningen med livet er noget der gælder os alle, fx synspunktet om at opnå mest mulig lykke, eller at blive elsket, eller at elske, eller noget helt fjerde. Et godt liv derimod er noget man selv skaber. Det lader til, at du på dit lille landsted, med din lille familie, har skabt et godt liv for både dig selv og dine elskede. At det hele så i en større sammenhæng er ligegyldigt, kan man ligeså godt vælge at grine af som græde over. Eller bare acceptere.
Jeg har også et godt liv. Ikke perfekt, men godt. Jeg har gode relationer til venner og familie, passer på min krop, lærer nyt, hjælper andre og er nærværende og opmærksom på mennesker og livet omkring mig. Det er ikke helt skidt.
Mit råd: Start med at skabe dig et godt liv. Overvej derefter om det hele har en mening.