Bruger login







Tilbudsguide, uge 38, 2019
Vindruer og kylling!

Tilbudsguide, uge 37, 2019
Bacon og Juice!

Ugen der gik, uge 35, 2019
RIP Franco!

Tilbudsguide, uge 36, 2019
Mathilde og Angus!


Statistik

Vi har 55920 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er LkieAansCop

Vores medlemmer har i alt skrevet 2029702 indlæg i 86901 emner

0 nye indlæg i dag


Online
I alt: 358
Medlemmer: 4
Skjulte: 0
Gæster: 354

Følg bodybuilding.dk på

APROPOS

Pausepsykose
Pausepsykose
Ulrik Scheibye | Dato: 19. sep 2011, 15:58

Så blev det mandag. En sort dag. Mandag d. 19. september. Og hele verden er ved at falde sammen. Bemærk, at dette ikke er et ekko af de mange ”jeg hader mandage” klicheer, som bliver jublet ud over facebookopdateringer med ligeså stor idéforladthed og til glæde for ingen som ”jeg har lige løbet 3 km” opdateringerne og ”Malte har netop lavet babymos i sin Pampers - se selv”. Nej.

Det er heller ikke på grund af valgresultater eller krig og død i Afghanistan, ej heller det faktum at der åbenbart er en satellit på størrelse med Fyn, der er på vej til at falde ned i min eller din baghave, og det handler naturligvis heller ikke om somaliske pirater, fodboldresultater eller at det – lidet overraskende – var fordi den russiske pilot var fuld, at et helt ishockeyhold fra udkanten af Moskva har kørt deres sidste Puch.

Nej, det handler om mig. Mig og mine muskler.

Jeg er i dette øjeblik så katabolsk, at hver en aminosyre i min krop er ved at blive flået fra mine hårdt tilkæmpede bøffer for at blive omdannet til den energi, der er nødvendig for, at jeg kan opretholde livet. Jeg er atroferet til et stadie, hvor jeg med en overbærende insisteren ville blive tildelt forlommer af de sultlidende i køen til den daglige madration i Røde Kors-nødhjælpslejren på Afrikas Horn. Jeg kan ikke hælde en liter mælk over mine morgenmadsgryn uden at støtte med begge hænder, og jeg er blevet så grim og indebrændt bitter, at jeg har opgivet ethvert håb, om nogensinde igen at blive fundet tiltrækkende af en repræsentant fra det modsatte køn..

Jeg har nemlig ikke trænet siden i onsdags…

Fire dage er der gået. Og det er naturligvis slemt nok i sig selv, men når dagene så oven i købet har budt på for lidt fast føde og for meget flydende med procent på, så er alt ødelagt. ALT. Jeg kiggede mig i spejlet, da jeg stod op, og så hvordan min krop var blevet omdannet til en flæsket, men afpillet kotelet. Jeg sprang op på min badevægt og kunne konstatere, at jeg vejer det præcis samme som for fire dage siden. Jeg fandt målebåndet frem og tog mål af alle nødvendige og unødvendige kropsdele. Med rystende hånd og dobbeltsyn blev disse uhyre præcise målinger foretaget, og der var ingen tvivl: Intet af betydning havde ændret sig.

Men jeg lader mig ikke narre af denne empiri. For noget af betydning har ændret sig. Det er muligt, at det ikke er tilfældet rent objektivt, men det føles og ser immervæk ud som om, at mine bodybuildingsmandsmuskler er væk!  Jeg er ramt af pausepsykose. Flere dage uden træning har betydet et fald i endorfinniveauerne, der normalt sikrer min lykkelige tilværelse med masser af tillid til fedtprocenter og muskelmasse. Hormonerne – eller manglen på dem – modarbejder mig, slører mit syn og min dømmekraft. Jeg ved at formen umuligt kan have taget så meget skade, men jeg tror ikke på det.

Jeg skyndte mig naturligvis hen til noget internet, for at se hvor galt det kunne stå til. Her kunne jeg læse, at der ikke sker noget betydelig atrofi på så kort tid, at jeg måske ligefrem har haft godt af et par dage med træningsfri. Min forkølelse er i øvrigt gået væk, og jeg har moret mig gevaldigt.

I psykosens vold var jeg ikke overbevist. I stedet begyndte jeg desperat at gennemgå standardposeringerne foran spejlet for at se, hvor slemt det stod til. Min roomie dukkede op, og udbrød ”fin dagsform,” men jeg ignorerede hendes løgne og gennemskuelige forsøg på, at få mit skrantende ego til at rette sig op. Jeg ved, at der ikke er noget at komme efter. Jeg har prøvet det før. Spillet er omme, legen er ude og også omvendt tilmed. Jeg satte den nye med Justin Bieber på og græd. Tuder faktisk endnu - som en Frank Zane-entusiast ved synet af Kai Greenes roid gut. For jeg ved, at jeg er dømt til, at leve resten af denne for- og eftermiddadag med en totalt nedern krop altså.

Jeg regner med at ramme træningslokalet klokken 17. Det har været målet med hele dagen i dag. Tanket op på fornuftig føde og med tasken fuld af supps vil jeg ignorere refleksioner i blanke overflader og de andre mennesker, imens jeg udfører den selvtillidsbooster, som udgøres af mit pat- og bicepspas. Når jeg har opnået et tilfredsstillende pump, vil jeg kigge i spejlet, og alt vil være forandret. De træningsudløste hormoner er tilbage i blodbanen, og væk er den usle, nødlidende, svagpissende pissemyre fra tidligere på dagen, og i hans sted er trådt en satans kraftkarl med svulmende bøffetøj, der hører Cannibal Corpse og spiser teenageidoler til morgenmad, samtidig med at han hjælper gamle damer over vejen og samler ind til Læger uden grænser.

Jeg vil glæde mig til at vågne op i morgen med kroppen fuld af DOMS. Jeg vil springe op på vægten og konstatere, at min masse fortsat er uændret, men mærke, føle og vide, at jeg nu er en massiv type, der lige nailer en side tri bare fordi, og i bar overkrop samler tre trunter op på vej til Fakta efter at have forhindret en større trafikkatastrofe ved at løfte en bil over hovedet og undgå at træde i en hundelort.

Jeg vil træne et par dage i træk. Lade mit ego vokse. Tage en dags pause, fortsætte. Aldrig mere holde uplanlagt træningsfri!

Indtil det bliver fredag og andre ting distraherer mig fra træningen. Fest og ballade og venner og ulækkerhed, men det gør ikke noget jo, for jeg har lige trænet flere dage i træk. Jeg har sikkert godt af lidt fri, og jeg er også ved at blive en lille smule forkølet. Jeg har jo masser af endorfiner og andre glædesbringende hormoner i hjernebarken, så er det intet problem lige at udskyde det en dag eller to, og der er jo masser af tid til at træne, der er jo længe til mandag og den næste pausepsykose.


Synspunkterne der præsenteres i dette indlæg tilhører forfatteren og afspejler ikke nødvendigvis synspunkter tilhørende bodybuilding.dk



Tilbage til oversigten