L-Carnitine er i mine øjne spild af penge. Medmindre man har en direkte mangel på carnitin, så vil betaoxidationen (fedtforbrændingen) af de lange fedtsyrer ikke øges, da det ikke er mængden af carnitin, men istedet carnitin acyltransferase 1, der bestemmer hastigheden.
Set i lyset af dit tidligere indlæg omkring efedrin, så synes jeg du generelt skal bruge din energi på noget andet end kosttilskud, som angiveligt skulle give en fedtforbrændende fordel. De fleste af produkterne er enten spild af penge, eller ulovlige (af en grund). Brug i stedet energien på korrekt kost, søvn og træning. Det er her du får mest bang for the buck, og kommer længst.
Skal jeg dog give dig et tilskud, som bevisligt vil kunne give dig noget. Så vil det være koffein. Køb det i ren form, enten som piller eller pulver. Pulverformen er billigst, men smager meget bittert, og skal derfor kommes i kapsler. Det er dog stadig den billigste løsning. Et andet supplement, som kunne være med til at give dig lidt ville være beta-alanin.
Ingen af de tilskud jeg nævner, går ind og påvirker fedtforbrændingen direkte. De vil dog begge kunne øge din ydeevne, hvilket indirekte vil give en øget fedtforbrænding.