Franz Biberkopf skrev:Er livet meningsløst?
Vi har alle vores egne personlige bjerge der skal bestiges. Er man drevet af en gal klatrelyst er der tale om et reelt fysisk bjerg. For andre er bjerget 1800 tunge træningspas der skal udføres over en otte års periode for at opbygge drømmefysikken. For nogle er det ultimative mål at opbygge en familie med gode trygge rammer, mens andre igen dedikerer deres liv til at skabe en virksomhed eller en række kunstværker.
Det næves flere gange i artiklen at lave børn og stifte familie kan være kilde til mening i tilværelsen, men fra moralsk perspektiv har jeg store kvaler med det.
Det er umanerlig fejt at skubbe problemet i vores oplyste tidsalder, som jeg ser det. Min ufaglærte ikkeintellektuelle mor på 65 år har dog jeg intet problem med. Jeg så også for nylig du anmeldte en bog, om at finde mening, der blev suppleret af et billede hvor forfatteren selv sidder med hans barn i skødet *suk*. Det har jeg et problem med. Det kunne være fint på et tidspunkt at høre om du har et perspektiv på det?
Jordan Peterson der anerkender tilværelsens lidelsesfulde natur, siger også til den moderne generation af kvinder få børn, for jeres egens skyld. Lægger ikke skjul på motivet.
Jeg mener denne meget veltalende spoken word artist siger det ganske godt:
https://www.youtube.com/watch?v=5zxqhbfuAUgrsz_13702374_10157286992375691_71367835_o.jpg
Det er da et perspektiv at have på tingene, men også et perspektiv der ender alt liv som vi kender det, hvis vi fører den ide ud i livet. Der har været store filosoffer der mente noget lignende. Buddhismen roder med nogle af de samme ting. Arthur Schopenhauer ville være ganske enig. Livet vil livet for livets skyld og er ligeglad med vores lidelse. Den eneste måde at stoppe hjulet på er ved at knuse sit begær, knuse sine drifter, knuse sit behov for at få børn, knuse sit behov for at anskaffe sig ting, knuse sit behov for at forelske sig, alt det lort som mennesker bruger deres liv på at jagte, og som altid ender med at forårsage lidelse. Enhver forelskelse, ethvert bryllup, ethvert barn der fødes, ender jo altid som en tragedie. Elskende der skal skilles. Død, sygdom, savn. Lidelse. Sådan er det.
Det er dog også en tanke som andre filosoffer har gjort op med, og en tanke jeg selv har gjort op med, selvom jeg var ret enig da jeg var omkring 16-20 år. Og jo, der er intet der har ændret sig. Alt ender som en tragedie ja. Det er korrekt. Men Nietzsche mener f.eks. at det er den svage mands holdning at tænke sådan. Nietzsche beundrede Schopenhauer i sin ungdom, men tog et større opgør med ham da han blev ældre. Schopenhauer ville stoppe livet fordi det var lidelse. Nietzsche siger at den stærke formår at omfavne livet på trods af lidelse. Og hvorfor? Fordi der ikke er andet. Hvis man vil forkaste alt liv fordi det indeholder lidelse, jamen så værsgo. Farvel og tak. Det er ikke svært at dø. Så kan man passende tilslutte sig hinsidestræberne, de kristne, som vil bort fra livet og lidelsen og som drømmer om himmerige. Så lad de stærke arve jorden. Lad dem leve som finder mål og mening med menneskelivet og lad livsfornægterne fare. Det er hårde ord, men at stoppe med at få børn. Ha. Der er nærmest ikke noget der giver mere mening end at få børn. For mennesker giver det mening fordi det føles som mening. Og det er den eneste form for mening der findes i verden. Mening er et menneskeligt begreb og føler vi noget giver mening, jamen så giver det pr. definition mening, da det er os selv der opfinder både behovet for mening og det der så skaber mening. Og ser vi på naturen, jamen så er reproduktion måske det største mål af alle. Alle arters ultimative, og måske eneste mål, er reproduktion. Ikke at få børn, jamen hej hej end of evolution. Hej hej genetisk blindgyde. Dur ikke, væk. Resten af livet er skide ligeglad med om nogle individer nægter af få børn. Det var slutningen på deres geners eksistens. De levedygtige og livsduelige fortsætter ufortrødent.
I denne artikel:
http://www.bodybuilding.dk/apropos.php?page=29 gennemgår jeg den franske filosof Albert Camus' syn på livet. Hans ultimative spørgsmål til sig selv var: er livet værd at leve? Er selvmord den eneste løsning? Hans konklusion var også, at selvmord og barnløshed ikke var løsningen. At stoppe livet fordi det gør ondt og fordi vi ved vi taber kampen og ender med at lide, ha, det er igen den svage mands løsning. Den stærke omfavner livet og motherfucking lever det og elsker så hårdt at det gør ondt og får børn og knokler hver dag i sit ansigts sved, kæmper til sidste blodsdråbe mod en overmagt, i en kamp han ved han vil tabe, for at gå down in a blaze of glory og stick it to the man aka livet. Fuck dig, vi giver aldrig op. Vi lægger os ikke ned, vi stopper ikke selvom vi ved at alt ender med død og ødelæggelse og tragedie. Det er her vi finder storhed som mennesker. I det at vi vælger den ulogiske løsning. Vi vælger at fortsætte på trods. I trods. Mod en skæbne intet menneske burde vælge frivilligt. Vi vælger at få børn i trods. Og moralsk set, er det fucking smukt.
I see in your eyes the same fear that would take the heart of me. A day may come when the courage of men fails,when we forsake our friends and break all bonds of fellowship, but it is not this day. An hour of wolves and shattered shields, when the age of men comes crashing down, but it is not this day! This day we fight!!
I alt: 1412
Medlemmer: 2
Skjulte: 0
Gæster: 1410
Generelt har jeg svært ved at fange budskabet i den. 
