Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!
Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!
Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!
Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!
Vi har 65718 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er peinoin
Vores medlemmer har i alt skrevet 2049582 indlæg i 100422 emner
3 nye indlæg i dag
Franz Biberkopf skrev:Er livet meningsløst?
Vi har alle vores egne personlige bjerge der skal bestiges. Er man drevet af en gal klatrelyst er der tale om et reelt fysisk bjerg. For andre er bjerget 1800 tunge træningspas der skal udføres over en otte års periode for at opbygge drømmefysikken. For nogle er det ultimative mål at opbygge en familie med gode trygge rammer, mens andre igen dedikerer deres liv til at skabe en virksomhed eller en række kunstværker.
Det næves flere gange i artiklen at lave børn og stifte familie kan være kilde til mening i tilværelsen, men fra moralsk perspektiv har jeg store kvaler med det. Det er umanerlig fejt at skubbe problemet i vores oplyste tidsalder, som jeg ser det. Min ufaglærte ikkeintellektuelle mor på 65 år har dog jeg intet problem med. Jeg så også for nylig du anmeldte en bog, om at finde mening, der blev suppleret af et billede hvor forfatteren selv sidder med hans barn i skødet *suk*. Det har jeg et problem med. Det kunne være fint på et tidspunkt at høre om du har et perspektiv på det?
Jordan Peterson der anerkender tilværelsens lidelsesfulde natur, siger også til den moderne generation af kvinder få børn, for jeres egens skyld. Lægger ikke skjul på motivet.
Jeg mener denne meget veltalende spoken word artist siger det ganske godt:
https://www.youtube.com/watch?v=5zxqhbfuAUg
Franz Biberkopf skrev:Er livet meningsløst?
Vi har alle vores egne personlige bjerge der skal bestiges. Er man drevet af en gal klatrelyst er der tale om et reelt fysisk bjerg. For andre er bjerget 1800 tunge træningspas der skal udføres over en otte års periode for at opbygge drømmefysikken. For nogle er det ultimative mål at opbygge en familie med gode trygge rammer, mens andre igen dedikerer deres liv til at skabe en virksomhed eller en række kunstværker.
Det næves flere gange i artiklen at lave børn og stifte familie kan være kilde til mening i tilværelsen, men fra moralsk perspektiv har jeg store kvaler med det. Det er umanerlig fejt at skubbe problemet i vores oplyste tidsalder, som jeg ser det. Min ufaglærte ikkeintellektuelle mor på 65 år har dog jeg intet problem med. Jeg så også for nylig du anmeldte en bog, om at finde mening, der blev suppleret af et billede hvor forfatteren selv sidder med hans barn i skødet *suk*. Det har jeg et problem med. Det kunne være fint på et tidspunkt at høre om du har et perspektiv på det?
Jordan Peterson der anerkender tilværelsens lidelsesfulde natur, siger også til den moderne generation af kvinder få børn, for jeres egens skyld. Lægger ikke skjul på motivet.
Jeg mener denne meget veltalende spoken word artist siger det ganske godt:
https://www.youtube.com/watch?v=5zxqhbfuAUg
Mussetrussen skrev:Det er da et perspektiv at have på tingene, men også et perspektiv der ender alt liv som vi kender det, hvis vi fører den ide ud i livet. Der har været store filosoffer der mente noget lignende. Buddhismen roder med nogle af de samme ting. Arthur Schopenhauer ville være ganske enig. Livet vil livet for livets skyld og er ligeglad med vores lidelse. Den eneste måde at stoppe hjulet på er ved at knuse sit begær, knuse sine drifter, knuse sit behov for at få børn, knuse sit behov for at anskaffe sig ting, knuse sit behov for at forelske sig, alt det lort som mennesker bruger deres liv på at jagte, og som altid ender med at forårsage lidelse. Enhver forelskelse, ethvert bryllup, ethvert barn der fødes, ender jo altid som en tragedie. Elskende der skal skilles. Død, sygdom, savn. Lidelse. Sådan er det.
Det er dog også en tanke som andre filosoffer har gjort op med, og en tanke jeg selv har gjort op med, selvom jeg var ret enig da jeg var omkring 16-20 år.
Franz Biberkopf skrev:Mussetrussen skrev:Det er da et perspektiv at have på tingene, men også et perspektiv der ender alt liv som vi kender det, hvis vi fører den ide ud i livet. Der har været store filosoffer der mente noget lignende. Buddhismen roder med nogle af de samme ting. Arthur Schopenhauer ville være ganske enig. Livet vil livet for livets skyld og er ligeglad med vores lidelse. Den eneste måde at stoppe hjulet på er ved at knuse sit begær, knuse sine drifter, knuse sit behov for at få børn, knuse sit behov for at anskaffe sig ting, knuse sit behov for at forelske sig, alt det lort som mennesker bruger deres liv på at jagte, og som altid ender med at forårsage lidelse. Enhver forelskelse, ethvert bryllup, ethvert barn der fødes, ender jo altid som en tragedie. Elskende der skal skilles. Død, sygdom, savn. Lidelse. Sådan er det.
Det er dog også en tanke som andre filosoffer har gjort op med, og en tanke jeg selv har gjort op med, selvom jeg var ret enig da jeg var omkring 16-20 år.
Først må jeg bekende at jeg selv interesserer mig meget lidt for Schopenhauer, en prævidenskabelig metafysiker fra 1900 tallet, i den kontinental-filosofiske tradition, men langt mere for hvad moderne empiricister og analytiske filosoffer har at sige om de menneskelige grundvilkår, hvilket jeg implicit kommer ind på.
Schopenhauer (1788 – 1860) gjorde betragtninger om verdens dybere beskaffenhed, som ikke altid er rar læsning, fraråder jeg faktisk unge mennesker at læse, da hans store metafysiske system i bestræbelserne på netop at forklare verden, alt for let bliver et filter at se verden igennem, en spændetrøje og opskrift på fortvivlelse. Nu moderer jeg selv forum for filosofi og etik, hvor den problematik kommer til udtryk når deprimerede teenagere finder vej dertil. Det kan ske at andre filosofisk uerfarne brugere begynder at tage deprivationalisme for seriøst (der er en integreret del af hans system), som essentielt antager at enhver temporær nydelse blot er afhjælpningen af en forudgående negativ tilstand. Positive oplevelser kan ikke have selvstændig struktur. Enhver bevægelse synes dermed at være bestræbelse på at afhjælpe lidelse. Det syn finder jeg dybt problematisk, da det for eksempel kan fastholde teenagere i deres depression, da synet overnormaliserer lidelse, i et omfang så teenagere tror det er normalt, at opleve det som lidelsesfuldt at komme op af sengen for at lave morgenmad, hvor de i stedet bør søge behandling.
Deprivationalisme når heller ikke langt da mange af mine venner forsker i hjernens struktur, selvom de anerkender at det er balancekunst at leve 'lykkeligt'.
Schops asketiske leve-anvisninger eller buddhisme er åbenlyst ikke noget universalmiddel, det fungerede åbenlyst ikke for den lidende Nietzche.
Tager lige dit indlæg i etaper.
Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte brugere og 32 gæster