Artiklen er fra Illustreret videnskabs hjemmeside.

Artiklen er gratis og kan læses såfremt man har en bruger på sitet.

De snehvide krystaller i sukker ser uskyldige ud og smager forførende godt. Men ifølge flere forskere er sukker som et giftstof på linje med narkotika: ­Brugeren bliver afhængig og får abstinenser, når forsyningerne svigter, og stoffet forgifter langsomt kroppen.

På verdensplan spiser vi 156 millioner tons sukker om året. Mængden svarer til, at hver af klodens indbyggere forsødede tilværelsen med næsten et halvt kg sukker om ugen. I Vesten indtager vi dog betydeligt større mængder end i resten af verden. I USA dækker sukker i sodavand, slik og kager omkring 20 procent af det ­daglige kalorieforbrug eller 445 kilo­kalorier pr. indbygger om dagen.
Nu er forskerne ved at finde ud af, hvorfor forbruget er eksploderet. Meget tyder nemlig på, at sukkeret har en nærmest besættende effekt på vores krop, så vi bliver afhængige. Men sukkeret er også stærkt på vej til at blive en direkte trussel mod vores sundhed.
Sukker var eksotisk krydderi
Sukker er i dag en naturlig del af ­vores ­daglige kost, og det virker underligt, ­at de hvide krystaller er skadelige. ­Forklaringen er, at trods det store forbrug er sukker på ingen måde en ­naturlig ­fødevare for mennesket. Indtil for et par tusind år siden fik mennesker kun sukker, når de spiste frugter, bær eller honning, og den type føde­varer fandtes ikke i overvældende mængder.
Særligt i de køligere egne på ­kloden var naturens søde spise­kammer kun tilgængeligt få måneder om året. Først for omkring 1500 år ­siden ­begyndte vi for alvor at dyrke sukkerrør og udvinde rent sukker. I ­be­gyndelsen tilsatte overklassen ­sukker til ­maden som et eksotisk krydderi, men siden er det blevet en ­væsentlig del af vores daglige kost.
Almindeligt hvidt sukker, som vi drysser på havregrynene, kaldes i ­fagsprog sucrose. Det består af ét molekyle glukose og ét molekyle fruktose, som er koblet sammen. De to molekyler har vidt forskellige egenskaber, hvilket gør sucrose til en slags dr. Jekyll og mr. Hyde. Som den værdsatte dr. Jekyll spiller glukose en central rolle i vores kost og er et helt uundværligt næringsmiddel. ­
Glukose – også kaldet druesukker – findes især i kartofler, brød, pasta og ris i form af stivelse. Kroppen har gennem flere hundrede tusind år været vant til at håndtere glukose, og selvom det skal nydes med måde, behøver man ikke bekymre sig over denne del af sukkeret.
Selvom de to simple sukkerstoffer kemisk set ligner hinanden meget, skilles deres veje, så snart ­sukkermolekylet når ned i ­tarmen, hvor det bliver spaltet. ­Glukose føres med blodet rundt til alle kroppens celler, hvor det kan bruges som brændstof, samt til leveren og musklerne, hvor det oplagres som energidepoter til senere brug.
Frugtsukker omsættes til fedt
Helt anderledes forholder det sig med sukkerets mr. Hyde i skikkelse af fruktose, også kaldet frugtsukker. ­Fruktose findes kun i begrænsede mængder i vores naturlige kost, og kroppen håndterer det på en helt anden måde end glukose. Sukkerets skumle mr. Hyde omsættes næsten udelukkende i leveren, hvor det ligesom alkohol omdannes til fedt. Fedtet kan lagres i leveren, så man får fedtlever, men kan også føres med ­blodet, hvor det kan omdannes til kolesterol og øger risikoen for hjerte-kar-­sygdomme eller sætter sig som fedt om de indre organer. Forsøg tyder på, at sukkeret også feder på en mere indirekte måde ved at øge ­appetitten gevaldigt. Og ikke nok med det. Rotteforsøg viser, at dyrene bliver afhængige og ligefrem får abstinenser, når de ikke får søde drikke.
Sukker skal forbydes for børn
Sukker – og særligt dens skumle part, fruktose – er altså langtfra så uskyldigt, som det ser ud. En række forskere kræver derfor, at vi begrænser adgangen til sukker. Bannerføreren i den bevægelse, lægen Robert Lustig fra University of California, San Francisco, USA, foreslår, at man bruger erfaringerne fra kampen mod alkoholmisbrug og sidestiller sukker med alkohol og tobak. Børn skal ikke have lov til at købe sodavand eller slik, og søde sager må ikke sælges nær skoler.
Forslaget bliver næppe populært, for vores søde tand har bidt sig fast i et alt for højt sukkerforbrug, der kan blive meget svært at reducere uden sure miner.

Forsøgsrotter fik fedtlever på 8 uger

Leveren kom på hårdt arbejde, da rotter gennem otte uger fornøjede sig med ­sukkerdrik. Levercellerne blev fede, ligesom de kan blive hos alkoholiske mennesker.
I et forsøg fra 2011 viste den tyske forsker Ina Bergheim fra University of Hohenheim i Stuttgart, hvilke skader sukkermolekylet fruktose kan gøre på leveren hos rotter. Dyrene fik gennem otte uger fri adgang til enten rent vand eller en kraftig fruktose­opløsning. Bagefter blev de aflivet, og forskerne studerede deres lever.
Undersøgelserne viste, at fruktosen medførte en seksdobling af mængden af fedtstoffer, der blev oplagret i leveren. Den søde drik skabte en be­tændelses­tilstand, som fik immunforsvaret til at mobilisere store styrker af de såkaldte naturlige dræber­celler i leveren.
Fruktose har også en endnu alvorligere effekt. Sukkeret får kroppen til at danne farlige frie radikaler, som ­nedbryder proteiner og dna i ­cellerne. Det går hårdt ud over leveren og kan medføre skrumpelever. Fruktoses negative effekt på cellernes ­tilstand blev studeret af en ukrainsk ­forsker i 2011.
Forskeren lod ­gærceller gro i nærings­medier med enten fruk­tose eller glukose og undersøgte, hvor meget cellerne voksede og udviklede sig gennem tre uger. Resultaterne viste, at fruktose fik cellerne til at ældes næsten dobbelt så ­hurtigt. Gærcellerne fik ­skader på deres pro­teiner, reduceret ­deres evne til at forplante sig og nedsat deres stofskifte.

Sukkertrang er stærkere end kokainbehov

Overraskende forsøg viser, at hvis rotter frit kan vælge, vil de hellere drikke sukkervand end tage en kokainrus. Selv kokaintilvænnede rotter skiftede til den søde drik
Sukker er mere vanedannende end kokain. Det viste den franske forsker Serge Ahmed fra Université Bordeaux i 2007. Hvis forsøgsrotter frit kunne vælge mellem de to ­snehvide krystaller, sukker og kokain, var rotterne ikke i tvivl: De ville helst have sukkeret. Rotternes lyst til en kokainrus blev med andre ord fortrængt af velbehaget ved den søde smag.
Den noget overraskende adfærd skyldtes ikke, at rotterne ikke brød sig om kokain, eller at de bare var tørstige. Hvis sukkervandet blev udskiftet med helt almindeligt vand, ville de helst have kokain – men hvis de kunne vælge helt frit, foretrak de altså sukkervand.
Rotternes narko­tiske trang til søde sager blev understreget, da de fik fri adgang til både vand og kokain. Rotterne tog godt for sig af rusmidlet og befandt sig gennem flere dage i en konstant kokainrus. Men efter dyrene havde vænnet sig til det euforiserende stof, blev vandet udskiftet med sukkerdrik. Efter en uge foretrak de den søde smag af sukker frem for kokainrusen.

Slikne rotter fik en kold tyrker

Rotter med fri adgang til sukkervand drak mere og mere. Men hvis drikken blev taget fra dem, fik de abstinenser og begyndte at skære tænder, ryste på poterne og spjætte med hovedet.
Hvis rotter er vant til at drikke sukkervand, får de abstinenser ligesom en narkoman, der ikke længere har adgang til sit stof. Det viste den amerikanske forsker Bartley ­Hoebel fra Princeton University i New ­Jersey allerede i 2002.
Forskerens rotter fik mad og vand, men halvdelen fik også alt det sukkervand, de havde lyst til. I løbet af otte dage fik rotterne gradvist større appetit på den søde smag og mere end fordoblede deres dag­lige forbrug fra 30 ml til 79 ml. Sukker­vandet var tydeligvis vanedannende. Men den niende dag fik alle rotterne en slem over­raskelse, for nu var både madskåle og drikkeauto­mater med vand og sukkervand tomme.
Efter de første 12 timer reagerede alle rotterne ens med en smule tænderskæren af sult og tørst. Men rotterne, som kun ­havde fået almindeligt vand, vænnede sig hurtigt til deres skæbne og holdt op med at skære tænder. Helt anderledes forholdt det sig for de rotter, der var vænnet til sukkervand. Deres tænderskæren tog til, og de begyndte at ryste på forpoterne og spjætte med hovedet. Symptomerne svarer til dem, narkomaner får, hvis man pludselig tager stoffet fra dem.

Sukker giver hjernen ædeflip

Efter at have røget hash får de fleste et ædeflip. Det skyldes, at det euforiserende stof i hash, THC stimulerer ­appetitten. Sukker virker på en lignende måde.
Hashrygere kan nikke genkendende til, at hash ofte udløser et ædeflip, hvor man overvældes af lækkersult. Sukker stimulerer appetitten på næsten samme måde, viser et forsøg af Andreas Lindqvist fra Lunds Universitet i Sverige. Det aktive stof i hash, THC, efter­ligner signalstoffer, som hjernen danner, når vi ikke har spist i et stykke tid.
Signalstofferne, kaldet endocannabinoiderne, binder sig til en receptor og aktiverer et kredsløb, der øger appetitten. Forskeren analyserede hjernen hos rotter, som i to uger havde slukket tørsten i sukkervand, og sammenlignede med rotter, der havde drukket almindeligt vand.
Analyserne viste, at dyrene både producerede flere appetitstimulerende receptorer og flere endocannabinoider, når de drak sukkervand. Sukker havde altså en dobbelt effekt, så rotterne for alvor fik mere appetit.

Jeg faldt over eksemplaret på mit gymnasiets bibliotek og så artiklen. Det er ret skræmmende resultater de fremstiller. Og så når man tænker på alt det slik man har spist da man var lille. Jeg har godt nok kværnet meget fredags-guf foran fredagens højdepunkt, disney sjov , gennem tiderne.