En kvindes møde med styrketræningsverdenen
– og dens mænd!

Denne artikel præsenteres i samarbejde med Bodylab Nutrition.

Forfatter

NK
Cand.psych.
nanna.cand.psych@gmail.com

Lad det være sagt med det samme – trods en fortid som eliteidrætsudøver og et nuværende liv hvor fysisk træning til stadighed spiller en stor rolle, har jeg aldrig rigtigt stifter nærmere bekendtskab med ”styrketræningsverdenen”. Måske spiller det her ind, at langt de fleste fitnesscentre (i hvert fald i Jylland) har valgt at ”gemme” de store prustende mænd væk  eksempelvis i kælderen udenfor omklædningsrummene. I lighed med mange andre kvinder må jeg nok krybe til korset og indrømme, at de tanker jeg har skænket de store muskelbundter som blå-røde i hovedet og højt prustende slæber rundt på en masse forfærdelig tunge ting mens de intenst følger enhver muskel i de store spejle, ikke ligefrem har været flatterende! - til gengæld er den lugt disse store mænd kan generere mildest talt imponerende.... og jeg har ved flere lejligheder forsøgt at sætte ny verdensrekord i at holde vejret, når jeg har bevæget mig ned i kælderen for at klæde om. Jeg trænede på et tidspunkt sammen med en veninde, som undrende kommenterede at mændene brugte det meste af tiden på at sidde på en bænk og glo ind i et spejl! - jeg kunne så bedrevidende forklare hende, at de bare holdt pause mellem ”sættene”.... og indtil da, var det sådan set hvad jeg vidste om styrketræning.

Siden da, kan jeg konstatere, at jeg har tilegnet mig en hel del viden om styrketræningen og dens mænd... på nærmeste hold endda..... Efter at have haft kærester som jeg trods min begrænsede højde og 45 kg har kunnet banke i samtlige former for fysisk udfoldelser, har jeg nu mødt en ivrig styrketræner! Og jeg mener virkelig ivrig og grundig!! aldrig havde jeg troet, at jeg skulle stifte bekendtskab med et begreb som ”window of opportunity” eller proteinpulver i 30 kg sække (som dog kan hældes over i 5 kg spande så de lige passer ind i det ene hjørneskab i køkkenet!!) proteinbarer i alverdens smagsvarianter (prøv at spørg om jeg blev lang i ansigtet første gang jeg blev præsenteret for sådan en som ”dessert”), eller sågar pandekager som overvejende består af proteinpulver. Sidstnævnte kan nu heller ikke anbafales, da det blev noget være splatværk som han faktisk ikke engang selv gad at spise – til gengæld udløste hele pandekage-bagnings-sceancen en temmelig underholdende omgang eder og forbandelser som først hørte op, da panden i afmagt blev smidt ned i håndvasken og de sammenkrøllede og meget lidt sammenhængelige ”pandekager” blev hældt i skrældespanden (jeg glæder mig allerede til den is, han påstår man kan lave med proteinpulver!).

Min umiddelbare tilgang til styrketræning og proteinpulver har tidligere bedst kunnet betegnes som en slags ironisk distance, men da man ikke er udannet psykolog for ingenting, har jeg naturligvis været nødt til at sætte mig ud over alle mine fordomme (man kan jo dårligt foreslå par i terapi, at de skal gøre sig umage med at vise interesse for hinandens liv og hobbies, hvis man ikke selv er villig til at gøre det samme). Dette har medført, at jeg i en rum tid, har gået og forberedt mig selv mentalt på at skulle indfinde mig i ”abegrotten”. Mine veninder og jeg har døbt området med frie vægte foran omklædningsrummet abegrotten, idet vi finder en slående lighed mellem de store mænd man ser her og menneskets nærmeste slægtning i dyreriget!. Til andre kvinder som forbereder sig på at styrketræne sammen med deres kærester, kan jeg ikke anbefale at forsøge sig med visualisering, idet det i hvet fald i mit tilfælde udløste en seriøs omgang latterkramper, da jeg forsøgte at se mig selv liggende på en bænk!. Til sidst tog jeg mig sammen og fulgte med min kæreste i fitnesscentret for at ”løfte nogle folkevogne” (jeg tror, det er hans måde at sende et signal til omverdenen om, at han er en f...... kal som virkelig kan løfte nogle tunge ting!). Der er dog visse ritualer man skal have på plads, inden man tager ned og træner!! først drikker man en halv liter virkelig stærk kaffe mens man hører dødsmetal meget højt! Når man er kommer seriøst op at køre, går man på toilettet – og så er det ellers afsted til fitnesscentret...Sjovt nok vagte min tilstedeværelse i abegrotten en del opsigt! hvilket bestemt ikke gjorde noget godt for min følelse af ikke rigtigt at høre til.... Min kæresten kastede sig straks ud i opvarmningen som denne dag bestod af ”dødløft”. Denne øvelse kan bedst sammenlignes med de der vægtløftningskonkurrencer, hvor store tykke mænd i alt for stramt tøj slæber rundt på en stang med en masse vægtskiver på. Dumme jeg troede, at man varmede op med løb eller andet kredsløbstræning, men det er vist ikke noget man bruger indenfor stryketræning? I stedet slæber man altså rundt på en stang med en masse vægte på, mens man pruster og stønner (og så skal man ikke glemme, at man skal studere sig selv indgående i spejlene mens man slæber på skidtet). Det skulle vise sig, at meget af stryketræningen for mig skulle komme til at bestå i at flå alle kiloene af stangen når jeg skulle træne ”imellem” (sjovt nok indkasserer vi også et par blikke fra nogle af de omkringstående mænd, når jeg går i gang med mine få kg, mens kærestens vægtskiver står stablet op ved siden af).

En del af charmen ved at styrketræne sammen er tilsyneladende, at man ”spotter” hinanden – hvilket oversat til almindeligt menneskesprog betyder, at man sørger for at den anden ikke omkommer med en vægtstang og adskillige vægtskiver hvilende på brystkassen... Dette er mildest talt noget af et pres for en nybegynder – ja jeg vil nærmest gå så langt som til at kalde det et decideret utaknemmeligt job (når ret skal være ret, så var det nok ikke helt min skyld, at man kæreste overlevede denne første gang vi trænede sammen!!) For at starte med at vende tilbage til mit erhverv som psykolog, så har jeg ved flere faglige lejligheder stødt ind i folk med aneurismer (hjerneblødninger), og da jeg første gang overværer et sæt bænkpres (på helt nær hold – og udført af et menneske jeg holder virkelig meget af!) kommer jeg til grebet af angst for, at han skal pådrage sig en akut hjernebødning, at flå stangen op for ham, da hans ansigtskulør nærmer sig det dyblilla. Hvis der skulle sidde nogle kvinder, som endnu aldrig har haft fornøjelsen af at ”spotte” deres kærester og læser dette, må jeg advare jer om at handle så ”overilet”!!!! bedst mens jeg står og tror, at jeg har redet hans liv, og derfor forventer berettiget ros – indbringer min handling mig i stedet et noget vast blik og en ærgerlig kommentar som lyder noget i retningen af ”hvorfor pokker gjorde du det? hørte du mig måske bede om hjælp????”  Forvirret fremstammer jeg, at jeg vurdere at han ansigtskulør havde været lilla på en for et menneske yderst usund måde... og at jeg havde grebet ind for at rede hans liv, da det så meget hårdt ud... dette afføder en bemærkning om, at styrketræning skal være hårdt – hvis det ikke er det, kan man lige så godt blive hjemme og spille skak – og for øvrigt kan jeg lige så godt vende mig til, at i stryketræning er smerten ens bedste og eneste ven!!!!  Hvis man vil have arme som en stilladsarbejder, skal man åbenbart helst træne med så meget vægt, at man er lidt svimmel bagefter.... SÅDAN, så var det ligesom sat på plads....  (jeg synes ærlig talt, at han sælger styrketræningen meget dårligt – det lyder i hvert fald umiddelbart ikke særlig attraktivt i mine øre..).

Næste øvelse kræver, at man ligger på en bænk med et sæt håndvægte.... under hans kyndige anvisninger bliver jeg sat i gang (med de mindste håndvægte der er at finde – og som sjovt nok ser meget lidt brugte ud!!) ja, jeg må da indrømme, at det ikke er helt så nemt som det ser ud at balancere med de der vægte – hvilket da også udløser en bemærkning om, at jeg ikke behøver at ligge og ”vinke” med dem.... (nej, men hvad f.... tror du jeg prøver på?). Efterfølgende er det så min tur til at være den opmærksomme... tilsyneladende giver han en helt masse instrukser – som jeg måske – måske ikke hører helt efter! I hvert fald begynder mit job som ”spotter” (det må det vel hedde?) i denne øvelse lidt dårligt, idet jeg glemmer, at jeg skal sørge for, at vægtene kommer op i udgangspositionen. Spørgsmålet er, hvordan pokker en pige på 45 kg  skal kunne hjælpe en mand som ligger med to håndvægte a noget som ligner hendes egen vægt, med at få dem til at ”flyve op” - han mente, at han af pædagogiske årsager blev nødt til at sige, at de skulle ”flyve” op for at jeg forstod ham! Tak for din vurdering af min fatteevne... Da han er færdig med sættet kan jeg egentligt godt svagt huske noget om, at jeg skal skubbe ham op at sidde med vægtene, da han åbenbart ikke kan sætte sig op med 60 kg liggende på brystet... (på dette tidspunkt har jeg imidlertid fået øje på at meget stort par, hvis udseende øjeblikkeligt får mig til at overveje min egen fremtid som styrketræner – jeg mener, hvem gider egentligt at ligne en kæmpe betonlebbe??). Disse overvejelser har nok fjernet min opmærksomhed rimelig meget fra kæresten på bænken, og jeg kommer først i tanke om ham, da han lyselilla i hovedet snerrer ”så skub mig dog op! - efterfølgende indkasserer jeg lige en reprimande for min uopmærksomhed – se, det er så sandelig en utaknemmelig opgave at ”spotte” sin kæreste. Når man gerne vil hjælpe må man ikke, og når man i en kort periode er uopmærksom, er det også galt. For lige at gøre ydmygelsen komplet, forløber mit andet sæt mærkeligt, min venstre arm vinker bare løs med den der håndvægt – så meget at kæresten resolut tager dem fra mig for at skifte dem ud med nogle andre... her udbryder han så – højt nok til at alle fyrene omkring os kan høre det – at jeg har taget to forskellige vægte.... og at han da for fremtiden kan anbefale mig at træne med vægte som vejer lige meget (prøv at spørg om det udløste nogle indforståede og meget overbærende smil fyrerne imellem!!).

Resten af træningen forløber uden videre skideballer. Da vi går op ovenpå for at finde nogle andre tunge ting vi kan løfte på, går vi gennem afdelingen med de stationære maskine, hvilket afføder et hånligt prust fra min kæreste samt en bemærkning om, at hvis de der tåbelige maskiner hjalp, ville de mennesker som sad i dem nok ikke være sådan nogle små skvat (tynde arme etc.). Jeg har derved lært, at hvis man er en rigtig styrketræner, så er der de ”rigtige” måder at træne på og de helt helt forkerte... og de forkerte kan man tillade sig at kalde fjollede samtidig med, at man griner lidt i det skæg man ikke har. På et tidspunkt smutter min kæreste på toilettet mens jeg er i gang med en øvelse. Han kommer smågrinende tilbage og fortæller, at han er kommet til at rive håndklædedispenseren i stykker (denne er tilsyneladende udstyret med et skilt hvorpå der står ”riv helt ned med begge hænder”! - han har så resolut taget fat med begge hænder og er derved kommet til at flå hele skidtet fra hinanden) Jeg må indrømme, at selv om jeg synes det er lidt morsomt, så er det kun fordi han er indehaver af en længerevarende uddannelse, at jeg ikke straks placerer ham i kategorien ”stor og dum”.

Hvad jeg ellers oplevede under min første styrketræningstime var, at de andre styrketrænende mænd kiggede en del på min kæreste og jeg. Det var lidt ligesom når man ser en far med et barn som gør noget sjovt. Ser man dette, kigger man på barnet som i ”sikke en sød lille unge” hvorefter man sender faderen et anerkendende og indforstået blik – det var lidt det samme der skete for min kæreste og jeg. De iaggtog mig som om jeg var en kær lille skabning som havde fået lov til at komme med min far – og også fik lov til at prøve at lave nogle ”voksenting”. Faktisk henvendte et kæmpe brød sig til os og begyndte at snakke løs.... andre nøjedes med interesseret at iagttage når vi skulle skifte mellem vægtskiverne. Det var tilsyneladende underholdning på højt plan at se lille mig lege styrketræner.

Slutteligt vil jeg lige komme tilbage til det med mænd og spejle.... det er altså ikke helt løgn – godt nok plejer man at sige, at piger bruger uforholdsvis meget tid foran spejlet – men hold da fast hvor får mænd som styrketræner også opbrugt deres kvote. Det er muligt, at det har til formål at sikre sig at teknikken er i orden?? men jeg mener helt bestemt, at jeg så flere mænd dybt optaget af at iattage egen muskulatur i de store spejle, ligesom jeg helt bestemt så et par stykker som forsøgte diskret at spænde brystmuskulaturen. Nu synes jeg selv, at jeg er et humoristisk menneske med en god portion selvironi, så bedst mens min kæreste står og flår i et sæt kabler, springer jeg frem foran ham og laver bodybuilderpositurer mens jeg siger HUAH – dette indkasserer da også en hel del smil fra de omkringstående.... mens min kæreste beder mig om, at lade være med at ydmyge ham foran de andre....  hvem sagde selvironi!!

Nu har jeg så overlevet min første gang som ”spotter” og styrketræner, og jeg må sige, at det er en sjov men lidt mærkelig Verden som fascinerer på sin egen syge måde.... jeg er efterfølgende godt brugt og vældig øm..... men som min kæreste siger ”vil du træne eller vil du ikke træne!!!!”

Til andre kvinder som går og leger med tanken om at styrketræne sammen med deres respektive kærester, har jeg nedenfor refereret mine vigtigste erfaringer som har videregives fra én kæreste af en styrketræner til en anden!

• Vær opmærksom – men ikke for opmærksom!

• Husk dine instrukser

• Prøv aldrig at være for hjælpsom! ”du ødelægger hele sættet når du flår den op”

• Træn altid med håndvægte som vejer det samme!

• Træn aldrig i maskiner (det er for tøsedrenge)

• Man får ikke kæmpe muskler af at træne en enkelt gang - sagt lettere nedladende

• Kald aldrig din kæreste for tøsedreng!

• Lad være med at springe rundt og lave bodybuilderpositurer

• Man får noget aldeles uklædeligt hård hud i hænderne

• Husk: Smerten er din eneste ven!

Kom med din kommentar til artiklen her

Artiklen er beskyttet af de ophavsretlige regler og må ikke kopieres eller på anden måde viderebenyttes uden tilladelse fra Bodylab Nutrition.