Interview med Pernille Lindstrøm

Hej Pernille, og velkommen til. Hvem er du, og hvad bruger du tiden på når du ikke træner?

Hej! Tak fordi jeg må være med. Jamen, jeg arbejder til daglig som sygeplejerske på Thorax Intensiv Afdeling i Aalborg. Jeg har været sygeplejerske i snart 5 år og er rigtig glad for mit arbejde. Derudover har jeg min egen lille virksomhed, NewPhysique, hvor jeg hjælper andre mennesker med kost og træning.

Fortæl om din træningskarriere? Hvor længe har du trænet, og hvordan kom du i gang med at løfte vægte?

Jeg har altid været aktiv i en eller anden udstrækning. Fra jeg var 4 år og 16-17 år frem brugte jeg det meste af min tid med heste, hvor jeg har konkurreret både i spring og dressur. Da min sidste hest blev syg og derfor aflivet, satte SU-økonomien naturlige begrænsninger for at fortsætte i samme omfang, og da begyndte jeg at interessere mig for styrketræning i stedet. Jeg opdagede hvordan min krop forandrede sig, at jeg blev stærkere og det gav blod på tanden. Siden da er ambitionerne vokset, og jeg trænede i større grad både for at se resultaterne men også fordi jeg opdagede, at det gav mig rigtig meget energi og velvære. For ca. halvandet år siden valgte jeg at få en personlig træner, Kasper Odsbjerg fra Unlimited Performance, for at optimere på alle fronter, hvilket jeg har været rigtig, rigtig glad for. Ham bruger jeg i øvrigt stadig.

Du har jo stillet op til AF i år, og vundet sølvmedalje til både Newcomers og DM. Hvorfor besluttede du dig at stille op til AF, og hvordan har forløbet været med at træne op til en Fitness-konkurrence?

Til at begynde med, vidste jeg faktisk næsten ingenting om fitnesskonkurrencer, og det var egentlig et forslag fra min træner, at overveje at stille op i AF. Jeg arbejdede jo i forvejen hårdt på at øge min muskelmasse, altså det æstetiske islæt, samtidig med at jeg også ville være stærkere. Det passer rimelig godt til AF og derfor stemte min egen målsætning og AF-kravene pludselig godt overens. Derudover har jeg et stort behov for at have et konkret mål, og det bliver næppe mere konkret end at have en dato for, hvornår man skal stå fit og stærk.

Forløbet har været meget fokuseret. Både i forhold til at passe alle mine træninger som startede fra at være 5 gange om ugen, til at ende på helt op til 12 gange om ugen, hvis man adskiller styrketræningen og cardiotimerne. Udover træningen, så spillede kosten en indgribende rolle i hverdagen, og der skulle tælles kalorier og makroer hver eneste dag, hvortil søvnen skulle prioriteres rigtig højt og stressniveauet skulle holdes på et minimum.

Det krævede rigtig meget, både fysisk men i høj grad også mentalt, at være så dedikeret til et projekt, og der er slet ingen tvivl om, at det aldrig havde været muligt for mig uden min træner. Selvom det lyder lidt som en kliché at sige sådan, så er det fakta, for det var ualmindeligt svært at være objektiv omkring egen formåen, fremskridt og form, fordi man bliver meget farvet af, at ville noget så meget, som jeg ville.

Hvordan var din oplevelse omkring at stille op?

Jeg kunne snakke længe om forløbet både op til NC og DM og fortælle både om hvor altoverskyggende fedt det har været og om hvor pinagtigt det også har føltes på nogle dage, men selve oplevelsen og kulminationen af mere end et års hårdt arbejde og fokus, var bare noget helt særligt. At nå til dagen, hvor alt skulle stå sin prøve var helt fantastisk og selvom den reelle tid på scenen måske kun tæller max 10 minutter, incl. styrkerunden, så er det alligevel noget, jeg tydeligt kan genkalde følelsen af og det giver mig stadig sommerfugle i maven.

At blive belønnet med to sølvmedaljer er naturligvis helt fantastisk, efter at have knoklet så hårdt for noget, så længe.

Det hører dog også med til historien, at min sølvmedalje til DM altså først kom knapt 4 uger efter. På dagen var der sket en fejl i pointsammenlægningen, og jeg blev placeret på en 5. plads. Det var en helt ubeskrivelig skuffelse, ikke kun fordi jeg blev nummer chok, men også fordi at jeg dagen igennem havde haft en helt vild oplevelse idet jeg havde præsteret rigtig godt i min styrkerunde, som jo tæller 66% af den samlede vurdering. Jeg klarede mig så godt, at jeg lå på en delt førsteplads, med den atlet, der vandt guld. Det blev til en underlig følelse af dels at have præsteret til topplacering og dels en følelse af at have skuffet mig selv, men også alle omkring mig; de mennesker der har støttet, bakket op og holdt mig ud under diæt, men også min træner, som har lagt meget energi og et stort arbejde i det, for at få mig op på det podie, fordi det var dét jeg ville.

Jeg kan huske at vi alle sammen forlod stævnet med en meget ambivalent følelse; alt var gået godt, alting gik efter planen men placeringen kunne vi ikke få til at gå op. Uanset hvor meget vi regnede på de faktuelle tal, så kunne vi som minimum få det til en bronzemedalje.

Allerede to dage efter gik der rygter om, at der var sket en fejl ved dommerbordet. Så begyndte tankerne at køre; var der virkelig sket en fejl? Skulle jeg reelt have haft en medalje? Ventetiden var enormt lang, og Forbundet blev rykket for resultaterne mange gange. 3,5 uge efter kom de så med en besked på Facebook om, at de havde lavet en fejl. Deres nye beregninger viste nu, at jeg stod til en sølvmedalje. Jeg kan huske, at jeg blev helt ked af det, da det gik op for mig og jeg var slet ikke glad, de første dage. Det var meget ambivalent.

Nu er jeg naturligvis rigtig glad og stolt over at have vundet sølv til DM i Athletic Fitness, men ærlig talt, så er der også noget i mig, der er bitter over, at jeg ikke fik lov at fejre det på scenen, jeg ville lyve, hvis jeg prøvede at påstå andet. Men medaljen er min, det ved vi trods alt nu.

Kan du fortælle lidt mere om hvordan din træning ser ud? Har du nogen bestemt filosofi du træner efter?

Jeg har haft “min egen” træner i halvandet år på nuværende tidspunkt, og efter jeg begyndte med det, er jeg blevet helt afhængig af den dynamik det giver. Jeg træner på egen hånd, men får udarbejdet mine programmer ud fra de mål jeg (og vi) sætter for mig. Jeg trives rigtig godt med at jeg ved hvad jeg skal og samtidig også mærker og ser, at jeg er i gang med det rigtige.

Jeg tror ikke som sådan at jeg har nogen filosofi, jeg træner efter. Jeg elsker min træning, at føle mig stærk og at mærke fremskridtene og jeg bliver virkelig i rigtig godt humør af det.

I øjeblikket ser min træning noget anderledes ud end den har gjort længe; jeg har fem træningspas om ugen, hvor der er fokus på at blive stærk i de store øvelser (squat, bænkpres og dødløft) og på at erhverve mig nogle skills (muscleups, handstand pushups, mm.), fordi jeg synes det er en sjov måde at træne på. Jeg udnytter, at jeg i princippet kan lave, hvad jeg har lyst til, og min træner er enormt god til at sammensætte mit program, så jeg både får presset mig selv, bliver stærkere og samtidig får lov til at lave det, jeg synes er sjovt; tunge løft og seje skills.

Hvad er dine bedste løft?

Mine bedste løft er jeg som sådan ikke selv super imponeret over, og de ligger efterhånden også lang tid tilbage, fordi mit fokus har ligget på AF i lang tid. Men jeg vil da gerne nævne dem alligevel - så kan jeg jo altid kigge tilbage på det og blive i godt humør, fordi jeg snart er meget stærkere!

Squat: 105 kg

Dødløft: 110 kg

Bænkpres: 80 kg

Derudover så er jeg faktisk mere stolt af at have præsteret 15 strict pull-ups i træk og at kunne ro 480 meter på 90 sekunder. Det synes jeg selv er lidt sejt.

Hvordan ser din kost ud? Spiser du efter nogen bestemt tilgang?

Min kost har af gode grunde været meget kontrolleret i meget lang tid, og det kan godt været rigtig svært at finde tilbage til en normal rytme og et normalt forhold til mad og til at spise her bagefter. I mine øjne er det rigtig usundt at have så stort fokus på, hvad man spiser (og ikke spiser), og det fylder rigtig meget i hverdagen. Det skal man ligeså stille væk fra igen, og efter et konkurrenceforløb, som jeg har været igennem, så handler det også om at sluge et par kameler, når vægten og fedtprocenten også forandrer sig.

Samtidig er jeg typen, der er rigtig glad for mad og meget lidt glad for forbud og restriktioner og derfor arbejder jeg på at holde styr på mit indtag samtidig med, at der også er plads til spontane fristelser.

Fordi det har været svært at komme tilbage til et normalt forhold til mad, så eksperimenterer jeg i øjeblikket med Intermittent Fasting (IF). I helt grove træk handler det om, at man har en fasteperiode og et spisevindue hver dag. Jeg har f.eks. 16 timers faste i døgnet og et 8 timers “spisevindue”.

Det kan godt lyde lidt tosset, når man i forvejen har svært ved at finde tilbage til almindelige spisevaner, at man så begynder på noget, som faktisk lyder lidt ekstremt. Men det tiltalte mig fordi jeg havde en ide om, at jeg lettere ville kunne lære at styre min sult, mit eksploderende behov for søde sager og alle de“uhensigtsmæssige” madvarer her efter konkurrencen. Når man kun har et 8-timers spisevindue, så giver det også en større fleksibilitet i forhold til kalorietætheden af den mad man spiser; jeg kan vælge mere frit, fordi mine kalorier ikke skal strække sig over alle de 14-16 timer, hvor jeg normalt er vågen. Og så er vi tilbage ved, at jeg jo er rigtig glad for mad og meget lidt glad for restriktioner ift. min mad - jeg konkluderede derfor at det var et forsøg værd.

I skrivende stund har jeg levet efter 16/8-modellen i lidt over en uge og jeg er egentlig overrasket over, hvor let det er. Jeg havde måske forestillet mig, at jeg i de 8 timer, hvor der må spises, ville gå helt amok i alt den mad, jeg kunne skrabe til mig, men sådan blev det ikke. Jeg er overraskende lidt mærket af sult - også efter 16 timers faste, og når jeg spiser er jeg hurtigt mæt. Lysten til alle de uhensigtsmæssige madvarer er forbavsende lille. Energiniveauet og styrken er endda opadgående og vægten helt stabil.

Jeg holder stadig nogenlunde styr på, hvordan mine kalorier og min fordeling af protein, kulhydrat og fedt i grove træk ser ud og så vælger jeg fornuftige madvarer og -typer, som passer til det, jeg laver. Så kontrollerer jeg med vægten og fedtprocenten, ser mig i spejlet og mærker efter på styrken og energiniveauet og navigerer ud fra det.

Bruger du nogle kosttilskud?

Jeg bruger Bodylab kreatin, fiskeolie, magnesium og D-vitamin-tilskud dagligt. Derudover supplerer jeg med proteinpulver, når det er nødvendigt, men det er ikke en fast del af min kost.

Hvad/hvem inspirerer dig?

Jeg har ikke noget idol eller nogen bestemt person, jeg ser op til. Til gengæld bliver jeg inspireret og i særdeleshed motiveret af folk, der er bedre end mig selv. Det er enormt motiverende for mig at omgås mennesker, som jeg ved har stor viden om noget, der interesserer mig eller når jeg kan se, at nogen er brølstærke eller har en beundringsværdig fysik. Det gør mig opmærksom, “tændt” på projektet, det holder mig til ilden og får mig til at yde noget ekstra.

Så de mennesker der motiverer og inspirerer mig er i virkeligheden alle mulige omkring mig. Jeg bliver inspireret af mange af dem, der træner i “mit” center, både kvinder og mænd og jeg bliver også motiveret af dem, som udviser rigtig meget engagement i det, de laver, hvad end de selv er udøvere eller om de lærer fra sig.

Jeg bliver også altid i godt humør, når jeg lige får et råd eller en hjælpende hånd med på vejen, af nogen til træning. Jeg synes det er god stil at hjælpe hinanden, og det kan man sagtens blive endnu bedre til.

Mit mantra er, at for at blive bedre, så skal man øve sig sammen med nogen, der er bedre end en selv. Jeg får et stort kick ud af at lære, blive dygtigere, klogere, stærkere og bedre.

Hvad er dine største styrker? Og hvad er dine største udfordringer?

Min største styrke er nok, at jeg er god til at dedikere mig til noget, hvis det interesserer mig og jeg er god til at tilpasse mig. Det kommer mig til gode i træningen fordi jeg af den grund er meget vedholdende og stædig. Omvendt bliver det også en udfordring ind i mellem, fordi jeg godt kan blive lidt følelsesladet omkring det også. Det kan være, hvis noget ikke virker for mig eller hvis jeg øver mig på noget, og fremskridtene kommer lidt for langsomt. Det kan f.eks. være de muscle-ups, som jeg øver mig meget på lige i øjeblikket. Jeg kan godt blive rigtig gal og frustreret, hvis de ikke virker, og endnu mere gal på mig selv, hvis jeg så også har svært ved den teknik, som min træner hjælper mig med.

Sådan var det også med min roning op til DM i AF. Roning var ultimativt min stærkeste side i styrkerunden, så selvom det var den hårdeste del, så hvilede jeg alligevel i det, fordi jeg vidste, at jeg var god. I en periode gik det så alligevel mindre godt - i hvert fald mindre godt end jeg gerne ville have det til - og jeg blev vred på hele projektet og min træner har flere gange måtte tale mig til fornuft undervejs. Objektivitet omkring min egen formåen, dét skal jeg blive bedre til.

Føler du at der er noget du må give afkald på, for at træne på det niveau du gør?

Nej. Det kan siges rimelig kort. Indholdet i min hverdag har ændret sig meget over de sidste år, men det er ikke det samme, som at føle jeg har givet afkald på noget.

Under AF-forløbet gav jeg naturligvis afkald på flere ting; sociale arrangementer især, men det var kun for en periode, det var jeg helt klar over, og derfor var det okay.

Til gengæld tror jeg, at andre nogle gange føler, at jeg går på kompromis med nogle ting eller helt giver afkald på noget. Det kan f.eks. være, når jeg, igen, er på vandvognen til et socialt arrangement, fordi jeg hellere vil være frisk til træning dagen efter, end at drikke mig ned i Mokaï og Grøn Gajol. Der er også nogen, der synes det virker lidt fanatisk, når jeg gerne lige vil presse en træning ind, midt i en travl weekend, med mange andre aftaler og gøremål. Jeg tror det er fordi mange oplever træning som en pligt og derfor undrer de sig over min prioritering, men for mig et det bare et frirum. Jeg plejer at forklare andre, som ikke er i træningsverdenen på samme måde, at det jo er det, jeg går til. Jeg går ikke til f.eks. klaver, badminton, dans eller skydning. Jeg “går til” styrketræning. Det er min sport.

Hvad føler du at du får til gengæld – hvad gør træningen for dig?

Mentalt giver træningen mig glæde, overskud og en stor tilfredshed med mig selv; det føles godt. Derudover er der også noget socialt i det; man omgås andre, der har samme interesse, ved hvad man taler om, og som ikke undrer sig så meget over prioriteringerne.

Fysisk gør det mig naturligvis stærk og i god form, men ret vigtigt, så holder det mig også smertefri. Jeg har haft store udfordringer med smerter omkring bækken og korsben, fordi jeg er skæv pga. et par store styrt med hestene, dengang jeg red. Det er jeg blevet behandlet for i næsten 15 år, men efter træningen er blevet så stor en del af mit liv, så er smerterne stort set aldrig til stede mere.

Som pige kan man godt opleve at der bliver set skævt til at man er stærk og muskuløs. Er det noget du oplever, og hvordan takler du det?

Ja, det har jeg ind i mellem oplevet. Nogen har sagt til mig at det ikke er særlig feminint mens andre har sagt, at jeg ligefrem ligner en mand. Jeg plejer at tage det med lidt humor, for jeg er faktisk rigtig glad for, hvordan jeg ser ud, og hvis man vitterligt har det sådan med sig selv, så tror jeg også det er sværere at føle sig ramt af sådanne kommentarer.

Det fjollede ved det hele er, at de, som synes jeg ser maskulin ud eller som synes jeg er “for meget”, det er også ofte dem, som roser og måske ligefrem misunder min figur, når jeg så hopper i en flot kjole og pludselig ser rigtig feminin ud. Det kan jeg godt trække lidt på smilebåndet af.

Oftest er det faktisk mænd, der har en kommentar eller flere, de gerne vil dele ud af, når de ser en veltrænet og muskuløs pige. Det er ofte ting i retningen af “uha, dig skal man ikke møde en mørk aften”, “dig tør jeg ikke lægge arm med” eller “det kan Pernille lige klare”, hvis der er en opgave eller en aktivitet der kræver at man tager fat. Der er også mænd, der henvender sig i byen eller til større arrangementer og gerne vil sammenligne overarme og jeg har sågar oplevet at blive sat i venteposition, fordi én lige skulle hente sin ven, så han kunne få taget et billede med mig - men come on, så store er de overarme altså heller ikke!

Hvad byder fremtiden på med hensyn til træning? Har du planer om at flere Fitness-konkurrencer, eller kunne du finde på at konkurrere inden for andre sportsgrene?

Jeg tror at fitnesskonkurrencerne bliver lagt på hylden for nu. Jeg afviser ikke, at jeg engang vil prøve igen, men for nu har jeg fået dækket mit behov for den del. Nu vil jeg gerne være stærkere, større (jeg kan allerede høre nogen, der gisper) og dygtigere. Jeg vil gerne konkurrere igen, det ligger vist lidt dybere i mig end først antaget, og jeg leger lidt med tanken om styrkeløft; altså at konkurrere i bænkpres, dødløft og squat. På et tidspunkt vil jeg også gerne konkurrere på hest igen, men det ligger et godt stykke væk lige nu.

Har du et råd til folk, der gerne vil komme i gang med at træne? Evt. til de piger der er lidt bange for at tage springet fra crosstraineren og hen til frivægtsområdet?

Et af de bedste råd er at søge hjælp og viden. Ikke fordi man ikke kan eller skal bruge frivægtene, hvis man er nybegynder, men jeg har erfaret, at lysten vokser i lige linje, hvis man også er bevidst om, hvad man gør, hvordan det skal føles og hvorfor man gør forskellige ting. Det skal give mening, det man gør, for ellers er man bare på autopilot mens man udfører sin træning, og det er sjældent særligt motiverende i længden. Man skal sætte sig ind i lidt om, hvilke muskler, man bruger til hvilke øvelser og hvorfor de er gode eller vigtige for netop dig. Viden er i høj grad kilde til motivation.

Jeg synes egentlig også bare man skal spørge nogen i nærheden om hjælp. Min erfaring er, at langt de fleste faktisk gerne vil hjælpe og forklare lidt, hvis man så også er indstillet på at høre det.

Nå ja, og så et af de måske allervigtigste råd til de piger, som er lidt bange for at træne med vægtene, i frygt for at blive stor og muskuløs: Hold op med at tro, at det forholder sig sådan. Hvis det virkelig var sådan det hang sammen, så ville vi, som gerne vil have de store muskler, slet ikke behøve at bruge så meget energi på at få det hele til at gå op i en højere enhed med kost og træning. Det er altid fedt at se piger/damer, der har kastet sig ud fra den sikre havn på kondimaskinerne og ind til frivægtene. Jeg har stor respekt for det, uanset hvilket niveau man er på - det er det, at man GØR noget.

Tusind tak fordi du ville være med! Er der noget du gerne vil sige på falderebet?

Ikke umiddelbart, for nu er det spisetid.Tak fordi jeg måtte være med, det vil jeg i hvert fald gerne sige her på falderebet.

Kom med din kommentar til interviewet i denne tråd:
http://www.bodybuilding.dk/interview-med-pernille-lindstrom-t87813.html