Bruger login







Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!

Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!

Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!

Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!


Statistik

Vi har 65478 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er Jfj

Vores medlemmer har i alt skrevet 2049533 indlæg i 100419 emner

0 nye indlæg i dag


Online
I alt: 486
Medlemmer: 2
Skjulte: 0
Gæster: 484

Følg bodybuilding.dk på

Portræt af René Mortensen

Skrevet af Kenni



René Mortensen

46 år. 175,4 cm høj

102kg offseason. On-season under 81,4 kg.


Konkurrencer:

Begyndermesterskabet 1999: 2. plads -80 kg Bodybuilding (1 dommerstemme fra nr. 1)

DM 2012 Classic Bodybuilding Overall vinder

NM 2012 Classic Bodybuilding Overall vinder


Hvad fik dig i gang med vægttræning?

Min far var i starten af 70’erne med til at starte OBBC ude på Asser Rigs Vej, og fik lavet en del stænger, skiver og udstyr til klubben. Noget af dette udstyr blev så senere installeret i vores egen kælder, og det endte med, at det faktisk var muligt at træne de fleste øvelser hjemme i kælderen.

Da jeg blev ca. 13 år hjalp min far mig i gang med vægttræningen, og underviste mig i en række øvelser. Det var allerede dengang dybt inspireret af Weider-systemet, som min far havde fået importeret fra USA, og der var også blevet indkøbt diverse bodybuildingblade, som der kunne findes inspiration i. De var på det tidspunkt kun i sort/hvid… :-D

På det tidspunkt spillede jeg også temmelig meget fodbold, men styrketræningen fik hurtigt overtaget. Dette gjorde ret hurtigt, at jeg fik opbygget en fornuftig mængde muskelmasse og en ret stor styrke, som også kunne bruges i fodboldmæssig sammenhæng. Da kælderen så blev for lille på et tidspunkt, måtte jeg finde et center i Odense, som jeg kunne dyrke min voksende interesse for træning i. Førstevalget var dog forkert, da jeg valgte et såkaldt Nautilus-træningscenter. Der måtte man kun køre et sæt i hver maskine, så der valgte jeg ret hurtigt at melde mig ud igen. Så blev der prøvet forskellige alternativer, indtil jeg meldte mig ind i OBBC i starten af 90’erne, og der trænede jeg så i tyve år. Med hensyn til min første konkurrence blev interessen vakt omkring 1996, da der var flere i OBBC, der deltog i forskellige fitness-konkurrencer. Da jeg havde lidt mere masse end mange af de andre, blev det bodybuildingen, der skulle prøves, så i 1999 stillede jeg op i bodybuilding -80kg ved begyndermesterskabet, hvor det blev til en sølvmedaleje.


I 1999 møder jeg moderen til min søn, som bliver født i marts 2003, og har indtil da holdt træningen vedlige. Efter han kommer til verden, bliver tiden lidt knap, og jeg træner kun 2-3 gange om ugen. I 2006 går moderen og jeg fra hinanden, og jeg får igen tid til at hellige mig træningen fuldt ud. Dog får jeg en discusprolaps efter at nogle få måneder, som jeg så har kæmpet med lige siden. Dette betød, at jeg måtte lægge træningen om, og jeg adopterede derefter mountaindog principperne.


Copyright: Thomas Martzak Foto.

Hvad er din grundlæggende træningsfilosofi?

Min træning er bygget op, så den er så skånsom som muligt pga. min forholdsvis høje alder, men samtidig så intens at det stadig kan skabe resultater. Dette gør jeg i praksis ved at anvende de programmer, som John Meadows har kreeret under navnet Mountaindog-training. De principper kan ses på hans website og youtube kanal (John Meadows youtubekanal). Der anvendes tit kæder, bands og også okklusionstræning i træningen og tilligemed diverse intensitetsteknikker. Før jeg stiftede bekendtskab med mountaindog trænede jeg lidt ligesom alle de andre. Jeg prøvede nogle forskellige principper af; heriblandt dogcrap og andre HIT-koncepter, men de har altid vist sig at være skadesfremkaldende på længere sigt for mig.

De første mange uger af min diæt trænede jeg faktisk vægttræning hver eneste dag, indtil min restitution blev for dårlig, til at jeg kunne holde gejsten oppe. Måden det foregår på er, at ugen består af fire hårde træningspas, hvor jeg mandag træner ben, tirdag bryst/skulder og onsdag ryg. Så kommer der en såkaldt pumpedag til benene igen om torsdagen, og bryst/skulder pump fredag. Lørdag er favoritdag, hvor armenene står for skud. Søndag er det så sidste pumpedag med rygtræning. Dette blev så gentaget uge efter uge, og jeg tror kun, at jeg holdt nogle få fridage de første tre måneder. I selve mountaindog-programmerne er der bygget progression ind, der sikrer en en stigende belastning uge for uge - og ingen uger ligner hinanden, dog kan enkelte øvelser blive gentaget. På pumpedagen med ben har jeg okklusion som supersæt med legcurls og extensions som det sidste, og derudover med har jeg okklusion på armene som de sidste øvelser på armdagen hver gang.

Programstruktur
Mandag Tung ben
Tirdag Tung bryst/skulder
Onsdag Tung ryg
Torsdag Hypertrofi ben
Fredag Hypertrofi bryst/skulder
Lørdag Hypertrofi arme
Søndag Hypertrofi ryg



Hvad er din grundlæggende kostfilosofi? 

Med hensyn til kosten får jeg hjælp af Shelby Starnes fra USA. Han går ind for low carb-high fat. Dette bevirker, at jeg sjældent får såkaldt “diæthjerne”, da vores hjerner har brug for fedt for at kunne fungere tilfredsstillende. Da mit udgangspunkt til denne diæt var temmelig dårligt, blev kulhydraterne fravalgt fra starten af. Dette gjorde, at jeg hurtigt gik i såkaldt ketose, dvs. primært fedtforbrænding og proteinforbrænding. Ulempen ved dette er dog, at det kan være lidt hårdt for muskelmassen i det lange løb, men da jeg skulle temmelig langt ned i vægt, var det nødvendigt.

Årsdagen til mit dårlige udgangspunkt op til denne diæt skal findes tilbage i 2012. Efter mine overall wins ved DM og Nordisk Mesterskab i Classic Bodybuilding i 2012, tog jeg 26,5 kg på i løbet af fire uger, og det betød, jeg blev meget dårlig. Jeg måtte til behandling på sygehuset for ødemer, og der gik mange måneder med det. Derudover blev jeg fyret fra arbejdet, og alle de faktorer betød, jeg fik en depression og også selvmordstanker. Hele min identitet i kraft af arbejdet og min træning var væk, og alt skulle tages op til revision. Dette betød, at jeg blev sat langt tilbage i forhold til min fysik i løbet af 2013. Først da jeg kommer i behandling på sygehuset omkring nytår, slipper jeg af med depressionen, og jeg kunne genoptage træningen på fuld styrke. Efter at have trænet i en del måneder, siger min kone en dag ved aftensmaden, at hun godt kunne tænke sig at tabe sig lidt, og at det er meget nemmere, når jeg er på diæt. På det tidspunkt var der 18 uger til DM, og jeg tog her kontakt til Shelby Starnes, for at høre, om vi kunne nå det, selvom mit udgangspunkt var temmelig ringe med en vægt på 102 kg og en fedtprocent på omkring de 20%. Han var ikke sikker på, at vi kunne nå det, men han skrev, at vi kunne gøre vores bedste. Uanset om jeg kunne nå DM, ville jeg rigtig gerne have en bedre form, så jeg besluttede at gå igang med det samme og resten er historie...



En typisk dag for mig starter med 4-5 hele æg og 3 hvider til morgenmad. Så får jeg i løbet af dagen to shakes med peanutbutter til som mellemmåltider. Til frokost spiser jeg kylling og rejer med mandler til, og aftensmaden består af laks med grønsager til. Til sidst slutter jeg af med 4-5 hele æg igen, som regel scramblede.

Offseason ser nogenlunde ud på samme måde, men indeholder bare lidt flere carb i form af havregryn, søde kartofler og ris. Der er ikke den store variation i min kost over året.

Det vigtigste jeg har lært omkring kosten er, at man skal vælge produkter, som man synes om, så man kan blive ved med at holde det hele vedlige. Det nytter ikke, at man finder løsninger, som kun kan holde et vist antal dage, og så er man ved at brække sig over smagen eller konsistensen. Denne sport drejer sig jo om at kunne blive ved i måneder og år, ikke dage og uger…


Hvad motiverer dig til at opretholde den livsstil du har nu?

Lige nu er det konkurrencerne, der driver hele butikken for mig. Jeg har en stålvilje, og den bliver brugt til det yderste. Jeg viger på ingen måde fra planen, og tænker end ikke over det.

De største udfordringer i hverdagen er faktisk med de mennesker jeg har omkring mig. Det hele drejer sig jo tit om mig, og om hvornår jeg skal spise eller at jeg skal træne hele tiden. Det er svært at få det til at lykkes hele tiden, og det kræver rigtig meget af min kone, Rikke. Hun gør et fantastisk stykke arbejde med at hjælpe mig og støtte mig, når jeg bliver for træt, når diæten bliver hård. Med hensyn til cardio-træningen har det været to timer/pr. dag i mange uger nu, hvilket virkelig har slidt mig voldsomt. Cardio’en er steady-state med puls på ca. 120-130. 5 kvarter før morgenmad og 45 min. om eftermiddagen, enten alene eller efter min vægttræning.


Copyright: Thomas Martzak Foto.

Mine forbilleder er klart John Meadows og Shelby Starnes. Disse mennesker har hjulpet mig rigtig meget, og jeg tror, at det kun bliver endnu mere med tiden.

Med hensyn til kommende konkurrencer, har jeg en hel plan for hvad der sker efter DM. Jeg kvalificerer mig forhåbentligt til NM, og kan derved få en top 3 på Island, hvis det er muligt. Dette skulle medføre en kvalifikation til EM i foråret, og der er en top 6 målet. Dette vil igen medføre, at jeg måske kan deltage i VM i efteråret 2015, hvis alt klapper. Hvis EM-kvalifikationen lykkes, vil jeg forsøge at deltage i Loaded Cup 2015, og måske andre Grand Prix’er som ligger på samme tidspunkt. Om hele planen kan lykkes afhænger lidt af resultaterne og måske eventuelle sponsorer som måtte melde sig på banen. Det er jo ingen hemmelighed, at det er en meget dyr sport at dyrke på topplan i længere tid. 

Mit personlige mål lige nu er, samtidig med at gøre så god figur som muligt til DM/NM, en gang i fremtiden at komme til at arbejde med personlig træning. Al den erfaring og knowhow som jeg har skrabet sammen i hele mit 33-årige træningsliv, kunne jeg godt tænke mig at formidle videre til diverse klienter, som måtte have som mål at stille op til konkurrencer eller bare få en sundere livsstil. Jeg har endnu ingen konkrete planer om, hvornår eller hvordan, men jeg ved, at jeg har en drøm om at kunne bruge min viden og erfaring til at hjælpe andre.


Copyright: Thomas Martzak Foto.


Følg René Mortensen til DM i Bodybuilding & Fitness, hvor han stiller op i Classic Bodybuilding -180cm.


Kommenter portrættet her:


Sponsoreret af: Fit4Fight