Ja hvor skal jeg begynde, jeg har er begyndt at tænke over om, de folk fra min vennekreds, som jeg ser oftest faktisk er dårlige venner? og vi snakker ikke, som kriminelle. Men bare generelt, jeg har haft angst siden oktober, og har været helt ude i overvejelse af at droppe ud af skolen. Omkring samme tid fik en kammerat, som er en del af samme kreds. Konstateret anoreksi, og alle har siden hvordan går det med dig, ( til ham ) skal vi ikke lige ringe til ham, skal vi ikke lige gå over til ham. Ikke en gang har nogen af disse personer, spurgt mig hvordan det gik. Jeg har på ingen måde ondt i røven, jeg klarer mig fint.

Dem, som jeg har i lyset er en 4-6 personer, som jeg har kendt siden 5-6 klasse. Jeg har det sjovt med dem, men det er den ekstra ting, hvor man faktisk skal tage tingene seriøst. Den ene af de 3 drenge som jeg har i lyset, fortæller mig aldrig en skid, med kærester eller noget andet, og når han er sammen med sin kæreste og hendes venner, så bliver vi andre sat på standby, vi har heller ikke så mange fælles interesser, og han er generelt en klaphat i byen. Men jeg har det sjovt med ham og de andre, og har kendt ham længe. Så er der en pige, som generelt er den bedste til at lytte, og hun er næsten, som en søster for mig. Men på det sidste efter jeg har skrevet meget med hende, og hendes bedste veninde/ som hun kalder søster, inde over viber hvor man kan skrive 3 på samme tid. Så når jeg har lavet pis med hende ( som jeg førhen og så har gjort ) , og andre ting, har hun været totalt aggresiv," bagtaler du mig? ingen har tvunget dig til at være venner med mig, du skal altid have ret, hvorfor er du blevet så led, du var sød igår". Og veninden følger trop. ( nej ingen følelser inde over ) det irriterer mig bare at jeg skal have alt det i hovedet, når jeg ikke gør noget, som jeg faktisk ikke har gjort.

Mit dilemma står i hvad jeg skal, da jeg har været længe med dem længe, og de har været nogle gode venner. Desværre føler jeg nogle gange at de ikke er som mig, i og med man altid kan sige til mig hvis ting jeg gør irriterer vedkommende, jeg står på spring hvis de er i problemer, eller mangler hjælp. Og self er jeg ikke perfekt, jeg er garanteret et svin nogle gange, men aldrig, hvis folk fortæller mig, " hey du gør det der, og det er ikke særlig høfligt " så gør jeg self et forsøg på at stoppe det.

Umiddelbart lyder dine venner ikke til at være "dårlige", jeg tror mere det handler om dit perspektiv. Hvad er det du er angst for? Er det en generel angst? Tror du din angst kan påvirke hvordan du opfatter din vennekreds? Måske overanalysere og tænker du for meget. Du kan også prøve at gøre dine venner mere opmærksomme på dit problem.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke om din kammerat er sygeligt tynd, men er det ikke oftest sådan, at folk bedre kan relatere til hvis man fejler noget de fysisk kan se på en? Folk siger jo oftest om f.eks. depression at det ikke er ligesom et brækket ben, som alle tydeligt kan se....

Det er jo også ofte et tabu...ligesom når folk mister en de holder af...det er tit sværere at spørge "Nå hvordan går det efter din mor døde?" end "er din arm helet?"....

Jeg tror ikke folk gør det for at være onde eller af ubetænksomhed, men simpelthen fordi de ikke ved hvordan de lige skal tackle at spørge ind til det....har du selv været åben omkring hvordan det går, og din frem- eller tilbagegang?

Jeg tror du overanalysere.

Det er helt normalt at folk ikke på samme måde spørger ind til psykiske problemer, end fysiske, da det er langt lettere at vide hvordan man skal gribe sådan noget an - Derudover er hvertfald begrebet "angst" mere diffust for mig, end anoreksi er. Har du gjort noget for at fortælle dine venner hvad det er du går igennem?

Hvis mine tætteste venner går igennem noget svært, spørge jeg ind til det når vi er alene sammen, men det er ikke noget jeg som sådan bliver ved med at vade i. På et tidspunkt må folk også selv sige til hvis de har brug for hjælp. Måske ser dine venner på dig som en stærk person, der ikke har brug for hjælp på samme måde?

Takker for svarene, ja har været åben omkring, og har endda sagt direkte til dem. At de sagtens kunne spørge mig om ting, og det er heller ikke fordi, at jeg har ondt i røven over det, føler måske bare et svigt et eller andet sted.

Battman skrev:Takker for svarene, ja har været åben omkring, og har endda sagt direkte til dem. At de sagtens kunne spørge mig om ting, og det er heller ikke fordi, at jeg har ondt i røven over det, føler måske bare et svigt et eller andet sted.

Så har du også, per definition, ondt i røven.
Det er helt i orden. Nogle gange i livet må man indse at ting man ikke troede der gik en på, faktisk gør det. Og man vil finde ud af at folk man troede var venner, i realiteten ikke engang er tæt på sådan en betegnelse.

Men inden du kommer til den konklusion, skal du måske se tingene lidt an. Prøv fra et andet perspektiv, og se om noget ændrer sig.

Jeg ved ikke om de er dårlige venner, det skal jeg ikke kunne sige, og det skal jeg ikke fortælle dig hvorvidt de er eller ej.
Det er din konklusion der betyder noget.

EDIT: Jeg har også venner, der kun er venner. Altså, bekendte jeg nogle gange bruger tid sammen med. Folk der generelt er fine nok hvis jeg får dem i små doser, og gerne i sammenhæng med andre mennesker. Og jeg er sikker på at de har det på samme måde med mig.

Det kan sagtens være at i er vokset fra hinanden. Lad være med at holde i noget bare for at holde i det, det kan ikke betale sig i det lange løb. Den lektie jeg har måttet lære på den hårde måde mere end en gang.

Jeg synes, at du skal prøve at slå koldt vand i blodet. Det virker som om du er blevet helt fokuseret på alle de mangler dine venner har. Jeg tror det er ret normalt, at når noget plager en voldsomt psykisk som f.eks. angst, så kan det virke logisk at reagere med sin frustration udad. Det virker til, at du gerne vil gøre dine venners bekymring op i tal, og i hvor mange gange de spørger dig hvordan det går i forhold til din anden ven. Det kan være rigtig svært for dine venner, at vide hvordan de skal takle en kammerat med angst. Dette betyder ikke, at de ikke bekymrer sig om dig.

Jeg synes også, at du bør tænke over, hvordan du egentlig er overfor dine venner når du tror på din egen historie om dem. Tager du afstand til dem? bliver du irritabel? giver du dem stikpiller? Bliver du indirekte bebrejdende? Når man prøver at kigge lidt indad, opdager man tit at man ikke just fremmer situationen med sin adfærd, men egentligt bare reproducere den. Grunden til at jeg spørger om dette er, at det virker underligt hvis din veninde skulle være vred pludselig uden en eneste grund:)

Det her er ikke for at rakke dig ned overhovedet. Men du virker bitter på dine venner, og du virker som om du forventer at folk skal komme til dig. Hvis du har brug for at tale om din angst, så kan du ligeså godt tage det første skridt og fortælle det til dine venner. Så ved de præcis hvor de har dig, og hvad de så gør med det, er ikke til at sige. Det er nemt når man har et problem, at rette frustrationen ud mod andre, men i stedet for at tænke over hvad dine venner burde gøre, skal du måske bruge mere tid på at fokusere på hvad du selv burde gøre med dit liv for at komme videre:)

Held og lykke!

Flames

Det kan sagtens være jeg nogle steder, måske overdriver angående dem. Men jeg er på de sidste bare kommet til den beslutning, at mit liv er forkort, til at involvere mig med personer, som ikke gider mig eller ikke er der for mig. Her skal jeg self, passe på med at stemple folk udenvidere, at have noget grundlag for det.

Jeg arbejder med mig selv hverdag, og ved bare at jeg trods mine 17 år, livet er for kort til at spilde tiden på disse mennesker.

Og det er helt fair, det er jo trods alt dit liv:) Men kan du virkelig med sikkerhed vide, at dine venner ikke er der for dig hvis du går til dem med dit problem, og er 100% ærlig omkring det? Kan du med sikkerhed vide, at dine venner ikke ville være der for dig, hvis de præcis vidste hvordan du følte og havde det? Er der en mulighed for, at de rent faktisk ikke er klar over præcis hvordan det står til med dig?

Det er ikke fordi, at jeg prøver at fortælle dig at dine venner er fantastiske, for det ved jeg intet om. Men jeg kan se, at du har en leveregel om at venner skal sætte ord på det at være der for hinanden. Er det ikke nok, at dine venner er der og holder fast i dig. Er det nødvendigt at de sætter ord på, at de er der for dig?

Jeg har selv ligget syg og helt invalideret i et år. Der fandt jeg ud af, at nogle folk er der for en ved at spørge hvordan det går. Andre folk er der for en, ved at ringe og lave aftaler med en uden at spørge. Fælles er dog, at de alle sammen har holdt fast i mig under forløbet.

Hvordan kan du vide, at de ikke - når du ikke lige er der - snakker om at gå over til dig eller ringe til dig, for at se hvordan du har det?

Som de andre siger, så kan det være lidt diffust at få "kastet i hovedet" at du lider af angst. Og selvom du har sagt, at de bare skal spørge, så tror jeg det kan være overordentligt svært at finde ud af, hvad det er man spørger om. Altså, når I ses, spørger man så "hvordan går det i dag" eller aflæser man bare om du er i godt eller dårligt humør? Umiddelbart virker det som om du er fortørnet over, at folk ikke har behov for at spørge om noget, mens du har behov for at tale om din angst. Hvad er det for emner/spørgsmål du forestiller dig de gerne vil have svar på (eller som du gerne vil tale om) - og kan du gøre noget for selv at bringe de spørgsmål på bane, hvis du gerne vil snakke om det? At være gode venner som støtter hinanden gælder jo begge veje - de skal ikke "hive" information ud af dig, du skal også "uopfordret" læsse det ud, du har brug for at komme af med.

I forhold til chatten med veninden og hendes "søster" - så tror jeg du skal se det hele lidt mere udefra. Selvom du føler, at du bare joker og tager pis på hende, så kan hun jo misforstå; måske har hun en dårlig dag? Måske skriver du faktisk noget, der for hende er grænseoverskridende og ledt. Når det gælder skriftlig kommunikation, så går der rigtig meget tabt, så derfor er det meget vigtigt at bruge smileys og andet som virkelig understreger hvad der er for alvor, og hvad der er for sjov. Du skriver, at du måske nok er et ledt svin ind i mellem, men aldrig når du får at vide, at du er gået over grænsen - men alligevel sidder du nu og siger, at når din veninde siger, at du er gået over grænsen, så er det hende som tager fejl, og dig som har opført dig rigtigt - som helt udenforstående der intet ved om de konkrete tilfælde, så virker det lidt som om du ikke helt ser lige dén situation objektivt