Jeg mener, at diskussionen her rammer lidt ved siden af. Når vi snakker om 'en legalisering af doping i sport', så ligger det som implicit præmis, at det skal være en politisk beslutning, om doping skal være lovligt i sport eller ej. Dette på trods af at man fra alle steder altid frarådes at blande sport og politik sammen, da der er en form for normativ konsensus om, at dette ikke bør ske.
Derfor mener jeg, at man bør ændre præmissen og scenariet, så vi i stedet antager, at det eneste, man fra politisk hold kan beslutte, er, om doping skal være lovligt i samfundet - ikke i sport. Dette er i sig selv en debat med mange divergerende holdninger. Vi kan så anvende dette scenarie, hvor doping er lovligt i samfundet, på sportens verden.
Her mener jeg så, at det bør være op til det enkelte forbund i den enkelte sport at afgøre dets dopingpolitik. Hvis et forbund ikke ønsker at teste for doping og dermed gøre det 'lovligt' inden for forbundet, så skal det have lov til det. Men hvis det modsat ønsker at lægge en kurs, der forbyder doping, så det ikke er 'lovligt' inden for forbundet, så det skal have lov til det. Så må det være op til hver enkelt atlet at afgøre, hvilket forbund han ønsker at konkurrere i.
På denne måde undgås en meget dikotom sort/hvid forståelse af problematikken, selvom det måske ikke vil ændre så meget ved, hvordan tingene er i sportens verden i dag.
Store ben er godt.