Ja, sådan havde jeg det også i gymnasiet/HF. Der blev ofte talt meget hurtigt under mine eksamener

Hvis du har travlt synes jeg ikke, at du skal bruge tiden på at læse nedenstående helt igennem, da det nok falder uden for jeres pensum - men hvis du har overskud kan det være, at det kan give dig et par fordele, hvis det går godt, og de begynder at spørge mere specifikt ind. Det kan være, at det giver dig en god forklaring på, hvordan nogle vigtige mekanismer virker.
Jeg valgte at tage det med, eftersom der i din opgavebeskrivelse blot stod "muskelceller", hvilket altså også kunne gælde for hjertemuskelceller, samt glatte muskelceller.
Det er naturligvis implicit, at det mest relevante for din eksamen er den tværstribede skeletmuskulatur, eftersom det er dét artiklen tager udgangspunkt i. Og som nævnt, er det blot nævnt som en perspektivering, da det er de mest interessante forskelle ved egenskaberne for skeletmuskelceller og hjertemuskelceller (og hjertet generelt), jeg har fremlagt:
Aktionspotentialet i skeletmuskelceller varer kun omtrent 2-5ms. Dette gør, at muskler kan "twitche", dvs. give små, ikke ret kraftige (men dog mærkbare) kontraktioner, der ikke kræver ret meget energi. Dette kender de fleste fra hverdagen, hvor en muskel har stået og "twitchet" ufrivilligt.
Når skeletmuskler skal kontraheres depolariseres cellen, som du er klar over. Dette medfører et influx af calcium fra det sarcoplasmatiske reticulum til sarcoplasmaet, hvorfor musklen kontraherer sig. Det skal forstås således, at depolariseringen (via nogle mere komplekse biokemiske/fysiologiske mekanismer) medfører, at nogle kanaler åbnes, hvorfor der strømmer calcium ind, hvilket medfører kontraktionen. Den øgede mængde calcium vil herefter transporteres tilbage til sarcoplasmatisk reticulum igen - men aktionspotentialet er så kort, at der stadig vil være en øget calciumkoncentration i sarcoplasmet, hvorfor et nyt potentiale kan summere kraften fra det tidligere ved en yderligere stigning i calciumkoncentrationen.
Helt simpelt: Depolarisering -> øget calciumkoncentration -> muskelkontraktion -> calcium transporteres tilbage langsommere end selve aktionspotentialet varer -> et nyt potentiale lige efter et andet vil medføre større kontraktionskraft (og således vedvarende kontraktion, hvis stimuliet fortsætter - se nedenfor).
Dette medfører begrebet "tetanus", hvilket simpelt beskriver, at muskelen stimuleres kontinuert og hurtigt (f.eks. når du løfter en vægt), hvorfor der dannes maksimal kraft i muskelcellen. Ligeledes handler kraftgenereringen om, hvor mange muskelfibre, der aktiveres på én gang. Det de to måder, hvorved skeletmuskelcellers kontraktionskraft kan reguleres.
Dette er modsvarende i hjertemuskelceller, hvor aktionspotentialet varer 2-300ms. Her er det calciumtransienten ved én depolarisering, der afgører hele hjertets slagkraft. Dette skyldes, at når aktionspotentialet er ovre, vil den mængde calcium, der har induceret kontraktionen, også være "på plads igen". Altså er den sarcoplasmatiske koncentration igen faldet, når aktionspotentialet er ovre. Dertil kan det lægges, at hele hjertet kontraherer sig som et "syncytium", dvs. som en énhed, hvorimod (som nævnt i ovenstående) skeletmuskler kan kontraheres mere gradueret alt efter antallet af fibre, der aktiveres.
Pointen med alt dette er, at alle disse faktorer, dvs:
1. Aktionspotentialets længde
2. Slagkraften/frekvensen
3. Calciumtransienten
er reguleret af ionkanalernes egenskaber. Hvor 'gode' er cellernes ionkanaler til at reetablere de oprindelige koncentrationer, og hvordan kan systemet opregulere/nedregulere disse egenskaber alt efter kroppens behov?
Under træning aktiveres det sympatiske nervesystem, hvorfor der direkte udskilles noradrenalin, samt cirkulerende catecholaminer (adrenalin, noradrenalin), som ultimativt modulerer ionkanalernes hastighed.
Ved påvirkning af adrenalin/noradrenalin vil ionkanalerne altså være
hurtigere. Der vil være et hurtigere influx af natrium, et hurtigere efflux af kalium, samt et større influx af f.eks. calcium i hjertemuskelceller, hvorfor der kommer større kontraktionskraft, samt hurtigere frekvens.
Pointen du skal forstå er altså, at:
Når systemet skal yde et arbejde vil det forsøge at opregulere alle de mulige mekanismer det kan, for at et øget arbejde kan opnås:
Ionkanalerne opreguleres (især vigtigt i hjertets muskulatur, samt 'sinusknuden', altså hjertets pacemaker), samt i andre celler, hvor der pludselig skal ske en hurtigere opretholdelse af iongradienterne pga. øgede depolariseringer, samt øget energiforbrug.
Alle de forskellige kanaler (Na/K-pumpen, Ca2+-kanaler, Na+-kanaler, K+-kanaler osv.) kan altså reguleres til at øges eller sænkes i aktivitet.
Ligeledes er det, at de selv samme mekanismer (sympatiske nervesystem), der opregulerer ovenstående, der er med til at opregulere alle andre faktorer ifht. øgede krav til systemet ved arbejde: Øget ekstration af ilt, øget distribution af ilt, øget antal åbne kapillærer i muskulaturen, færre åbne kapillærer i de andre inaktive muskler, samt knap så vigtige organer, øget nydannelse af energi (gluconeogenese, glycogenolyse, lipolyse), opregulering af nervesystemet (som omtalt).
Alle disse faktorer er kroppens modsvar på øget præstationskrav, samt forsøget på at opretholde dette krav via øget energiforbrug. Des mere intenst arbejde, des højere regulation af disse mekanismer - og des hurtigere vil kroppen udtrættes i takt med, at energiforbruget stiger.