Jeg træner styrke 3 gange om ugen, og cykler 2 gange. Det giver mig to fridage, da jeg aldrig cykler og styrketræner samme dag (har prøvet og det gør simpelthen for ondt).
Mit styrkeprogram er et standardprogram, hvor man gennemgår de fleste muskelgrupper med 3 sæt og 12 reps. Nu da min krop har vænnet sig lidt til det hele, har jeg sat reps ned til 10 og øget vægten. Det kører fint.
Før I kan rådgive mig, må I selvfølgelig vide, hvad det er, jeg vil med træningen. Først og fremmest vil jeg bare gerne af med alt det overflødige fedt på maven og over hofterne. Det er belastende hele tiden at skulle gå og trække maven ind
Jeg har ingen intentioner om at blive nogen pumpekarl, og kæmpe muskler interesserer mig overhovedet ikke. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke vil have større muskler men bare at "franskbrød under armene" bestemt ikke er mit mål.
Det jeg derimod gerne vil opnå med træningen, er, at få en markeret, veltrænet og tilstrammet krop. Altså en krop, hvor musklerne er tydelige og spændstige uden, at de bliver overdimensionerede. Som sådan kunne jeg derfor forestille mig, at det handlede om, at træne muskler og tabe fedt. Hvordan gøres dette mest effektivt?
Hvilket program vil I anbefale for at opnå disse mål? Er det en korrekt beslutning både at dyrke styrke og konditionstræning? Er den nuværende træningsmængde passende?
Det skal til slut siges, at jeg selv allerede efter 1½ måned sagtens kan se en forskel på musklerne. De er blevet en del mere synlige og markerede, men der er selvfølgelig stadig lang vej igen.






