Jeg faldt lige over en artikel som jeg kan huske jeg diskuterede med mig selv for et par år siden. Jeg synes egentlig det er en spændende diskussion, så jeg gravede lige artiklen og mine egne tanker om den frem fra gemmerne:

Artiklen hedder "How Strong Is Strong Enough?" Af Scott Bennett fra University of Wyoming.

Han skriver:
If, for example, the road to accomplishing
a 700-lb back squat maximum for an
offensive lineman has included wearing
extremely tight (i.e., powerlifting tight)
supportive knee wraps, wearing an extremely
tight/thick powerlifting belt,
less then 90° thigh parallel depth, and
reduced improvement in position-specific
conditioning such as run-blocking
or pass-set technique, then that 700-lb
back squat was not, in my opinion,
worth the time it took to accomplish.
The squat example can be applied to
many other lifts and to other athletes
and their positions and sports also.

Det fik mig til at tænke på, hvad er det egentlig vi gør, eller hvad er det vi vil bevise, når vi tager alt udstyr i verden på, for at løfte en vægt der er så tung at vi aldrig nogensinde ville kunne løfte den uden udstyr? Er det for at styrke vores ego? Er det for at kunne sige: jeg har løftet 300 kg? Er det for at skubbe til grænserne for hvad mennesker kan? Og er det i så fald det vi gør, eller skubber vi bare grænserne for hvad udstyr kan? Hvis vi tager specielle sko på, specielle bælter og wraps og dragter og tager steroider og pis og lort, hvorfor så ikke tage det til næste level: mekaniske dragter. El-drevne hydrauliske biomekaniske dragter så vi kan løfte 800 kg? Er det når det kommer til stykket ikke clean atleter der laver rå løft der er de eneste der siger noget om hvor langt vi som mennesker kan tage vores styrke? Squat på 1000 pund, ja det er fint, men udstyret løfter en hel del af vægten.

Forskellen på hvornår det giver mening og ikke giver mening, at bruge udstyr, ligger vel i hvad formålet med løftet er. Styrkeløft er en sport hvor udstyret er en del af det accepterede game, og bruger du det ikke, kan du ikke være med i toppen. Og grænserne for hvor godt udstyret er, rykker sig vel også hele tiden, ligesom i svømning og andre sportsgrene. Så træner man styrkeløft er udstyret en vital del af sporten, ligesom den aerodynamiske dragt og cykel er en vital del af en cykelenkeltstart. Det giver altså mening at bruge den i den sport.

Dyrker man derimod styrketræning for at blive en bedre håndboldspiller, eller som i artiklen, blive en bedre amerikansk fodboldspiller, så giver det ikke skide meget mening at bruge squatdragt når man træner.

Diskussionen er vel ikke kun i forhold til styrkeløft. Man kan sige det samme med udstyr i mange andre sportsgrene: Kun en "rå" cykelrytter kan sige noget om hvor hurtigt vi kan køre en given distance. Kun en "rå" svømmer (nøgen svømning ) kan sige noget om hvor hurtigt vi kan svømme.
Valget står vel mellem puritanerne der mener at intet udstyr må forbedre præstationen, og så dem der byder udstyret velkommen, da det er en måde at holde sporten spændende på ved at have 2 parametre at skrue på: atleternes fremgang og udstyrets tekniske udvikling. Eller hvad?

Artiklen: http://dl.dropbox.com/u/2810211/Appendix-1.pdf

(der er en masse andre artikler også, men det er den første)

Det er meget en balancegang
Jeg synes det bliver problematisk når "kravet" ift udstyr bliver så stor at man ikke længere kan deltage på almindelige vilkår hvadenten det er penge der begrænser evnen til at købe den vildeste 250.000 kroners kulfiber cykel eller det er at have 3 andre mennesker til rådighed for at snøre sig ind i dragt man ikke selv evner at tage på. Men der er masser af modargumenter og modeksempler. Har man penge har man f.eks råd til fordele andre heller ikke nødvendigvis har: Personlig kok, ingen arbejde, massører, eksperthjælp mv.

Man spiller også bedre fodbold i et par fodboldsko end man gør i et par handball special - her synes udstyr at være en rigtig god idé, fodbold ville godt nok være noget møg at se på hvis de skulle rende rundt i bare tæer - det løfter spillet at give noget udstyr som forbedrer performancen. Det samme argument kunne man bruge om styrkeløft. Men jeg synes alligevel det er super fedt at SL specielt i Danmark har taget en drejning mod RAW fordi det øger tilgængeligheden af sporten og hvis det kan hjælpe med at få en lille sport til vokse og appelere mod et bredere publikum så synes jeg det er all good. Folk kan også langt bedre relatere til raw løft ift deres almindelige "fitness" træning - hvilket meget nemt kan fiske nogle styrketalenter i de kommercielle klubber

Men når man ikke kan komme til godkendt med 300 kg på nakken eller 200 kg i bænken så synes jeg udstyret flyttet gamet til noget bizart -Folk flyttede til gengæld også kg i gamle dage i deres klude-dragter men det er jo et holdningspørgsmål hvilken type sport man ønsker at se på, der er ikke noget facit

Det er ikke muligt at give ét svar, da du snakker om to helt forskellige ting. Det centrale i artiklen er i mine øjne slet ikke brugen af udstyr, men at man i stedet for at fokusere på tilsyneladende arbitrære benchmarks så som 1RM squat og max rep 225 lbs bænkpres, hellere skal se på sportsspecifikke præstationer. Det siger sig selv, at man skal det, og det er også nemt nok, når man skal vurdere en enkelt atlet, men skal man udvælge de bedste fra en meget stor pulje på flere tusinde, som det f.eks. er tilfældet, når der skal inviteres college spillere til NFL combinen, så er det ikke en mulighed. Det er klart, at 1RM squat ikke fortæller ret meget om, hvor god en offensive linjemand man er, men ALT ANDET LIGE, er det en god måde at udvælge de bedste på, og har man i stedet for kun ét kriterium nogle stykker, der dækker et spektrum af grundfærdigheder, atleten forventes at have for at være god, så begynder det at ligne noget.

Mht. brugen af udstyr i sport, så drejer brugen af udstyr i de fleste sportsgrene sig om at optimere udøverens præstation ved typisk at maximere eller minimere eksterne faktorer. Som oftest betyder det at nedsætte friktion og/eller bevægelig masse. Styrkeløft er meget specielt og jeg kan ikke komme på andre sportsgrene, hvor der benyttes udstyr på samme måde. Her er skridtet taget videre, så der ydes en "kunstig" hjælp og en analogi ville være, at 100m løbere måtte spænde sig op i en elastik, der slyngede dem ud af startblokken. Det giver ingen mening at snakke om, hvad "almindelige vilkår" er, for det kan aldrig blive andet end en subjektiv definition. Det eneste, der giver mening, er at definere et regelsæt for en given sportsgren og så tillade alt inden for disse rammer, som så kan justeres hen ad vejen, hvis man opdager et hul eller der sker en udvikling, man ikke havde forudset. Er man utilfreds med disse regler kan man så stifte et andet regelsæt og på den måde vil "markedskræfterne" afgøre, hvad der er størst interesse for. Et glimrende eksempel på dette er netop udstyrsfrit styrkeløft, der vinder stadig større tilslutning og i år afholdes første VM for dette i IPF regi, der ellers før kun har beskæftiget sig med udstyrsløft.