En bænkpressers bekendelser

Der sker ting og sager. Skrev bachelor i mens jeg arbejdede fuld tid på Operation X. Det var dog en umådelig stresset periode med blot én fridag fra 1. september til 12. december. Begge dele endte dog godt. Bagsiden viste sig så at være, at jeg tjente for mange penge ved siden af SU, hvorfor de nu skal betales tilbage - og det er vel at mærke før skat - og det var tilmed ikke muligt at indbetale beløbet før årets udgang for at undgå renter. Når jeg så betaler alle pengene tilbage (før skat), skylder de så mig nogle penge, som jeg så først kan få at se næste år. Det er sgu et spøjst system.

Nå, har også lidt haft rund fødselsdag, og det har selvfølgelig igangsat en masse tanker om alverdens ting og sager. Jeg blev student som 20-årig og færdiguddannet som 30-årig. Læser årligt brudstykker af min log igennem herinde for at forstå, hvem jeg tidligere var, og jeg er langt fra stolt af det hele. Hvad jeg i øvrigt naturligvis står ved. Noget af det værste jeg ved er, når folk siger: "Jeg fortryder intet i mit liv". De mennesker bør man med rette holde sig fra. Generelt mennesker, der ikke kan komme med indrømmelser af nogen som helst art, hvor de skal give bare en my af sig selv. Run.

Hvem man i øvrigt med fordel kan holde sig fra er mennesker, der ikke på nogen måde gør verden til et bedre sted. Og nej, det kræver ikke meget at gøre verden til et bedre sted. Jeg ser det næsten dagligt - dog i mindre grad i Nordsjælland end når jeg er inde i København. Folk, der springer over i køen, folk, der ikke lader folk komme ud af s-tog eller metro før de selv går ind, folk, der sætter deres taske på sæderne i et propfyldt tog, folk, der ikke giver plads på fortovet. Eksemplerne er flere, men det er klart klassikerne. En diskussion i sig selv er, om disse mennesker er bevidste om deres adfærd. Svaret er ikke entydigt, men en ting er sikkert - de kommer aldrig til at ændre adfærd, hvis de ikke bliver konfronteret med den. "Hvem er du til at moralisere?" og "Lad den, der aldrig har syndet, kaste den første sten", kunne nogen måske ledes til at tænke, men verden er vores fælles ansvar - og bare fordi noget ikke er ulovligt, betyder det ikke, at det ikke er moralsk forkasteligt.

Måden man taler til tjenere, rengøringspersonale og kassemedarbejdere på, afslører ofte mere om ens menneskesyn end lange principielle frihedstaler eller relationer, hvor der tydeligvis er en bagtanke. Man bør sige fra, når man oplever det — også selvom det er en god ven eller et familiemedlem. Og hvis det i sidste ende koster et venskab, at en person gentagne gange opfører sig tåbeligt uden at tage ansvar eller vise selvindsigt, så må det være sådan. For man bør tænke over, hvad man er med til at legitimere, når man tier. Mennesker med fuldt udviklede frontallapper, men uden den mindste ansvarsfølelse eller evne til at tage imod konstruktiv kritik, er nogen, man bør holde mere end to meters afstand til. Der er desværre alt for mange af dem derude — forvoksne børn i forklædning.

Slutteligt vil jeg sige: “What man is a man who does not make the world a better place?”


ift. det private sker der også ting og sager. Mere om det næste gang.

Sejt du stadig skriver herind! :-)

May the force be strong with you og alt det her.

Jeg tror jeg vil smutte lidt ind på T-nations forum eller bodybuilding.com forum. Måske kan man få lidt af den gamle gode stemning og vidensdeling, bare på engelsk :-)
Ærgerligt det ikke kører på bodybuilding.dk

Tak for påskønnelsen!

Der sker mange ting for tiden på mange fronter, men intet er endnu sikkert, og når det forholder sig sådan, er det bedst at tie.

Hvad der får mig ud af sengen de fleste morgener er helteberetninger. Jeg læser jævnligt i Kurt Thyboes formidable bog: "Vi kalder dem helte", der består af interviews og beretninger med bl.a. Mike Tyson, Laurent Fignon, Anja Andersen, Chris Eubank, Bjarne Riis og mange andre. Der mangler en masse spændende karakterer såsom Ricky Bruch, John Brzenk, Tom Bogs, Don Frye og Lance Armstrong, men jeg vil tillade mig at dele et uddrag af en passage, der faktisk er med en tidl. dansk cykelrytter, Jørgen V. Pedersen. Dyrk lige hvor lækkert Kurt Thyboe skrev. Men inden da, får I lige lidt kontekst:

Tilbage i 1986 kørte Jørgen V. Pedersen fire dage i den gule trøje, længe før det blev hverdag, at en dansk cykelrytter gjorde sådan noget. Og Jørgen V.'s dage i gult var endnu mere groteske ... for det var helt på tværs af holdets strategi, danskeren pludselig havde trøjen. Så han blev behandlet med arrogance og ligegyldighed.

Uddrag: Jørgen V. var altid den ydmyge, generte, lidt selvudslettende rytter. En høflig helt. En stille helt. Der aldrig søgte rampelyset, der aldrig stræbte efter berømmelsen. Jørgen V. kørte i virkeligheden allermest for sig selv. For at tilfredsstille den hvidglødende indre drift. Der konstant piskede ham til at gå til sine egne grænser. Smadre de grænser, og se, hvor langt han kunne træde ind i smertens og viljens psykotiske vanvidsfære. Finde, fornemme, måske fange den personlighed, der gemte sig der, på den anden side af den sunde fornuft. Helt derude, på kanten af den svimlende afgrund, finde og få bekræftet sin identitet. Som en mand af mod, en mand af ære. Det var altid hans stærkeste inspiration. Den jagt efter den sjæl, karakter, moral, den personlighed, der dannede mennesket Jørgen V. Og det var for at finde de svar, der dybt nede i sindet, at han altid, de år, han stred og led i tour'en, skrev sin dagbog. Med de rå, brutalte indtryk, skrællet for romantik. Med strejf af den charme, racet ku' ha'. Med ætsende, ærlig erkendelse af rædslen og frygten, der ku' gribe dig om struben og nægte af give slip.

Det er sådanne personer, der får mig ud af sengen, selv på det mørkeste og mest gudsforladte dage. Jeg tænker altid: "Hvad havde .... mon gjort her?", og svaret er altid det samme.


Dyrk jeres helte.

Alt godt.

Sensommeren (september) bød på Europas hårdeste vandrerute (GR20) på Korsika. En tur, der byder på 180 km. og 12 tusinde højdemeter. Ruten er delt op i 16 etaper og de fleste tager én etape om dagen. Min kammerat og jeg klarede den på 6 dage, hvilket betød, at vi ikke lavede meget andet end konstant at gå - og sove lidt for lidt - nogle dage meget for lidt - og en enkelt dag - blot 2x1 time. Kalorier var der ikke mange af. Kosten bestod mest af chokoladebarer, da det var, hvad der var at skaffe i bjerghytterne, men dem kan man også gå ret langt på literen på. Jeg blev hurtigt (og ikke overraskende), træt af franskmænd og deres ultragiftige etnocentrisme, hvilket i grunden jo er lidt hårdt at være i, når man befinder sig på fransk jord. Men det fyldte min kammerat (der i øvrigt er det mest rummelige menneske, jeg kender), med tilpas stor foragt til at vi faktisk bestilte nye flybilletter og forlod øen før tid (selvfølgelig først efter ruten var overstået).

Jeg var efterfølgende hjemme en håndfuld dage inden turen gik til de græske øer Ikaria, Fourni og Samos, i nævnte rækkefølge. Ikaria er en blue-zone-ø, hvor andelen af personer, der bliver over 100 år, er relativ stor, og jeg må blankt erkende, at jeg sjældent har følt mig så godt tilpas noget sted. Normalt vil jeg gerne nå så meget som muligt, men ferien her havde præcis modsatte mål, og det harmonerede godt med en ø, hvor alt foretages med hvilepuls. Meget få køretøjer og turister, og det bedste mad, jeg kan forestille mig, til priser, jeg ikke troede fandtes længere, samt gode (sten)strande, hvor jeg kunne dykke blandt stimer af alverdens fisk. Jeg forudser, at jeg senere i livet kommer til at bosætte mig her, hvis ikke permanent, så i perioder - og det er af flere grunde.

1) Jeg føler, at "vi" er blevet for "ud"viklet et samfund - og jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal kunne balancere et liv her, hvis jeg om nogle år skal opfostre et barn.
2) Vejret. Livet er simpelthen for kort til lange perioder med regn, kulde og mørke fra morgen til aften.


Nå, jeg ville egentlig have lavet en post om nostalgi, men den må I have tilgode. Jeg kan afsløre, at det kom sig af, at jeg indlæste mit ældgamle ps1-memory card