Når besættelsen har en pris

Der er ingen tvivl om, at dem som er mest dedikerede i forhold til deres valgte sport, ofte også er dem som når længst. Er man villig til at ofre sig for sin sport, og har man evnerne til at presse sig ud over det sædvanlige, så har man allerede ganske gode forudsætninger for at nå langt. Selvfølgelig forudsat at man har de rette genetiske forudsætninger. Men som med så mange andre ting, så har medaljen også en bagside.

De tidlige år

Min rejse ind i vægttrænings-universet startede for omtrent 15 år siden.

Jeg har altid haft et behov for at kunne bygge min identitet op omkring noget jeg brænder for. Et behov for at blive den bedste til noget. Man kunne måske på bedste lomme-psykologisk vis konkludere, at det bunder i et selvværds-problem, og det kan da meget vel være, men det primære for mig har dog altid været et ønske om at skille mig ud. Der er ikke noget mere kedeligt end at være ”normal”.

Da jeg var yngre dyrkede jeg konkurrence-svømning. Det var egentlig ikke mit eget valg, at jeg skulle gå til svømning. Jeg kan ikke huske de nøjagtige omstændigheder, men jeg kan dog huske, at mine forældre spillede en væsentlig rolle i denne beslutningsproces. Det var nu heller ikke fordi jeg hadede at gå til svømning. Tværtimod. Det var der jeg fik smag for det at arbejde hårdt for at nå et mål man har sat sig. Det varede dog ikke ved. Jeg er udpræget B-menneske, og da morgentræning blev introduceret, så blev jeg umådelig træt af at en træner skulle diktere hvornår jeg skulle dyrke mine interesser. Så jeg stoppede med svømningen.

Jeg var vel omkring de 13 år, da jeg stoppede med svømningen, og kort tid efter fik jeg mig en ny brændende passion. Jeg havde længe haft et skateboard, som blev brugt som en blanding mellem et transportmiddel og et stykke legetøj. På dette tidspunkt vidste jeg ikke hvilket potentiale dette 4-hjulede stykke træ havde. Ikke før jeg en dag så en gruppe unge mennesker lave de mest vanvittige tricks ud over en trappe nede i byen. Jeg vidste med det samme, at det ville jeg også kunne. Jeg fik mig kort tid herefter det første rigtige amerikanske skateboard, som var noget helt andet end det BR legetøjsskateboard jeg tidligere havde haft. Jeg opdagede også at skateboarding var nøjagtigt det jeg søgte efter. Det havde samme konkurrence-aspekt som min svømning havde haft det. Jeg kunne konkurrere med mig selv og andre, om at lære nye og mere komplicerede tricks. Men der lå et nyt og mere interessant aspekt i det. Et livsstilsaspekt, som jeg ikke havde oplevet da jeg gik til svømning. Svømning er noget man går til, og når man er færdig med svømningen, så går man hjem og fortsætter sin normale hverdag. Skateboarding er ikke kun noget man gør, det er noget man ER. Jeg fik lige pludselig mulighed for at blive bedre til noget jeg brændte for, samtidig med at jeg fik mulighed for at skabe mig en identitet. Ligesom en politimand viser at han er politimand, ved at uniformere sig, på samme måde viste vi at vi var skatere, ved at gå klædt på en bestemt måde. Eneste forskel er, at når politimand Hansen tager sin uniform af når han kommer hjem, så bliver han til Hr. Hansen. Sådan var det ikke for os. Vi var skatere 24/7.

Det fortsatte sådan i flere år. Min drøm var at blive professionel skateboarder, og flytte til USA og leve af det. Der er ikke noget mere livsbekræftende end drømme, men desværre kan drømme gå i vasken, og det var nøjagtigt det som skete for mig. Ikke fordi jeg ikke var god nok. Det nåede jeg aldrig at finde ud af. For da jeg var omkring 18 år, begyndte jeg at få store problemer med ryggen. Jeg kunne simpelthen ikke lave tricks som involverede vrid i ryggen, uden at få stærke smerter i mange timer efter. Det var ikke en skateboard relateret skade, fandt jeg senere ud af, men en ryglidelse som var opstået, fordi jeg var vokset for hurtigt de seneste par år.

Det var ved selvsamme lægebesøg, at min læge opfordrede mig til at begynde at svømme. Det var nemlig ikke en ryglidelse som kunne behandles, men symptomerne ville blive formindsket, eller sågar forsvinde, hvis jeg styrkede min rygmuskulatur. Dengang var vægttræning ikke så main-stream som den er i dag, så hans forslag til styrkelse af rygmuskulaturen involverede altså svømmetræning, som han mente var den allerbedste måde at få en stærk ryg på.

Som tidligere konkurrence-svømmer hang det mig ud af halsen, at skulle begynde at svømme igen. Aldrig i livet. Så jeg tog hjem og havde ufatteligt ondt af mig selv over at jeg tilsyneladende måtte opgive min drøm om at blive til noget indenfor skateboarding. Jeg havde jo tidligere haft skader, som gjorde at jeg var ude af gamet i 2-3 uger, og det var derfor en indgroet opfattelse for mig, at skader var noget som forsvandt igen, hvis man gav det tid. Dette var ikke tilfældet her. Jeg havde et rygproblem som ikke bare ville gå væk hvis jeg tog en pause.

En ny hobby finder sin vej ind i mit liv

I takt med at ugerne gik, forsvandt abstinenserne. Jeg tænkte ikke længere så meget på skateboarding, og langt den største del af min omgangskreds indenfor skateboarding, så jeg heller ikke meget til mere. Skæbnen ville det så således, at jeg en weekend skulle se videofilm sammen med en kammerat. Vi skulle blandt andet se Commando med Arnold Schwartzenegger. Da vi tog filmen ned fra hylden i videobutikken havde jeg slet ingen forestilling om hvor stor indflydelse denne film ville have på de næste 15 år af mit liv. I en af de første scener i filmen, ser man Arnold komme gående ned af en skråning, med en kæmpemæssig træstamme på skulderen, og en spændt biceps, som næsten ragede højere op i luften en den massive træstamme. Jeg var solgt. Jeg måtte have en krop som Arnold. At det var lettere sagt end gjort fandt jeg først ud af senere. Det positive var, at jeg nu havde fundet en ny hobby, som ikke kun indeholdte de elementer jeg savnede i min hverdag, men som samtidig var en glimrende kur imod min dårlige ryg. Der gik ikke lang tid før mine rygproblemer var forsvundet som skyggen fra solen.

De første par år trænede jeg derhjemme. Jeg havde investeret i en bænk og et vægtssæt, og det skulle vise sig at være en velsignelse i forklædning. For når man kun har så sparsomt udstyr til rådighed, så tvinges man til kun at lave basisøvelserne. Man har ikke andre muligheder. Ingen skinnende maskiner. Ingen kabeltræk. Og ingen fancy kardiomaskiner.

Min træning var dog ikke noget at råbe hurra for de første mange måneder. Jeg kørte noget der ligner sæt af 15 reps, med noget jeg snildt kunne have taget 20-25 reps med. Det var derfor også ret sparsomt hvad jeg tog på af muskelmasse, og min styrke steg heller ikke nævneværdigt. Mange ville måske allerede være stoppet her, men jeg har altid haft det sådan, at hvis ting ikke fungerer som de skal, så må man undersøge hvorfor. Så jeg lånte bøger om træning, og gik i gang med at læse bodybuilding blade, såsom FLEX og Muscle and Fitness. De fungerede ikke kun skolende litteratur, men også som en ekstrem inspirationskilde. Jeg fandt nu ud af at Arnold ikke var unik, og at der fandtes adskillige bodybuildere som var enten ligeså gode, eller sågar bedre end ham.

Jeg blev også skolet i 80´ernes ”no-pain-no-gain” træningsfilosofi, som stadigvæk dominerede i starten af 90´erne. Man kunne ikke læse en eneste træningsartikel uden at støde på ordene ”training to failure” og ”forced reps”. Og det gav jo ganske god intuitiv mening. Jo hårdere man træner, jo bedre bliver ens resultater. Så for mig gik der sport i at finde de absolut hårdeste træningsprogrammer, og så give den max gas. Det resulterede i at jeg blev en stor fan af det man i dag kalder HIT principperne (HIT = High Intensity Training). Det blev populariseret af Mike Mentzer, og ideen bag systemet var, at kroppen kun tilpasser sig, hvis man presser den til det yderste, og gerne udover denne grænse, vha. forced reps og negativer.

HIT principperne havde en drastisk effekt på mine resultater. Min styrke begyndte lige pludselig at stige markant, og jeg øgede min kropsvægt med 10 kg på 1 år. Hvad jeg ikke vidste dengang, var at jeg ville kunne havde opnået de samme resultater med et hvilket som helst andet fornuftigt program. Begynder-gains kommer utroligt let, og man skal virkelig træne som et fjols for ikke at stige overhovedet. Men det vidste jeg ikke dengang, og jeg fortsatte derfor med min HIT træning. Den var nu inspireret af Dorian Yates, som var den daværende Mr. Olympia. Hans træning var inspireret af Mike Mentzer´s HIT principper, og det var derfor det absolut bedste kvalitetsstempel jeg kunne få. Jeg gav alt hvad jeg havde i mig hver gang jeg skulle træne. Jeg har præsteret at stå og kæmpe med den sidste rep i dødløft, helt gasblå i hovedet, indtil blodet begyndte at løbe ud af næsen på mig. Jeg har kørt 20-rep breathing squats, hvorefter jeg havde måtte løbe ud på lokummet og brække min Mega Mass 2000 gainer shake op igen. Så min såkaldte intensitet fejlede ikke noget. Det undrede mig derfor såre, at jeg i lange periode stod stille i min træning. Jeg kunne stå totalt stille i 6-7-8 uger, ligegyldigt hvor hårdt jeg trænede, hvorefter jeg langsomt begyndte at stige lidt igen. Det blev efterfulgt af endnu en stilstandsperiode, og sådan blev det ved længe. Jeg forstod dengang ikke hvorfor det forholdte sig som det gjorde, for jeg gjorde jo netop det man skulle. Jeg pressede mig til grænsen af min fysiske formåen, og ofte ud over denne grænse via forced reps og negativer.

Mike Mentzer

Nu skal det ikke ende op i en forklaring af korrekte træningsprincipper og metoder. Dette er ikke formålet med denne artikel. Så lad os styre båden i den rigtige retning, og se på hvilke konsekvenser min fanatiske tilgang til træningen havde på andre områder.

Som en hver ”wanna-be” bodybuilder, så gik jeg på daværende tidspunkt ufatteligt meget op i min kost. Jeg skulle død og pine spise hver 2-3. time. Man skulle for alt i verden opretholde en positiv kvælstofsbalance, da man i modsat fald ikke ville opbygge muskelmasse. Dette betød, at det var svært at leve et normalt liv. De få gode venner jeg havde tilbage, blev brændt af gang på gang. De ringede ofte til mig, for at spørge om jeg ikke ville med ned og spille lidt basketball, men jeg måtte hver gang sige nej tak, da det for det første ville gå ud over min kostplan, og for det andet, så havde jeg jo læst, at for meget kardio-aktivitet æder muskelmassen, og samtidig fremtvinger uhensigtsmæssige muskelfibertype konverteringer, som ville gå ud over min træning. Så mit liv blev hurtigt meget ensformigt. Min foretrukne aktivitet på en dag jeg ikke skulle i skole, var at fyre en omgang hård træning af, med dertil-hørende post-workout shake, for derefter at fise ned i den lokale videobutik og låne 2-3 film. Jeg brugte så den resterende del af dagen på at lave mad, og så derefter sidde og stene en videofilm, mens de nærende og muskelopbyggende måltider blev fortæret med største nydelse.

Min træning havde nu kostet mig det meste af min vennekreds. De eneste jeg havde tilbage var dem, som pga. min evindelige og entusiastiske træningsprædiken, selv havde startet på at træne. De havde dog formået at holde det på et relativt fornuftigt plan, hvor der stadigvæk var tid og overskud til at gå i byen. Det var der ikke plads til i mit liv, for jeg ville jo noget med det her, og man bliver ikke den bedste, ved at gå i byen og drikke hjernen ud. Så jeg blev pænt hjemme, når de andre gutter gik i byen for at drikke. De eneste sociale aktiviteter jeg havde i mit liv på daværende tidspunkt, var når mig og mine træningskammerater spenderede en aften på at køre kalorier ind, mens vi så videofilm eller træningsvideoer. En hver kan regne ud, at det har fatale konsekvenser for udviklingen af sociale evner. Selv i dag, føler jeg mig utilpas og akavet, når jeg tager i byen med et par kammerater, og står og snakker med folk man ikke kender.

Træningsfanatisme har dog ikke kun fatale konsekvenser på det sociale områder. For mig har det også haft konsekvenser på det fysiske. Ikke forstået på den måde at jeg har fået decideret helbredsproblemer, men forstået på den måde, at jeg KUNNE havde fået det, hvis jeg havde fortsat i samme spor.

Jeg fandt på et tidspunkt ud af, at bodybuilding nok ikke var værd at satse på. For det første fordi jeg ikke rigtigt har den rette kropsbygning til bodybuilding, og for det andet gik det op for mig, at for at nå noget som helst indenfor bodybuilding, så er man tvunget til at tage steroider. I mange år troede jeg fuldt og fast på at man sagtens kunne blive ligeså stor som de professionelle, ved bare at træne hårdt, og spise optimalt. Desværre var det det største selvbedrag overhovedet. Det er tvivlsomt om man overhovedet kan vinde en mindre amatørkonkurrence uden at dykke en tur ned i medicinskabet. Det skulle da lige være hvis man var en genetisk mutant, men hvor mange er der lige af dem? Jeg er i hvert tilfælde ikke en af dem.

Man skulle måske tro, at min fanatiske tilgang til træning var nok til at skubbe mig ud i et misbrug af anabolske steroider, og det er såmen også en udmærket formodning, for jeg har da overvejet det mange gange. Jeg har ingen moralske skrupler over at skulle tage anabolske steroider overhovedet. Til gengæld har jeg særdeles veludviklede hypokondriske tendenser. Jeg har altid været bange for at blive alvorligt syg, og det har været nok til at jeg har holdt nallerne fra anabolske steroider. Havde det ikke forholdt sig sådan, havde jeg nok sprunget i med begge ben.

Men anabolske steroider er ikke den eneste helbredsrisiko der er ved træning.

Et nyt fokus - styrkeport

Som sagt, så skiftede mit fokus væk fra bodybuilding. Jeg begyndte at interessere mig ekstremt meget for styrkesport. Alt hvad der havde med styrkesport at gøre havde nu min interesse. Styrkeløft, vægtløftning, armlægning og specielt stærkmandskonkurrencer var ekstremt fascinerende. Nu vil læseren måske påpege at mit fokus skiftede fra en dopingsport til en anden, og det er til en vis grad også rigtigt nok, men der er dog en væsentlig forskel. I styrkesport er træning af nervesystemet langt vigtigere end opbygning af stor muskelmasse, og da der ikke rigtigt findes doping som har en positiv effekt på udviklingen af neural effektivitet, så er fordelene ved anabolske steroider i styrkesport noget mindre end de er i bodybuilding. Jeg kan huske Charles Poliquin engang skrev noget i retning af ”the difference between a steroid using powerlifter and a non-sterioid using powerlifter of the same weight class is approximately 10 %, where the difference between a steroid using bodybuilder and a non-steroid using bodybuilder is night and day” i Muscle Media 2000. Det var gyldne ord for mig. De 10 % en steroide-misbrugende styrkeløfter havde i fordel, kunne sagtens opvejes af min brændende vilje til at blive den bedste. Det var måske bundnaivt at tro dette, men det var høj-oktan brændstof for mig. Jeg gjorde nu alt hvad jeg kunne for at blive stærkere og stærkere. Tidligere, da jeg dyrkede bodybuilding, havde jeg regelmæssigt dyrket en smule lav-intens kardio, og jeg tænkte selvfølgelig også dengang på min fedtprocent. Sådan forholdte det sig ikke længere. Min fedtprocent sagde mig ikke længere noget, og kardio var bare spild af tid. Det eneste jeg lavede udover hård tung træning, var at ligge på sofaen og køre kalorier ind. Da min vægt toppede vejede jeg 140 kg med en højde på omkring 193 cm, og mine overarme målte næsten 51 cm. Mit dødløft var gået fra at være 70 kg, med efterfølgende rygsmerter, til at være 272,5 kg. Overraskende nok var jeg ikke superfed. Taget i betragtning hvor mange kalorier jeg satte til livs hver dag, så burde jeg have set anderledes ud. Men den hårde og ekstremt tunge træning betød at mange af kalorierne blev brugt til opbygning af muskelmasse.

Alt gik efter planen, og jeg blev stærkere og stærkere for hver måned der gik. Men jeg havde også lagt mærke til at min fanatiske livsførelse havde visse konsekvenser. Den store kropsvægt, og den manglende kardio-træning, betød at jeg meget let blev forpustet. Det var ikke længere så let at gå op af trapperne til mig og min kærestes lejlighed, til trods for at jeg kunne squatte 250 kg. Jeg blev også meget hurtigere træt, når jeg skulle lave udholdenhedspræget arbejde, end jeg tidligere havde gjort. Men hvad gør man ikke får at blive stærkere.

Styrkefremgangen fik dog også en ende på et tidspunkt. Og ikke nok med at min fremgang gik i stå, så fik jeg også på daværende tidspunkt en ung træningsmakker, som i løbet af 2 års tid stort set hentede mig rent styrkemæssigt. Det var sgu at gnide salt i såret. Det satte dog nogle tanker i gang. Hvis jeg skulle bruge adskillige år med hård, tung og fanatisk træning for at nå det, som han havde nået på 2 år, så havde jeg måske ikke det som der skulle til alligevel. Klart, han havde en væsentlig fordel ved at træne sammen med mig. Han behøvede ikke at lave de samme begynderfejl. Men det var ekstremt tydeligt at hans genetiske forudsætninger var noget bedre end mine.
Jeg fortsatte dog min træning, og prøvede på at få kickstartet fremgangen, men lige meget hvad jeg gjorde, så øgede jeg kun ganske lidt. 2½ kg ekstra i bænkpres på 1 år er altså bare ikke befordrende for motivationen.

Refleksion

Det endte med at jeg brændte totalt ud på min træning, og tog en længere pause fra træningen. Denne pause fik mig dog til at tænke over tingene. Hvis man er nødt til at ofre sit sociale liv, og sågar risikere ens helbred for at nå visse mål indenfor ens træning, så er det simpelthen ikke det værd. Mange som er i det, vil med garanti mene at det er noget vrøvl. Man er simpelthen nødt til at ofre sig, hvis man vil nå de mål man sætter sig her i livet. Og det er til en vis grad også rigtigt. Spørgsmålet er bare hvornår man har ofret for meget? Det ved man som regel ikke før det er for sent. Personligt fortryder jeg at jeg ikke har haft et mere naturligt forhold til min træning. Det kan godt være man i dag har den holdning at unge mennesker drikker for meget, men den ”gå-i-byen” aktivitet som er normal for unge mennesker, er efter min mening med til at forme deres sociale færdigheder. Ikke at disse færdigheder ikke opbygges på andre måder. Men hvis man bliver opslugt af en aktivitet uden social aktivitet, og bruger alt sin tid på denne, så får det helt sikkert konsekvenser. Det sjove er, at alt det man ofre, kun giver ganske små fordele i forhold til ens træning.

Jeg har i dag lagt mit liv helt om hvad angår træning. Jeg tillader mig selv at dyrke regelmæssig kardiotræning. Jeg drikker alkohol fra tid til anden. Deltager i sociale aktiviteter med mine venner, selvom det har konsekvenser for mit madindtag. Træningen styrer ikke længere mit liv, den er kun en del af det.

Kom med din kommentar til artiklen her