Bruger login







Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!

Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!

Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!

Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!


Statistik

Vi har 65718 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er peinoin

Vores medlemmer har i alt skrevet 2049582 indlæg i 100422 emner

3 nye indlæg i dag


Online
I alt: 1447
Medlemmer: 3
Skjulte: 0
Gæster: 1444

Følg bodybuilding.dk på

Whey Protein - Kongen af Proteinpulver

Skrevet af bodybuilding.dk, Admin

De fleste kender godt til betydningen af protein i forbindelse med træning. Proteiner er grundlæggende kroppens byggesten og uden tilstrækkelig tilførsel af protein, umuliggøres en lang række af kroppens vitale processer - fx vedligeholdelse og opbygning af nyt muskelvæv. Det er dog ikke alle, der ved, at der er stor forskel på de forskellige typer af protein - og endnu færre kender til de mange helbredsmæssige gevinster, som man opnår ved indtagelse af bestemte typer af protein.

En proteintype, som skiller sig markant ud, er den man på engelsk kalder ’whey protein’ - eller på dansk ’valleprotein’. Brugen af valleprotein er nemlig ikke kun fordelagtig for atleter og andre fysisk aktive. Proteinet har en lang række sundhedsmæssige fordele, som helt sikkert er værd at fremhæve. Vi vil derfor i denne artikel se nærmere på det, man med fuld berettigelse kan kalde ”Kongen af proteinpulver”.

Hvad er valleprotein?

Inden vi ser nærmere på de mange fordele ved indtagelse af valleprotein, så er det på sin plads at redegøre for, hvad valleprotein helt konkret er. Valleprotein er en af bestanddelene i mælk.




Som man kan se på ovenstående illustration, så består mælk af omkring 87 % vand og 13 % faste bestanddele. De faste bestanddele består af 37 % laktose, 30 % fedt, 6 % aske/mineraler og 27 % protein. De 27 % protein består af omkring 80 % kasein og 20 % valleprotein.

Selve udvindingsprocessen sker i forbindelse med osteproduktion. Tidligere opfattede man vallen som et affaldsprodukt, som derfor blev smidt ud i forbindelse med osteproduktionen. Senere fandt man ud af, at vallen faktisk indeholder et protein af høj kvalitet. Herefter har man fundet mange forskellige anvendelser af valleprotein.

Det valleprotein man i dag finder i diverse typer af ’whey protein’ pulver, har gennemgået flere forskellige oprensningsprocesser for at frasortere de uønskede bestanddele – såsom fx fedt og laktose. Det valleprotein, man har til overs fra osteproduktionen, er nemlig en flydende substans, som indeholder relativt store mængder fedt og laktose. For at skille sig af med fedtet og laktosen, så gennemgår vallen diverse filtreringsprocesser, hvor fedtet og laktosen skilles fra. Til sidst gennemgår vallen en tørringsproces, og man kan ende op med et koncentreret/isoleret valleprotein-pulver af en meget høj kvalitet – fx målt på biologisk værdi (BV).

Den biologiske værdi af proteinpulver

Den biologiske værdi er et meget hyppigt anvendt parameter, når kvaliteten af forskellige typer proteiner måles. Den biologiske værdi (BV) er et udtryk for, hvor godt kroppen optager og udnytter et givent protein. Jo højere biologisk værdi, jo bedre udnyttelse. Æg har altid været målestokken for, hvor godt et protein er. Æg har en udnyttelsesprocent på omkring 94 %. Man har givet æg værdien 100 og vurderet alle andre proteintyper ud fra det.

Tabel 1: Sammenligning af proteinkvalitet

Proteintype

Aminosyreværdi (PDCAAS)

Aminosyreværdi

Protein Effektivitets-ratio (PER)

Biologisk værdi

Proteinets fordøjelighed (%)

Valleprotein – koncentrat

1,00

1,14

3,2

104

99

Æg

1,00

1,21

3,8

100

98

Kasein

1,00

1,19

2,9

77

99

Sojaprotein - koncentrat

0,99

1,04

2,2

74

95

Kød

0,92

0,94

2,9

80

98

Hvedegluten

0,25

0,47

0,34

54

91


Kilder:

Protein Quality Evaluation. Report of the Joint FAO/WHO Consultation, 1991.
Reference Manual for U.S. Whey Products, 2nd Edition, U.S. Dairy Export Council, 1999

Som man kan se i ovenstående tabel, så har valleprotein klart den højeste biologiske værdi. Og værdien bliver endnu højere, når valleproteinet behandles med skånsomme oprensningsprocesser. En mere oprenset udgave af valleprotein-koncentrat, kaldet valleprotein-isolat, estimeres til at have en BV på omkring 159. Disse BV’er for valleprotein forudsætter naturligvis, at kvalitetsmålingerne foretages på højkvalitets valleprotein og ikke på industrielt behandlet valleprotein.

Ifølge diverse internationale lovgivninger er det dog ikke tilladt at angive en biologisk værdi på over 100 på varedeklarationer, hvorfor produkter bestående af både valleprotein-koncentrat og valleprotein-isolat begge deklareres med en BV på 100, selvom den reelle BV ligger langt over.

- Forudsat skånsom udvindingsproces

Det er vigtigt at pointere, at valleprotein ikke bare er valleprotein. Udvindingsprocesserne er afgørende for kvaliteten af det valleprotein, man ender op med. Meget af det valleprotein-pulver, som bruges som tilsætningsstof i fødevareindustrien, bliver ofte ekstraheret via diverse varmeprocesser eller via kemikalieekstraktion. Disse ekstraktionsprocesser er billige, men til gengæld er de meget hårde ved proteinet, og man ender reelt op med et protein af ringe kvalitet.

Valleprotein-produkter af høj kvalitet har derimod gennemgået mere skånsomme udvindingsprocesser, hvor de sensitive proteinfraktioner bevares intakte og ikke mister deres biologiske aktivitet. Det er specielt de udvindingsprocesser, hvor proteinet udvindes ved høje varmegrader der er et problem. Det skyldes at valleproteiner er ganske følsomme over for varme - de denaturerer let og mister deres naturlige biologiske aktivitet. En denaturering af naturlige proteiner kan defineres som tab af proteinets ”medfødte” struktur, som er nødvendig for dets biologiske aktivitet. Det vil sige, at der er sket ændringer i peptidkædernes unikke ordnede struktur i tilfældig retning. For enzymer er det meget udtalt, idet enzymaktiviteten forsvinder.

Optagelseshastigheden af valleprotein

En anden klar fordel ved valleprotein er dets optagelseshastighed. Der er nemlig meget stor forskel på, hvor hurtigt et protein optages i kroppen. Man kan, via blodprøver, måle hvor hurtigt aminosyrekoncentrationen i blodet stiger, efter indtagelse af protein. Man har blandt andet sammenlignet optagelseshastigheden mellem kasein og valleprotein. Undersøgelsen viste klart, at valleprotein optages markant hurtigere end kasein (1). Man formoder, at den hurtigere optagelse af valleprotein har en positiv effekt på proteinsyntesen efter træning, hvorfor det også anbefales at indtage valleprotein efter træning.

Mange vil nok kunne nikke genkendende til meget af ovenstående, hvis de har beskæftiget sig med træning og ernæring på et eller andet plan. Jeg synes derfor, vi skal prøve at tage fat i nogle af de mindre kendte aspekter ved valleprotein.

Proteinfraktioner

Højkvalitets valleprotein er sammensat af mange forskellige proteinfraktioner, som hver især har deres helt egen funktion i kroppen. I skemaet nedenfor, kan man få et bedre overblik over de forskellige proteinfraktioner i valleprotein.

Proteinfraktioner i valle
      

% af total valleprotein

Biologisk aktivitet o.a. karakteristika

Beta-lactoglobulin

50-55 %

- binder fedtopløselige vitaminer for bedre optagelse
- en af de bedste kilder til essentielle og ”branched chain amino acids” eller BCAA´er som de også kaldes, der begge forhindrer muskelnedbrydning

Alfa-lactalbumin

20-25 %

- det primære valleprotein i modermælk
- foretrukne protein til brug i modermælkserstatning
- indeholder en højere koncentration af tryptofan (som har en stressmodulerende effekt)
- tilfører alle essentielle aminosyrer og alle BCAA´er
- man har påvist en mulig anticanceraktivitet

Immunoglobuliner

10-15 %

- har en immunforsvarsstyrkende effekt og modvirker sygdomme generelt

Bovine Serum Albumin

5-10 %

- tilfører essentielle aminosyrer

Glycomacropeptider (GMP)

2-5 %

- indeholder meget store mængder BCAA´er
- har en positiv effekt på immunfunktionen hos nyfødte
- udviser bakteriel anti-giftstof aktivitet
- stimulerer kroppen til at danne cholecystokinin, som er det hormon, der giver mæthedsfølelse, når man har spist
- foretrukne protein (i isoleret form) for folk med phenylketonuria, pga. manglende tilstedeværelse af phenylalanine

Lactoferrin

1-2 %

- udviser bakteriel anti-giftstof aktivitet
- fremmer væksten af gavnlige bakterier som fx bifidus
- regulerer optagelsen af jern
- har en immunomodulerende effekt samt antiviral, anticancer og antithrombotisk aktivitet


De sundhedsmæssige aspekter ved valleprotein

Valleprotein har en lang række helbredsmæssige fordele, som ikke kun kommer idrætsfolk til gode. Meget tyder på, at valleproteintilskud er en god ide for selv Hr. og Fru Hansen, og det måske bør prioriteres på lige fod med den daglige vitamin-pille. I de følgende afsnit vil vi komme ind på nogle af disse aspekter.

Valleprotein og vægtkontrol

I vor tids oplysningssamfund burde det stå soleklart for de fleste, at vægt spiller en afgørende rolle for vores sundhed. Overvægt kan kædes sammen med en lang række velfærdssygdomme såsom kræft, hjertekarsygdomme og diabetes. Folk er dog også blevet mere bevidste om, at de skal leve fedtfattigt og dyrke motion. Men der er andre ting, man også kan gøre. Der er nemlig stor forskel på, hvor meget energi kroppen skal bruge på at fordøje de forskellige makronæringsstoffer (fedt, kulhydrater og protein). Vi er i mange år blevet tudet ørerne fulde af, at vi skal spise flere kulhydrater. Det er som sådan også et godt råd, da kulhydrater fylder godt, og derfor mindsker risikoen for indtagelse af store mængder fedt. Men i den sammenhæng er proteinet ligesom blevet overset. Det positive ved protein er nemlig, at det kræver langt flere kalorier at fordøje 1 gram protein, end det gør at fordøje 1 gram kulhydrat. Man opnår derved en termisk effekt ved indtagelse af et proteinholdigt måltid - det betyder, at man forbrænder langt flere kalorier end ellers. Problemet med proteinholdige måltider er ofte, at de indeholder alt for meget fedt, og det er her et valleprotein-tilskud kommer på banen. Ved at supplere sin kost med valleprotein-pulver, opnår man ikke bare det, at en proteinkilde af høj kvalitet er tilgængelig for kroppen, i forbindelse med diverse opbygnings- og vedligeholdelsesprocesser, man stimulerer også forbrændingen, så man har lettere ved at holde vægten/tabe sig.

Valleprotein og hjertekarsygdomme

Til trods for massive kampagner for at få folk til at spise sundere, ryge mindre og dyrke mere motion, så er hjertekarsygdomme stadigvæk en af de primære dødsårsager herhjemme. Man kan selvfølgelig ikke forvente et mirakelmiddel, som redder en fra alverdens hjertekarsygdomme, hvis man ryger som en skorsten, spiser usundt og aldrig dyrker motion. Men har man allerede gjort, hvad man kan på disse områder, og ønsker man at gøre mere, så er der noget, der tyder på, at valleprotein kan have en positiv effekt på udviklingen af hjertekarsygdomme. Der er blandt andet lavet en undersøgelse, som viser, at indtagelse af valleprotein-isolat har en positiv effekt på blodtrykket (2). På sigt vil det give en nedsat risiko for udviklingen af hjertekarsygdomme. Derudover er der lavet adskillige undersøgelser, der har vist, at indtagelse af valleprotein har en positiv effekt på kolesteroltallet (3). Man kan umiddelbart ikke dokumentere, hvad det er, der gør, at valleprotein har disse egenskaber - det er forhåbentlig noget, fremtidig forskning vil kunne fortælle os mere om.

Valleprotein og kræft

Valleprotein har også en lang række positive egenskaber i forbindelse med kræftsygdomme. Mange kræftpatienter har ofte problemer med kvalme og appetitløshed, specielt i forbindelse med strålebehandling og kemoterapi. Det bliver derfor ofte et problem at indtage føde nok til at opretholde deres kropsvægt. Mange taber sig ofte relativt hurtigt, hvilket svækker patienterne yderligere. Et valleprotein-tilskud er en glimrende måde, hvorpå patienterne kan få dækket deres kalorie- og proteinbehov. Det er samtidig letfordøjeligt og optages hurtigt. En anden positiv ting er, at valleprotein stimulerer og styrker immunforsvaret - det er vigtigt for kræftpatienter, som ofte har nedsat immunfunktion.
Der er sågar undersøgelser, som viser, at valleprotein har evnen til at hæmme væksten af nogle typer kræftsvulster. Nu er der godt nok tale om undersøgelser lavet på rotter, men bevarer man en vis grad af optimisme, så lover det godt for fremtidige undersøgelser. Den specifikke undersøgelse viste at rotter, der blev fodret med valleprotein, udviklede færre svulster end rotter, som blev fodret med kasein. Samtidig tog det længere tid for de eksisterende svulster at udvikle sig hos de rotter, som blev fodret med valleprotein (4).

Valleprotein og diabetes

Type-2 diabetes er en af de sygdomme som er blevet mere almindelige. Det er i høj grad en velfærdsbestemt sygdom, hvis rod skal findes i vores måde at leve på. Har man først fået konstateret type-2 diabetes, så må man være indstillet på, at ens spise- og motionsvaner bør ændres drastisk. Ofte er det et problem for diabetikere at få nok kvalitetsprotein, da mange gode proteinkilder typisk indeholder for meget fedt. Ved at supplere sin kost med valleprotein, så får man dækket sit behov for højkvalitets-protein, uden at indtage for meget fedt.
Derudover er det ret vigtigt for diabetikere at holde vægten og som nævnt længere oppe, så har valleprotein en lang række gode egenskaber i forhold til vægtkontrol. Samtidig har valleprotein den gode egenskab, at det bidrager til at opretholde stabile blodsukkerværdier.

Valleprotein og mental præstationsevne

Det lyder måske for godt til at være sandt, men valleprotein har ikke kun udvist egenskaber, som er gavnlige på det fysiske plan, men sågar også på det mentale. Der blev i 2002 lavet en undersøgelse på et universitet i Holland, hvor man kunne påvise at personer, som var meget stressfølsomme, forøgede deres mentale kapacitet, når de indtog et tilskud af valleprotein-isolat (5).

Når man udsættes for kronisk stress, så falder ens kognitive ydeevne typisk. Man mener, at den nedsatte mentale kapacitet skyldes et reduceret serotoninniveau i hjernen. Forstadiet til serotonin hedder tryptophan - en aminosyre. Optagelsen af tryptophan er bestemt af en ernæringsmæssig balancegang mellem flere forskellige aminosyrer. Man kan sige, at flere forskellige aminosyrer kæmper om adgang til hjernen. Der skal være en bestemt balance mellem disse aminosyrer, før tryptophan bliver optaget i hjernen, og derefter bliver omdannet til serotonin. I det hollandske forsøg fik 23 stressfølsomme personer et tilskud af valleprotein, hvorefter man målte på Trp-LNAA ratioen, som er den ratio, der afgør, hvorvidt tryptophan får adgang til hjernen eller ej. Man kunne efterfølgende måle, at blodplasmakoncentrationen af Trp-LNAA ratioen steg, hvilket opfattes som en indikator for et forøget serotoninniveau i hjernen. Man kan derfor med stor sandsynlighed konkludere, at et tilskud af valleprotein, i stressede situationer, vil forbedre den mentale kapacitet.

Valleprotein og immunforsvaret

Vi ved alle, hvor irriterende det er at blive forkølet, eller løbe ind i en influenza, på de mest upassende tidspunkter. Selvfølgelig kan man ikke undgå at blive syg indimellem, men nogle mennesker er typisk mere syge end andre, og ofte kan det spores tilbage til en ringe immunfunktion. En dårlig immunfunktion kan have mange årsager, men ofte skyldes det simpelthen dårlig ernæring. Man ved i dag, at mangel på stoffet glutathione (gamma-glutamyl-cysteinyl-glycine; GSH) kan bidrage til udviklingen af en dårlig immunfunktion og et dårligt helbred generelt (6). GSH dannes via en syntese mellem glutaminsyre, cystein og glycin - 3 forskellige aminosyrer som vi får tilført via proteinrig kost. Har man problemer med at indtage nok protein, og ikke mindst højkvalitets-protein, så er det en god ide at supplere sin kost med valleprotein, hvis man ofte er syg og svækket.

Opsummering

Som man kan se, så er valleprotein ikke længere noget, der kun er forbeholdt bodybuildere og andre idrætsudøvere. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at valleprotein spiller en meget vigtig rolle i forbindelse med muskelopbygning og de restitutive processer, som forløber efter en omgang hård fysisk træning, men meget tyder på, at valleprotein også har en lang række gavnlige egenskaber på andre områder. I og med at valleprotein styrker immunforsvaret, og forebygger en lang række sygdomme, så bør man måske overveje, om ikke valleprotein burde være en del af en sund kost, for almindelige mennesker som ikke dyrker idræt. Tidligere var valleprotein-pulver kun noget man fandt hjemme hos bodybuildere og andre vægttræningsudøvere. Om 10 år er det måske noget, som står på hylden ved siden af vitaminpillerne hos Hr. og Fru Hansen.

Kilder:

(1) Proc Natl Acad Sci U S A 1997 Dec 23;94(26):14930-5
Slow and fast dietary proteins differently modulate postprandial protein accretion.
Boirie Y, Dangin M, Gachon P, Vasson MP, Maubois JL, Beaufrere

(2) PINS, JOEL J. and Keenan, Joseph M.
University of Minnesota Medical School, Department of Family Practice and Community Health, Minneapolis, Minnesota, USA The Antihypertensive Effects of a Hydrolyzed Whey Protein Isolate Supplement

 (3) Sharpe S, Gamble G, Sharpe D, 1994 ”Cholesterol-lowering and blood pressure effect of immune milk” American Journal of Clinical Nutrition, 59:929-934

(4) Eason R, Badger T, et al, 2004. "Dietary exposure to whey proteins alters rat mammary gland
proliferation, apoptosis, and gene expression during post-natal development: implications for cancer
protective mechanism". Journal of Nutrition, 134(12)

(5) Markus CR, Olivier B, et al, 2002. “Whey protein rich in alpha-lactalbumin increases the ratio of
plasma tryptophan to the sum of the other large neutral amino acids and improves cognitive
performance in stress-vulnerable subjects”. American Journal of Clinical Nutrition, 75:1051-1056.

(6) Wu G, et al, 2004. "Glutathione metabolism and its implications for health". Journal of Nutrition,
134:489-492.