Angst

Personligt emne... where to start? Jeg kender kun et par stykker herinde IRL, så man kan sige, at et sådant emne, som det jeg starter nu, er et ømtåleligt og meget privat emne. Ikke desto mindre, opretter jeg emnet.

Er der nogen herinde, der kæmper med angst? Her taler jeg ikke om eksamensangst eller bekymringer, men med direkte angstanfald. Jeg har, siden jeg var omkring 12 haft tilbagevendende og voldsomme perioder, hvor ligegyldige ting rammer mig og fylder enormt meget. Disse ting skaber en slags angst og gør, at jeg, i perioden, har meget svært ved, at sove og slappe af generelt. Jeg har konstant hjertebanken og får voldsomme svedeture. Emnerne kan variere og nogle gange, giver de slet og ret ingen mening. Jeg har, siden min søn blev født for lidt over 8 måneder siden, været næsten fri for disse anfald og perioder, men nu er det dukket op igen; en ny ting, som jeg kan "obsesse" over.
Hvor vi bor nu, er et super sted; søde mennesker og meget forståelige. Der er næsten aldrig fest her og når der er, så er folk meget gode, til at tage hensyn. For et par uger siden, var der en fest, der var noget højere, end de plejer at være. Ikke voldsomt, men nok til, at jeg kl. 01:00 bankede på og bad dem om, at skrue ned. Det gjorde de så. Lige siden, har jeg haft en vanvittig besættelse af, om jeg kan høre larm/fest og om det måske gør, at jeg ikke kan sove eller måske at min søn vågner. Jeg er udmærket klar over, at han sover som en sten; han sov gennem fyrværkeri nytårsaften helt uden problem. Ikke desto mindre fylder det enormt meget for mig. Selv nu, hvor det er søndag, er jeg ramt af panikken og af frygten for... "noget". Det er ikke engang frygten for larm mere, det er en generel angst, jeg slet ikke ved hvor kommer fra og hvad jeg skal gøre ved. Hjertebanken, tankemylder og alt hvad der hører til ekstrem angst dukker op. I løbet af dagen er det næsten ikke mærkbart, men jo tættere jeg kommer på aften, jo voldsommere bliver følelsen.

Er der nogen, der har oplevet samme ting og hvad gør i ved det? Er det noget, man må leve med?

Jeg er udmærket klar over, at det kan virke komisk og at man har ytringsfrihed, men jeg ville værdsætte, hvis ikke denne tråd endte som mudderkast eller fingerpegning.

Har haft det da jeg var lille hvor jeg var bange for at sove, og direkte prøvede på at lade være med det grundet nogle tilbagevendende mareridt jeg havde.

Umiddelbart ville jeg prøve en psykolog, næsten helt sikker på at det kan hjælpe på problemet..

(P.S. Jeg vil lige sige at jeg IKKE mener at psykologer kun er til psykisk syge personer, tak)

Jeg synes du skal tage kontakt til en psykolog, det vil helt sikkert hjælpe dig. Jeg tror også andres erfaringer og historier kan hjælpe det lidt på vej, men professionel hjælp er helt klart det bedste.

Til at starte med, vil jeg sige at jeg synes det er utroligt stort af dig, at du blotter dig selv på den måde, i dette forum. Virkeligt stærkt!

Jeg kan selv nikke genkendene til store dele af dine beskrivelser. Min mor døde for 10 år siden, og siden da har jeg haft nogle virkelige "nede" perioder. Det er ikke nødvendigvis min mor, jeg går og tænker på, det kan sagtens være alt muligt andet.
Jeg er efter mange års bearbejdning, kommet frem til at jeg formentligt har noget uafsluttet, som der kommer til udtryk i ny og næ. Da begivenhederne ligger så langt væk (rent tidsmæssigt), tror jeg at jeg nogle gange bare fokuserer på alverdens andre ting, og bruger dem som undskyldning for at tingene ikke altid er, som jeg gerne vil have de skal være.
Det skal siges at min barndom på mange måder var noget være .... og derfor kan jeg nok ikke tilskrive min mors død det hele, men jeg er overbevist om at tingene "forfølger" en, hvis man ikke får det afsluttet og bearbejdet ordentligt.
Jeg har gået til psykolog i nogle år, og mine omgivelser siger det har hjulpet meget. Helt ærligt, synes jeg ikke selv jeg kan mærke den store forskel, men jeg fik dog nogle værktøjer der kan være rare at have.
Når jeg lander i de negative huller, prøver jeg at give mig selv et gedigent los i røven, og kommer ofte relativt hurtigt videre. Derudover har min kæreste altid været en stor hjælp, men nogle gange har jeg bare behov for at holde tingene for mig selv. Det er ikke alting hun forstår, selv om hun prøver ihærdigt.

Jeg fik selv mit første barn for nogle år siden, og det tog klart toppen af isbjerget, men det kom tilbage med tiden. Især da hun blev større, og det gik op for mig (sådan virkeligt), at hun hverken havde nogen farfar, eller farmor..
Men man kommer igennem det. Jeg prøver altid at fokusere på de positive sider af tilværelsen. Jeg ved det lyder klichéagtigt, men det virker faktisk nogle gange.

Endnu engang vil jeg sige at jeg virkeligt tager hatten af for dig og din ærlighed! Skriv endeligt, hvis du har nogle opklarende/uddybende spørgsmål.

Med venlig hilsen Morten.

Personligt emne... where to start? Jeg kender kun et par stykker herinde IRL, så man kan sige, at et sådant emne, som det jeg starter nu, er et ømtåleligt og meget privat emne. Ikke desto mindre, opretter jeg emnet.

Er der nogen herinde, der kæmper med angst? Her taler jeg ikke om eksamensangst eller bekymringer, men med direkte angstanfald. Jeg har, siden jeg var omkring 12 haft tilbagevendende og voldsomme perioder, hvor ligegyldige ting rammer mig og fylder enormt meget. Disse ting skaber en slags angst og gør, at jeg, i perioden, har meget svært ved, at sove og slappe af generelt. Jeg har konstant hjertebanken og får voldsomme svedeture. Emnerne kan variere og nogle gange, giver de slet og ret ingen mening. Jeg har, siden min søn blev født for lidt over 8 måneder siden, været næsten fri for disse anfald og perioder, men nu er det dukket op igen; en ny ting, som jeg kan "obsesse" over.
Hvor vi bor nu, er et super sted; søde mennesker og meget forståelige. Der er næsten aldrig fest her og når der er, så er folk meget gode, til at tage hensyn. For et par uger siden, var der en fest, der var noget højere, end de plejer at være. Ikke voldsomt, men nok til, at jeg kl. 01:00 bankede på og bad dem om, at skrue ned. Det gjorde de så. Lige siden, har jeg haft en vanvittig besættelse af, om jeg kan høre larm/fest og om det måske gør, at jeg ikke kan sove eller måske at min søn vågner. Jeg er udmærket klar over, at han sover som en sten; han sov gennem fyrværkeri nytårsaften helt uden problem. Ikke desto mindre fylder det enormt meget for mig. Selv nu, hvor det er søndag, er jeg ramt af panikken og af frygten for... "noget". Det er ikke engang frygten for larm mere, det er en generel angst, jeg slet ikke ved hvor kommer fra og hvad jeg skal gøre ved. Hjertebanken, tankemylder og alt hvad der hører til ekstrem angst dukker op. I løbet af dagen er det næsten ikke mærkbart, men jo tættere jeg kommer på aften, jo voldsommere bliver følelsen.

Er der nogen, der har oplevet samme ting og hvad gør i ved det? Er det noget, man må leve med?

Jeg er udmærket klar over, at det kan virke komisk og at man har ytringsfrihed, men jeg ville værdsætte, hvis ikke denne tråd endte som mudderkast eller fingerpegning.

Jeg har kæmpet med angst i mange år - det der blev min redning/løsning var min læge der også kan alternative ting, han satte mig i en slags hypnose og fik taget "hul" på det der var galt ved en behandlingsform der kaldes SE (Somatic Experience) hvis du har angst pga et traume eller andet kan dette fjerne det efter en eller to ganges behandling, der findes masser af SE behandlere i DK

Jeg havde det ad h til i mange år trigget af tjah.... men det løste sig efter 2 gang - jeg har ikke haft det siden og får jeg det igen kender jeg vejen til min læge.

Personligt emne... where to start? Jeg kender kun et par stykker herinde IRL, så man kan sige, at et sådant emne, som det jeg starter nu, er et ømtåleligt og meget privat emne. Ikke desto mindre, opretter jeg emnet.

Er der nogen herinde, der kæmper med angst? Her taler jeg ikke om eksamensangst eller bekymringer, men med direkte angstanfald. Jeg har, siden jeg var omkring 12 haft tilbagevendende og voldsomme perioder, hvor ligegyldige ting rammer mig og fylder enormt meget. Disse ting skaber en slags angst og gør, at jeg, i perioden, har meget svært ved, at sove og slappe af generelt. Jeg har konstant hjertebanken og får voldsomme svedeture. Emnerne kan variere og nogle gange, giver de slet og ret ingen mening. Jeg har, siden min søn blev født for lidt over 8 måneder siden, været næsten fri for disse anfald og perioder, men nu er det dukket op igen; en ny ting, som jeg kan "obsesse" over.
Hvor vi bor nu, er et super sted; søde mennesker og meget forståelige. Der er næsten aldrig fest her og når der er, så er folk meget gode, til at tage hensyn. For et par uger siden, var der en fest, der var noget højere, end de plejer at være. Ikke voldsomt, men nok til, at jeg kl. 01:00 bankede på og bad dem om, at skrue ned. Det gjorde de så. Lige siden, har jeg haft en vanvittig besættelse af, om jeg kan høre larm/fest og om det måske gør, at jeg ikke kan sove eller måske at min søn vågner. Jeg er udmærket klar over, at han sover som en sten; han sov gennem fyrværkeri nytårsaften helt uden problem. Ikke desto mindre fylder det enormt meget for mig. Selv nu, hvor det er søndag, er jeg ramt af panikken og af frygten for... "noget". Det er ikke engang frygten for larm mere, det er en generel angst, jeg slet ikke ved hvor kommer fra og hvad jeg skal gøre ved. Hjertebanken, tankemylder og alt hvad der hører til ekstrem angst dukker op. I løbet af dagen er det næsten ikke mærkbart, men jo tættere jeg kommer på aften, jo voldsommere bliver følelsen.

Er der nogen, der har oplevet samme ting og hvad gør i ved det? Er det noget, man må leve med?

Jeg er udmærket klar over, at det kan virke komisk og at man har ytringsfrihed, men jeg ville værdsætte, hvis ikke denne tråd endte som mudderkast eller fingerpegning.

Det lyder som om det er noget der koster dig en masse kræfter og derigennem livskvalitet. Det skal du ikke finde dig for der kan med meget stor sandsynghed gøres noget ved det, enten med terapi eller medicinering.

Uden at være ekspert i psykens patologi, så lyder det usædvanligt at objektet for din angst flytter sig rimeligt hurtigt. Det kunne godt lyde som om en del af din angst er OCD relateret, hvor jeg ved at der er effektiv medicinsk behandling, så the bottom line er, afsted til lægen med dig og få en henvisning til en psykiater. Vedkommende burde kunne hjælpe dig med at afklare hvad du kan leve med, hvad der kan behandles medicinsk og hvad der kan behandles terapeutisk.

[Hjemmeside]

...Er der nogen, der har oplevet samme ting og hvad gør i ved det? Er det noget, man må leve med?

Mon ikke mange af os har oplevet det i mere eller mindre grad i nogle perioder ?
Jeg kender en del til, hvad du snakker om, og for mit eget vedkommende så betragter jeg arbejdet med det
som træning af psyken på samme måde som træningen med vægte træner fysikken.
Hjælp fra psykologer er en mulighed, og i nogle tilfælde nødvendigt, men inden det kommer dertil,
så er der også muligheder som den her, hvor emnet kan vendes med andre.
Psykolog er en beskyttet titel forbeholdt nogle dygtige og veluddannede mennesker,
men psykologi er et emne, som alle kan studere og sætte sig ind i.

Tilbage til dit spørgsmål om det er noget, du skal leve med, så ja - hvis det er sådan lige nu,
så skal du leve med det lige nu, i nuet har du ikke andre muligheder.
Man er nødt til at leve med den tilstand man er i, man kan ikke fornægte virkeligheden.
Hvis jeg har brækket mit ben, så er jeg også nødt til at leve med det, men det kommer sig med tiden.
Det kræver bare ro og for alt i verden at man kommer ud af den fysiske overbelastning, som var årsagen.
På samme måde med angsten, den behøver ikke at vare ved, den kan også heles, ved at du kommer ud af den psykiske belastning som var årsagen.
Den som startede det.
Jeg har gennem årende analyseret, hvad der fik mig i godt humør, og hvornår jeg var "helt oppe"
og hvad og hvornår jeg var "nede" i noget der ligner had, angst og frygt.
Det har jeg kunnet bruge til at forsøge undgå det der ikke er godt for mig,
og søge hen til det, det der gør mig godt.
Jeg oplever det som en opgave for livet, noget der fortsat skal arbejdes med, måske endda meningen med livet.
Henning

Personligt emne... where to start? Jeg kender kun et par stykker herinde IRL, så man kan sige, at et sådant emne, som det jeg starter nu, er et ømtåleligt og meget privat emne. Ikke desto mindre, opretter jeg emnet.

Er der nogen herinde, der kæmper med angst? Her taler jeg ikke om eksamensangst eller bekymringer, men med direkte angstanfald. Jeg har, siden jeg var omkring 12 haft tilbagevendende og voldsomme perioder, hvor ligegyldige ting rammer mig og fylder enormt meget. Disse ting skaber en slags angst og gør, at jeg, i perioden, har meget svært ved, at sove og slappe af generelt. Jeg har konstant hjertebanken og får voldsomme svedeture. Emnerne kan variere og nogle gange, giver de slet og ret ingen mening. Jeg har, siden min søn blev født for lidt over 8 måneder siden, været næsten fri for disse anfald og perioder, men nu er det dukket op igen; en ny ting, som jeg kan "obsesse" over.
Hvor vi bor nu, er et super sted; søde mennesker og meget forståelige. Der er næsten aldrig fest her og når der er, så er folk meget gode, til at tage hensyn. For et par uger siden, var der en fest, der var noget højere, end de plejer at være. Ikke voldsomt, men nok til, at jeg kl. 01:00 bankede på og bad dem om, at skrue ned. Det gjorde de så. Lige siden, har jeg haft en vanvittig besættelse af, om jeg kan høre larm/fest og om det måske gør, at jeg ikke kan sove eller måske at min søn vågner. Jeg er udmærket klar over, at han sover som en sten; han sov gennem fyrværkeri nytårsaften helt uden problem. Ikke desto mindre fylder det enormt meget for mig. Selv nu, hvor det er søndag, er jeg ramt af panikken og af frygten for... "noget". Det er ikke engang frygten for larm mere, det er en generel angst, jeg slet ikke ved hvor kommer fra og hvad jeg skal gøre ved. Hjertebanken, tankemylder og alt hvad der hører til ekstrem angst dukker op. I løbet af dagen er det næsten ikke mærkbart, men jo tættere jeg kommer på aften, jo voldsommere bliver følelsen.

Er der nogen, der har oplevet samme ting og hvad gør i ved det? Er det noget, man må leve med?

Jeg er udmærket klar over, at det kan virke komisk og at man har ytringsfrihed, men jeg ville værdsætte, hvis ikke denne tråd endte som mudderkast eller fingerpegning.

Det lyder som om det er noget der koster dig en masse kræfter og derigennem livskvalitet. Det skal du ikke finde dig for der kan med meget stor sandsynghed gøres noget ved det, enten med terapi eller medicinering.

Uden at være ekspert i psykens patologi, så lyder det usædvanligt at objektet for din angst flytter sig rimeligt hurtigt. Det kunne godt lyde som om en del af din angst er OCD relateret, hvor jeg ved at der er effektiv medicinsk behandling, så the bottom line er, afsted til lægen med dig og få en henvisning til en psykiater. Vedkommende burde kunne hjælpe dig med at afklare hvad du kan leve med, hvad der kan behandles medicinsk og hvad der kan behandles terapeutisk.

Det lyder ikke til at være OCD relateret, da OCD/tvangshandlinger indebærer nogle ritualer der udføres. Ved OCD kan angsten ligge i ikke at få udført sine ritualer, og altså egentlig ikke omhandle selve problemet.

Dine symptomer peger meget på "generaliseret angst", og hvis det er tilfældet, synes jeg altså, at du skal kontakte en psykolog

Henning skriver nogle kloge ting.

Unødvendige bekymringer kan gøre dig syg.

[Hjemmeside]

Henning skriver nogle kloge ting.

Mange tak.

Unødvendige bekymringer kan gøre dig syg.

Ja, og er alle bekymringer ikke unødige ?
Jeg er i hvert fald lykkelig for at mine bekymringer gennem tiden ikke er gået i opfyldelse.
Lad os ikke bekymre os om fremtiden, for en ting er sikkert, den kommer.
Når den er her, så er den "vores nu" og i "nuet" har vi muligheden - og dermed pligten - til at gøre vores bedste.
Selv om Hr. Møller Maersk nok er mest citeret for ordene om rettidig omhu, så er han også ophavsmand til citatet: Den der har evnen, har pligten.
I nuet - og kun i nuet, har vi alle muligheden...
Henning

http://www.terapeut.net/artikler/persudv/angst/angst.htm

Psykologhjælp ville nok være værd at overveje, hvis det virkelig hæmmer dig i din hverdag.

Fantastisk støtte og forståelse, man møder i sådan en tråd som denne. Jeg har masser af spørgsmål og andre ting at skrive, men det bliver ikke lige nu. Glæder mig til, at snakke mere med jer, om hvordan i oplever denne angst.

BB.dk er tydeligvis andet end blot mudderkast og kalden navne. Tak!

Fantastisk støtte og forståelse, man møder i sådan en tråd som denne. Jeg har masser af spørgsmål og andre ting at skrive, men det bliver ikke lige nu. Glæder mig til, at snakke mere med jer, om hvordan i oplever denne angst.

BB.dk er tydeligvis andet end blot mudderkast og kalden navne. Tak!

Glad for at kunne bidrage!

[Hjemmeside]

Vi har vel alle vores op og nedture - jeg har selv haft mine små "depressioner" gennem de seneste par år. Især det seneste år hvor jeg har været meget skadet, først i knæet, og siden i ryggen har tæret meget på mig og til tider mit humør. Samtidig har jeg, i samme periode, oplevet en masse fantastiske ting. Har fået taget en masse uddannelse, mødt en masse fantastiske mennesker, og især en bestemt pige er jeg rigtig glad for at have stiftet bekendskab med det seneste års tid. Derudover har jeg fået lejlighed, gode jobs osv. så alt i alt er jeg godt tilfreds. De negative ting (skaderne) må jeg bare prøve at bearbejde, istedet for at gå og tænke en masse negative tanker - det går de ikke væk af!

Slettet

Hvis du ikke selv kan finde ud af hvad der fremprovokerer disse angst anfald, bør du finde en der kan.

Sandsynligvis en psykolog.
Så kan problemet tages derfra.

Har selv haft en smule angst. Gravede dybt i mig selv og fandt problemet og angreb det lige på, det hjalp mig en hel del.

Kender godt til angst, der er så kraftigt at det går ud over en selv og ens nærmeste.

Jeg har mistet _pigen_ på grund af det, smadrede vores forhold med angst tanker fordi jeg ikke kunne fokusere på andet.

Jeg indså det og prøvede at få hjælp, men det var alt for sent til at det kunne reddes - Det "hjemsøger" mig hver dag at jeg var skyld i det, og det tager fokus fra hvad der ellers er i min hverdag.

Få hjælp inden det udvikler sig hvis det virkelig er kraftige udbrud, jeg døjer stadig med det og det styrer min hverdag.... Tag det i opløbet.

Mvh.

Jeg har også stiftet bekendtskab med noget lignende. Med dette mener jeg at jeg til tider har gået og taget på vej over bagteller (det gør jeg stadigvæk).

Et eksempel på ovenstående kan være at jeg er bange for at få næseblod.. Dette lyder måske lidt underligt. Især hvis man ved at det er noget jeg har døjet med hele mit liv.

Grunden dertil kan være at jeg i hele mit liv har lidt en smule af mindreværdskomplekser, og på den måde tror at næseblod er meget mere unormalt end det egentlig er.

Et andet eksempel er at jeg en sommer (i sjette klasse), troede at jeg var besat. Hvorfor ved jeg ikke.. Dette har jeg dog indset er noget pjat. Heldigvis.

Måden JEG har bearbejdet disse ting på, er ved at fokusere på humor. Humor er den bedste psykiske medicin, i hvert fald for mig. En smule latter kan give utrolig meget energi og mod til at gennemføre dagen i godt humør
Derudover har træning hjulpet mig meget. Nu er jeg dog relativt ny indenfor BB, men jeg har løbet og spillet fodbold i flere år. Dette har gjort at jeg har fået ros og respekt, og endelig resulteret i bedre selvtillid og en følelse af accept og at jeg er ligeså god som alle andre.

Det var lidt om MIN psyke. Prøv at finde ud af hvad der virker for DIG
Akkurat ligesom man skal finde ud af hvilke øvelser, der passer til lige præcis DIT fullbody-program.

Held og lykke
Patrick

Hvor er det bare overvældende, at så mange åbner op om sådan et privat og tungt emne. Jeg har vildt dårlig samvittighed over, at jeg ikke får svaret mere end jeg gør, men så mange ting fylder lige nu... 1000 tak for al den omtanke og alle de venlige ord. Jeg glæder mig til, at snakke mere med Jer.

Vi er én stor familie herinde

Håber det bedste for dig Starpen, og jer andre. Kræver nogle store cajones at åbne op på et offentligt forum - især da i kender nogle af de andre IRL.

Vi er én stor familie herinde

Det er måske værd at nævne, at mange arbejdspladser har en ordning, der giver gratis psykolog Min arbejdsplads har Falck Health Care, men der findes sikkert flere og andre.

Håber du kommer dig hurtigt, eller får nogle værktøjer til at bearbejde det. Personligt lider jeg ikke af det, men har det tæt på i min familie da min mor har det i mindre grad, og for et par år siden der fik min søster det også ud af den blå luft. Det endte med at blive i en meget slem grad for hende, hvor hun faktisk blev indlagt i en måned. Anyway det der hjalp for hende, var lidt psykolog snak og så medicin. Det lyder måske drastisk når man taler om medicin, men allerede efter 1 år da trappede hun ned, og efter 1,5 år cirka da var hun ude af det.
I dag mærker hun ikke rigtigt noget til det, og har da også fået værktøjer til at arbejde med det hvis det skulle komme igen.

Syntes jeg skylder en update. Ikke så meget for jeres skyld, men for min egen skyld. Det var en utrolig støtte, at så mange herinde selv fortalte om deres personlige kampe og problemer.

Hvad skete der? Det har været en skide lang rejse... da jeg startede denne tråd var min angst dominerende, men stadig under kontrol. Efterfølgende kom tvangstankerne. Ritualerne. Mit liv har altid bestået af en vis del ritualer - min måde, at få kontrol på. Ikke mere end mange andre herinde (mad, træning, søvn osv.). Efter angsten kom de meget mere ukontrollerbare tanker; hvad gør jeg for at sikre mig, at jeg kunne styre situationerne omkring mig? Jeg vandrede rundt om natten og lyttede efter larm, som kunne komme tættere på, jeg vogtede når min søn stod i barnevognen og sov, og gud nåde og trøste ham, der kom for tæt på. Ingen skulle overveje, at lave larm i nærheden. Når kontrollen svigtede startede timelange angstanfald, der blev så voldsomme, at jeg, til sidst, besvimede og slet ikke vidste hvor jeg var eller hvad der foregik. Efter lidt tid med den cocktail kom depressionen snigende. Min krop reagerede på den manglende søvn og den konstante adrenalin-pumpen ved, at miste følelsen med omverdenen. Jeg følte intet andet end angst og nedtrykthed. Tidligt i processen var jeg i kontakt med min læge, som havde udskrevet forskellige medikamenter til mig, men virkningen på disse er, desværre, 4-6 uger undervejs.
En særlig slem weekend kom tankerne pludselig snigende: "du er en byrde for din omverden. Du er i vejen og fylder plads, som eller kunne bruges bedre". Tanker om, at droppe kampen startede spædt, men satte sig hurtigt fast. Skulle man skuffe folk ved, at holde fast i noget, der var ligegyldigt, eller skuffe folk ved, at give slip? Jeg vidste, at det var noget skidt, men jeg havde ingen kontrol. Midt i et angstanfald fik jeg ringet til min læge, som, med nød og næppe, kunne forstå hvem det var og hvad der foregik. Jeg blev kørt ind på psykiatrisk skadesture, som er et døgnafsnit i Aalborg, for hurtig indsats.
Indlagt, samtaler, medicin. De få dage, jeg tilbragte der er en tåge for mig. Efter medicineringen sov jeg næsten 48 timer i træk. Jeg vågnede forvirret og ude af stand til at forstå, hvor jeg var eller hvad præcis der foregik.
Flere samtaler.
Hjem. Aldrig har jeg været så glad for, at komme hjem. Jeg blev tilknyttet Center for Selvmordsforebyggelse her i Aalborg, hvor ugentlige samtaler med både psykolog og psykiater var fastlagt og blev hurtigt udredt i forhold til medicin og kognitiv terapi. Allerede efter et par uger, var symptomerne ikke så voldsomme mere.
Hvor ville jeg ønske jeg kunne skrive, at alt var fint nu, men det er langt fra tilfældet. Jeg har stadig angstanfald og medicinen mod depression er kun langsomt ved, at ændre på den kemiske ubalance. Mine tanker er ikke så dominerende som før og følelsen af, at være en byrde ikke konstant, som den var før. Langsomt men sikkert går det fremad. Langsomt.

Jeg er glad for at høre at det går det rigtige vej for dig, Starpen. Selv om det muligvis går langsomt, går det den rigtige vej, og det er uhyre vigtigt at holde fast i.

Jeg var ikke helt klar over at du gik og tumlede med så tunge tanker, som du tydeligvis har gjort/til tider gør. Men husk på at der er et lys for enden af tunnelen, og at din lille familie har brug for dig. Du må være stærk. Og i den sammenhæng ønsker jeg dig al mulig held og lykke!

Jeg har så utrolig meget respekt for dig, alene fordi du vælger at skrive noget så personligt og følelsesladet i sådan et "tough-guy" forum!
Må indrømme jeg også så dit indlæg dengang du oprindeligt startede tråden, men vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle svare - hvad skal man sige til en anden person som man ikke kender, og et eller andet sted ikke regner med man kan hjælpe?

Ved stadig ikke helt hvad jeg skal svare, hvis du nogensinde har behov for at tale med en som ikke kender dig og som du sikkert aldrig vil møde.
Ift. hvad du skriver kan jeg kun spørge dig hvem du havde tænkt skulle passe på din søn hvis du ikke er der?
Du kan altid skrive en Pm eller her i tråden hvis du vil snakke

Og det går fremaf, husk det - Rom blev ikke bygget på en dag.

Tak for jeres indlæg. Det var ikke nemt, at skrive... mest af alt fordi jeg stadig er midt i det. Tankerne er meget langt fra logiske og jeg har svært ved, at analysere dem udfra logik. Mest af alt kommer det til, at det er en blanding mellem ekstreme systemer og en utrolig evne til, at tænke alle situationer ud i yderste konsekvens for derefter at stresse vildt over disse konsekvenser, selvom jeg godt, logisk set, er klar over, at de imaginære konsekvenser ikke har noget med realiteten at gøre. Underligt, hvor nemt det er at udrede, når man sidder og skriver om det...

Har lige læst det hele. Husk du ikke er den eneste. Jeg vil rigtig gerne høre hvordan det går med dig. Jeg håber selvfølgelig du har fået det bedre.

Håber du kommer lykkelig igennem det!! Angst er tit noget som ligger dybt i en, en episode der har sat i sig, men det er vigtigt at forstå at når man først har fået en depression vil den altid sidde i en, det gode er at med tiden får man redskaber til at styre det og kommer stærkere ud på den anden side.. Held og lykke!