Jeg går på 4. år på læreruddannelsen og er i gang med sidste praktik og bachelor. Jeg har arbejdet på en skole siden april 2009(lange og kort vikariater) og på en årlig koloni, så har efterhånden en god portion erfaring i praksis. Har ofte fået at vide, at jeg var god til det med børn og undervisning fra både kollegaer og forældre. Har endda allerede fået et par jobtilbud i forhold til næste år.

Problemet er bare, at jeg siden januar har kæmpet med motivationen i forhold til lærergerningen. Næsten al glæde ved jobbet er væk, hvilket også lukker ned for motivation i forhold studiet. Det hjælper heller ikke at sagen at jeg oplever så mange kollegaer der slet ikke trives i deres job.

Jeg overvejer nu, for tredje gang, at stoppe på studiet. Den eneste glæde jeg efterhånden oplever i hverdagen, er ved træning, hvor jeg kan glemme det hele i kort periode, men det virker lidt absurd for mig, at skulle have det sådan.

Er der nogen der kan dele nogle råd/erfaring omkring dette?

Rigtig mange oplever stor tvivl og stress når deres uddannelser rammer mod enden.
Det underliggende er jo ofte om man har valgt rigtigt.
Måske du burde sætte dig ned og finde tilbage til rødderne.
Hvor fandt du glæden til at starte med?
Er det stadigt der du finder glæden nu?
Nu ved jeg ikke hvad du specifikt ønsker at arbejde med og på hvilket niveau, men der er altid sol bag de dystre grå skyer!

Kunne det evt. være værd at overveje at bygge en kandidat ovenpå, der går i anden retning end jobbet som lærer?
Så har du også din bachelor at falde tilbage på, hvis din motivation/andre forhold skulle ændre sig?

Man udvikler sig jo hele tiden. Som svaret ovenfor: Det handler vel i bund og grund om at du bliver afklaret med dine mål og mulighederne for at nå dem (tror ikke du bliver lykkelig alene af at fravælge lærerstudiet - har du gjort dig tanker om hvad du så vil i stedet).

Har haft de tanker, du har, mange gange. Blev uddannet som pædagog for to år siden, men allerede efter to år havde jeg følelsen af, at jeg skulle lave noget andet. For det første tiltalte jobbet efterfølgende mig egentlig ikke (på trods af der er mange veje at gå), for det andet var studiet for nemt (kom ud med et gennemsnit på 12), og havde følelsen af, at et hvert fjols kunne blive pædagog. I stedet for at droppe ud, valgte jeg at tage den færdig, så man havde de papirer til fremtiden. Efterfølgende valgte jeg at læse pædagogisk sociologi (i øvrigt med en del lærere), da jeg tænkte, at det igen ville åbne nogle nye døre. Hvilket det også gør, men efter et år sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg egentlig stadig vil noget andet. Men gør nu det studie færdig alligevel.
En af grundene til at jeg i øvrigt ikke ville være pædagog var, at jeg fandt ud af, at jeg som studerende og vikar ved siden af, næsten tjente mere end pædagoger på 30 timer. En forfærdelig løn man får i det offentlige. Lærer tjener lidt mere, men har så tilgengæld langt flere timer lagt i arbejdet, så det er egentlig fair nok.

Jeg synes også, at du skal færdiggøre uddannelsen nu.
Du behøver jo ikke nødvendigvis, at arbejde som lærer når du er færdig.