Hej Boys

Jeg vil gerne sige trods tidspunktet at jeg er ædru ;) inden jeg indleder tråden.

Jeg har længe gået op tænkt over noget, de 2 gutter jeg kalder bedste venner/ 'brødre ' så vil jeg gerne hører jeres vurdering, jeg har lige pt indtrykket af hvis jeg ringede om natten og stod i lort til halsen, eller hvis jeg stod og havde brug for noget her og nu, så ville de være ( mit indtryk ) men tilgængel hvis jeg ringer eller hvis jeg aftaler " skriv når du er hjemme " så er set ikke altid de er lige gode til at huske det, så da det skete med den ene idag, blev jeg shu lidt ked af det, da jeg selv ville huske det


Hvad synes i ? Og hvordan ville i tage alt dette ?

Jeg ville ALDRIG kunne tilgive min bedste ven, hvis det var ham der glemte at skrive til mig. Hvordan skulle jeg så nogensinde kunne stole på ham igen?

Må man spørge om din alder?

At skrive 'jeg er hjemme i god behold' er kun noget jeg gør til min mor eller mormor.

Hvis vennerne er ædru, så er der vel minimal risiko for at de kommer til skade på hjemturen.

Hvis de er fulde, så kan de vel ikke huske fra næse til mund.

Haha jeg har formuleret mig alt for dårligt sorry

Det jeg mente var at det oftest er mig som ringer til dem, og hvis jeg nu aftaler med dem at de skal sende en SMS når de er hjemme fra arbejde, så vi kan finde ud af noget så glemmer de det, eller hvis de siger jeg ringer senere så glemmer de det sgu også. Altså de glemmer sgu tit men tilgængel når vi snakker sammen, så spørg de tit om vi skal mødes eller noget.

Så det jeg egentlig bare vil frem til, er sgu nok at hører om jeg er skide sippet med de to ting ?

Theo skrev:Haha jeg har formuleret mig alt for dårligt sorry

Det jeg mente var at det oftest er mig som ringer til dem, og hvis jeg nu aftaler med dem at de skal sende en SMS når de er hjemme fra arbejde, så vi kan finde ud af noget så glemmer de det, eller hvis de siger jeg ringer senere så glemmer de det sgu også. Altså de glemmer sgu tit men tilgængel når vi snakker sammen, så spørg de tit om vi skal mødes eller noget.

Så det jeg egentlig bare vil frem til, er sgu nok at hører om jeg er skide sippet med de to ting ?

Right. Så er jeg med.

Jeg kan godt forstå at det irritere dig, hvis i har aftalt at snakkes sammen efter arbejde, og de så glemmer at skrive. Hvis de svarer når du skriver til dem, hvis de selv har glemt det, tror jeg bare det skyldes glemsomhed. Hvis de ikke svarer indenfor en rimelig tid, så er sagen en anden. Hvis i bruger tid sammen, og de ofte forslår at ses, vil jeg mene at i har et ganske solidt venskab.

Det er svært at svare på...hvis de, som du skriver, er der nat og dag for dig, så er det vel gode venner?

Jeg har en kammerat, der af gud ved hvilken grund, altid skal skrive til mig og spørge "hey...jeg tænkte på om vi skulle tage ud og et-eller-andet-der-kræver-indkøb-og-planægning?" aftenen før, og når man så siger "det kan jeg ikke, men næste gang kunne du måske spørge et par dage i forvejen?" så bliver han fornærmet og mener man altid siger nej.

Han synes nok ikke altid jeg er den fedeste kammerat. Men set fra hans perspektiv siger jeg nok altid nej, selvom årsagen er noget andet. Så hvis dine venner glemmer at give lyd, så er spørgsmålet jo så om ikke det evt. hænger sådan sammen, at du tager det personligt, selvom årsagen kan være glemsomhed mm...

Theo skrev:Haha jeg har formuleret mig alt for dårligt sorry

Det jeg mente var at det oftest er mig som ringer til dem, og hvis jeg nu aftaler med dem at de skal sende en SMS når de er hjemme fra arbejde, så vi kan finde ud af noget så glemmer de det, eller hvis de siger jeg ringer senere så glemmer de det sgu også. Altså de glemmer sgu tit men tilgængel når vi snakker sammen, så spørg de tit om vi skal mødes eller noget.

Så det jeg egentlig bare vil frem til, er sgu nok at hører om jeg er skide sippet med de to ting ?

Okay, så kan jeg godt komme med et mere seriøst svar, da jeg bedre kan forstå problemstillingen.
Jeg vil mene, at så længe dine venner overholder aftaler og tidspunkter så skal du ikke tage det så tungt.
Det kan godt være lidt irriterende at man hele tiden selv skal være den der ringer og skriver, men det nok nu engang sådan dine venner bare er; og så må man leve med det, eller lade vær.