Alex789 skrev:Har i prøvet bare at snakke med drengen først?

HerreBred skrev:

Alex789 skrev:

HerreBred skrev:

3dec skrev:Hvorfor bliver han ikke informeret om noget?

Fordi vi ikke ved endnu om det er godt eller skidt han får dårlig samvittighed over at spise noget der er usundt.
Han skal kun vide noget hvis det er relevant, lige nu undersøger vi bare om han lider af en spise forstyrrelse eller ej.

Han er ikke undervægt eller overvægtig. Han har lav fedt procent og store muskler. En Bruce Lee krop i lidt mindre format ;)

Lad værd med at prøve at ændre på ham uden at indrage ham i samtalen, det er jo trods alt hans eget liv

Det kunne vi bestemt heller ikke finde på. Vi ville bare have afklaret om det er et problem og derfra tage den med ham hvis det viser sig han lider af en spise forstyrrelse.

Hvis han gør må vi fortælle ham om konsekvenserne der kan være ved sådan en spiseforstyrrelse og gøre ham bevidst omkring det, derfra må han jo så tage sit eget valg (hvis konsekvenserne ikke er for store).

Måske viser det sig også bare at han stræber efter at blive den bedste og med den holdning han har nu og det gå på mod, skal han nok blive den bedste. Så fuck da om det hedder en spiseforstyrrelse, hvis det ikke medføre alvorlige konsekvenser, men tvært imod gøre ham bedre til kamp sport, som det nok gør.

Hvis det tilgengæld viser sig der kan være alvorlige konsekvenser for helbredet, det sociale liv og hvad der ellers kan være, må vi jo sikre os han kommer over denne spiseforstyrrelse.

Altså dette emne er jeg virkelig uklog på, så derfor er vi nød til at kontakte en professionel, da jeg også kan høre på jer der er delte meninger og det rent faktisk godt kan være et større problem end man lige havde troet.

Den eneste konsekvens ved at spise sundt og droppe slik er vel kun den indre følelse. Jeg tror ikke vores krop er lavet til at ikke kunne overleve uden slik

Alex789 skrev:Har i prøvet bare at snakke med drengen først?

Ja han er stædig!
Eller vi har kun sagt det ikke gør noget at få lidt usundt engang imellem og sådan nogle ting. Men det han ligeglad med.

Vi har jo droppet at fortælle hvad der kommer i aftensmaden, eller hvad tingene er lavet af, for ellers gider han ikke spise det og tager en rugbrød i stedet, da der altid er noget usundt imellem. Jeg kom engang til at sige for meget pasta ikke var sundt og der var han ved at gå ud af sit gode skind og ville faktisk ikke have pasta længere. Min mor kom så lige ind i billedet og fik sagt det var noget sludder og jeg spillede så hurtigt med.
(Var fordi jeg selv skulle cutte på det tidspunkt og så var det ikke godt for mig at indtage for meget pasta/ris...)

Men nej vi har ikke sagt at vi tror måske du har et problem Mikkel og gået hen i en psykologisk snak.

Alex789 skrev:

HerreBred skrev:

Alex789 skrev:

HerreBred skrev:

3dec skrev:Hvorfor bliver han ikke informeret om noget?

Fordi vi ikke ved endnu om det er godt eller skidt han får dårlig samvittighed over at spise noget der er usundt.
Han skal kun vide noget hvis det er relevant, lige nu undersøger vi bare om han lider af en spise forstyrrelse eller ej.

Han er ikke undervægt eller overvægtig. Han har lav fedt procent og store muskler. En Bruce Lee krop i lidt mindre format ;)

Lad værd med at prøve at ændre på ham uden at indrage ham i samtalen, det er jo trods alt hans eget liv

Det kunne vi bestemt heller ikke finde på. Vi ville bare have afklaret om det er et problem og derfra tage den med ham hvis det viser sig han lider af en spise forstyrrelse.

Hvis han gør må vi fortælle ham om konsekvenserne der kan være ved sådan en spiseforstyrrelse og gøre ham bevidst omkring det, derfra må han jo så tage sit eget valg (hvis konsekvenserne ikke er for store).

Måske viser det sig også bare at han stræber efter at blive den bedste og med den holdning han har nu og det gå på mod, skal han nok blive den bedste. Så fuck da om det hedder en spiseforstyrrelse, hvis det ikke medføre alvorlige konsekvenser, men tvært imod gøre ham bedre til kamp sport, som det nok gør.

Hvis det tilgengæld viser sig der kan være alvorlige konsekvenser for helbredet, det sociale liv og hvad der ellers kan være, må vi jo sikre os han kommer over denne spiseforstyrrelse.

Altså dette emne er jeg virkelig uklog på, så derfor er vi nød til at kontakte en professionel, da jeg også kan høre på jer der er delte meninger og det rent faktisk godt kan være et større problem end man lige havde troet.

Den eneste konsekvens ved at spise sundt og droppe slik er vel kun den indre følelse. Jeg tror ikke vores krop er lavet til at ikke kunne overleve uden slik

psykiske problemer kan medføre fysiske/helbreds problemer!

Så man skal ikke udelukke sådan noget!

Forær ham en bog om kost og ernæring i julegave?


edit:
Ikke provokerende ment! Men hvis han gjorde sig klog på området, ville det være lettere for ham at gøre det rigtigt og kunne forsvare sine valg.

HerreBred skrev:

Alex789 skrev:

HerreBred skrev:

Alex789 skrev:

HerreBred skrev:

3dec skrev:Hvorfor bliver han ikke informeret om noget?

Fordi vi ikke ved endnu om det er godt eller skidt han får dårlig samvittighed over at spise noget der er usundt.
Han skal kun vide noget hvis det er relevant, lige nu undersøger vi bare om han lider af en spise forstyrrelse eller ej.

Han er ikke undervægt eller overvægtig. Han har lav fedt procent og store muskler. En Bruce Lee krop i lidt mindre format ;)

Lad værd med at prøve at ændre på ham uden at indrage ham i samtalen, det er jo trods alt hans eget liv

Det kunne vi bestemt heller ikke finde på. Vi ville bare have afklaret om det er et problem og derfra tage den med ham hvis det viser sig han lider af en spise forstyrrelse.

Hvis han gør må vi fortælle ham om konsekvenserne der kan være ved sådan en spiseforstyrrelse og gøre ham bevidst omkring det, derfra må han jo så tage sit eget valg (hvis konsekvenserne ikke er for store).

Måske viser det sig også bare at han stræber efter at blive den bedste og med den holdning han har nu og det gå på mod, skal han nok blive den bedste. Så fuck da om det hedder en spiseforstyrrelse, hvis det ikke medføre alvorlige konsekvenser, men tvært imod gøre ham bedre til kamp sport, som det nok gør.

Hvis det tilgengæld viser sig der kan være alvorlige konsekvenser for helbredet, det sociale liv og hvad der ellers kan være, må vi jo sikre os han kommer over denne spiseforstyrrelse.

Altså dette emne er jeg virkelig uklog på, så derfor er vi nød til at kontakte en professionel, da jeg også kan høre på jer der er delte meninger og det rent faktisk godt kan være et større problem end man lige havde troet.

Den eneste konsekvens ved at spise sundt og droppe slik er vel kun den indre følelse. Jeg tror ikke vores krop er lavet til at ikke kunne overleve uden slik

psykiske problemer kan medføre fysiske/helbreds problemer!

Så man skal ikke udelukke sådan noget!

Indre følelse kan vel også være et psykisk problem? Men hvis han selv føler sig okay med det (hvilket det ikke lyder som om), så kan han vel sagtens undervære slik

Det gør mig ked af at høre det du skriver, topic starter. For jeg har selv haft et lignende 'problem' som din lille bror. Da jeg var på samme alder som ham (13-14 år), så gik jeg også sygeligt meget op i hvad jeg spiste og dyrkede alt for meget sport i forhold til hvad jeg indtog. Det startede ud med at jeg aldrig spiste slik osv., men det udviklede sig til sidst med at jeg var decideret syg. Jeg havde spise forstyrrelser og led samtidig også af OCD. Alle ting på mit værelse skulle stå på præcis samme måde. Hvis der blev rørt ved noget af det, gik jeg næsten psykisk ned. Jeg var også oppe på at løbe 3 ½ maratons om ugen, og spiste næsten ingenting. Jeg var syg!
Jeg ved virkelig ikke hvad det var der 'reddede' mig, men det var ikke hvad andre sagde til mig. For jeg kan huske at jeg lukket af hvor hvad andre sagde. De vidste ikke noget, mente jeg. Men et eller andet inde i mit hoved fik mig heldigvis til at stoppe og begyndte at spise normalt og også de usunde varer engang i mellem. Min OCD forsvandt også af sig selv og jeg lever nu et normalt liv, dog går jeg stadig op i sundhed, men det er nu på et helt normalt niveau.

Jeg kan desværre ikke sige dig hvad der gjorde mig 'rask' igen, men noget inden fik mig heldigvis til at se hvor syg jeg var blevet.

Jeg kom engang til at sige for meget pasta ikke var sundt og der var han ved at gå ud af sit gode skind og ville faktisk ikke have pasta længere. Min mor kom så lige ind i billedet og fik sagt det var noget sludder og jeg spillede så hurtigt med.

Textbook case....hvorfor diskuterer vi overhovedet det her ? Hver eneste ny ting du nævner
om ham bekræfter kun det klare billede af at han allerede er kørt af sporet og har brug for hjælp.

Det bliver grimt og ubehageligt for alle parter, men I kan lige så godt mande jer op
og få konfronteret ham og så tage den derfra.

HFK skrev:Det gør mig ked af at høre det du skriver, topic starter. For jeg har selv haft et lignende 'problem' som din lille bror. Da jeg var på samme alder som ham (13-14 år), så gik jeg også sygeligt meget op i hvad jeg spiste og dyrkede alt for meget sport i forhold til hvad jeg indtog. Det startede ud med at jeg aldrig spiste slik osv., men det udviklede sig til sidst med at jeg var decideret syg. Jeg havde spise forstyrrelser og led samtidig også af OCD. Alle ting på mit værelse skulle stå på præcis samme måde. Hvis der blev rørt ved noget af det, gik jeg næsten psykisk ned. Jeg var også oppe på at løbe 3 ½ maratons om ugen, og spiste næsten ingenting. Jeg var syg!
Jeg ved virkelig ikke hvad det var der 'reddede' mig, men det var ikke hvad andre sagde til mig. For jeg kan huske at jeg lukket af hvor hvad andre sagde. De vidste ikke noget, mente jeg. Men et eller andet inde i mit hoved fik mig heldigvis til at stoppe og begyndte at spise normalt og også de usunde varer engang i mellem. Min OCD forsvandt også af sig selv og jeg lever nu et normalt liv, dog går jeg stadig op i sundhed, men det er nu på et helt normalt niveau.

Jeg kan desværre ikke sige dig hvad der gjorde mig 'rask' igen, men noget inden fik mig heldigvis til at se hvor syg jeg var blevet.

Puha, er da bange for det nærmer sig samme retning og efter jeg har læst om OCD er det jo bestemt ikke nogle sjove symptomer.

Men jeg er 100% afklaret om at vi snakker med en prof. om det og får konfronteret ham med det.

HerreBred skrev:

HFK skrev:Det gør mig ked af at høre det du skriver, topic starter. For jeg har selv haft et lignende 'problem' som din lille bror. Da jeg var på samme alder som ham (13-14 år), så gik jeg også sygeligt meget op i hvad jeg spiste og dyrkede alt for meget sport i forhold til hvad jeg indtog. Det startede ud med at jeg aldrig spiste slik osv., men det udviklede sig til sidst med at jeg var decideret syg. Jeg havde spise forstyrrelser og led samtidig også af OCD. Alle ting på mit værelse skulle stå på præcis samme måde. Hvis der blev rørt ved noget af det, gik jeg næsten psykisk ned. Jeg var også oppe på at løbe 3 ½ maratons om ugen, og spiste næsten ingenting. Jeg var syg!
Jeg ved virkelig ikke hvad det var der 'reddede' mig, men det var ikke hvad andre sagde til mig. For jeg kan huske at jeg lukket af hvor hvad andre sagde. De vidste ikke noget, mente jeg. Men et eller andet inde i mit hoved fik mig heldigvis til at stoppe og begyndte at spise normalt og også de usunde varer engang i mellem. Min OCD forsvandt også af sig selv og jeg lever nu et normalt liv, dog går jeg stadig op i sundhed, men det er nu på et helt normalt niveau.

Jeg kan desværre ikke sige dig hvad der gjorde mig 'rask' igen, men noget inden fik mig heldigvis til at se hvor syg jeg var blevet.

Puha, er da bange for det nærmer sig samme retning og efter jeg har læst om OCD er det jo bestemt ikke nogle sjove symptomer.

Men jeg er 100% afklaret om at vi snakker med en prof. om det og får konfronteret ham med det.

Ja gør endelig det!! Jeg tror bare at jeg har været så stædig at jeg selv har kunne redde mig selv - og det er de færreste der kan komme ud af sådan nogle problemer uden hjælp fra professionelle. Men jeg håber virkelig at I får hjulpet ham, for det ødelagde virkelig mit liv. Den forfærdelige periode i mit liv har desværre også fået efterfølgende konsekvenser. Dog er jeg glad for at være kommet videre, for det var virkelig en mørk periode i mit liv.

Jeg synes ikke man kan vurdere noget ud fra det TS har fortalt andet en der er tale om en afhængighed.

Jeg ville først undersøge om der er tale om tvangspræget personlighedsforstyrrelse som senere kan udvikle sig til OCD. Desuden kunne det også være begyndelsen på ortoreksi.

Skaf så mange detaljer om drengens adfærd og få en professionel vurdering.

Lad være med at give ham chokolade. Jeg tror det er en rigtig dårlig idé. Vis istedet interesse for drengen og pas på med at kaste en behandler i hovedet på ham med det samme. Dog skal der tages hånd om problemet med det samme!

ptormx skrev:Jeg synes ikke man kan vurdere noget ud fra det TS har fortalt andet en der er tale om en afhængighed.

Jeg ville først undersøge om der er tale om tvangspræget personlighedsforstyrrelse som senere kan udvikle sig til OCD. Desuden kunne det også være begyndelsen på ortoreksi.

Skaf så mange detaljer om drengens adfærd og få en professionel vurdering.

Lad være med at give ham chokolade. Jeg tror det er en rigtig dårlig idé. Vis istedet interesse for drengen og pas på med at kaste en behandler i hovedet på ham med det samme. Dog skal der tages hånd om problemet med det samme!

Man taler ikke om personlighedsforstyrrelse før 16-17 års alderen, da man ikke har skabt sig en mere permanent personlighed før dette... Ved en personlighedsforstyrrelse vil særhederne også virke egosyntone og ikke egodystone som der er noget der tyder på her..

Jeg syntes mere det lyder som om at resten af familien er problemet, hvad skal der nu være galt ved at være sund.
Drengen får jo åbent bart nok mad, og får enda ting som ost, jeg kan virkelig ikke se andre problemer end familien prøver at hæmme drengens egne lyster, Lad dog drengen æde sundt og dyrke meget sport.
jeg har en ven som bliver småskør når han ikke træner, han har brug for det, han hører osse tit dumme kommentar om at han overtræner og går for meget op i tingene, men det er hans terapi, og han er skide god til sin sport.

Stenalt skrev:

ptormx skrev:Jeg synes ikke man kan vurdere noget ud fra det TS har fortalt andet en der er tale om en afhængighed.

Jeg ville først undersøge om der er tale om tvangspræget personlighedsforstyrrelse som senere kan udvikle sig til OCD. Desuden kunne det også være begyndelsen på ortoreksi.

Skaf så mange detaljer om drengens adfærd og få en professionel vurdering.

Lad være med at give ham chokolade. Jeg tror det er en rigtig dårlig idé. Vis istedet interesse for drengen og pas på med at kaste en behandler i hovedet på ham med det samme. Dog skal der tages hånd om problemet med det samme!

Man taler ikke om personlighedsforstyrrelse før 16-17 års alderen, da man ikke har skabt sig en mere permanent personlighed før dette... Ved en personlighedsforstyrrelse vil særhederne også virke egosyntone og ikke egodystone som der er noget der tyder på her..

Symptomer på tvangspræget personlighedsforstyrrelse viser sig ofte før puberteten. Det kan godt være man ikke kan stille diagnosen før 16-17 års alderen, men det kan jo godt tyde på, at han kan være i færd med at udvikle en personlighedsforstyrrelse.

Nu føler jeg alligevel at jeg vil blande mig i debatten. OG inden jeg får skæld ud over ikke have fortalt på hvilken baggrund jeg udtaler mig, må vi hellere får det afklaret. Jeg er færdig som pædagog til Januar. Jeg skriver bachelor i spiseforstyrrelser og har i gennem det sidste år arbejdet på det børne og ungdomspsykiatriske hus på OUH. Så er det ude af verden.

Det jo ikke til at sige noget som helst substantielt om noget,når ingen af os kender knægten. Det er ikke engang sikkert det er knægten den er galt med. Hans adfærd kan være udtryk for mange ting. Hvorvidt man kan have begrundet mistanke om det er et reelt problem, om det er af den ene eller anden slags, er dog rimelig nemt at afklare. Har hans adfærd, tanker, følelser, sanseoplevelser osv. indflydelse på hans livskvalitet? Noget kunne tyde på at det er tilfældet når OP skriver at knægten gerne vil spise chokolade men ikke kan. Alene på den baggrund ville jeg søge hjælp.

Om det så er en spiseforstyrrelse, personlighedsforstyrrelse eller ocd er en anden snak. Man bruger rigtig nok ikke personlighedsforstyrrelse diagnoserne på helt unge, men dermed ikke sagt at unge ikke kan være personlighedsforstyrret, det kan de sagtens og har man relationer til mennesker med personlighedsforstyrrelser, så er man tit ikke i tvivl om at noget ikke rigtig passer, selv ikke hos unge.

OCD er tit noget mere ritualpræget end hvad OP har beskrevet og tit forbundet med følelsen af at noget forfærdeligt sker hvis ikke ritualerne bliver overholdt. Hos personer med spiseforstyrrelser er tvangslignende adfærd ikke altid lig med OCD, men tit og ofte i stedet en kombination at de tænker utrolig sort/hvidt og er utroligt yderstyret.

Hvis OP finder ud af at knægten er spiseforstyrret og at han måske bliver dårligere og i som familie gerne vil støtte bedst muligt op om omkring ham, så skal i opmærksom på at mange at de følelser og tanker han vil have som følge af spiseforstyrrelsen , tit er selvforstærkende og i stor udstrækning har indflydelse hinanden. Han vil garantere kæmpe med både skam, lav selvfølelse, ambivalens og han vil garanteret være både fortvivlet og forvirret over hans indre kaos. Støt ham igennem det men lad vær med at læg problemerne over på ham. Ikke tænk det som om at det er hans følelser og tanker, men at det er tanker og følelser spiseforstyrrelsen giver ham. Særligt når i føler jer manipuleret med, hvis han ikke er, men senere bliver meget spiseforstyrret, VIL i føle jer manipuleret med, men manipulationen er tit ikke noget han selv vil, men noget han ender ud i på grund af spiseforstyrrelsen og det kan være meget skamfuldt. Tænk at det er spiseforstyrrelsen der manipulere med begge parter.

Når alt det er sagt, så er det slet ikke sikkert drengen er syg. Det kan ingen vurdere på baggrund af en tråd på et forum,

Jeg håber i finder ud af det og alt løser sig.

Barry skrev:Forær ham en bog om kost og ernæring i julegave?


edit:
Ikke provokerende ment! Men hvis han gjorde sig klog på området, ville det være lettere for ham at gøre det rigtigt og kunne forsvare sine valg.

HVIS, der er tale om en spiseforstyrrelse hjælper fakta og logik ikke. Spieseforstyrrelsen handler ikke om rationelle valg, det handler om følelser. Mange spise forstyrrede ved godt at de har store problemer, (der er self. nogle der ingen sygdomserkendelse har, men hos dem er følelserne blot endnu stærkere) men deres følelser forhindre dem i at handle.