Jeg vil gerne diskutere emnet her, dels for at komme af med lidt damp, dels for at få en second opinion på, om jeg er ved at blive bims.

Over det seneste års tid har jeg intensiveret træningen og overholder den slavisk. Jeg har omtrent misset 5 træningspas i denne periode, hvilket enten har skyldtes ferie eller øvelsesaktivitet (jeg er ansat i Forsvaret) og det går da også godt fremad på alle fronter.

Sideløbende med mit øgede træningsfokus, oplever jeg at folk i min omgangskreds ofte, og helt uopfordret, kommer med undskyldninger for, at de ikke har succes med deres træning. Det er som regel min kone eller mine svigerinder, der klager over deres udeblivende vægttab. Og ærligt talt er jeg ved at blive lidt ør i knolden af det.

Et eksempel herpå er, når damerne for gud ved hvilken gang siger "så, nu skal vi også igang med træningen igen" eller "efter påsken begynder jeg at løbe igen". Og det er det samme hver gang: de overholder det højst et par uger og så er den gal igen. Og de diskuterer om det mon er løb, fitness, svømning, tennis eller zumba der er vejen frem for dem. Jeg kan ikke lade være med at sige min mening som er, at det er fuldstændig underordnet hvad de vælger, blot de har VILJEN til at gøre det en del af deres hverdag. Uden vilje og selvdisciplin er det spildte penge uanset hvad de giver sig i kast med, og så vil jeg næsten hellere at de lader være at prøve i det hele taget.

Et andet eksempel er min svigerinde, der nu vil betale sig til en gastrisk bypass, af den beskedne sum på 70.000 kr. Hun kan ikke dyrke motion, beklager hun sig med. Jeg tænker to ting: hvad så med at lægge kosten om? Og hvordan kan du ride heste dagligt, hvis din krop er for dårlig til almen motion?

Det er som om, at hvis noget ikke kan opnås ved at downloade en app eller smide en sum penge på disken ved en kirurg, så orker mange det ikke. Og jeg begriber det ikke. Hvis nogen bød mig 70.000 for at tabe 20 kg, så skulle i se mig blive livsfarligt underærnæret på meget kort tid.

Forstå mig ret, jeg er slet ikke en fascist med hvordan folk ser ud og jeg tænker overhovedet ikke ilde om overvægtige generelt. Det er elendig holdning som "jeg kan ikke", "jeg har en sygdom" eller "det ligger til min familie" jeg synes er forfærdeligt at høre på. For tiden arbejder jeg i værnepligten, hvilket er en pølsefabrik som jeg ser hundredvis af unge mennesker hvert år gå igennem. Og der er sjovt nok ingen af dem, der ikke kan tabe sig via en opskrift der hedder mindre mad, mere aktivitet. Som Dennis Knudsen forleden sagde det: der var ingen overvægtige i KZ-lejrene.

Ja ja, sådan er livet jo, tænker i måske. Folk begynder og så falder de fra igen. Men jeg har bare nået grænsen, kan jeg mærke. Jeg har i årevis troligt hjulpet konen med træningsprogrammer, løbet med hende, kostvejledning osv, og i det hele taget være en støtte. Jeg har dog sagt til hende, at nu kan jeg ikke mere. Hun skal være velkommen til at forsøge, det bliver bare uden min hjælp. Jeg føler mig simpelthen som et naivt fjols hvis jeg én gang mere skal lade som om jeg tror på det. For jo mere jeg involverer mig, jo mere skuffet bliver jeg når det fejler. Og det er jo et uheldigt punkt at have nået, synes jeg.

Tråden er primært startet så vi kan diskutere emnet, men jeg er også nysgerrig efter at vide om jeg er urimelig.

Når jeg møder folk som dem du beskriver, med deres evindelige "ja, nu skal jeg i gang igen og denne gang skal der sgu' ske noget" eller "jeg har fundet et fedt program på internettet, så jeg lægger hårdt ud om tre måneder når jeg har fået spist mit speciale/malet hunden/aflivet konen/sendt ungerne i KZ-lejr/blevet medlem af Hells Angels" (eller hvad de nu skal), eller den helt klassiske "jamen, jeg træner jo hver uge.. - bruger alle maskinerne, og går på crosstraineren, det skal nok komme, jeg kan i hvert fald ikke overkomme mere lige nu " - så reagerer jeg sådan her:

1: siger "tillykke, godt for dig du."

2: tager ned og træner.

3: går i seng med min sindsro intakt.

Jeg tror at det er en generel tendens for folk som træner, at man hurtigt kan blive frustreret over sådan nogle folk. For mig er det svært at forstå hvordan man, hvis man virkeligt gerne vil opnå noget, ikke bare sætter sig ned, laver en plan og følger den plan. Også bare sådan noget som at lade være med at købe diverse søde sager og lignende, når man er ovre og købe ind. Det koster bare ekstra penge, og det medfører på længere sigt absolut ingen glæde, at man sidder og æder en pakke flødeboller/en bøtte is eller hvad fanden.
Det er også af samme grund, at jeg har en tendens til at hade fede mennesker. Det er ikke så meget fordi de har en masse adipøst væv, men mere fordi de udviser en total mangel på viljestyrke. De er på flere måder svage eller svækkede mennesker

Jeg kunne ikke være mere enig med dig! Jeg er selv på vej ud af gruppen som siger de ikke kan tabe sig og er tyk uden skyld. Det handler bar om vilje, rygrad.

TS, du er ikke bims.

Jiyan skrev:Det er også af samme grund, at jeg har en tendens til at hade fede mennesker. Det er ikke så meget fordi de har en masse adipøst væv, men mere fordi de udviser en total mangel på viljestyrke. De er på flere måder svage eller svækkede mennesker

Mange i min familie sætter sig også uforstående over for det faktum, at jeg ikke gider have en overvægtig kæreste, idet de tror det udelukkende handler om udseendet. "Hvad med det indre"? Netop - der er der tydeligvis også noget galt, når man har et inderligt ønske, men handler stik modsat. Hvem ved, om det gælder på andre punkter end hendes krop?

Omvendt har jeg dog også nogle venner og veninder, der ved de er overvægtige, og er fuldstændig ligeglade. Jeg overhørte sågar en veninde der udbrød "gu' fanden er jeg fed, hvis jeg ikke gad være det, stoppede jeg bare med at spise så meget lækker mad". På det punkt er jeg helt cool med overvægt. Hun hviler i sig selv.

Jeg synes også det er en svær situation og en balancegang uden sidestykke.

Jeg har truffet et aktivt valg om at ignorere, når jeg hører "ammestuesnak" om, at mine nærmeste gerne vil tabe sig. Man kan lynhurtigt høre, om de mener det, eller om det bare er "jeg ville ønske jeg vågnede op 5 kg lettere i morgen".

Hvis det er folk der spørger ind til mit vægttab, hvordan jeg gjorde osv, så fortæller jeg ikke bare om den fede følelse når vægten går ned, men også alt det arbejde der lå i at få den følelse. At finde motivation til at gå en tur ud af ingenting når regnen står ned i lårtykke stråler, at sætte sig så meget ind i kost at det er muligt at lave en fornuftig kostplan med et fornuftigt indtag - og konstant at finde inspiration til nye retter som ligger indenfor det mulige kalorieindtag.
Hvis folk stadig virker som om de gerne vil det her, så hjælper jeg dem gerne. Jeg har utallige gange afsat både hele og halve timer til at lære andre om kost og hjælpe dem med at finde ud af hvor mange kalorier de kan indtage for at nå deres mål.

Men i sidste ende handler det om én ting: Hvis de VIRKELIG vil det, så kan de godt. Og det er faktisk en af de ting jeg starter med - en lille "hjemmeopgave" så at sige. Jeg beder dem bruge 10-15 minutter på at skrive ned hvorfor de vil tabe sig/i bedre form. Er det for andres skyld eller for deres egen skyld? At få dem til at reflektere over "hvorfor" er ofte et godt sted at starte - jeg leger gerne djævlens advokat med alle de gode argumenter som "jamen, har du det ikke meget godt nu?", "vil du virkelig undvære dessert bare for at tabe et par kg?", "Det er da meget mere hyggeligt at sidde foran fjernsynet om aftenen i stedet for at løbe en tur!", "jeg gad godt nok ikke være tvunget til at løbe i stegende hede bare for at tabe mig" osv. Hvis man først finder ind til et "autentisk" ønske om at tabe sig, så bliver det også let at skrive 5-10 ord som kan bruges på en regnvejrsdag når motivationen er helt nede. Så kan de finde papiret fra dag 1 frem med de gode, dybtliggende grunde til at tabe sig. For at tabe sig for andres skyld holder ikke, det er dømt på forhånd


Men ja - ind i mellem, når det er gengangere som bare lukker ammestuesnak om vægttabsønske ud, så kan jeg godt ind i mellem blive lidt spids og sige "nej, du vil ikke tabe dig. Du vil gerne vågne op i morgen og være 10 kg lettere, men du gider ikke det hårde arbejde som er nødvendigt for at tabe dig." Det giver nogle rejste øjenbryn første gang - men i 9 ud af 10 tilfælde kan de fleste godt grine af at deres bluff er blevet genneskuet

@ JMT

Rart at høre en anden sige det.

For nylig var vi på ferie sammen, og min bror og jeg sendte sigende blikke til hinanden når damerne simpelthen ikke kunne undvære en lille sød snack, selvom der var under en time til aftensmad. Det er bare et eksempel ud af hundrede. Dét synes jeg nærmest er sygeligt, det ligner jo en adfærd man finder ved alkoholikere.De ved det er skidt for helbredet, at de qua deres fysik ikke burde gøre det og at de om 10 år formentlig har sukkersyge, og alligevel gør de det. Så kan man sige hvad man vil om udseendet, men det her siger da noget om ens karakter!

Jeg vil i øvrigt sige, at en bedre figur er den mindste motivation for mig for at konen skal komme i bedre form. Jeg vægter hendes sundhed højere (hun har trods alt astma), men allervigtigst er det, at jeg vil have hende til at få en succesoplevelse med sig selv. Hun har tidligere, via vægtvogterne, tabt 5 kg, og hun strålede af glæde. Men da vægten pludselig ikke faldt længere (mit bud: hun havde også tabt muskelmasse, hvilket besværliggør yderligere fedttab. Der var nemlig ingen motion involveret), mistede hun gejsten.

Jeg har tænkt på, om min stigende irritation skyldes, at vi nærmer os tiden, hvor børn måske kommer ind i billedet. Det kan jo være noget underbevidst. For hvis hun ikke kan stå oprejst når det bliver svært og der er modgang, hvordan kommer dagligdagen og opdragelsen af en hvalp så ikke til at se ud?