En sund og varieret kost er nøgleordet. Her er dog lidt fra en kommende artikel omkring valleprotein:
Valleprotein og mental præstationsevne
Det lyder måske for godt til at være sandt, men valleprotein har ikke kun udvist egenskaber, som er gavnlige på det fysiske plan, men sågar også på det mentale. Der blev i 2002 lavet en undersøgelse på et universitet i Holland, hvor man kunne påvise at personer, som var meget stressfølsomme, forøgede deres mentale kapacitet, når de indtog et tilskud af valleproteinisolat (5).
Når man udsættes for kronisk stress, så falder ens kognitive ydeevne typisk. Man mener, at den nedsatte mentale kapacitet skyldes et reduceret serotoninniveau i hjernen. Forstadiet til serotonin hedder tryptophan - en aminosyre. Optagelsen af tryptophan er bestemt af en ernæringsmæssig balancegang mellem flere forskellige aminosyrer. Man kan sige, at flere forskellige aminosyrer kæmper om adgang til hjernen. Der skal være en bestemt balance mellem disse aminosyrer, før tryptophan bliver optaget i hjernen, og derefter bliver omdannet til serotonin. I det hollandske forsøg fik 23 stressfølsomme personer et tilskud af valleprotein, hvorefter man målte på Trp-LNAA ratioen, som er den ratio, der afgør, hvorvidt tryptophan får adgang til hjernen eller ej. Man kunne efterfølgende måle, at blodplasmakoncentrationen af Trp-LNAA ratioen steg, hvilket opfattes som en indikator for et forøget serotoninniveau i hjernen. Man kan derfor med stor sandsynlighed konkludere, at et tilskud af valleprotein, i stressede situationer, vil forbedre den mentale kapacitet.
Valleprotein og immunforsvaret
Vi ved alle, hvor irriterende det er at blive forkølet, eller løbe ind i en influenza, på de mest upassende tidspunkter. Selvfølgelig kan man ikke undgå at blive syg indimellem, men nogle mennesker er typisk mere syge end andre, og ofte kan det spores tilbage til en ringe immunfunktion. En dårlig immunfunktion kan have mange årsager, men ofte skyldes det simpelthen dårlig ernæring. Man ved i dag, at mangel på stoffet glutathione (gamma-glutamyl-cysteinyl-glycine; GSH) kan bidrage til udviklingen af en dårlig immunfunktion og et dårligt helbred generelt (6). GSH dannes via en syntese mellem glutaminsyre, cystein og glycin - 3 forskellige aminosyrer som vi får tilført via proteinrig kost. Har man problemer med at indtage nok protein, og ikke mindst højkvalitetsprotein, så er det en god ide at supplere sin kost med valleprotein, hvis man ofte er syg og svækket.