Jeg har haft en underlig dag.
Havde glædet mig vildt til at logge den, men det bliver bare til lidt tekst. Måske lidt usammenhængende, da jeg er lidt følelsesmæssigt berørt i skrivende stund.
Jeg vil bruge min log i aften, til at bearbejde det hele lidt. Spring det over hvis I ikke gider og læse det. Jeg ved endnu ikke hvor langt det bliver.
Jeg vågnede glad op i dag. Min søde kusine har haft fødselsdag i dag. Så hende skrev jeg til som det første.
Efter morgenmad og morgenmøde med holdet tog vi ud og kastede. Kroppen var lidt stiv i det og første program gik heller ikke så godt. Vi måtte ikke varme op, men skulle kaste program med det samme. 5 halve blev det til. Ikke godt nok, men jeg vidste hvorfor.
Derefter kørte jeg min almindelige opvarmning af efterfulgt at et gældende program der skulle skrives ned og hænges op på gangen. Jeg holdt hovedet koldt og kastede kun én halv. 132 dagens bedste resultat af alle. Jeg sluttede træningen af med et sjusket program på 116 og lidt ondt i albuen.
Lidt i 11 var holdet samlet på gangen igen. Der blev aftalt hvem der skulle løbe hvad. Syv af os ville rundt om byen. Min plan var en tur på mellem 50 og 60 minutter.
Efter godt ti minutter stak Brian afsted. Han ville gerne løbe lidt hurtigere end os andre. Katrine og Joachim slap i den anden ende. Vi fire resterende løb så samlet resten af turen. Det var varmt i dag. Jeg var iført bar mave og shorts. Det kan jeg gøre med bedre og bedre samvittighed. For det første har jeg fået lidt farve. Det plejer jeg aldrig at få. Og så er jeg ved at ramme en form jeg føler jeg kan være bekendt at vise frem.
Vi kom rundt på de 12,7 km. i 53.30 Et snit på 4.12
Jeg vil gerne løbe ture over 10 km. på mellem 4.20 og 4.30
Ture under 10 må gerne være fra 4.10 til 4.20
Så det var lidt for hurtigt. Men det er så sjældent at jeg har chancen for at løbe med drengene. Så jeg følger bare med, når chancen byder sig.
Alt i alt en god træningstur der trak lidt tænder ud.
Efter tre skiver rugbrød med makrel i tomat og en liter vand, tog jeg ned i byen med Jimmi og Brian. To knægte jeg kom på landsholdet sammen med tilbage i '98
"Familiens" gamle drenge.
I byen fik vi kigget lidt på sko og solbriller. Vi elsker nye grejer. Vi købte dog ikke noget til at starte med. Jimmi købte sko i går, så han manglede nok heller ikke.
Vi satte os og fik en is hver i stedet for.
Efter isen var spist smuttede jeg hen og købte solbriller. Det blev til et par Oakley Flak Jacket. Dem skal jeg nok blive glad for.
Da vi kom hjem, smuttede jeg næsten med det samme igen. Jeg skulle ned og hente mit våben hos en bøssemager en halv times tid fra kasernen. Jeg havde glædet mig til dette tidspunkt siden jeg fik den nye pibe udleveret i går.
Afsted til skydebanen. De andre var så småt gået igang. Jeg skulle ikke følge dagens program, men i stedet skyde min pibe til med ti skud, hvorefter piben skulle køle af og renses.
Jeg kunne med det samme mærke at våbnet var blevet markant bedre. Jeg fik klikket skudene ind i ti'eren og fik så givet piben ro.
Efter rengøring lagde jeg mig ind og skød ti skud mere. Ti'eren er underinddelt i cifrene 91 til 100 hvor man siger at 96-100 er blink ti'ere
Jeg havde to 95'ere. Resten var blink ti'ere. Det var mere end dejligt, efter et par hårde måneder hvor resultaterne bare er blevet dårligere og dårligere. Nu blev jeg bekræftet i at det var våbenet den var gal med og ikke mig.
Jeg stoppede derefter som en glad Kæmper.
Da jeg kom tilbage til kasernen havde jeg aftalt et ekstra lille træningspas med nogle af de andre fra holdet. Vi skulle løfte lidt jern. Da jeg kom var de allerede igang. Det blev til bar mave træning. Så der blev flexet en del. Men også trænet godt.
Jeg kørte DB incline BP, pullups og mave.
Efter bøfserien skulle vi på Jensens og have fyldt depoter. Fire skåle salat og 300 g. rødt kød. Ja tak!
Hjemme på gangen blev hele holdet samlet. Ikke noget vi normalt gør. Træneren havde en dårlig nyhed, hvilket er grunden til at jeg ligger her og skriver kl. 0030 i stedet for at sove.
Vores allesammens gode ven blev drabt her til morgen i Afghanistan.
Stemningen har selvfølgelig været meget trykket de sidste tre-fire timer, siden vi fik beskeden.
Vi har grædt, krammet, mindet og delt gode historier. Alle reagerer som de skal. På præcis den måde de har brug for. Intet er forkert i en sådan situation.
Jeg er faktisk rigtig glad for at vi er samlet, så vi kan støtte hinanden.
Det mest underlige er, at vi uafhængigt af hinanden har gået og tænkt og talt om vores gode ven. Han skulle efter sigende have været kommet hjem på onsdag...
En af mine bedste dage i lange tider, hvor træningen bare har gået godt, hvor humøret har været højt og hvor min søde veninde har haft fødselsdag og vi har skrevet sammen i løbet af dagen, bliver pludselig overskygget af en så dårlig nyhed.
Jeg har skrevet dette for at huske på, at man skal glædes over alle de gode ting livet byder eller man selv tager. Men også for at huske på at man gerne må være ked af det.
Jeg er fyldt med mange følelser lige nu.