Martin88 skrev: Men i bund og grund er der tale om et psykisk problem, der fører til brug/misbrug. Det er alle enige om.

Der findes ikke mennesker, der ikke har psykiske ubalancer, som vælger at bruge doping.

Med så markante postitulater skal du underbygge dine påstande med noget teori hvis du vil overbevise nogen som helst.

Jeg vil mene man godt kan argumentere for er rationelt psykologisk set. såfremt man benytter sig af nogle biases.
Først og fremmest skal det nævnes du bygger din generalisering af folk på krudt, på en stereotype du har skabt ud fra de erfaringer du har erfaret gennem dig eget misbrug, eller måske gennem noget du har observeret eller hørt fra andre - der er altså ikke tale om en objektiv observation, eller for den sags skyld noget som overhovedet stemmer overens med virkeligheden.

Hvis vi tager udgangspunkt i Maslows behovspyramide(Larsson 2010, s. 33) fortæller den det 4. trin i det menneskelige behov er selvværd.

Need for reputation, prestige and recognition from others. Also contains needs for self-confidence and strength.

Der fremgår altså heraf at mennesker har behov for andres anderkendelse.
Denne anderkendelse kan opnås på flere måder, afhængig af miljøet man befinder sig i.
De 3 tidligere trin, eller behov, der skal være opfyldt er:
1. Psychological(de basale nødvendigheder; mad, vand, søvn, luft)
2. Saftey(Behovet for at føle sig sikker fra fysisk og psykisk harme)
3. Love(Behovet for at elske, og at blive elsket)
Man kan argumentere for at behovet for store muskler kan falde ind under trin 2, 3 og 4.
Om dette skyldes forskruede samfundsnormer er meget muligt, ikke desto mindre kan man forklare psykologisk at det er yderst rationelt at tilstræbe store muskler - enten som forsvarsmekanisme, fordi man tror det vil hjælpe en med at blive elsket, eller pga. behovet for anderkendelse(fra eksempelvis andre som træner).
Så hvordan kan stereoider så rationaliseres?
Er man i den tro man kan få et af disse behov opfyldt ved at få store muskler, vil det således være fuldstændig rationelt at gøre alt i sin magt for at opnå dette - og derved kunne komme et trin højere op i Maslows behovspyramide.
Man kan fortolke dette på følgende måde:
Mennesker som ikke har opfyldt alle behovene i behovspyramiden er ikke i balance nej, men ved at få opfyldt behovene vil de komme i balance - derfor kan stereoider, psykologisk set, være løsningen på den ubalance du beskriver.

Kilde:
Larsson, Magnus. 2010. 1. sem Psychology. Copenhagen Business School(2nd edition). McGraw-Hill.

Maskinen skrev:Med så markante postitulater skal du underbygge dine påstande med noget teori hvis du vil overbevise nogen som helst.

Jeg vil mene man godt kan argumentere for er rationelt psykologisk set. såfremt man benytter sig af nogle biases.
Først og fremmest skal det nævnes du bygger din generalisering af folk på krudt, på en stereotype du har skabt ud fra de erfaringer du har erfaret gennem dig eget misbrug, eller måske gennem noget du har observeret eller hørt fra andre - der er altså ikke tale om en objektiv observation, eller for den sags skyld noget som overhovedet stemmer overens med virkeligheden.

Hvis vi tager udgangspunkt i Maslows behovspyramide(Larsson 2010, s. 33) fortæller den det 4. trin i det menneskelige behov er selvværd.

Need for reputation, prestige and recognition from others. Also contains needs for self-confidence and strength.

Der fremgår altså heraf at mennesker har behov for andres anderkendelse.
Denne anderkendelse kan opnås på flere måder, afhængig af miljøet man befinder sig i.
De 3 tidligere trin, eller behov, der skal være opfyldt er:
1. Psychological(de basale nødvendigheder; mad, vand, søvn, luft)
2. Saftey(Behovet for at føle sig sikker fra fysisk og psykisk harme)
3. Love(Behovet for at elske, og at blive elsket)
Man kan argumentere for at behovet for store muskler kan falde ind under trin 2, 3 og 4.
Om dette skyldes forskruede samfundsnormer er meget muligt, ikke desto mindre kan man forklare psykologisk at det er yderst rationelt at tilstræbe store muskler - enten som forsvarsmekanisme, fordi man tror det vil hjælpe en med at blive elsket, eller pga. behovet for anderkendelse(fra eksempelvis andre som træner).
Så hvordan kan stereoider så rationaliseres?
Er man i den tro man kan få et af disse behov opfyldt ved at få store muskler, vil det således være fuldstændig rationelt at gøre alt i sin magt for at opnå dette - og derved kunne komme et trin højere op i Maslows behovspyramide.
Man kan fortolke dette på følgende måde:
Mennesker som ikke har opfyldt alle behovene i behovspyramiden er ikke i balance nej, men ved at få opfyldt behovene vil de komme i balance - derfor kan stereoider, psykologisk set, være løsningen på den ubalance du beskriver.

Kilde:
Larsson, Magnus. 2010. 1. sem Psychology. Copenhagen Business School(2nd edition). McGraw-Hill.

Det er en udmærket post. Nu skulle det ikke forstås som om, at jeg baserer min mening om folk der bruger doping på det jeg selv har set, selvom det kun bekræfter det..

Det er fint, at du nævner behovet for at blive elsket og anerkendelse. Men det kan aldrig være på bekostning af ens helbred, så er der noget galt med en, det er altså en grundlæggende psykologisk tankegang. Hvis du er selvskadende for at opnå noget andet, så er du ikke i balance. Er man i balance er behovet for andres accept meget begrænset, man kan aldrig tåle social isolation - det er 100% sikkert, og var verden fyldt med mænd med store muskler, så var der ingen tvivl om, at doping blev et psykologisk plaster med stor effekt - verden er bare ikke fyldt med folk med store muskler... Du kan skifte sociale arenaer relativt nemt til dags.. Du kan skifte venner, ligeså let som ingenting, hvorfor de sociale grupperinger du befinder dig og de krav der stilles til dig i disse, kan du skifte ud med andre, hvis du ikke kan eller vil forholde dig til de krav. Derfor er dopingen altid et symptom på, at man bukker under for, hvad de andre i grupperingen mener om en - og ikke evner at skifte gruppering (dårlig kerneperson, dårlig handlekraft og generelt svag psyke) eller sige fra overfor det latterlige krav der stilles til en om, at store muskler er et krav for at være "okay"

Hvis du igennem hele dit liv er blevet fortalt, at du er god nok som du er, og altid har følt dig højt elsket af de fleste mennesker omkring dig, hvorfor skulle behovet for doping så egentligt opstå? Okay, måske behovet for selvrealisering og selvhævdelse, men der er tusinde måder som er langt sundere og smartere at hævde sig selv på, og måske endda også nemmere.

Det kræver enorm styrke i den her verden at indse, at vi alle prøver på at være så forskellige at vi alle er ens... Det er måske meget filosofisk, men jeg håber, at du forstår..

Steroider vil være den lette løsning på det problem du beskriver - altså ikke noget en stabil og en person der er stærk psykisk vil tage.

Vi kan godt blive enige om, at man fordi man er usikker på sig selv kan rationalisere sig til, at steroider er løsningen på ens problemer, men det vil den jo aldrig i praksis være, og så fremt, at alle var lige kloge, kunne alle selvfølgelig se dette. Der hersker en udtalt accept af at doping er skadeligt for dig i vores samfund - igen vender vi tilbage til den selvskadende adfærd - det er ikke ønskeligt og en løsning på noget.

Martin88 skrev:Det er en udmærket post. Nu skulle det ikke forstås som om, at jeg baserer min mening om folk der bruger doping på det jeg selv har set, selvom det kun bekræfter det..

Det er fint, at du nævner behovet for at blive elsket og anerkendelse. Men det kan aldrig være på bekostning af ens helbred, så er der noget galt med en, det er altså en grundlæggende psykologisk tankegang. Hvis du er selvskadende for at opnå noget andet, så er du ikke i balance. Er man i balance er behovet for andres accept meget begrænset, man kan aldrig tåle social isolation - det er 100% sikkert, og var verden fyldt med mænd med store muskler, så var der ingen tvivl om, at doping blev et psykologisk plaster med stor effekt - verden er bare ikke fyldt med folk med store muskler... Du kan skifte sociale arenaer relativt nemt til dags.. Du kan skifte venner, ligeså let som ingenting, hvorfor de sociale grupperinger du befinder dig og de krav der stilles til dig i disse, kan du skifte ud med andre, hvis du ikke kan eller vil forholde dig til de krav. Derfor er dopingen altid et symptom på, at man bukker under for, hvad de andre i grupperingen mener om en - og ikke evner at skifte gruppering (dårlig kerneperson, dårlig handlekraft og generelt svag psyke) eller sige fra overfor det latterlige krav der stilles til en om, at store muskler er et krav for at være "okay"

Hvis du igennem hele dit liv er blevet fortalt, at du er god nok som du er, og altid har følt dig højt elsket af de fleste mennesker omkring dig, hvorfor skulle behovet for doping så egentligt opstå? Okay, måske behovet for selvrealisering og selvhævdelse, men der er tusinde måder som er langt sundere og smartere at hævde sig selv på, og måske endda også nemmere.

Det kræver enorm styrke i den her verden at indse, at vi alle prøver på at være så forskellige at vi alle er ens... Det er måske meget filosofisk, men jeg håber, at du forstår..

Steroider vil være den lette løsning på det problem du beskriver - altså ikke noget en stabil og en person der er stærk psykisk vil tage.

Vi kan godt blive enige om, at man fordi man er usikker på sig selv kan rationalisere sig til, at steroider er løsningen på ens problemer, men det vil den jo aldrig i praksis være, og så fremt, at alle var lige kloge, kunne alle selvfølgelig se dette. Der hersker en udtalt accept af at doping er skadeligt for dig i vores samfund - igen vender vi tilbage til den selvskadende adfærd - det er ikke ønskeligt og en løsning på noget.

Rationelt set, og ifølge Maslow, vil helbredet komme først - da det må høre under første eller 2. trin i pyramiden.
Dog vil jeg stille spørgsmålstegn ved hvorvidt personer som tager krudt oplever dette som selvskadende - vi kender alle historierne hvor folk sidder i den ene eller anden situation og siger "jeg troede aldrig det skulle ske for mig", der er hele tale om self-serving bias(at se sig selv i fordelagtigt lys) og false uniqueness effekt(man undervurderer hvor normal man er) - man gør altså noget der er farligt, fordi man har overvejet hvorvidt man finder det sandsynligt at komme galt afsted ud fra handlingen.
- Dette er ikke specielt unormalt, som du selv nævner er rygning et andet eksempel, men også andre ting som mere eller mindre er socialt accepteret såsom at køre for stærkt, gå over for rødt, cykle uden lygter om aftenen, spise usundt - der er sikkert en million andre eksempler på hvordan vi dagligt handler uansvarligt.

Du argumenterer at man ikke behøver andres anerkendelse, hvis man er i balance.
Jeg siger, med psykologien i ryggen, man ikke er i balance, medmindre man har andres anerkendelse.
Som Maslow fastslår i sin behovspyramide har vi behov for anerkendelse fra andre:

Need for reputation, prestige and recognition from others. Also contains needs for self-confidence and strength.

(Larsson 2010 s. 33)

Denne betragtning bakkes op af eksempelvis Triplett(1898), der fandt ud af den blotte tilstedeværelse af andre, har indflydelse på vores adfærd(Larsson 2010, s. 231)

Ydermere vil jeg også bemærke at hvorvidt man går op i andres mening, afhænger af graden hvorpå "self-monitoring"(Gangestad & Snyder, 2000; Snyder, 1987).

Those who score low in selv-monitoring care less about what others think. They are more likely to talk and act as they feel and believe

(McCann & Hancock, 1983)
Dette er, ifølge socialpsykologer, bestemt af arv - og har intet med sociale relationer at gøre.

Til slut bider jeg mærke i du skriver:

Du kan skifte sociale arenaer relativt nemt til dags.. Du kan skifte venner, ligeså let som ingenting, hvorfor de sociale grupperinger du befinder dig og de krav der stilles til dig i disse, kan du skifte ud med andre, hvis du ikke kan eller vil forholde dig til de krav.

[/quote][/quote]
Man kan argumentere ud fra et historisk synspunkt, at pga. den sociale arv er det blevet nemmere at skifte socialegrupper, ja.
Samtidig påstår jeg lige netop det modsatte, ud fra et psykologisk synspunkt.
I det senmoderne samfund er ens rolle i samfundet ikke længere valgt for en, og derfor skal man naturligvis selv finde den - og derved skabe sin identitet ud fra de possible selves man har(Larsson 2010).
Man definerer sig sel ud fra den gruppe man selv mener man befinder sig i, og ud fra de stereotype betragtninger man gør sig heraf (et ekstremt tilfælde er unge værnepligtige alle klipper sig skaldet fordi de enten har set de på TV, eller andre i militæret er det).
Derfor vil en udskiftning af vennekredsen også betyde en udskiftning af sin identitet, og for dette skal ske skal man opfinde et nyt ideal-self(Larsson 2010) - medmindre man selvfølgelig blot skifter sin vennegruppe ud med en anden gruppe som møder de samme stereotype forestillinger man har om den første gruppe.

Maskinen skrev:Rationelt set, og ifølge Maslow, vil helbredet komme først - da det må høre under første eller 2. trin i pyramiden.
Dog vil jeg stille spørgsmålstegn ved hvorvidt personer som tager krudt oplever dette som selvskadende - vi kender alle historierne hvor folk sidder i den ene eller anden situation og siger "jeg troede aldrig det skulle ske for mig", der er hele tale om self-serving bias(at se sig selv i fordelagtigt lys) og false uniqueness effekt(man undervurderer hvor normal man er) - man gør altså noget der er farligt, fordi man har overvejet hvorvidt man finder det sandsynligt at komme galt afsted ud fra handlingen.
- Dette er ikke specielt unormalt, som du selv nævner er rygning et andet eksempel, men også andre ting som mere eller mindre er socialt accepteret såsom at køre for stærkt, gå over for rødt, cykle uden lygter om aftenen, spise usundt - der er sikkert en million andre eksempler på hvordan vi dagligt handler uansvarligt.

Jah, selvfornægtelse som rygning, doping og at køre for stærkt lægger eksistentialpsykologerne jo op til er et udtryk for, at man ikke har taget stilling til det man laver, at man ubevidst ikke er herre over sine egne valg og lader sig påvirke af omgivelserne. Ingen sunde og raske (mentalt) mennesker vil gå deres død i møde før tid - med mindre de er gamle og har accepteret døden selvfølgelig og netop har føler, at de har levet deres liv nogenlunde som de ønskede det (følt, at de fik det ud af det, de burde). Eksitentialpsykologerne siger desuden, at hvis man ikke er bevidst om de valg man træffer, er man heller ikke lykkelig (i balance, whatever...) og bliver det heller aldrig. er man på den anden side ligeglad med konsekvenserne af det man gør (jeg ryger fordi jeg vil og er ligeglad/jeg doper mig fordi jeg vil det og ikke er bange for konsekvenerne) så har man et voldsomt psykologisk problem, kan desværre ikke huske termet..

Maskinen skrev:Du argumenterer at man ikke behøver andres anerkendelse, hvis man er i balance.
Jeg siger, med psykologien i ryggen, man ikke er i balance, medmindre man har andres anerkendelse.
Som Maslow fastslår i sin behovspyramide har vi behov for anerkendelse fra andre:

Need for reputation, prestige and recognition from others. Also contains needs for self-confidence and strength.

(Larsson 2010 s. 33)

Denne betragtning bakkes op af eksempelvis Triplett(1898), der fandt ud af den blotte tilstedeværelse af andre, har indflydelse på vores adfærd(Larsson 2010, s. 231)

Jah, klart behøver man andres anerkendelse når ens personlighed skabes i de tidlige barnsår, men det der er fordrejning af Maslow til egen fordel. Og det skal bestemt ikke forstås som om, at psykisk raske mennesker hungrer efter accept fra andre - det er alment kendt og accepteret at glade, sunde og raske mennesker faktisk er langt mere selektive med, hvem de ønsker accept for. Derfor argumentet om, at man BEHØVER accept er kraftigt overvurderet og drejet til egen fordel. Du behøver accept af de rigtige, de folk nær på dig - ikke fra alle andre.

Maskinen skrev:Ydermere vil jeg også bemærke at hvorvidt man går op i andres mening, afhænger af graden hvorpå "self-monitoring"(Gangestad & Snyder, 2000; Snyder, 1987).

Those who score low in selv-monitoring care less about what others think. They are more likely to talk and act as they feel and believe

(McCann & Hancock, 1983)
Dette er, ifølge socialpsykologer, bestemt af arv - og har intet med sociale relationer at gøre.

Det der er også misforståelse af ordene. der står "dem der har svært ved at 'mærke dem selv' går mindre op i, hvad andre andre mener om dem"

Her tale man om en psykologisk udviklingsfejl, formegentligt skabt i barneårerne. Det skal ikke forstås som om, at raske og afbalancerede mennesker ikke har super nemt ved at sortere i de input de gider og ikke gider tage imod. Der er væsentlig forskel på at overhøre folks kritik, og at tage den til sig og vurdere om man er enig. Det ene er svaghed, det andet er abnorm styrke. Udviklingspsykologer mener, at denne evne skabes tidligt i vores liv i samspil med vores forældre.

Maskinen skrev:Til slut bider jeg mærke i du skriver:

Du kan skifte sociale arenaer relativt nemt til dags.. Du kan skifte venner, ligeså let som ingenting, hvorfor de sociale grupperinger du befinder dig og de krav der stilles til dig i disse, kan du skifte ud med andre, hvis du ikke kan eller vil forholde dig til de krav.

Man kan argumentere ud fra et historisk synspunkt, at pga. den sociale arv er det blevet nemmere at skifte socialegrupper, ja.
Samtidig påstår jeg lige netop det modsatte, ud fra et psykologisk synspunkt.
I det senmoderne samfund er ens rolle i samfundet ikke længere valgt for en, og derfor skal man naturligvis selv finde den - og derved skabe sin identitet ud fra de possible selves man har(Larsson 2010).
Man definerer sig sel ud fra den gruppe man selv mener man befinder sig i, og ud fra de stereotype betragtninger man gør sig heraf (et ekstremt tilfælde er unge værnepligtige alle klipper sig skaldet fordi de enten har set de på TV, eller andre i militæret er det).
Derfor vil en udskiftning af vennekredsen også betyde en udskiftning af sin identitet, og for dette skal ske skal man opfinde et nyt ideal-self(Larsson 2010) - medmindre man selvfølgelig blot skifter sin vennegruppe ud med en anden gruppe som møder de samme stereotype forestillinger man har om den første gruppe.

Jah, hvori består problemet i dette? Det er klart ved et skift i social gruppering gælder nye spilleregler og man skal sørge for at den identitet men udsender er accepteret i den nye gruppe. Du fremstiller det som et problem? Der er forskel på at være typen der skifter hele sin identitet ud ved et identitets + gruppeskift eller som skifter ubrugelige dele af sin identitet ud og beholder kernen. Det er en balancegang, men et skift i gruppering behøver ikke medføre en opfindelse af et nyt selv ideal, det er der ingen dokumentation for. Og diskussionen Larsson i øvrigt er en del af (og mange andre), går ud på kampen mellem at have en kerne og passe ind bedst muligt i et konstant skiftende samfund.

Alt det jeg skriver er altså baseret på 3 psykologi bøger samt diskussioner med en uddannet psykolog. Doping er ENDNU ikke så socailt accepteret, at der findes psykologiske argumenter for at tage det, man lider på en eller anden måde af en mangeltilstand.. Hvis du ikke har forstået dette, vil jeg anbefale, at du læser psykologihåndbogen, anvendt psykologi og kultur i det senmoderne samfund - hvis du allerede har gjort det, så læs det igen og diskuter det med en uddannet psykolog..

Man kan sagtens via psykologien FORSTÅ, hvorfor folk tager doping, og forklare det (hvilket mest er det du er i gang med) men man kan aldrig argumentere for behov for doping i en mentalt stabil og rask perosn.

Martin88 skrev:

Cd2411 skrev:

Martin88 skrev:Vil anbefale dig at bruge artiklen, den er en officiel kilde, og derfor det eneste du kan bruge til noget i din SSO.. Folk på bodyhouse gider ikke lægge navn til, og så har du ikke ret meget at bruge deres udltalelser til.. Slet ikke som argumentation for noget.. Og din lærer vil give dig den kritik, at de brugere der tager doping sjældent ved, hvorfor de gør det - inderst inde altså.

Doping og megareksi som ofte kommer til at hænge sammen skyldes psykiske ubalancer. Det kan forklares på flere måder afhængigt af, hvilken psykologisk retning man ønsker at anskue det i. Men i bund og grund er der tale om et psykisk problem, der fører til brug/misbrug. Det er alle enige om.

Der findes ikke mennesker, der ikke har psykiske ubalancer, som vælger at bruge doping. Man kan dog godt få en længere diskussion ud af, om elitesport så gør sig gældende i den kategori eller ej - for mange af dem er psykisk stærke og har andre psykologiske forcer.. Ikke at en motionsdoper ikke kan have disse forcer, de er bare mere fremtrædende ved folk på elite plan, og jeg vil selv passe lidt på med at erklære alle top idræts folk for nogen der har en psykisk ubalance (der findes god argumentation for og imod..)

Men nummer 1 grund til doping brug er uden tvivl: Psykisk ustabilitet/mangler. Tag udgang i psykologiens litteratur på området - det vil du få mest ud af, da det tager hånd om den grundlæggende mekanisme i dopingbrug og ikke symptomerne der følger med... Måske kræver det en viden om psykologi for at kunne forstå det meste du finder derude, men måske er du heldig..

Jeg har et dirrekte spørgsmål der hedder: Dernæst ønskes ud fra egen indsamlet enpiri en analyse af hvilke grunde der kan være til at folk tager væksthormoner/Anabole steroider.

Det er derfor at det netop er spændende hvad der menes på disse debatfora.

Men tusind tak for et godt svar

Ah, ja, så skal du jo samle oplysningerne, men tag endelig ikke brugernes eget svar for gode varer. Jeg er ex-dopingbruger og jeg ved, at man ikke har selverkendelse nok til at sige, at man tager doping, fordi de rer noget galt oveni hovedet på en. Måske ved de det slet ikke..

Nej det vil jeg gerne tro
Har du evt en kilde eller navn på den oficielle artikel ?

Svaret bliver lidt hurtigt i dag

Martin88 skrev:Jah, selvfornægtelse som rygning, doping og at køre for stærkt lægger eksistentialpsykologerne jo op til er et udtryk for, at man ikke har taget stilling til det man laver, at man ubevidst ikke er herre over sine egne valg og lader sig påvirke af omgivelserne. Ingen sunde og raske (mentalt) mennesker vil gå deres død i møde før tid - med mindre de er gamle og har accepteret døden selvfølgelig og netop har føler, at de har levet deres liv nogenlunde som de ønskede det (følt, at de fik det ud af det, de burde). Eksitentialpsykologerne siger desuden, at hvis man ikke er bevidst om de valg man træffer, er man heller ikke lykkelig (i balance, whatever...) og bliver det heller aldrig. er man på den anden side ligeglad med konsekvenserne af det man gør (jeg ryger fordi jeg vil og er ligeglad/jeg doper mig fordi jeg vil det og ikke er bange for konsekvenerne) så har man et voldsomt psykologisk problem, kan desværre ikke huske termet..

Hvis du ikke kan diske op med termet kan jeg ikke rigtig bruge det der til noget - jeg kan ikke verificere din påstand, jeg kan ikke modargumentere..

Martin88 skrev:Jah, klart behøver man andres anerkendelse når ens personlighed skabes i de tidlige barnsår, men det der er fordrejning af Maslow til egen fordel. Og det skal bestemt ikke forstås som om, at psykisk raske mennesker hungrer efter accept fra andre - det er alment kendt og accepteret at glade, sunde og raske mennesker faktisk er langt mere selektive med, hvem de ønsker accept for. Derfor argumentet om, at man BEHØVER accept er kraftigt overvurderet og drejet til egen fordel. Du behøver accept af de rigtige, de folk nær på dig - ikke fra alle andre.

Ens personlighed skabes ikke kun i barndommen, det er en forældet freudiansk tankegang.
personligheden skabes ud fra interaktion, som sker hele livet. Samtidig er man påvirket af de socialegrupper man tilhører, som også varierer gennem livet.
Nogle psykologer taler om en "kerne" i personligheden som er vedvarende, dele af denne skabes i barndommen, men denne kan også ændres i form af værdi eller holdningsændringer.

Maskinen skrev:Ydermere vil jeg også bemærke at hvorvidt man går op i andres mening, afhænger af graden hvorpå "self-monitoring"(Gangestad & Snyder, 2000; Snyder, 1987).

Those who score low in selv-monitoring care less about what others think. They are more likely to talk and act as they feel and believe

(McCann & Hancock, 1983)
Dette er, ifølge socialpsykologer, bestemt af arv - og har intet med sociale relationer at gøre.

Det der er også misforståelse af ordene. der står "dem der har svært ved at 'mærke dem selv' går mindre op i, hvad andre andre mener om dem"

Her tale man om en psykologisk udviklingsfejl, formegentligt skabt i barneårerne. Det skal ikke forstås som om, at raske og afbalancerede mennesker ikke har super nemt ved at sortere i de input de gider og ikke gider tage imod. Der er væsentlig forskel på at overhøre folks kritik, og at tage den til sig og vurdere om man er enig. Det ene er svaghed, det andet er abnorm styrke. Udviklingspsykologer mener, at denne evne skabes tidligt i vores liv i samspil med vores forældre.

Hvorvidt det er arv eller miljø er aldrig blevet dokumenteret

Martin88 skrev:Jah, hvori består problemet i dette? Det er klart ved et skift i social gruppering gælder nye spilleregler og man skal sørge for at den identitet men udsender er accepteret i den nye gruppe. Du fremstiller det som et problem? Der er forskel på at være typen der skifter hele sin identitet ud ved et identitets + gruppeskift eller som skifter ubrugelige dele af sin identitet ud og beholder kernen. Det er en balancegang, men et skift i gruppering behøver ikke medføre en opfindelse af et nyt selv ideal, det er der ingen dokumentation for. Og diskussionen Larsson i øvrigt er en del af (og mange andre), går ud på kampen mellem at have en kerne og passe ind bedst muligt i et konstant skiftende samfund.

Alt det jeg skriver er altså baseret på 3 psykologi bøger samt diskussioner med en uddannet psykolog. Doping er ENDNU ikke så socailt accepteret, at der findes psykologiske argumenter for at tage det, man lider på en eller anden måde af en mangeltilstand.. Hvis du ikke har forstået dette, vil jeg anbefale, at du læser psykologihåndbogen, anvendt psykologi og kultur i det senmoderne samfund - hvis du allerede har gjort det, så læs det igen og diskuter det med en uddannet psykolog..

Man kan sagtens via psykologien FORSTÅ, hvorfor folk tager doping, og forklare det (hvilket mest er det du er i gang med) men man kan aldrig argumentere for behov for doping i en mentalt stabil og rask perosn.

Eftersom man definerer sig selv om fra et gruppetilhørsforhold kan det ikke at befinde sig i en gruppe udvikle sig til en personlighedskrise.
Folk der krudter, vil typisk også kende andre som krudter - og derigennem have en forståelse af det er socialt acceptabelt.
Melder man så ud man ikke vil krudte sig mere, er det det samme som at sige man ikke længere finder det i orden, og derved stemmer ens overbevisning ikke overens med gruppens hvilket kan føre til udstødelse.
Du får det til at lyde så let "bare" at skifte en stor del, hvis ikke hele omgangskredsen ud - hvilket ikke er tilfældet.

Har ikke tid til at finde kilder, hvis du stiller spørgsmål ved noget skal jeg gøre det søndag.
- og forresten, du henviser til "3 psykologibøger og en samtale med en psykolog" med refferer kun direkte til én af disse bøger - derfor er de andres kildeværdi lig nul.

Maskinen skrev:Svaret bliver lidt hurtigt i dag

Martin88 skrev:Jah, selvfornægtelse som rygning, doping og at køre for stærkt lægger eksistentialpsykologerne jo op til er et udtryk for, at man ikke har taget stilling til det man laver, at man ubevidst ikke er herre over sine egne valg og lader sig påvirke af omgivelserne. Ingen sunde og raske (mentalt) mennesker vil gå deres død i møde før tid - med mindre de er gamle og har accepteret døden selvfølgelig og netop har føler, at de har levet deres liv nogenlunde som de ønskede det (følt, at de fik det ud af det, de burde). Eksitentialpsykologerne siger desuden, at hvis man ikke er bevidst om de valg man træffer, er man heller ikke lykkelig (i balance, whatever...) og bliver det heller aldrig. er man på den anden side ligeglad med konsekvenserne af det man gør (jeg ryger fordi jeg vil og er ligeglad/jeg doper mig fordi jeg vil det og ikke er bange for konsekvenerne) så har man et voldsomt psykologisk problem, kan desværre ikke huske termet..

Hvis du ikke kan diske op med termet kan jeg ikke rigtig bruge det der til noget - jeg kan ikke verificere din påstand, jeg kan ikke modargumentere..

Martin88 skrev:Jah, klart behøver man andres anerkendelse når ens personlighed skabes i de tidlige barnsår, men det der er fordrejning af Maslow til egen fordel. Og det skal bestemt ikke forstås som om, at psykisk raske mennesker hungrer efter accept fra andre - det er alment kendt og accepteret at glade, sunde og raske mennesker faktisk er langt mere selektive med, hvem de ønsker accept for. Derfor argumentet om, at man BEHØVER accept er kraftigt overvurderet og drejet til egen fordel. Du behøver accept af de rigtige, de folk nær på dig - ikke fra alle andre.

Ens personlighed skabes ikke kun i barndommen, det er en forældet freudiansk tankegang.
personligheden skabes ud fra interaktion, som sker hele livet. Samtidig er man påvirket af de socialegrupper man tilhører, som også varierer gennem livet.
Nogle psykologer taler om en "kerne" i personligheden som er vedvarende, dele af denne skabes i barndommen, men denne kan også ændres i form af værdi eller holdningsændringer.

Maskinen skrev:Ydermere vil jeg også bemærke at hvorvidt man går op i andres mening, afhænger af graden hvorpå "self-monitoring"(Gangestad & Snyder, 2000; Snyder, 1987).

Those who score low in selv-monitoring care less about what others think. They are more likely to talk and act as they feel and believe

(McCann & Hancock, 1983)
Dette er, ifølge socialpsykologer, bestemt af arv - og har intet med sociale relationer at gøre.

Det der er også misforståelse af ordene. der står "dem der har svært ved at 'mærke dem selv' går mindre op i, hvad andre andre mener om dem"

Her tale man om en psykologisk udviklingsfejl, formegentligt skabt i barneårerne. Det skal ikke forstås som om, at raske og afbalancerede mennesker ikke har super nemt ved at sortere i de input de gider og ikke gider tage imod. Der er væsentlig forskel på at overhøre folks kritik, og at tage den til sig og vurdere om man er enig. Det ene er svaghed, det andet er abnorm styrke. Udviklingspsykologer mener, at denne evne skabes tidligt i vores liv i samspil med vores forældre.

Hvorvidt det er arv eller miljø er aldrig blevet dokumenteret

Martin88 skrev:Jah, hvori består problemet i dette? Det er klart ved et skift i social gruppering gælder nye spilleregler og man skal sørge for at den identitet men udsender er accepteret i den nye gruppe. Du fremstiller det som et problem? Der er forskel på at være typen der skifter hele sin identitet ud ved et identitets + gruppeskift eller som skifter ubrugelige dele af sin identitet ud og beholder kernen. Det er en balancegang, men et skift i gruppering behøver ikke medføre en opfindelse af et nyt selv ideal, det er der ingen dokumentation for. Og diskussionen Larsson i øvrigt er en del af (og mange andre), går ud på kampen mellem at have en kerne og passe ind bedst muligt i et konstant skiftende samfund.

Alt det jeg skriver er altså baseret på 3 psykologi bøger samt diskussioner med en uddannet psykolog. Doping er ENDNU ikke så socailt accepteret, at der findes psykologiske argumenter for at tage det, man lider på en eller anden måde af en mangeltilstand.. Hvis du ikke har forstået dette, vil jeg anbefale, at du læser psykologihåndbogen, anvendt psykologi og kultur i det senmoderne samfund - hvis du allerede har gjort det, så læs det igen og diskuter det med en uddannet psykolog..

Man kan sagtens via psykologien FORSTÅ, hvorfor folk tager doping, og forklare det (hvilket mest er det du er i gang med) men man kan aldrig argumentere for behov for doping i en mentalt stabil og rask perosn.

Eftersom man definerer sig selv om fra et gruppetilhørsforhold kan det ikke at befinde sig i en gruppe udvikle sig til en personlighedskrise.
Folk der krudter, vil typisk også kende andre som krudter - og derigennem have en forståelse af det er socialt acceptabelt.
Melder man så ud man ikke vil krudte sig mere, er det det samme som at sige man ikke længere finder det i orden, og derved stemmer ens overbevisning ikke overens med gruppens hvilket kan føre til udstødelse.
Du får det til at lyde så let "bare" at skifte en stor del, hvis ikke hele omgangskredsen ud - hvilket ikke er tilfældet.

Har ikke tid til at finde kilder, hvis du stiller spørgsmål ved noget skal jeg gøre det søndag.
- og forresten, du henviser til "3 psykologibøger og en samtale med en psykolog" med refferer kun direkte til én af disse bøger - derfor er de andres kildeværdi lig nul.

Jeg kan korte det ned til, at du tager udgangspunkt i socialpsykologien primært, hvorfor vi aldrig bliver enige. Der er dog stadig ikke noget argument FOR at tage doping. Der er forklaringer på det, men der er ikke et argument FOR at tage doping, hvilket er hele hovedpointen. Vi to kan diskutere ligeså længe der findes forskellige retninger i psykologien, og det bringer sådan set ikke noget positivt med sig. Din henvisen til kilder er ligeså god som min, da du bringer brudstykker som taler til din fordel, og jeg omvendt, hvorfor argumentationen hos ingen af os nogensinde bliver tilstrækkeligt sammenhængende.

Når det så er sagt, så vil doping være et udtryk for en mangel tilstand. Om det så er på kærlighed, anerkendelse, styrken til at træffe sine egne valg, styrken til at modstå et socialt pres eller styrken til at ændre sine tankemønstre så doping ikke er vejen frem.

Det er denne mangel tilstand jeg definerer som "psykisk ubalance", om det er en overdrivelse der fremmer forståelsen, skal jeg vitterligt ikke gøre mig til herre over. Faktum er, at doping ikke kan argumenteres FOR ud fra psykologien. Der vil ALTID være et alternativ. Ligesom stoffer osv.. Rygning kan man heller ikke argumentere FOR, selvom der er tusinder af mennesker der gør det - og jeg vil ikke kalde nogen af dem eller dem der tager doping for direkte psykisk syge, så vil jeg stadig 100% mene, at der er tale om en ubalance (mangel tilstand) i deres sind, som de kunne dække på en mere rask og god måde, hvorfor det er et problem. Der er i alle tilfælde tale om folk der forsøger at dække noget de mangler igennem noget der ikke er godt for dem - og de fleste af dem ved det eller "fornægter" eller er "ligeglade".