peter n skrev:Prøvede du at trykke "tilbage"? Jeg har været ude for det samme, men hvor teksten var gemt i browseren.
Ja det gjorde jeg, desværre uden held.
- Men fedt at se folk rent faktisk kigger lidt med
Men for at give den lovede introduktion så vil jeg skrive lidt hvorfor jeg har valgt at oprette en log...
Jeg er 26 og er ved at være sidst på min kandidatuddannelse - faktisk er jeg godt i gang med mit speciale. I løbet af mit liv har jeg altid været overvægtig i et eller andet omfang. Til tider har jeg bare været "kraftig bygget" og andre gange decideret fed. Mine forældre forsøgte forgæves at finde mig en sportsgren hvor min entusiasme holdte ved; svømning, badminton, fodbold, håndbold og sågar karate - ingenting var noget for mig. Som 15 årig var jeg svært overvægtig og min mor begyndte at tage mig med op i det lokale fitnesscenter, hvor jeg hurtigt fik interesse for vægtene i stedet for kredsløbsafdelingen. Interessen for vægtene har holdt ved i over 10 år, og er en integreret del af mit liv. I betragtning af hvor lang tid at jeg har trænet, så har jeg langtfra nået nogle imponerende resultater. De første 5 år var der fokus på styrketræningen, og som så mange andre unge mennesker trænede jeg med hovedet under armen, og spiste og drak som et svin. Det resulterede i en kampvægt på 110 kg. da jeg var 20. Siden der har min vægt svunget mellem 110 og 95 kg.
Nu står jeg så og er snart færdig med mit studie, og skal derefter arbejde fuldtid et eller andet sted. Jeg er i den grad bekymret for mit fremtidige helbred med min nuværende livsstil - og har derfor indset at det nok er nu eller aldrig, hvis jeg skal gøre noget ved det. Til dels bliver det sværere og sværere at tabe sig som årene går, og min krop begynder også i højere grad at være mærket af det men dernæst er det også nu at jeg har mulighed for både at dedikere den tid og de kognitive ressourcer, som jeg forventer at det vil komme til at tage.
Som sagt afleverer jeg speciale om 3-5 måneder, og forventer ikke at jeg magisk har tabt 10 kg. inden der. Jeg har dog en forhåbning om at jeg kan nå hen til et sted hvor jeg ikke længere føler mig så afhængig af søde sager, ikke drikker så ofte mere og har gjort det naturligt for mig at spise sundt. -Dertil har jeg også en naturlig forventning om at en sådan livsstil vil føre et varigt vægttab med sig - for hvem fanden kan dog spise for 3000 kcal i grøntsager....
Det var lidt om mig - jeg vil i høj grad også bruge loggen til at skrive mine tanker, refleksioner og frustrationer ned løbende. Nogle gange vil de være forbundet med træningen, andre gange er det noget helt andet.