
Jeg er her i begyndelsen af det nye år igen påbegyndt min træning. Jeg har tidligere trænet flere gange, men aldrig sådan rigtigt "sat mig ind i" hvordan tingene egentligt fungerer mht. træningsprogrammer, kost osv. Nu har jeg et mål jeg skal nå, og derfor synes jeg lige jeg ville vende dette med "profferne" for at høre om der skulle være noget jeg skulle have glemt.
Om mig:
Jeg er 22 år gammel, 178 høj og vejer ca 70 kg. Jeg vil ikke sige at jeg er veltrænet, men jeg er "let markeret" og slank. Jeg har et rigtigt højt stofskifte og altid været typen der kunne spise næsten hvad som helst uden rigtigt at tage på. Jeg er (desværre) ryger, og har ikke trænet Cardio i lang tid så jeg er ret meget ude af form
Mit mål:
Det skal lige siges at jeg planlægger at træne udelukkende med henblik på større råstyrke, kondition og udholdenhed. Den visuelle del er helt og aldeles underordnet for mig. Den omtalte styrke skulle gerne være fordelt jævnligt så der er tale om en overordnet stærk krop i god form. "Militær-form" om man vil.
De eneste "konkrete" mål skulle være at kunne gennemføre følgende øvelser: 30-40 min. Crossfit opvarmning, og derefter:
Bænkpres, 70-80 kg i sæt
8-10 pullups i træk
Løb ca. 5 km uden pause.
Jeg håber virkelig at være i stand til at kunne udføre disse kriterier om ca. 4-5 måneder. Hvis nogle har nogle tanker om hvorvidt dette er realistisk eller ej vil jeg også meget gerne høre dem

Jeg har læst en ordentlig røvfuld artikler rundt omkring på nettet, set en masse youtube klip og læst en masse på forummet her for at opnå en dybere indsigt i den "korrekte" måde at træne og gro muskelmasse på og er kommet frem til et program som jeg er begyndt at træne efter, men dette kan jo selvfølgelig stadig justeres hvis nogle har nogle indvendinger.
Mandag: Crossfit hold i fitness world
Tirsdag: Lang løbetur
Onsdag: Styrketræning i fitness world ca. 1 time (Opvarmning med Cardio på løbebånd eller kondicykel, Træning med henblik på de konkrete øvelser: Pulldown, bænkpres osv.)
Torsdag: Lang løbetur
Fredag: Intens Cirkeltræning derhjemme (Arm-, mave- og rygbøjninger, Planke, mm.) (Kondiboxing på sandsæk for Cardio og udholdenhed)
Lørdag: Restitution
Søndag: Restitution (hver 2. eller 3. søndag trænes brystsvømning i svømmehal)
De specifikke længder og vægt vil jo selvfølgelig være stigende i takt med formen og styrken. Lige nu ligger løbeturene pinligt nok kun på ca. 3 km (1-2 pauser undervejs). Bænkpres på ca: 3x10 - 60 kg. Og pull-ups'ne desværre kun på 1-2 som max, hvilket er grunden til at jeg træner pulldown istedet indtil videre. Min generelle kost er blevet omlagt til at være en smule sundere (Musli og/eller frugt hver morgen og lign.) og hver træning afsluttes med en protein shake og 2 stykker frugt.
Nu vil jeg ikke kede jer med nærmere detaljer men håber at nogle af jer har nogle tanker, idéer, råd eller lign. som jeg kunne trække på i min fremtidige træning
På forhånd rigtig mange gange tak.






