Red dead redemption 2
https://www.metacritic.com/game/pc/red- ... demption-2SPOILERS FOREKOMMER
Det er godt nok ikke en film men et spil. Spillet er dog cinematisk, og det er faktisk bare en næsten 100 timer lang film, hvor man får lov at styre hovedpersonen og føre ham igennem historien. 50 % inde i spillet virker det stadig blot som et godt, men dog temmelig standard computerspil, sat i en western setting i 1899. Det handler om at røve folk, skrabe penge til sig, være en hård negl, hjælpe sin forbryderbande til at klare sig godt og skyde hovedet af fjender. Der er sidehistorier som hæver det op over middelmådigheden, men hvis resten af spillet blot handlede om det samme kunne man sagtens køre død i det.
Halvvejs gennem spillet tager det dog en genial drejning, som hæver det op over alle andre spil. Og det er her der nu forekommer spoilers:
Jeg havde godt lagt mærke til at hovedpersonen, Arthur Morgan, var begyndt at hoste lidt umotiveret af og til. Pludselig begynder han dog at hoste blod op, og en tur til lægen afslører at han er dødeligt syg med tuberkulose. Det sætter eksistentielle overvejelser i gang hos ham, og resten af spillet er én stor sjælekamp, hvor han prøver at finde mening med sit liv, nu hvor han har levet det som en røv. Det falder sammen med at man i en længere periode i spillet mister alt det man lige har brugt 50 timer på at indsamle: Penge, en toptunet hest, fede våben, en omfattende garderobe, tonsvis af planter og potions og mad og hvad man nu ellers samler i spillet. Alt det har man nu mistet. Det føles meningsløst for spilleren, ligesom det gør for den karakter man spiller. Tænk på hvor meget man kan komme til at sympatisere med en hovedperson i en film på kun 2 timer eller en lang serie på 30 timer. Og i det her spil tilbringer man altså op mod 100 timer i selskab med denne her karakter.
Det kan ikke undgå at sætte tanker i gang om ens eget liv. Hvad nu hvis jeg mistede alt det jeg har knoklet for hele mit liv? Hvad nu hvis det var mig der snart skulle dø? Og det skal jeg jo faktisk. Måske ikke i morgen, men jeg er i hvert fald mindst halvvejs gennem mit liv, og kan begynde at skimte enden.
I spillet udmønter det sig i at man pludselig ikke har noget at miste, og det giver ikke længere mening at røve folk for at skrabe penge sammen eller opgradere ens hest, tøj og våben. Man begynder at få muligheden for at gøre noget godt for andre fremfor selv at skrabe til sig. F.eks. får man mulighed for at give folk penge, i stedet for at tage nogle fra dem, når man er på inkasso-missioner. Man får lov at høre hovedpersonens tanker omkring det at prøve at blive afklaret med det liv han har levet, selvom han har brugt det meste af det på at være en idiot.
Det er fantastisk godt sat sammen, og var det en tv-serie på 100 timer ville jeg give den 10/10, og det får spillet også. Jeg troede bare det ville være GTA på hesteryg, men der tog de sgu røven på mig, med en historie med en dybde jeg ikke lige havde set komme.