01-jeller skrev:
Oscar-showet efterfølgende fik mig til at tænke: Hvorfor er oscars så anerkendelsesværdige? Det fik mig til at undersøge noget som jeg burde have vidst, men først lærte igår. Nemlig, at måden hvorpå film bliver nomineret til oscars er ved at omkring 6.000-7.000 professionelle der er primær bestående af skuespiller og filmproducenter både vælger hvilke film der skal nomineres og hvilke af de nominerede film der skal vinde. Det er nu solid nok og størstedelen af de valgte film er nogenlunde berettiget til deres nomineringer og stemmer overens med IMDB, Rotten Tomatos og metascore. Problemet er måden hvorpå de film bliver repræsenteret på og brugt til at fremme den her postmoderne identitetspolitik der hverken er sandt eller tjener nogen rational formål. Først skal Wonder Woman repræsentere kvinderettigheder, Get Out og Black Panther repræsentere sortes rettigheder, Call Me By Your Name repræsentere bøssers rettigheder og så kan Shape og Water der afslutningvis melde ud, at kærlighed er så stort, at man endda kan blive forelsket i en handsome fisk. Kærlighed og ligestilling! Yeeah! En opmærksomhed som er meget relevant i måske mellemøsten.
Jeg så ganske få minutter og jeg sad og vred mig på stolen og krummede tæer. Det er virkelig ikke til at holde ud. En sal fyldt af folk der selv synes de er så vigtige og indsigtsfulde og moralske, som klapper hinanden på ryggen over hvor fede de allesammen er, mens de hver og en holder sig på en snæver snæver snæver sti af politisk forpulet korrekthed, der er så kvalmende at jeg er ret sikker på mine indvolde ville slå knuder på sig selv hvis jeg skulle tvinges til at se hele det show. Seriøst, hvordan kan de holde sig selv ud? Hele den selvhøjtidelige branche er jo som et meningsdiktatur, hvor enhver der træder en millimeter ved siden af den rigtige mening, bliver ekskluderet fra det gode selskab for life. Man sidder bare og venter på at en eller anden person, som rent faktisk har en personlighed, og tør stå ved den, en lidt skæv type, en Peter Aalbæk, en Mogens Glistrup, en Kim Larsen eller noget i den stil, går amok og fortæller dem alle sammen at de er en flok forpulede ligegyldige hyklere, der tror de er fucking Nelson Mandela og ændrer verden med ord og hashtags og 'movements' og marcher og pis og lort. Kæft hvor er det klamt at se på. Der er ikke én eneste ener blandt dem, som tør sige sandheden og påpege at kejseren ikke har noget tøj på.