Havde en diskussion med min træningsmakker forleden dag - eller den har faktisk været igang i længere tid - så nu vil jeg lige høre herinde, da jeg egentlig synes der er logik i begge sider af den.

Diskussionen går på, hvor meget man skal presse sig selv i sine sæt. Hvis vi tager udgangspunkt i at en øvelse køres i 4 sæt af 8 gentagelser, så er den måde jeg gør det på, at jeg ser 8 reps som mit maksimum antal reps i alle sæt. Så hvis jeg i første sæt egentlig kunne tage 10 reps, så stopper jeg alligevel ved 8 reps. I andet sæt kunne jeg måske tage 9 reps, men stopper ved 8. Tredje sæt ender så måske på 8 reps, som er rigtig hårde for mig, imens jeg i fjerde sæt måske kun får 6-7 reps. Jeg fortsætter derfor på samme vægt næste træning, indtil jeg kan gennemføre 8 reps i alle sæt. I mindre øvelser, og øvelser hvor det er sikkert, kan jeg endda finde på at tage fjerde sæt til failure, hvis jeg føler overskuddet er til det.

Min kammerats tilgang er en lille smule anderledes. Han vælger derfor en vægt, som han kun er i stand til at løfte 8 gange i første sæt. Hans første sæt er derfor tættere på failure end mit første sæt eksempelvis er. I andet sæt falder hans reps ofte en del, eftersom han presser sig selv så meget i første sæt og derfor ikke er i stand til at opretholde sine reps med samme vægt. I tredje-fjerde sæt ender han ofte med at måtte droppe vægten, for at opretholde en reprange på omkring de 6-8. Han stopper typisk 1 rep fra failure, og holder sig også til at køre til failure i fjerde sæt, hvis overskuddet er dertil.

Hans argumenterer så for hans tilgang med, at han presser sig selv mere end jeg gør, og dermed får mere ud af sin træning. Jeg kan godt se at han presser sig selv i alle hans sæt i højere grad end jeg selv gør, men hans intensitet set over alle fire sæt er vel så også det mindre end min er? Som jeg ser det er mine indledende sæt stadig med til at udtrætte musklen, selvom de ofte er 2-3 reps fra mit failure. Jeg synes derudover min tilgang er nemmere at opretholde en progression ved, da jeg arbejder med samme vægt i alle mine sæt, hvor min kammerat anvender flere forskellige vægte ved samme øvelse. Vi træner iøvrigt begge for muskelopbyggelse som det primære mål.

Så er der en af tilgangene der er mere optimal end den anden? Eller er det bare et spørgsmål om præference?

holmjensen skrev:Havde en diskussion med min træningsmakker forleden dag - eller den har faktisk været igang i længere tid - så nu vil jeg lige høre herinde, da jeg egentlig synes der er logik i begge sider af den.

Diskussionen går på, hvor meget man skal presse sig selv i sine sæt. Hvis vi tager udgangspunkt i at en øvelse køres i 4 sæt af 8 gentagelser, så er den måde jeg gør det på, at jeg ser 8 reps som mit maksimum antal reps i alle sæt. Så hvis jeg i første sæt egentlig kunne tage 10 reps, så stopper jeg alligevel ved 8 reps. I andet sæt kunne jeg måske tage 9 reps, men stopper ved 8. Tredje sæt ender så måske på 8 reps, som er rigtig hårde for mig, imens jeg i fjerde sæt måske kun får 6-7 reps. Jeg fortsætter derfor på samme vægt næste træning, indtil jeg kan gennemføre 8 reps i alle sæt. I mindre øvelser, og øvelser hvor det er sikkert, kan jeg endda finde på at tage fjerde sæt til failure, hvis jeg føler overskuddet er til det.

Min kammerats tilgang er en lille smule anderledes. Han vælger derfor en vægt, som han kun er i stand til at løfte 8 gange i første sæt. Hans første sæt er derfor tættere på failure end mit første sæt eksempelvis er. I andet sæt falder hans reps ofte en del, eftersom han presser sig selv så meget i første sæt og derfor ikke er i stand til at opretholde sine reps med samme vægt. I tredje-fjerde sæt ender han ofte med at måtte droppe vægten, for at opretholde en reprange på omkring de 6-8. Han stopper typisk 1 rep fra failure, og holder sig også til at køre til failure i fjerde sæt, hvis overskuddet er dertil.

Hans argumenterer så for hans tilgang med, at han presser sig selv mere end jeg gør, og dermed får mere ud af sin træning. Jeg kan godt se at han presser sig selv i alle hans sæt i højere grad end jeg selv gør, men hans intensitet set over alle fire sæt er vel så også det mindre end min er? Som jeg ser det er mine indledende sæt stadig med til at udtrætte musklen, selvom de ofte er 2-3 reps fra mit failure. Jeg synes derudover min tilgang er nemmere at opretholde en progression ved, da jeg arbejder med samme vægt i alle mine sæt, hvor min kammerat anvender flere forskellige vægte ved samme øvelse. Vi træner iøvrigt begge for muskelopbyggelse som det primære mål.

Så er der en af tilgangene der er mere optimal end den anden? Eller er det bare et spørgsmål om præference?

Hvem får den højeste volumen?

Man kan ikke sige den ene tilgang er bedre end den anden. Graden af udmattelse er et parameter man kan og bør variere i forhold til hypertrofitræning - lige som man bør periodisere sin intensitet, volumen, mm. Som en del af dette kan man fx gradvis øge hvor tæt man træner til failure henover en træningscyklus (man kan fx bruge RPE eller RTF (reps to failure)-systemet i denne henseende, for at gøre brugen mere struktureret).

Jeg vil dog sige at hvis man som trænet person altid træner til failure så rammer man meget hurtigt et plateau i sin fremgang. Det er et værktøj, som skal bruges i passende mængde. I forlængelse heraf ser det generelt ud til at træning til failure bør fylde mere i en træningsprotokol for muskelvækst end for styrke.

http://www.bodylab.dk/shop/ny-metanalys ... 702c1.html
http://www.bodylab.dk/shop/squats-til-f ... 838c1.html

Nick9000 skrev:Man kan ikke sige den ene tilgang er bedre end den anden. Graden af udmattelse er et parameter man kan og bør variere i forhold til hypertrofitræning - lige som man bør periodisere sin intensitet, volumen, mm. Som en del af dette kan man fx gradvis øge hvor tæt man træner til failure henover en træningscyklus (man kan fx bruge RPE eller RTF (reps to failure)-systemet i denne henseende, for at gøre brugen mere struktureret).

Jeg vil dog sige at hvis man som trænet person altid træner til failure så rammer man meget hurtigt et plateau i sin fremgang. Det er et værktøj, som skal bruges i passende mængde. I forlængelse heraf ser det generelt ud til at træning til failure bør fylde mere i en træningsprotokol for muskelvækst end for styrke.

http://www.bodylab.dk/shop/ny-metanalys ... 702c1.html
http://www.bodylab.dk/shop/squats-til-f ... 838c1.html

Træning til failure i pl har så lille en plads, at det næsten ikke hører hjemme. Man brænder ud på ingen tid og får inflammerede led. Udbrænding og forbigående ledsmerter er i forvejen en del af gamet, der er absolut ingen grund til at gøre det værre

du nævner selv intensitet. Så må du vel også selv kende til punkterne under progression..

Bosse101 skrev:

Nick9000 skrev:Man kan ikke sige den ene tilgang er bedre end den anden. Graden af udmattelse er et parameter man kan og bør variere i forhold til hypertrofitræning - lige som man bør periodisere sin intensitet, volumen, mm. Som en del af dette kan man fx gradvis øge hvor tæt man træner til failure henover en træningscyklus (man kan fx bruge RPE eller RTF (reps to failure)-systemet i denne henseende, for at gøre brugen mere struktureret).

Jeg vil dog sige at hvis man som trænet person altid træner til failure så rammer man meget hurtigt et plateau i sin fremgang. Det er et værktøj, som skal bruges i passende mængde. I forlængelse heraf ser det generelt ud til at træning til failure bør fylde mere i en træningsprotokol for muskelvækst end for styrke.

http://www.bodylab.dk/shop/ny-metanalys ... 702c1.html
http://www.bodylab.dk/shop/squats-til-f ... 838c1.html

Træning til failure i pl har så lille en plads, at det næsten ikke hører hjemme. Man brænder ud på ingen tid og får inflammerede led. Udbrænding og forbigående ledsmerter er i forvejen en del af gamet, der er absolut ingen grund til at gøre det værre

Jeg er helt enig - med undtagelse af visse støtteøvelser/biceps

Nick9000 skrev:

Bosse101 skrev:

Nick9000 skrev:Man kan ikke sige den ene tilgang er bedre end den anden. Graden af udmattelse er et parameter man kan og bør variere i forhold til hypertrofitræning - lige som man bør periodisere sin intensitet, volumen, mm. Som en del af dette kan man fx gradvis øge hvor tæt man træner til failure henover en træningscyklus (man kan fx bruge RPE eller RTF (reps to failure)-systemet i denne henseende, for at gøre brugen mere struktureret).

Jeg vil dog sige at hvis man som trænet person altid træner til failure så rammer man meget hurtigt et plateau i sin fremgang. Det er et værktøj, som skal bruges i passende mængde. I forlængelse heraf ser det generelt ud til at træning til failure bør fylde mere i en træningsprotokol for muskelvækst end for styrke.

http://www.bodylab.dk/shop/ny-metanalys ... 702c1.html
http://www.bodylab.dk/shop/squats-til-f ... 838c1.html

Træning til failure i pl har så lille en plads, at det næsten ikke hører hjemme. Man brænder ud på ingen tid og får inflammerede led. Udbrænding og forbigående ledsmerter er i forvejen en del af gamet, der er absolut ingen grund til at gøre det værre

Jeg er helt enig - med undtagelse af visse støtteøvelser/biceps

Biceps skal bare køres helt ned hver gang

Kun biceps ? Ikke også triceps?

Bosse101 skrev:

Nick9000 skrev:

Bosse101 skrev:

Nick9000 skrev:Man kan ikke sige den ene tilgang er bedre end den anden. Graden af udmattelse er et parameter man kan og bør variere i forhold til hypertrofitræning - lige som man bør periodisere sin intensitet, volumen, mm. Som en del af dette kan man fx gradvis øge hvor tæt man træner til failure henover en træningscyklus (man kan fx bruge RPE eller RTF (reps to failure)-systemet i denne henseende, for at gøre brugen mere struktureret).

Jeg vil dog sige at hvis man som trænet person altid træner til failure så rammer man meget hurtigt et plateau i sin fremgang. Det er et værktøj, som skal bruges i passende mængde. I forlængelse heraf ser det generelt ud til at træning til failure bør fylde mere i en træningsprotokol for muskelvækst end for styrke.

http://www.bodylab.dk/shop/ny-metanalys ... 702c1.html
http://www.bodylab.dk/shop/squats-til-f ... 838c1.html

Træning til failure i pl har så lille en plads, at det næsten ikke hører hjemme. Man brænder ud på ingen tid og får inflammerede led. Udbrænding og forbigående ledsmerter er i forvejen en del af gamet, der er absolut ingen grund til at gøre det værre

Jeg er helt enig - med undtagelse af visse støtteøvelser/biceps

Biceps skal bare køres helt ned hver gang

Let's gooooooo
https://www.facebook.com/uniladmag/vide ... nref=story

Nick9000 skrev:

Bosse101 skrev:

Nick9000 skrev:

Bosse101 skrev:

Nick9000 skrev:Man kan ikke sige den ene tilgang er bedre end den anden. Graden af udmattelse er et parameter man kan og bør variere i forhold til hypertrofitræning - lige som man bør periodisere sin intensitet, volumen, mm. Som en del af dette kan man fx gradvis øge hvor tæt man træner til failure henover en træningscyklus (man kan fx bruge RPE eller RTF (reps to failure)-systemet i denne henseende, for at gøre brugen mere struktureret).

Jeg vil dog sige at hvis man som trænet person altid træner til failure så rammer man meget hurtigt et plateau i sin fremgang. Det er et værktøj, som skal bruges i passende mængde. I forlængelse heraf ser det generelt ud til at træning til failure bør fylde mere i en træningsprotokol for muskelvækst end for styrke.

http://www.bodylab.dk/shop/ny-metanalys ... 702c1.html
http://www.bodylab.dk/shop/squats-til-f ... 838c1.html

Træning til failure i pl har så lille en plads, at det næsten ikke hører hjemme. Man brænder ud på ingen tid og får inflammerede led. Udbrænding og forbigående ledsmerter er i forvejen en del af gamet, der er absolut ingen grund til at gøre det værre

Jeg er helt enig - med undtagelse af visse støtteøvelser/biceps

Biceps skal bare køres helt ned hver gang

Let's gooooooo
https://www.facebook.com/uniladmag/vide ... nref=story

it's gains-o'clock motherfucker.. jeg er helt færdig