Bruger login







Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!

Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!

Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!

Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!


Statistik

Vi har 65478 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er Jfj

Vores medlemmer har i alt skrevet 2049533 indlæg i 100419 emner

0 nye indlæg i dag


Online
I alt: 502
Medlemmer: 2
Skjulte: 0
Gæster: 500

Følg bodybuilding.dk på

22 års vægttræning i retrospekt

Skrevet af Thomas Jagd

22 års vægttræning i retrospekt

Den danske filosof Søren Kirkegaard sagde, ”livet skal leves forlæns, men forstås baglæns”, og det samme gør sig gældende indenfor vægttræning. Jeg har efterhånden trænet i 22 år, og til tider ønsker jeg, at jeg kunne gå tilbage i tiden, og gøre det hele om. Man kan læse sig til meget. Og specielt i dag, hvor internettet er spækket med information omkring træning. Men 22 års træningserfaring kan man ikke læse sig til. Og det har for mig været en lang proces, hvor jeg har gjort mig mange tanker omkring livet og det faktum, at træning har været en stor del af mit liv i mange år.

Jeg har skrevet mange artikler omkring træning. Jeg har interesseret mig for det teoretiske bag vægttræning, og træning i det hele taget, igennem mange år, og har gransket ekstremt store mængder bøger, blade, videnskabeligt materiale osv. Men intet af det jeg har læst har givet mig den visdom som 22 års træning har givet mig. Man lærer en masse om sig selv, om ens krop, når man har trænet så længe. Jeg vil i denne artikel prøve at dele de erfaringer jeg har gjort mig i forhold til vægttræning, og de tanker jeg har gjort mig igennem årene.

De sociale omkostninger

I de tidlige år tænkte jeg kun på vægttræning. Jeg har altid haft en trang til at presse mine egne grænser, og finde ud af hvor god jeg kunne blive til noget. Men ensporethed har sin pris. Jeg kan huske mange tilfælde, hvor mine kammerater spurgte om jeg ikke ville med ned og spille noget basket, hvor jeg kom med undskyldninger, fordi jeg inderst inde troede det ville hæmme mine resultater i forhold til mine ambitioner mht. vægttræning. Eller den typiske holdning, at alkohol sætter ens resultater 14 dage tilbage. Jeg begyndte først at nyde alkohol meget sent i livet. Og det har absolut ikke haft nogen negativ effekt på min træning. Heller ikke når det har været i lidt større mængder.

Det er først senere det går op for en, at det slet ikke betyder så meget. Fanatisme vil helt sikkert give bedre resultater. Men med mindre man befinder sig tæt på verdenseliten, så er forskellen praktisk talt irrelevant. Man kan sagtens få gode resultater ud af sin træning, selvom man ikke optimerer alle faktorer. Og ikke kun gode resultater, men ekstremt gode resultater, hvis man trods alt forsøger at optimerer sin kost, og sin træning. Det vælter ikke læsset fordi man tager i byen hver lørdag, eller tager til faster Anne’s fødselsdag om søndagen og spiser lagkage.

Jeg kan om nogen sætte mig ind i det faktum, at mange gør træning til sin identitet. Men det er sundt at overveje, om det er noget man senere hen kommer til at fortryde. Jeg ved jeg har gjort det. Den fanatisme jeg diskede op med da jeg var ung, har ikke haft den store betydning for mine resultater, men har helt sikkert haft betydning for mit ungdomsliv. Nej, byture med volddruk er ikke det vigtigste i ens liv, men når man runder de 40, så ville man alligevel ønske man havde brugt bare en lille smule tid på den slags.  


Dermed ikke sagt, at jeg føler jeg har spildt min tid. Som et ordsprog siger “Time you enjoy wasting is not wasted time”. Og jeg har uden tvivl nydt den rejse jeg har været på. Men det havde alligevel været rart, hvis mit liv på daværende tidspunkt havde haft en lidt bedre balance. Jeg havde kun træning i hovedet, og det var ikke nødvendigvis noget som gav bedre resultater af den grund. Og med det sagt, så er det tid til at dreje hovedet imod det træningsmæssige.

De træningsmæssige erfaringer

Man kan altid diskutere hvorvidt de resultater en given person har opnået i løbet af et helt træningsliv er imponerende eller ej. De resultater jeg har opnået i løbet af de 22 år jeg har trænet, er måske ikke verdensklasse, men de er dog alligevel ganske hæderlige for en life-time drug-free person med gennemsnitlige gener. Specielt de 2-3 gange jeg har været over 200 kg i bænkpres, har været milepæle for mig.

Men det interessante er som sådan ikke hvad man har opnået. Det er langt mere interessant, hvor lang tid det har taget at opnå det. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at jeg kunne have toppet min styrke langt tidligere, hvis jeg havde den viden jeg har i dag da jeg i tidernes morgen startede med vægttræning. Alt andet ville selvfølgelig også være mærkeligt. Men det kunne være sjovt og se hvordan ens udvikling ville have været, hvis man havde mulighed for at gøre det hele om.

I de tidlige år var jeg meget fascineret af Mike Mentzer og hans Heavy Duty træningsprincipper. I det hele taget troede jeg, at HIT inspireret træning var den hellige gral hvis man ville være større og stærkere. Populariteten omkring HIT inspirerede programmer i starten af 90’erne var forståelig nok, da en af de bedste bodybuildere på daværende tidspunkt, Dorian Yates, fulgte selvsamme principper. Hvis det er godt nok til den bedste, så er det også godt nok til mig.

Men teorierne bagved HIT filosofien er smækfyldt med huller. Men det er svært at gennemskue, når man ikke ved særligt meget omkring træning, og der gik derfor lang tid før jeg overvejede om der muligvis kunne være bedre måder at træne på.

Rent resultatmæssigt havde jeg da helt klart høstet noget af HIT programmerne, men på ingen måde resultater som man kunne forvente hos en nybegynder. Herefter rodede jeg rundt med en masse forskellige bodybuilding programmer, som var oppe i tiden. Power Factor Training, POF, MAX-OT osv.

Jeg var begyndt at læse en del artikler af Bill Starr og blev fascineret af hans old-school styrke orienterede tilgang til træning, og begyndte at følge nogle af hans programmer. De virkede rigtigt godt, og min styrke steg i et hurtigere tempo, end den tidligere havde gjort på alle de bodybuilding programmer jeg havde kørt. Det flyttede mit fokus en smule. Jeg var stadigvæk interesseret i muskelmasse, men det var underligt fascinerende primært at fokusere på at blive stærkere.

 

 

Det var derfor naturligt, at jeg begyndte at kigge lidt på styrkeløft, og fandt sporten interessant. Det var omkring det tidspunkt, at jeg første gang faldt over artikler af Louie Simmons. Hans WSB træningssystem virkede ekstremt interessant. Ikke mindst fordi han gjorde meget ud af at påpege, at systemet havde rod i den russiske træningsvidenskab. Det er ligesom et kvalitetsstempel på mere end en måde.

Mødet med WSB systemet gav fornyet motivation, og jeg gjorde mig nogle interessante opdagelser. Det primære mål var nu styrke, men til min store overraskelse voksede jeg bedre på WSB systemet, end jeg tidligere havde gjort på HIT programmerne. Det strider lidt imod god gammel bodybuilding visdom, som dikterer, at muskler vokser bedst ved gentagelser omkring 6-12. Sagen er dog den, at muskler sagtens kan vokse af lav-rep træning, så længe sæt volumen er høj nok, og der er en vis densitet i træningen. Og når man går fra 1-2 sæt til failure pr. muskelgruppe, som HIT systemet dikterer, og til at lave bunkevis af sæt af lave gentagelser, så er det måske ikke så mærkeligt at kroppen reagerer med fornyet vækst.

Samtidig går det op for en hvor vigtigt styrkefremgang er i det hele taget. Ikke kun for en styrkeløfter, men også for en bodybuilder. Meget af den muskeltilvækst jeg oplevede kom helt sikkert også fordi min styrke steg i et langt hurtigere tempo, end da jeg kørte HIT.

Til trods for mine opdagelser, så var jeg i princippet ikke blevet mere åben omkring træningsmetoder. Jeg skiftede bare bibel. Førhen prædikede jeg HIT som det ypperste indenfor træning. Nu var WSB vejen frem. Det er sjovt og tankevækkende, hvor lidt der skal til før man bliver slave af et givent system. Men WSB var dog trods alt et træningssystem som et langt stykke af vejen holdte hvad det lovede. Jeg fulgte det slavisk i næsten 2 år, og øgede mit dødløft med over 50 kg. Og dengang var jeg allerede over 200 kg i dødløft.

Den absolut vigtigste erfaring jeg har gjort mig i forhold til træning kom dog langt senere, og nærmest ved et tilfælde. Jeg led på et tidspunkt af angst, og havde nogle perioder hvor jeg slet ikke fik trænet. Da jeg kom i gang igen havde jeg et andet syn på min træning. Jeg magtede ikke at skulle følge fastlagte programmer, og den fanatiske tilgang jeg tidligere havde haft virkede mest af alt som en stress faktor. Så jeg fik helt automatisk et afslappet forhold til min træning. Eller lad mig sige, et så afslappet forhold som man kan have til sin træning, når man kommer fra en så super fanatisk tilgang. Træning fik en terapeutisk vinkel. Jeg havde ikke faste dage, men løftede jern når jeg havde lyst. Nogle uger var det næsten hver dag. Andre uger måske kun 3-4 dage i ugen. Og jeg var fløjtende ligeglad med om jeg kørte det samme flere dage i streg. Jeg kunne godt finde på at køre military press 3 dage i streg fordi jeg havde lyst til det. Og det var her jeg gjorde en interessant opdagelse. Mine presseøvelser responderede super positivt på frekvent træning. Jeg kunne køre bænkpres 2-3 gange i ugen, og military press 2-3 gange i ugen. Så jeg havde reelt 4-6 dage, hvor mine pressemuskler blev tæsket igennem. Havde nogen 5 år tidligere fortalt mig at jeg kunne få gode resultater af at træne sådan, så ville jeg tro at de var rablende gale.

Ikke desto mindre så gav det super gode resultater. Bevares, jeg havde mange års træning i bagagen, og en god fornemmelse for min krop. Jeg kunne godt mærke når jeg havde en dårlig dag, og sænkede derfor intensiteten og volumen på disse dage. Eller når jeg havde en uge som var dårlig, så tog jeg en relativt let uge ugen efter. Så jeg kørte reelt en form for instinktiv periodisering. Men det var uden tvivl disse hjemmebryggede instinktive principper som gjorde mig i stand til at tage mit bænkpres til lidt over 200 kg. Det skal dog siges, at jeg samtidig lavede store ændringer i mit opspænd, og slækkede lidt på form kravene. Lad mig sige det sådan. Mine +200 kg løft i bænkpres var nok ikke blevet godkendt i en styrkeløftskonkurrence. Men det betød ikke det store for mig. 200 kg er 200 kg, og min træning er udelukkende for min egen skyld.

De erfaringer jeg har gjort mig de seneste 5 års tid vejer så meget tungere end de erfaringer jeg har gjort mig de resterende 17 år af min træningskarriere. Okay, man kan sige, at jeg ikke ville have gjort mig de erfaringer, uden de første 17 års erfaringer, hvis man absolut skal være ordkløver. Men det er tankevækkende, at man kan læse side op og side ned omkring træning. Gå bunkevis af bøger og artikler igennem. Prøve det ene anerkendte program efter det andet. Men det er først når man begynder at eksperimentere lidt med tingene, at det rigtigt tager fart.

Min instinktive tilgang til træningen virker selvfølgelig kun fordi jeg for det første har en god fornemmelse for min krop. For det andet fordi jeg har en meget stor viden omkring træning generelt set. Det giver et godt udgangspunkt for at få tingene til at virke.

Sammenfatning

Så hvad er konklusionen? Hvad ville jeg gøre anderledes? Først og fremmest ville jeg leve mit liv som alle andre gør. Gå i byen, spise pizza, tage på ferie etc. Den fanatiske tilgang hvor man vælger disse ting fra, har vitterligt ikke de store fordele. De resultatmæssige forskelle er tæt på ikke eksisterende. Man kan sagtens blive stor og stærk, og have en flot krop selvom man går i byen et par gange hver måned, eller selvom man spiser en pizza hver lørdag, eller selvom man tager på 2 ugers ferie hver sommer, eller tager på festival i en uge og drikker sig fra sans og samling. Hvis man passer sin træning henover året. Træner hårdt og seriøst. Og spiser fornuftigt og sundt 99 % af tiden, så betyder disse tilvalg absolut intet. Det er indbildning, at tro at det gør en forskel. Man får ikke 2 cm ekstra på overarmene, og 20 kg ekstra på sit bænkpres, fordi man engang imellem vælger pizza fra, eller holder sig helst væk fra alkohol.

På det træningsmæssige plan ville jeg nok have droppet ideen om, at der et eller andet sted derude findes et program som tager mig hele vejen i mål. At de programmer som er oppe i tiden er de bedste. Jeg ville nok have tilegnet mig en stor del af den teoretiske viden som jeg har tilegnet mig, og så anvendt den i forhold til min træning. Med streg under min træning. Jeg ville have eksperimenteret mig frem til det som virker for mig. Selvfølgelig indenfor visse rammer. Der er trods nogle grundlæggende principper man ikke kan afvige fra. Derfor er et vidensfundament vitalt. Men jeg kunne have nået mit højeste niveau på den halve tid, hvis jeg ikke havde spildt tid på alskens tåbelige bodybuilding programmer, som dybest set fra spækket med svagheder. Og det faktum, at praktisk talt alle de bodybuilding programmer jeg kørte i årene op til mit WSB projekt, er døde og begravet, vidner jo tydeligt om, at de øjensynligt havde visse svagheder.

 

 

Det er jo reelt let at vurdere om noget virker eller ej. Det første år eller 2 man træner bør man blive stærkere på regelmæssig basis. Gør man ikke det, så er der noget rivende galt. Det tog mig ufatteligt lang tid at komme op og bænke 100 kg. Måske et par år. Jeg burde have nået 100 kg indenfor et ½ års træning, hvis jeg havde gjort det korrekt. Men jeg anede ikke hvad jeg lavede til at starte med.

Desværre ligger landet sådan, at jeg ikke kan gøre noget om. Men derfor er mine betragtninger ikke ligegyldige. For forhåbentlig er der en læser eller to, som tager informationen til sig, og overvejer sin egen tilgang til træningen. Hvem ved, det kan være den eller de personer kommer hurtigere i mål, og uden at sætte sit liv over styr?


Kommenter på artiklen her