Average Broz - Bulgarsk træningsfilosofi eller noget helt tredje?

Introduktion

Jeg vælger at bringe denne artikel i forlængelse af den opmærksomhed, som nogle af John Broz’ atleter har fået her på forummet, samt den interesse der tidligere har været omkring den bulgarske periodisering (Thomas Jagd har lavet en glimrende artikel). I forlængelse af en snak med Broz om træning, vil jeg forsøge at gøre jer en smule klogere på træningskonceptet og ikke mindst hvad der forlanges, hvis man vil til OL i vægtløftning.

Jeg er lige kommet tilbage på mit hotel i Las Vegas efter et smut forbi Average Broz og sidder med en underlig fornemmelse i kroppen. Blev jeg klogere på Broz’ træningssystem/filosofi eller blot forvirret på et højere plan?

Spørger man specifikt til tankerne bag træningsfilosofien svarer Broz følgende:

”Man, I have tried to write an article but every time I’ve tried, I realized that it did not make sense. You got to be here to see it, to understand it. I have a thing about numbers, I don’t know directions man, I suck at it! But with numbers I am like autistic.

I always win at competitions if anybody want’s to bet on whether a lifter will fail an attempt or not. I can just tell, I can see it in their eyes”.

Det er denne fornemmelse - feeling, som Broz har når det kommer til vægtløftning og hans atleter. Den er en helt central del af hans træningsfilosofi, en evne og egenskab der er skabt på baggrund af ca. 35års erfaring med vægtløftning.

John Broz ses til højre

Heavy singles og periodisering

”I look at the athletes when they enter the door, and then we take it from then on”. Dette citat er, i min optik, en god ramme for en forståelse af træningsfilosofien og dagsforms-konceptet, der trænes efter. Dagsformskonceptet går i al sin enkelthed ud på at køre op til en tung single i en eller flere varianter. Der veksles mellem forskellige varianter, som alle andre vægtløftere – snatch, clean and jerk, powercleans, pulls, squat, front squat, clean from box etc. Typisk vil der være én hovedøvelse pr. træningspas og så laver man tripler eller doubler i én eller flere øvelser. Et eksempel kunne være: Op til en tung single i stød fra rack efterfulgt af tripler på mellemvægte i dødløft og tunge tripler i fronsquat. Dagen efter op til en tung single i snatch efterfulgt af squat og bænkpres. Hvis man, som Pat Mendez (en af John Broz mest notoriske atleter), kommer op og træner 13 gange om ugen, kan man altså køre dagsmax/tung single i to eller flere varianter pr. dag samt tung squat eller front squat. Der maxes typisk kun ud i dødløft én gang om året.

Er hovedøvelserne snatch eller clean and jerk, stoppes der typisk efter den tunge single, da det ikke giver så meget mening at køre tunge doubler eller tripler i disse øvelser. Det er ganske enkelt for teknisk krævende og Broz ønsker fokus på løftet/god teknik. Når Broz taler om tunge singler, må det godt være en grinder med forbehold for ordentlig teknik. Til jer derude, som forsøger at kopiere træk af konceptet. I skal have en coach til at vurdere om jeres dagsmax er fornuftigt, for tungt, for dårlig teknik eller lige i skabet. Broz vurderer teknikken på den tunge single og vurderer om der skal flere kg på stangen. Har man f.eks. bænket 150kg i sidste uge og synes det kører godt, så prøver man 151kg. Er man bange for at komme til at ligge og grinde med den/dårlig bane, fordi den føles tung på dagen, så nøjes man med en single på 145kg eller 147,5kg.

Bortset fra snatch og clean and jerk og et par boksvarianter, træner man som udgangspunkt altid backoff sæt, tunge doubler og tripler, 10-20kg af topsættet. Dvs. har man f.eks. squattet 200kg for en tung single, kører man tripler på 180kg, eller doubler på 190kg. Der trænes op til 10 backoff sæt, stinker teknikken efter 3-4 sæt, får man lov til at stoppe. Igen backoff sæt er ligeledes betinget af dagsformen. Nogle atleter bliver bedt om at køre 4reps og en sjælden gang 5reps. De nye kører typisk højere reps, f.eks. 6reps med stang i squat.

Selve periodiseringen/variationen i de forskellige øvelser varierer fra atlet til atlet, med udgangspunkt i atletens svagheder og styrker. Squat er mere eller mindre obligatorisk i et hvert træningspas, med mindre man har skader der gør, at øvelsen kan springes over. Så nogle squatter 7-13 gange om ugen (pt. har de ingen der træner 2 gange dagligt).

Pat Mendez

Fails

Broz er ikke bleg for at lade en atlet faile den samme vægt mange gange. I forbindelse med dagens træning fik en 16 årig knægt lov til at faile 95kg i stød fra rack 4 gange. Mellem hvert løft fik han af vide, hvad der skulle forbedres og efter 4 gang, fik han en skideballe og besked på at tage skiverne af og gå i gang med dødløft. Han kørte 10 X 3 reps i dødløft på en mellemtung vægt.

Jeg talte med knægten og han fortalte mig, at han tidligere har failet den samme vægt op til 9 gange. Han har forstået, at Broz ikke gør det for at straffe atleterne, men det handler i højere grad om læringsprocessen ved at faile vægten gang på gang og så endelig få oplevelsen af succes, når den bliver løftet efter utallige fails. For Broz er vægtløftning ufattelig meget ”in your mind”. Tror man ikke rigtig på, at man kan løfte en given vægt, så failer man den også. Derfor skal man overbevises om det modsatte. Dette gøres bl.a. gennem mange fails, for til sidst skal den nok komme, som Broz siger.

Træningsstruktur

Jeg spurgte Broz, om vi ikke kunne bruge en af hans helt nye løftere som case eller forklaringsmodel på hvordan træningen struktureres.

Igen siger Broz, det giver ingen mening. For 3 uger siden startede en ung knægt på 14 år, han har fået lov til at køre squat med kosteskaft og er først den sidste uges tid begyndt at squatte med stang. Broz har hele tiden øje på sine atleter for at sørge for at de holder teknikken korrekt. Gør de ikke, får de til tider nogle hårde ord med på vejen. ”I have OECD when it comes to technic. I hate bad technic”. I eksemplet med den 14-årige tages der udgangspunkt i hans unge alder og der arbejdes en del med fleksibilitet. Som Broz siger, det er helt op til ham selv, hvor hurtig fremgang han vil have. Hvis han begynder at komme hver dag, går det hurtigere. Det helt klart systemets kæmpe force, som jeg ser det. Han får nogle af de unge løftere til at komme 5-7 gange om ugen relativ hurtigt, og det giver naturligvis ekstrem hurtig fremgang sammenlignet med motionister, som kun træner 2-3 gange om ugen.

Udfordringer – systemet har mange ofre!

Helt grundlæggende har systemet mange ofre. Det skyldes forskellige faktorer, men en plausibel forklaring kan være forventningen om minimum én daglig træning. Broz har haft mange meget seriøse og dygtige atleter de senere år. En af hans løftere (Rob Adell - som ses på billedet nedenfor) squattede 282,5kg uden bælte, bænkede 230kg, løftede 200kg i clean and jerk og dødløftede 277,5 kg uden bælte (95-97 kgs kropsvægt, 19 år). Dvs. han kunne sagtens have vundet 93 kg klassen til det netop overståede VM Raw i Stockholm, med forbehold for et vægttab på nogle kg.

Rob passede sin træning dvs. kom i centeret hver dag, men pludselig var der nogle omstændigheder i hans liv, der ændrede sig. Han fik bl.a. et fuldtidsjob. Der er mange af disse historier og kigger man videoerne igennem på Broz Youtube channel, er det tydeligt, at systemet kræver mange ’ofre’. Man behøver ikke at være ret kvik for at regne ud, at træning hver dag kræver en hvis portion dedikation og grundlæggende kan være svært at forene med arbejdsliv, familieliv mm. I USA arbejder man generelt mere end herhjemme, og særligt de unge mænd trækkes der store veksler på i et presset jobmarkedet (typisk unge mænd der træner hos Broz). Om det er fordi Broz forventer træning hver dag skal jeg ikke kunne sige, men faktum er, at de fleste atleter falder fra efter 1-3 år.

I forhold til Kina og nogle østeuropæiske lande, har de amerikanske løftere ikke samme muligheder for finansiering/sponsor i forbindelse med vægtløftning, med mindre de har rige forældre. Der er, efter Broz’ udsagn, ikke rigtig penge i sporten. Pat Mendez er et ganske godt eksempel på dette. Pat blev knaldet for væksthormon tilbage i marts og står til minimum 2 års karantæne, en dom som endnu ikke er afgjort. Økonomisk var han fuldt støttet af sine forældre, dvs. det eneste han skulle tænke på var at træne, spise og sove. Efter en fin snak med Josh Gilbert på vej tilbage til mit hotel, fik jeg en smule insider viden vedrørende Pat. Han er begyndt at arbejde en del, vidst nok som bilsælger. Han er ikke længere økonomisk støttet af forældrene efter den positive dopingtest. Hvad gør man så? Ja, så finder man sig et arbejde som de fleste andre mennesker, og så har man pludselig ikke tid til at træne 13 gange om ugen. Eller i hvert fald ikke energi, overskud eller lyst til det. Han har tabt sig fra 126 ned til 106kg og kigger forbi Average Gym 2-3 gange om ugen. Vægttabet skyldes ikke kun nyt arbejde, men også fordi Broz mente hans fedtprocent lå alt for højt grundet tarvelig kost. Josh fortæller, at Pats træning i 2010 var hovedårsagen til, at han træner frem mod OL 2016. Den dedikation Pat udviste, var simpelthen for vild. Josh blev inspireret og instantly hooked. Selv er Josh taget for brug af et vandrivende præparat ligeledes i marts og afventer dom; han står til 4-24 måneders karantæne. Det er op til en dommer at afgøre - når det ikke ’enhancing drugs’, kan man få en noget mildere straf i USA. Josh havde på forunderlig vis held med at finde en personlig sponsor, men han faldt fra efter den positive dopingtest. Josh er gået fra to daglige træninger til én daglig træning, da han også har fundet sig et arbejde.

Spørgsmålet er om træningssystemet lader sig gøre uden en eller anden form for økonomisk uafhængighed. Jeg tvivler.

Er vi blevet klogere på Broz træningssystem?

Personligt tror jeg, at man skal hæfte sig ved ideen omkring begrebet coaching. For det er præcis hvad Broz står for i ordets reneste forstand. Han er coach og man skal gøre hvad han siger. Han fortæller atleterne hvilke sideøvelser de skal køre og Josh sagde følgende, da jeg spurgte til hvorfor han kørte en særlig sideøvelse: ”Fordi Broz siger det”. Atleterne har fuld tiltro til Broz, han kommer hver dag og coacher sine atleter. Han har hele tiden mulighed for at tilpasse deres program herunder ændre på volumen, frekvens, intensitet - you name it! Han fører også logbøger, med andre ord er intet overladt til tilfældighederne.

Uden at vide noget om hvor mange af hans atleter, som tager doping - eller om de gør - er jeg fascineret af Broz’ evne til at coache sine atleter. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi andre kunne have fantastisk meget gavn af en coach med gode evner, en coach der kan sige til og fra, om vi skal give den gas eller træde lidt på bremsen. En coach der kan få os til at yde det maksimale og konditionere os til en træningsmængde vi aldrig havde troet kunne opnås – dopet eller ej.

Generelt set tror jeg, at danske atleter er alt for sløve. Der skal trænes meget mere og hårdere hvis man vil blive den bedste!

Er toughe singler på dagsform vejen til at blive en kommende OL vægtløfter? Jeg tror, der er mange veje til Rom, men den primære er i tæt samarbejde med en dygtig coach. Dette må være læringen og ’hemmeligheden’  bag Broz’ træningsfilosofi.

Kommentar artiklen her