Fra sejrherre til sportsinvalid - og den hårde rejse retur

Præsenteres i samarbejde med Bodylab Nutrition.

Introduktion

Dette er den hudløse beretning om mine turbulente træningsår fra 2004 frem til i dag. Og ikke mindst om hvad mental træning kan gøre for kroppen

Året er 2004. Stedet er Vilnius i Litauen. Jeg har netop vundet VM i fitness i verdens største fitness forbund WFF. Mit startnummer 632 siger noget om størrelsen på denne internationale fitness-begivenhed; og jeg nyder det gør jeg! Jeg har tidligere været med til VM og rejst verden tynd med både Henning Kristensen, Lars Hyttel, Peter Lagermann og de andre mr. fitnessdrenge. Men jeg har altid lige manglet det sidste. I år var det min tur: Formen peakede, showet sad lige i skabet, og der var topkarakterer fra samtlige 12 dommere.

Og så sker det. En fatal vinteraften kun 6 uger efter mit VM guld. Jeg er nede og træne bryst. Den får én over nakken; og så lige pludselig ud af det blå: Smæld! 150 kg i bænkpres ryger ned over halsen på mig – jeg kæmper for livet for at få den væk, og selvom hele min venstre pectoralis major er sprunget (for det var dét, smældet kom fra) støder jeg alt, hvad jeg kan. Der lyder en fæl lyd. Hjemme igen er der stor hurlumhej. Jeg får 12 solo-minutter i God Aften Danmark med Hans Pilgård på TV2. Er live i radioen flere gange; og pludselig er jeg med et trylleslag kendt. Jeg hiver den ene fede sponsorkontrakt efter den anden hjem: Jo her går det sgu godt!

Som når man river et stykke papir midtover. Men lyden er ikke fra et stykke papir. Det er mit bryst som nu også flækker på den lange led indvendig. Et par tililende motionister flår stangen væk. Jeg rejser mig. Ser i spejlet. Mit venstre bryst hænger stort set nede på maven. Det smerter og dunker i hele min krop. I det sekund ved jeg det. Jeg er færdig. Mit liv som konkurrence atlet er slut. Jeg besvimer.

”De må lære at spille tennis eller badminton Hr. Rasmussen”

Efter talrige undersøgelser og scanninger på 4 forskellige offentlige sygehuse fik jeg 4 uger efter mit uheld den nedslående melding: ”Du har revet hele din venstre brystmuskel over. Både på tværs og så har du en 7 cm lang flænge indvendig på den lange led”. Ingen læger ville røre mig med en ildtang. Efter endnu en scanning var jeg indkaldt til samtale på Køge Sygehus. Her kom meldingen: ”De er sportsinvalid hr. Rasmussen. Hvis jeg var Dem, ville jeg lære at spille lidt tennis eller badminton; det skulle være så sundt”.

Badminton min bare r.. Jeg tyggede på den på vej til mit job. Her tog firmaets direktør en beslutning: Firmaet betalte en specialist boksen for at operere mig – dog uden nogen form for garanti. Jeg skulle tilbage i træningscentret. For når jeg var glad og tilfreds, ydede jeg en 100% indsats på mit job. Og det var sådan min chef bedst kunne li’ mig.

Allerede to dage efter var jeg under kniven på Parkens Privathospital. Og 3 uger senere mødte jeg op med armen i gips og slynge hos en fysioterapeut til genoptræning. Og så begyndte det at gå stærkt. 18 uger med armen i slynge lød meldingen. 6 uger efter trænede jeg uden slynge! Hu hej hvor det gik. Der var godt nok et stort ar, og musklen så lidt ”forkert ud”. Men jeg var tilbage. Trods alle advarsler fra læger og fysioterapeuter, gik jeg til makronerne: 6 uger væk fra centret skulle indhentes. Jeg pakkede også hurtigt noget masse på. Valgte endog at gå på diæt. Og på trods af en noget amputeret show uden de vilde styrkemomenter genvandt jeg noget overraskende VM-guldet i 2005.

Denne gang gik der kun 3 uger efter VM. Det var ved at være jul. Jeg løftede min søn Victor op så han bedre kunne se en juledekoration. Smæld! Så var det sket igen… Farvel bryst. Farvel konkurrencer.

Bliver jeg da aldrig klogere?

Samme tur: Undersøgelser, scanninger og en allersidste operation. Endnu en gang betalt af en flink arbejdsgiver. Denne gang var beskeden fra lægen utvetydig: ”Du er færdig. Indse det nu. Og træn udelukkende på motionistplan. Jeg kan og vil ikke operere dig en tredje gang”.

Dagen før operationen

 Jeg fik en ny fysioterapeut. En gut som træner alle de store sportskanoner i hele Skandinavien. En sand magiker. Og fik de to bedste tips i de 19 år jeg har trænet med vægte:

1. Man kan godt nøjes med at bevæge den ene arm, og alligevel ”tænke” sig til træning med den anden arm. Forvirret? Det var jeg også. Lad mig forklare det således: Jeg kunne kun træne den højre side af min overkrop i 18 uger: Biceps, triceps, skulder, bryst og ryg. Jeg opponerede straks mod fysioterapeutens forslag om at give den fuld gas med højre arm. Når jeg engang skulle have slyngen af, ville jeg jo se totalt skæv ud. Som en slags frastødende ”før & efter” reklame i omvandrende form. Men nej; jeg skulle træne alt hvad remmer og tøj kunne holde. Og så inde i mit hoved blot visualisere, at min venstre side af overkroppen gjorde det samme, uagtet at den var låst uhjælpelig fast i en slynge.Jeg fik en ny fysioterapeut. En gut som træner alle de store sportskanoner i hele Skandinavien. En sand magiker. Og fik de to bedste tips i de 19 år jeg har trænet med vægte:
   
   
2. Træn altid på forhånd oppe i hovedet. Med andre ord: Tænk hele dit træningspas grundigt igennem, før du overhovedet ankommer til træningscentret. Brug 10 minutter på at gennemgå hver enkelt øvelse, gør dig klar hvor meget vægt du skal løfte osv.
   
   

Så er 100.000 kroner spørgsmålet: Virkede det så?

En motionist gør comeback

Ja gu’ virkede det. Efter 18 uger fik jeg armen ud af slynge. En hurtig måling af fx over- og underarme viste, at jeg stort set ikke havde mistet størrelse. All right, der var smuttet en anelse, men ingenting i forhold til når man ser folk med armen i gips efter 12 uger vade rundt med en vissen gren hængende ud af ærmegabet.

Jeg bruger stadigvæk råd nummer 1, hvis jeg er skadet. Og det virker 100% på mig. Placebo, tankens kraft, ammestuesnak? Muligvis, men jeg fik rådet fra en af branhens højest uddannede fysioterapeuter, og jeg kan kun anbefale at prøve det.

Råd nummer 2 fylder nu en kæmpe del af min træning. Jeg bruger altid turen til centret eller 10 minutter ude på p-pladsen til at tømme hovedet og gennemgå min træning minutiøst. Du burde prøve det! Jeg har opdaget, at jeg holder langt større fokus, ingen svinkeærinder, ingen pludselige indfald eller skøre ideer som skal afprøves. Jeg gør som de store sejlere: Jeg stikker en kurs og holder den!

Siden operationen sidst i 2005 trænede jeg på motionsplan. 2-3 gange om ugen. Med 14 konkurrencer bag mig, var det svært at motivere mig helt og holdent, når jeg nu ikke længere havde noget andet mål end blot at holde mig i form.

Men så i 2007 friede jeg til min daværende kæreste. Og jeg lovede hende, at jeg ville gøre alt for at hun skulle få en flot og veltrænet brudgom. Og efter små 3 år begyndte jeg at planlægge kosten lidt mere nøje. De 2-3 ugentlige besøg i centret blev til 4-5. Træningen blev mere intens. Og 16. august 2008 fik min nuværende hustru så en ægtemand, som havde en super krop. Ja lang flottere end de fleste andre 37-årige motionister, når jeg nu selv skal sige det.

Og så kunne jeg jo ikke lade være med at tænke: Er der noget tilbage i den gamle krop endnu?

Jeg begyndte at stå tidligt op om morgenen, og hive min store hund med ud på de lokale landeveje. Fedtet raslede af. Formen blev bedre og bedre. Brystskaden kunne ses – men ikke længere mærkes. Et allersidste besøg hos lægen afgjorde det: Hvis du efter 18 måneder kan klare det, sprænger dit bryst ikke igen! Jeg begyndte at indøve forskellige spring, håndstande, armbøjninger. Mixe musik. Jeg ville tilbage på den scene!

Min søn Victor var nu 8 år. Han kunne bruge timer på at vende og dreje mine mange pokaler og medaljer, og ønskede sig allerhøjest i hele verden at se sin far vinde en pokal mere. Det var endnu en god grund til at give den fuld gas!

Og han pressede mig sgu’, den lille gut: ”Far, det er da sejt hvis du kommer i finalen blandt de 6 bedste ikke? Selv om det selvfølgelig er sejere at skulle op på sejrpodiet blandt de tre bedste… Og far – bronze og sølv er da meget fint, men jeg ville altså helst, hvis du kunne vinde guld til mig”.

Og den 16. november 2008 stod jeg på scenen igen. Gennem en hård forhåndskvalificering stod jeg atter i en VM finale. Stedet var Bydgoszcz i Polen – samme sted som Nicki Pedersen havde vundet VM guld i speedway tre uger forinden. 7000 siddepladser i hallen fortæller lidt om, hvor stort fitness og bodybuilding er på de kanter. Og i år var det ekstra stort. Forbundene WFF og WBBF havde slået sig sammen – det skulle kun kåres én champ i hver klasse! Hele min familie var rejst med for se mig gøre comeback. Hold da op hvor var jeg spændt.

 Jeg lå nummer fire før finalen. Men en forrygende form på 2. dagen samt et show hvor alt klappede gjorde, at Victor kunne løbe op på scenen og hæve pokalen med mig. Det var kæmpestort. Ubeskriveligt.

Men den efterfølgende besked fra det danske forbund var endnu federe: ”Om seks dage skal du til Litauen og repræsentere Danmark til Mr. Universe i classic bodybuilding”. Vildt! Kun de bedste af de bedste var inviteret. Top 20 på verdensrangslisten. Samt de seneste 4 års top 3 til hhv. EM, VM, Amerikanske Mesterskaber samt Asiatiske Mesterskaber.

Weekenden var endnu vildere for mig. På et propfyldt casino. Ren Las Vegas stemning. Med en ”caller” i hvid smoking som høfligt hev alle de veltrænede gentlemen frem på x’et. Og atter en gang og for anden gang på 6 døgn: The winner is: Palle Rasmussen. Fuck janteloven! Det her er for stort. Victor røg endnu en gang med på scenen. Kyssede pokalen med tårer i sine små barneøjne – han vidste hvor meget det betød for sin farmand. Fed oplevelse. Blev modtaget i lufthavnen af en horde af mennesker med flag og champagne. TV var der og dækkede alt. Den lokale sportsavis lavede et særnummer om mig. Jeg var hos borgmesteren og få gave & håndtryk. Joh – bedre kunne det vist ikke blive…

Hjemme igen er der nu gået et par måneder. Brystet mærker jeg intet til. Jeg bruger mine mentaltips fra fysioterapeuten hver evig eneste træning. Næste uge har jeg tid hos tatovøren: Det skal stå Mr. Universe på min underarm. Selvfølgelig! Og hvem ved? I har langt fra set det sidste til ham den gamle mand fra Køge..

(Denne artikel er tilegnet min højtelskede hustru Mie; med hende er alt muligt)

Kom med din kommentar til artiklen her