Jeg er i gang med at nedbringe min fedtprocent ved energiunderskud, samtidig med at jeg spinner tre gange om ugen. For at minimere mit tab af muskelmasse, styrketræner jeg tre gange om ugen og bruger proteintilskud efter træning - Bodylab Whey 95.
I går stødte jeg på en folder om vægttab fra Maxim. Jeg har ikke enorm tiltro til Maxim, da deres proteinprodukter i mine øjne langt fra er optimale - men en oplysning fangede min interesse: Maxim råder til, at man indtager casein-protein ved vægttab:
Proteintilskuddet skal helst bestå af langsomt optagelige proteiner med høj kvalitet (f.eks. casein) ligesom der findes i Maxim 85% Protein. Der er nemlig noget, som tyder på, at disse proteiner giver et bedre resultat mht. bevaring/opbygning af muskelmassen, når man er i energiunderskud.
Rådet fremgår også af Maxims hjemmeside: http://www.maxim.dk/content/dk/tips_artikler/vagttab?v=1&s=4&q=
Er der noget om snakken, eller skal jeg blot fortsætte med whey-protein?
På forhånd tak.






