Newbie-filen som Nieb har linket dig til, er et rigtig godt sted at starte - her er stort set alt den information du har brug for, for at komme i gang. Læs den hele, og vær sikker på at du forstår den. Jeg vil gerne fastslå nogle forsimplede pointer for dig, som svar på nogen af dine spørgsmål/konstateringer:
1) Du skal have et program der træner alle muskler i gruppen. Det er muligt at du helst bare vil have store arme og mavemuskler, men dine muskler bliver nødt til at følges ad. Dette både af æstetiske (det ser dumt ud, med skipper-skræk arme på en kosteskaftskrop) og af sundhedsmæssige årsager (hvis du curler 50kg uden rygmuskler, så kan du se frem til en skade eller to). Der er træningsprogrammer i newbie-filen, så vidt jeg husker, men ellers så vil Starting Strength eller Back to Basics være stedet at starte. Google dem. Du bliver nødt til at få din træning struktureret.
2) Der er madvarer der er 'sundere' end andre, men i sidste ende handler det om at du får nok protein, fedt og kulhydrater ifht. dine mål, at du får nok fibre, og at du ikke får for mange af dine kalorier fra sukker og processerede madvarer. Det lyder kompliceret? Det kan det også godt være. Heldigvis forholder det sig sådan, at hvis du er meget spinkel og lige er begyndt at træne, så vil du vokse på stort set hvad som helst, så det du skal fokusere på er blot at du spiser rigeligt med kød/mælk/æg/ost, grøntsager og rugbrød/pasta/ris/kartofler/havregryn. Glem ikke at spise lidt sundt fedt, som avocado/fed fisk/nødder osv.
3) Din appetit vil vokse i takt med at du spiser mere. Det er simpelthen en tilvænningsprocess. Det kræver dog, som ordet indikerer, tilvænning. Du må derfor bare gradvist begynde at spise lidt mere til hvert måltid. Plejer du at spise 2 rugbrødsmadder til frokost, så prøv med 3. Drik et glas mælk til, hvis du er til det. Tag en ekstra gang til aftensmaden. Fyld havregrynsskålen lidt mere op.
4) Mht. dit sidste spørgsmål, om hvad du bør fokusere på, så fokuser på hele kroppen. Dine obliques (som mavemusklerne i siden hedder) kan trænes direkte - og det kan være en fin idé, især hvis du ikke har meget styrke her. Søg evt. på øvelser til obliques på youtube eller google og få inspiration. Bemærk dog, igen, at det skal være en del af et rigtigt træningsprogram, for ellers vil din fremgang både på maven og arme være minimal - og den vil være ikke-eksisterende for resten af kroppen.
Held og lykke med det hele
