En lille beretning om operationen, forløbet efter og.. ja, mine tanker omkring det.
Efter mange skuffelser, vredesudbrud, togrejser, flytten mellem offentlige sygehuser er jeg der endelig. Dagen jeg har ventet på i flere år. Egentlig kun siden den 19. august sidste år helt præcist, hvor jeg fandt ud det var hoftedysplasi, men problemerne har været der i mere end tre år nu, hvor jeg har ventet på en løsning.
På Privathospital Hamlet i Århus er jeg så, den 17.marts 2011, og bliver bedt om at barbere hele venstre lår, hele forsiden under navlen. "Fuck Rasmus, ved du egentlig, hvad du går ind til?!" Det spurgte jeg mig selv, mens jeg ragede min betragtlige benbehåring af - og nej, det vidste jeg egentlig ikke.
Efter at have opretholdt en lettere falsk imødekommende og snakkesalig facade overfor manden, der allerede optog min stue - men som ville være ude inden jeg kom tilbage weehoo! - var det tid. Operationsstuen var kold - det er de åbenbart altid, og jeg forsøgte mig som den elskværdige, vittige, snakkesalige patient. Det virkede tror jeg, de grinede da lidt, men det sidste stykke tid inden jeg faldt i søvn, må jeg have virket halvfuld - sådan husker jeg det, det jeg kan huske. Jeg havde fået en rygmarvsbedøvelse, nogle andre "gode sager" (som Kjeld Søballe sagde), og noget således jeg bare sov - en god søvn, men ikke vanvittigt dybt. Det havde jeg fået at vide af narkoselægen, og også min søster, der havde prøvet samme type bedøvelse.
Og det var rigtigt! Pludselig vågner jeg, og der er en sær trykken omkring mine hofte. Jeg kigger op i det stykke papir, der skal forhindre mig i et se operationen - og det er nok heldigt. Den gode Søballe er lige nu ved at skrue en af de rimelig lange skruer gennem mit bækken, og ned i hofteskålen, som han forinden har løsnet. Jeg falder i søvn igen. To sygeplejersker kigger på mig, da jeg slår øjnene op, og.. Det er begrænset, hvad jeg kan huske fra det tidspunkt.
Rygmarvsbedøvelsen virker stadig - et lille problem, når kæresten, familien og en sygeplejesken er der, og man er ved at slippe en vind, men intet under navlen reagerer på mine impulser fra hjernen. Heldigvis er det en sniger.
På et tidspunkt kommer kirurgen - Søballe - ind og lige siger hej. Han nævner noget med, at mine knogler var som sten, og ham og hans gode ven - mejslen - virkelig var på arbejde.
Jeg kommer op om aften, og gør en så nogenlunde figur overfor sygeplejeskerne - præsterer selv at sætte mig på toilettet, komme op derfra og! hive mine underbukser på plads.
Somewhere along the way er rygmarsbedøvelsen klinget af - selvfølgelig inden jeg kom op at stå - og jeg begynder at have lidt - meget - ondt.
Dette peaker om natten, efter jeg har været oppe at lave en streg - usædvanlig lige, hvis jeg selv må sige det - hvor det er helt forfærdentligt. Tidligere havde jeg fået en omgang smertestillende - flydende vist nok - på hvad jeg havde sat som en 5 på en skala til 10 - efter sygeplejeskens forespørgsel. Det blev lynhurtigt rykket ned til en 2'er og nu lå jeg med en 8 og skulle prøve at sove! Heldigvis har hvert hospital sine stoffer, og jeg blev bedøvet - mere eller mindre, 2 piller og en omgang morfin i blodet, det var rart).
Fredag er der dog fremskridt, eller.. Jo! Jeg fik en tur med krykkerne i løbet eftermiddagen / aftenen, i stedet for gangstativet, jeg fik et bad, hvilket jeg egentlig klarede selv. Dog gjorde det ondt, men jeg hang i og ville bevæge mig! Hvilket afgav lidt respekt fra sygeplejeskerne.
Lørdag kom jeg hjem, hvilket afstedkom en del problemer. Intet smertestillende direkte i leddet (tog de fredag aften, det var sådan en lille slange), intet drop hvor der kunne skydes morfin ind, ingen seng med håndtag, intet uddannet personale, ingen håndtag ved toilettet eller i brusenichen. Og jeg havde ondt som torsdag nat, desværre havde de glemt at give mig en type piller med - da den ikke er obligatorisk - og den savnede jeg. Jeg ringede dog til vagtlægen, som fik et apotek til at finde nogle andre til mig. Da jeg snakkede med Hamlet mandag kunne de ikke tro det! De piller som vagtlægen havde givet mig, måtte jeg ikke få når jeg fik det andet også -.-
Men siden da, er det gået fremad. Mine forældre - og kæreste - skiftedes til at have fri i sidste uge, her i weekenden fik jeg et reb fra loftet, således jeg selv kan komme op af sengen, smerterne bliver mindre, clipsene er røget (dvs. såret er helet), jeg kan selv gå på trapper, næsten tage strømper på, og.. Det bliver bedre.
Der er dog stadig to uger til jeg skal begynde genoptræning i varmtvandsbassin, yderligere seks uger til jeg kan smide krykkerne og ubestemt tid - måske så meget som et halv år - inden følesansen i mit lår kommer igen.
Venstre ben er allerede en endnu tyndere bønnespire
Jeg havde ikke forestillet mig, at smerten ville være så stor, at handicappet ville blive så udtalt, og derfor må jeg nok sige, at jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til. Men det er skridt på vejen mod det der skal udskyde / forhindre slidgigt og udskiftning af min hofte.