Hej Caroline,
Man bliver ikke bare lige bred og muskuløs over natten. Kvinder har i forvejen langt fra det samme potentiale som mænd for at få en muskuløs overkrop, og du kan se hvor mange mænd i centeret som slider uden at opnå det du frygter. Vær derfor ikke bange for at få store arme eller blive hærdebred. Selv som mand tager det årevis med tung træning og fokus på kost at opnå det udseende. Du er ikke alene med din skepsis. Mange kvinder har den samme frygt som dig. Heldigvis er den ubegrundet, så tag den bare med ro. :-)
Det slanke eller tonede look du efterspørger afhænger i høj grad af kropsbygning og fedtprocent. De fleste kan få et flot "fit" look ved blot at sænke deres fedtprocent og frekventere centeret jævnligt. Det er derfor hovedsageligt et spørgsmål om at være i kalorieunderskud i en periode, indtil at man har den fedtprocent man søger. Træning kan være en hjælp i den forbindelse, men sejren vindes i køkkenet.
Angående træningen så er der ikke noget i vejen med at have fokus på benene, selvom ligelig fordeling er at foretrække. Nydeligt trænede pigeben er noget af det bedste der findes. Det bliver dog problematisk det øjeblik ens fokus findes ved at forsømme resten. Skulle du endelig forfordele, så ville jeg nok sige ben tre gange ugentligt, og resten to gange ugentligt. Èn gang ugentligt er for lidt til overkroppen.
Rent opdelingsmæssigt, så havde jeg nok gjort det anderledes. Du kan i og for sig sagtens bare dele det op i over- og underkrop. Ben tre gange ugentligt, overkrop to gange ugentligt, og fokus på basisøvelser. Eksempelvis lidt
B2B-inspireret, evt. med en ekstra baglårsøvelse såsom rumænsk dødløft med håndvægte, dumbell rows i stedet for barbell, og måske en siddende vertikal trækvariant i stedet for chinups, indtil du har styrken til at kunne lave dem.