Beretning fra Lidingöloppet - del 2 af 4 i den Svenske KlassikerI weekenden var jeg og Poul i Stockholm for at løbe Lidingöloppet, som er 30 km løb i meget kuperet terræn. Jeg havde bestemt ikke passet min forberedelse godt nok og jeg fik i løbet af turen at lære, at der er stor forskel på at løbe en tur rundt i skoven i København og i skoven på Lidingö...
På vej ud til start, skulle vi med tunnelbanen til en station i udkanten af Stockholm, hvor Lidingöloppet ville sørge for gratis bustransport videre. Der var dog så hysterisk mange mennesker som skulle med, at mig og Poul besluttede os for at gå ud til start - det var jo bare 4 km, det kunne tælle som vores opvarmning. Det var også en dejlig tur i skønne omgivelser.
- På vej over bron til Lidingö
Efter at have fundet ud til vallen, hentet nummerlap, tidtagerchip og smidt alt der skulle smides i containeren for overtrækstøj, var der kun få minutter til start. Vi mødte op med min bror, Clas, og dennes ven, Andy, som begge også er i gang med at tage Klassikern.
Så var det af sted og nøj, det var mange mennesker! Selv om der ikke en gang var halvdelen så mange som til Göteborgsvarvet, var det betydeligt mindre plads til at løbe som man havde lyst til, da Lidingöloppet er belagt langs små stier i skoven. Da hverken mig eller Poul havde tider at seede med fra tidligere, var vi også i en gruppe med meget blandede løbere og de første 7 km gik meget med blandet løb og gang, fordi man ikke kunne få et godt flow. Men folk opførte sig godt og der blev taget stor hensyn til hinanden, så god stemning!
De første 7 km gik overraskende nemt at gennemføre, vejret var perfekt, omgivelserne var dejlige, der var flyd i benene og jeg havde godt med "luft i lungerne"
Men fra 8 km begyndte jeg at få problemer med mine underben/fødder, som virkelig var kommet på arbejde i den meget kuperede terræn, hvor underlaget var meget ujævnt og store skift i retning. Men smerten var ikke værre end at jeg kunne ignorere den
Så nåede jeg 11 km, her begyndte jeg at få en underlig kvalme... Jeg plejer aldrig at få kvalme af træning, men jeg tror at denne skyldtes at jeg ikke spist mere end hvad jeg havde gjort før løbet. Jeg plejer at synes at jeg løber bedre på en halvt tom mave, men ikke denne dag. Så jeg kæmpede mig frem til 15 km i et meget blandet løb/gang tempo. Ved 15 km var der en væske/mad kontrol og jeg fik fyldt godt på.
Til gengæld var smerterne i mine ben og fødder ved det her tidspunkt hysteriske og jeg var klar over at jeg ikke ville kunne fortsætte i et hurtigt tempo.
Efter en kort udstrækning og massage af mine fødder, fortsatte jeg resten af vejen i gangtempo. Jeg prøvede ind imellem at løbe lidt, fordi jeg slet ikke var træt og ville bare i mål! Men det kunne jeg godt glemme alt om - smerterne var slemme nok bare af at gå, at løbe var ikke til at holde ud.
Jeg besluttede mig dog for at prøve at nyde turen så meget som muligt alligevel og det var ikke så svært - omgivelserne er magnifikke og personlig synes jeg det er fedt med den meget kuperede terræn
Efter hele 4 timer og 39 minutter kom jeg i mål - en tid som er meget, meget dårligere end hvad som var mit mål. Men jeg tager det ikke så alvorligt, min forberedelse var simpelthen ikke i korrekt niveau ifht hvad det her løb kræver af løberen. Man kan på løbets profil se, at selve stigningen som sådan ikke er så slem igen, den højeste punkt er kun 48 m over havet, men bakkerne er der HELE TIDEN både op og ned og de er bare stejle!! Man tænker at bakker som går nedad er nemme, men ikke de her! Det excentriske arbejde er meget hårdt, noget jeg også kan mærke i minne quads i dag.
Der er flere erfarne marathonløbere som siger at det her løb er meget hårdere, fordi det stiller sådant et krav på en blandning af styrke og god kardiovaskulær form. Jeg synes det er superfedt og jeg vil tilbage for at gøre det bedre næste gang!
Næste udfordring er Vasaloppet i februar måned, som er 90 km langrend ski. Så snart er det rulleski som gælder for mig og Poul
"Life is a tragedy for those who feel, but a comedy for those who think" - Horace Walpole
"Censorship reflects a society's lack of confidence in itself" - Potter Stewart
I alt: 1317
Medlemmer: 3
Skjulte: 0
Gæster: 1314
Det er en tidligere officer med tyske rødder som selv har gennemført de sygeste triathlon-, duathlon- og extreme løb. Glæder mig til at presse grænserne lidt!
