Som person med kvalificeret fagindsigt - i modsætning til, kan jeg læse mig frem til, mange af dem der skriver her i tråden (uanset hvor velmenende de så er) - kan jeg fortælle der eksisterer en lang række misforståelser. Det er ikke ment som en kritik, men en konstatering. Som lægmand har man forståelse for en række af de overordnede principper vores system eksisterer for at tilgodese, men misforståelserne forbliver.
For det første er sammenhængen mellem straf - mild til hård - og følgende effekt på kriminalitetsraten uklar. Der er oftest alt for mange faktorer i spild til at kunne drage nogen gyldige objektive konklusioner.
For det andet, selv hvis sådanne konklusioner kan drages (fx straffe forhøjes i land A, kriminalitet falder) betyder det ikke nødvendigvis, de kan overføres til andre lande (fx at højere straffe i land B vil medføre at kriminalitet falder).
For det tredje er det meget kompliceret at etablere kausaliteten til den kriminelle adfærd. Den største take home lesson fra diskussionen her er, at niveauet af kriminalitet i vestlige, industrialiserede lande er groft sagt ens over linjen. I nogle lande vil visse typer for kriminalitet være mere fremtrædende, i andre lande andre former for kriminalitet være fremtrædende. Men gennemgående over linjen observeres nogenlunde ens grader af kriminalitet - dette til trods for, at vestlige landes indstilling til straf og rehabilitering er meget forskellig. Selvfølelig hersker almindelige principper om proportionalitet mellem straf og forbrydelse og nogen typer behandlingstilbud og advarsler, men selv intra-Europa vil man finde store forskelle på, hvordan der straffes og for hvad. Så spørgsmålet den kloge person nu burde stille sig selv er, hvordan kan størrelsen af kriminalitet være så ens over linjen?
Svaret er, at man ikke ved det. Noget af svaret findes i hvilke forhold der kriminaliseres og hvor hårdt det takseres for derved at regulere antallet af dømte forbyrdere i forhold til ledige fængselspladsler. I Danmark er det før set, at man dekriminaliserer forhold for at gøre plads i fængslerne. Også af denne grund bliver det en vanskelig opgave at monitorere udvikling i hyppigheden af kriminalitet, da definitionen af kriminelle forhold juridisk set ændrer sig konstant. En vigtig pointe at registrere her er, at straffeloven og særlove til hvilke der er knyttet strafbestemmelser vokser løbende. Er folk, der forøvrigt bliver ca. 2% rigere hvert år i reel købekraft (det er ca 150% rigere hvert 20. år) blevet mere eller mindre kriminelle?
For det fjerde er det ukvalificeret at på bedste drakoniske facon rationalisere at hårdere straffe giver mindre kriminalitet. Når faktorerne der udløser kriminalitet ikke engang kan identificeres er det selvsagt hvorfor det forholder sig sådan. Der er immervæk en del sandhed i, at vold avler modvold, og som den gamle klassiker er, så var der sjovt nok mest lommetyveri i landsbyen på den plads hvor tilskuerne stod og så på de dømte kriminelle blive hængt.
For det femte er de retsregler der skal pleje grundlæggende retssikkerhedsmæssige værdier resultatet af århundredevis af filosoferen (politisk, moralsk og juridisk) og konkret arbejde og eksperimenteren. Menneskets natur lægger ikke op til en objektiv retlig prøvelse men mere at få ham i "forbryderen" (så hurtigt som muligt) anklaget af det oplagte "offer" mens man holder om høtyvene og sætter ild til møllen hvor forbryderen gemmer sig.
For det sjette, i nær sammenhæng med punkt 3, er den primære årsag til at man straffer ikke det kriminalpræventive og/eller rehabiliterende hensyn, men derimod at straffe. Der er en grund til at straffeloven hedder straffeloven. Den hedder ikke kriminalpræventionsloven eller rehabiliteringsloven. Jeg kan desuden forsikre jer om, at folk næppe bliver mere kriminelle af at straffene sænkes, så hvis - hvilket man ofte hører fra lægmand - det hele ud fra en utilitaristisk vinkel handler om hvad der giver mindre kriminalitet kan vi roligt afvikle store dele af de straffe vi har gang i.
Det er derfor et hundrede procent legitimt at snakke om retsfølelse og hvad der er en "passende straf", og lettere nonsens at lægge afgørende vægt på kriminalprævention. Selvfølgelig er kriminalprævention og rehabilitering meget vigtige og væsentlige hensyn, men det er ikke i første omgang dem der skal eller nu dirigerer straffene.
For det syvende er der gode, rationelle grunde til at økonomisk kriminalitet straffes så hårdt som det gør. Det har vidtgående, indgribende samfundsmæssige konsekvenser når folk svindler og det vil have afledte effekter fx i forhold til tillid til investeringer. Det giver derfor mere mening at sige at voldtægt, vold, etc skal straffes hårdere - og ikke nødvendigvis i komparation med økonomisk kriminalitet.
Fra en mere personlig vinkel vil jeg sige, at en force ved det danske system er, at det tager god hånd om small-time forbrydere. Det tager dog mindre hårdt fat når det gælder at pleje retfærdighedsfølelsen ved straffen for grove overtrædelser (grov legemsbeskadigelse, drab, etc), hvorfor jeg kun kan erklære mig enig i at straffene generelt skal op - det gælder også den konkrete sag. Pointen om det danske systems impotens når det gælder behandling af hårde forbrydere er blevet understreget i en lang række absurde tilfælde hvor ens egne sind kommer i kog (fx da Henrik blev trampet ihjel af Rasmus Popenda).
Fra en lidt vovet fagmæssig vinkel: Selvtægt er som altovervejende udgangspunkt forbudt. Årsagene hertil er klare for enhver, men fra mere ekstreme historiske eksempler kan vi finde en række tilfælde på indholdsmæssigt acceptabel - ligefrem god - selvtægt. Det gælder fx modstandsbevægelsen under Nazisternes besættelse af Danmark eller de (få) vigilantes der gennem historien har taget kampen op mod de kriminelle som systemet ikke kunne eller ikke ville gøre noget ved. Retssystemet er gennemgående meget veltænkt, men der er mange gråzoner og på nogen måder - ud fra en mere filosofisk og naturretlig overvejelse - er der flere situationer hvor selvtægt vil være acceptabelt. Det handler dog ikke om at Krudt Børge samler sine ligeså ubegavede venner som henter køller og kamphunde og tager forbi søsterens kæreste der i affekt langende hende en.
Jeg så forøvrigt en facebook gruppe der forvekslede (nærmere sammenblandede) selvtægt med selvforsvar. Så bliver det ikke mere ukvalificeret og idiotisk.