OPDATERING
Efter mange overvejelser frem og tilbage har jeg besluttet, at jeg ikke stiller til start ved dette års DM. Beslutningen har egentlig været taget i nogen tid, men jeg har haft brug for at vende det med min omgangskreds, inden jeg offentliggjorde det her på siden. Jeg kan ikke udpege én enkelt årsag til min beslutning, da det skal ses i en større sammenhæng.
På træningssiden kan jeg sige, at min offseason ikke har været optimal. Jeg har ikke formået at træne tilfredsstillende i forhold til at forbedre min symmetri, hvorfor jeg pt. står nogenlunde samme sted, som jeg gjorde før diæten sidste år, blot i en lidt bedre form. Hvad øvelserne angår, har jeg ganske givet forbedret mig en anelse, specielt på romaskinen. Ydermere har jeg været ramt af en del skader og sygdom, som har begrænset mig i at træne, som jeg burde.
På den mere personlige front, står jeg overfor et vikariat i Thisted om ganske få uger, efterfulgt af ansættelse i et nyt projekt i Århus, én flytning, to eksamener og muligvis start på en kandidatuddannelse - Alt sammen inden den 6. september.
Sidst men bestemt ikke mindst, er jeg ikke motiveret for at jagte min badevægt og fedtprocent endnu en sommer. Jeg synes 2007 og 2008 var fuldstændig infiltreret i DM forberedelserne, og det har været fedt og en kæmpe udfordring. Men i år vil jeg gerne holde fokus på nogle andre ting.
Min træning fortsætter dog uændret, da jeg elsker at træne, og da jeg ikke er færdig med scenen endnu. Jeg går med planer om konkurrence i 2010.
Nu sidder der måske nogle derude og tænker:
”Jamen alt det der, kan man da sagtens forene med et DM”. Det er meget muligt, at der er nogle, som kan det, men jeg kan ikk,e og det er nu engang det vigtigste i denne sag.
Jeg fortsætter her på teamet, så håber min log fortsat kan være til inspiration for jer andre, selvom der ikke bliver nogen konkurrencer i år.
- Pia (Bambi)
