Sæsonstart i BerlinJeg har nu boet i Berlin i lidt over en uge, og er langsomt ved at komme på plads. Jeg har fundet mig en fin lille lejlighed, der ligger meget tæt på hallen (cirka 1 kilometer), hvilket altid har høj prioritet, sammenlignet med distance til studium/arbejde, da svømmehallen er der, hvor jeg to gange dagligt, skal troppe op. 1 kilometer må siges at være lige til at overkomme en vintermorgen før kl. 06.
Der er egentlig to træningsgrupper her i Berlin, hvor jeg skal træne. Den gruppe, jeg skal træne med, starter først officielt med at træne d. 6. september. Denne gruppe er faktisk lidt samme type, som jeg kom fra i Danmark. Det er altså som sådan ikke et hold, men en flok svømmere, der bliver optaget i gruppen på baggrund af resultater. Jeg mener, at gruppen nu består af cirka 8-9 personer. Den anden gruppe derimod startede d. 23. august, så den er jeg startet op med. Jeg har haft en efterhånden meget lang pause. Har ikke været så længe ude af vandet, siden jeg var omkring 9 år. Nej, det er ikke en overdrivelse.
Jeg er ikke i mit livs form lige nu, men til gengæld har jeg utrolig meget lyst til at begynde svømmetræningen igen, hvilket var den følelse, jeg eftersøgte, da jeg valgte at holde pause. Det føles virkelig dejligt, ligefrem at glæde sig til at skulle til træning igen. En hurtig konstatering må derfor være, at min pause har været succesfuld, og jeg har nydt den i fulde drag.
Da jeg som nævnt ikke har svømmet meget længe, starter jeg ikke med at træne fuldt. Jeg vil starte med at svømme cirka 4 gange om ugen (4-5 km per pas!) i de første par uger. Om morgenen er der styrketræning eller dryland – her vil jeg komme de fleste gange (også 4-5 gange pr. uge). Så burde jeg i løbet af den næste måned være oppe på fuldt program, men ikke fuld kilometer, som i hårde træningscyklusser. Det skal jeg nok nå senere på sæsonen.
Jeg glæder mig til at komme i form og til træne i et nyt træningsmiljø.
Stedet hvor jeg træner, har jeg blogget om før, men jeg vil lige genopfriske:
Olympiastützpunkt Berlin (Sports Forum) ligger i det tidligere DDR godt 15 minutter med S-Bahn fra Alexander-Platz (til jer der forstår tysk, kan I tjekke siden her:
http://www.osp-berlin.de/1-0-Startseite.html). Her er sørget godt for, at atleterne har særdeles gode faciliteter – både svømmere såvel som andre sportsfolk (her er bl. a. vægtløftere, volleyball-spillere, tennisspillere, skøjteløbere etc.) De unge atleter kan gå på Sports Forums gymnasium, hvis kantine sørger for ernæringsrigtige måltider. Derudover er der kollegie-værelser, som alle atleter kan leje (jeg bor dog ikke der).
I bygningen lige overfor hallen kan jeg få behandling ved ømhed eller skader af de forskellige massører, fysioterapeuter, kiropraktorer m.fl. Derudover er der solarier til fri afbenyttelse, da det er deres overbevisning, at det hjælper atleterne mod eventuel vinterdepression. I denne bygning har man også sin rådgiver siddende, der vejleder og hjælper ved skole- og/eller træningsdilemmaer.
For mig giver det en god fornemmelse, at der er et godt team til at hjælpe på vej mod bedre resultater.
Bygningen med de forskellige faciliteterSelve svømmehallen er også noget anderledes og bedre, end hvad der er at finde i Danmark. Der er et langbanebassin (50 meter), et bassin til sprints/starter (20 meter), en modstrømskanal (3x5 meter) hvor man kan indstille hastighed til forskellige formål (ofte sprinttræning både over og under vand) og et afslappende varmtvandsområde (benyttes stort set efter hver træning).
Den store hal er udstyret med kameraer over, under og langs siden af bassinet. På kanten stor flere fjernsyn så trænerne kan se, hvordan teknikker ser ud under vandet m.m. Derudover bliver alt optaget, så der er mulighed for efter træning at evaluere teknik o.a. Rigtig fedt.
Hallen som jeg til dagligt træner i
Den samme hal, men set fra en anden vinkel
Hallen vi træner i, når den anden hal af forskellige årsager ikke kan benyttes
Min træner, NorbertNår der under træning skal måles lactat-værdier, er der en kvinde ansat til at gøre dette – altså stikke en nål i fingeren og få blodet i måleapparatet. Det sørger man i Danmark enten selv for, eller også gør træneren,
hvilket absolut heller ikke er noget problem, men jeg forsøger blot at pointere, hvordan der virkelig ikke bliver sparet på noget her. Jeg mener bestemt, der er ideelle forhold for mig her i Berlin frem mod
De Olympisk Lege i London 2012, som er
mit langsigtede mål.
Mit første program i denne uge (og for den sags skyld siden begyndelsen af juni) lød således:400 indsvømning
800 med finner: 50 ben + 50 crawl
800 crawl
800 med finner: medley
800 blanding mellem teknik, skod, undervandsarbejde etc
200 udsvømning
Et noget uinspirerende førstedagsprogram, men det er stilen, så jeg kan jo lige så godt bare komme i gang
Styrke bliver kørt på en noget anden måde en derhjemme. Vi laver hver gang 23 øvelser (går stort set til alle maskiner/øvelser i lokalet). Alle øvelser skal igennem én gang: 8 reps hvor hver rep skal udføres på en cirka 4 sekunder.
Jeg har aldrig prøvet at styrketræne på denne måde før. Og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, om dette er stilen for hele sæsonen, hvilket jeg dog tvivler noget på. Under alle omstændigheder er det jo det styrketræning, som jeg skal lave nu. Har valgt at komme til et nyt sted, for at afprøve nye former for træning, så må jeg jo også gå helhjertet ind til det.
Jeg vil vende tilbage om et par uger med lidt flere updates og forhåbentlig nye billeder (hvis jeg snart lærer at tilslutte den mobil til min mac). I will - soon
