Martin88 skrev:At sætte sin lid til at træning skulle ændre noget, er vidst et ligeså dårligt råd som at påstå, at en træner skulle ændre noget. Naturligvis er viden om psykologien tilgængeligt for alle, men jeg vil væde med, at coaches osv. som du nævner deti kke har læst en brøkdel af den psykologi, som en psykolog skal igennem, udover det er der den praktiske efteruddannelse og træning i terapiformer, som coaches m.v. kun kommer meget hurtigt igennem - ikke nok til at beskæftige sig med noget så skrøbeligt som den menneskelige psyke hos folk der er langt nede. Der kan ligge ting så dybt placeret i en, at en mental træner/coach/whatever ikke kan ændre på det og gøre tingene bedre, det vil en psykolog med al sandsynlighed kunne hjælpe med.. Derfor er din underminering af psykologer og negligering af deres evner ift. en coach/træners mildt sagt brutal - det gør faktisk på ingen måde dine indlæg bedre, uanset hvad du så måtte have haft af personlige erfaringer med coaches..
For lige at begynde ved første linie i dit indlæg, så er det både videnskabelig bevist og almindelig kendt at fysisk træning har positiv effekt på psyken og kan være et godt middel mod depression.
Jeg er ikke uenig med Jer i, at en psykolog har gennemgået et længere og mere omfattende studie end mange coaches og terapeuter.
Men igen vil jeg sige at lige som lægen ikke skal bruges i alt, hvad der har med vores fysiske virke at gøre, så synes jeg heller ikke at psykologen skal bruges til att på det psykiske område.
Det skal ikke opfattes som at jeg vil nedgøre psykologer, men det modsatte.
Jeg opfatter psykologer som de dygtigste specialister, der kun bør kontaktes, når andre ikke kan klare opgaven.
Det får mig til at tænke på Søren Kierkegårds ord om at hjælpe:
"At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et
bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han
er og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst, enhver, der ikke kan det, er
selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe andre.
For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men
dog først og fremmest forstå det, han forstår.
Når jeg ikke gør det, så hjælper merforståelse ham slet ikke.
Vil jeg alligevel gøre min merforståelse gældende, så er det fordi jeg
er forfængelig eller stolt, at jeg i grunden i stedet for at gavne ham
egentlig vil beundres af ham, men al sand hjælp begynder med en
ydmygelse.
Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og derved
forstå, at det at hjælpe ikke er at herske, men at tjene, at det at
hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at
hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret og
ikke forstå hvad den anden forstår."
Søren Kierkegaard (1813 - 1855)
Ud fra det, mener jeg at den bedste hjælp ikke nødvendigvis er psykologen.
Selv om han er den dygtigste og medt lærde, så kunne det tænkes at en anden person måske bedre kan være på linie med den person, der har brug for hjælp og derfor giver en bedre hjælp.
Vi modtager også hjælp fra bankrådgiveren i økonomisager, og han eller hun behøver ikke at være økonomi professer for at kunne give den bedste hjælp.

Hvis jeg skal lære at løbe, så hjælper det ikke mig at verdensmesteren viser mig vejen.
Inden længe, er han så langt foran, at jeg ikke kan se ham, og så kan jeg heller ikke lære noget af ham.
Ham, der kun er lidt bedre, og derfor kun løber lidt foran, ham kan jeg se, og stadig holde kontakt med og lære noget af.
Også her i diskussionen tror jeg at afstanden er så stor, at vi ikke når hinanden og lærer noget...
Henning