Adonis: jeg laver en fyldig anmeldelse
88: nu ser jeg jo ikke sådan skide meget fodbold, og når de ikke gider skabe chancer så mister jeg temmelig hurtigt interessen. Og nej, de skal godt nok til at overveje at spille bolden noget mere og skyde på mål i stedet for at fedte rundt ude i kanten af feltet hvis de skal blive verdensmestre.
Jeg så følgende koncerter (i kronologisk rækkefølge):
Gorillaz: pisse fedt når de spillede de mere kendte, up-tempo numre. Ekstranumrene Feel Good Inc. og Clint Eastwood fik os helt op at ringe. Desværre var der for mange ligegyldige numre og koncerten tabte lidt pusten undervejs.
Meshuggah: svært at sætte ord på. De numre jeg kunne genkende (Bleed, Combustion, New Millenium Cyanide Christ) var grotesk fede. Bleed var totalt mindblowing. Men når man ikke kendte materialet stod man for det meste bare og trippede, fordi musikken var meget hypnotisk - men desværre også meget monoton og man kedede sig unægeligt en smule undervejs.
Them Crooked Vultures: meget positivt overrasket. Jeg er ikke sådan vildt begejstret for deres debutplade og frygtede det ville blive en omgang jamsession og lir. Det var det heldigvis ikke, og der var rigtig god smæk på fra start til slut. Det skyldes primært at Dave Grohl er et fucking bæst til at spille trommer, og han trak virkelig oplevelsen op.
Nephew: det var ikke med min gode vilje, men jeg var havnet til venstre for Orange og skulle mod Arena, så det var lidt uundgåeligt at se Nephew undervejs. Det fortrød jeg heldigvis ikke, og det var et meget medrivende show, hvor man tydeligt kunne mærke hvor fedt Simon Kvamm syntes det var igen at stå på Orange. De spillede Basement Jaxx' Where's Your Head At som det første ekstranummer, og det tog edermame kegler. Meget mærkeligt nummer at spille til en Nephew koncert, men fuck det fungerede. Det var sjovt nok også det alle snakkede om efter koncerten. Hvad i alverden de dog spillede det kummerlige stykke afføring de kalder en fodboldsang, forstår jeg dog ikke noget af.
Den Sorte Skole: super super fedt. Det show havde virkelig alt. Slayer, Neil Young, Prodigy, Faithless, Jeff Buckley osv. Der var nærmest ikke det store Roskilde-navn de ikke spillede og der var pisse god stemning. Jeg gik vist i seng kl 7 den dag.
The Kandidate: desværre havde alt for mange mennesker valgt at se The Rumour Said Fire eller pleje tømmermænd i campingområdet og teltet var kun ca. halvt fyldt. Men øv det var fedt, og lige det jeg havde brug for. Jakob Bredahl, der i mange år stod i front for Hatesphere, er uden sammenligning den bedste frontmand i dansk metal. Måske den bedste i dansk musik i det hele taget. Bandet spillede rigtig fedt og lyden var overraskende god helt foran højttaleren hvor vi stod.
Muse: det jeg så var rigtig fedt. De har aldrig rigtig fanget mig, men jeg kan sagtens forstå hvorfor folk roser deres liveoptrædender. Meget imponerende lysshow og resten var heller ikke dårligt. Absolut positiv oplevelse, som jeg dog egentlig mest af alt bare var til for at slå tiden ihjel inden Robyn.
Robyn: hands down årets koncert for mit vedkommende. Vi var to der forlod Muse tidligt for at købe vin og pilsnere og endte i tredje række i venstre pit. Det var en latterligt fed koncert fyldt med kærlighed og good vibes. Hun forstår virkelig at levere varen, og når hendes musik oven i købet er så medrivende og inderlig, kunne man ikke andet end at lade sig fuldstændig rive med.
The Prodigy: min hukommelse er desværre lidt hullet men det jeg husker var rigtig fedt og jeg gik fuldstændig ape-shit til Voodoo People.
Jeg gik ikke glip af så meget. Desværre var jeg helt balret og kunne ikke klare at se Moderat. Det ærgrede jeg mig lidt over, men jeg tror ikke jeg havde fået ret meget ud af det. Koncerterne var generelt super fede igen i år, men jeg kunne virkelig godt have brugt noget mere metal på de større scener - det er helt til grin at smide 9 deciderede rockbands på Orange uden at have et eneste metalnavn.
This is your life and it's ending one minute at a time