Archer skrev:Archer har løbet 800m 2 gange i sidste uge.. #Usainbolt

Haha! Dobbelt-A... Det bliver hun glad for det nick

Jarlen fra aHA skrev:KAN ARCHER LØBE?!

Giraf-Løg skrev:

Jarlen fra aHA skrev:KAN ARCHER LØBE?!

Ja, når at der er pølsehorn i kantinen.

TrexMode skrev:

Giraf-Løg skrev:

Jarlen fra aHA skrev:KAN ARCHER LØBE?!

Ja, når at der er pølsehorn i kantinen.

Pølsehorn er Archers byggesten. Pølsehorn og Santa Maria Crispy Chicken Bites Spice Mix.

Gormez skrev:Var det ikke planen du skulle stille til Aask?

TrexMode skrev:
"GODHEDEN STRANDER, KIRKERNE BRÆNDER, DET ER MIG DER HAR SAT DEM I BRAND
JEG VIL GØRE DET IGEN OG JEG DOLKER MIN VEN FOR HAN HAR SAGT, DET VAR HAM
JEG ER IKKE FASCIST, FOR JEG SYNES DET ER TRIST, AT KUN DE SORTE SKAL HADES
ALLE SKAL LIDE, SIDE OM SIDE, I ONDSKABENS HAV VIL JEG BADES."

Jarlen fra aHA skrev:

TrexMode skrev:
"GODHEDEN STRANDER, KIRKERNE BRÆNDER, DET ER MIG DER HAR SAT DEM I BRAND
JEG VIL GØRE DET IGEN OG JEG DOLKER MIN VEN FOR HAN HAR SAGT, DET VAR HAM
JEG ER IKKE FASCIST, FOR JEG SYNES DET ER TRIST, AT KUN DE SORTE SKAL HADES
ALLE SKAL LIDE, SIDE OM SIDE, I ONDSKABENS HAV VIL JEG BADES."

selve musikken er meget god 4/5, men hvorfor skal de altid skrige skingert?

TrexMode skrev:

Jarlen fra aHA skrev:

TrexMode skrev:
"GODHEDEN STRANDER, KIRKERNE BRÆNDER, DET ER MIG DER HAR SAT DEM I BRAND
JEG VIL GØRE DET IGEN OG JEG DOLKER MIN VEN FOR HAN HAR SAGT, DET VAR HAM
JEG ER IKKE FASCIST, FOR JEG SYNES DET ER TRIST, AT KUN DE SORTE SKAL HADES
ALLE SKAL LIDE, SIDE OM SIDE, I ONDSKABENS HAV VIL JEG BADES."

selve musikken er meget god 4/5, men hvorfor skal de altid skrige skingert?

Det er et godt spørgsmål, men det er en del af æstetikken. Lad mig give dig et langt og unødigt indviklet svar der kun vil være interessant for rockhistorienørder, og som ingen derfor kommer til at læse.

I min optik findes der to store interessante modreaktioner i senmoderne rockmusik - og med "rock" mener jeg "alle bands der består af forsanger, guitar, bas og trommer" i et vist omfang. Det karakteristiske ved begge modreaktioner er, at de er modreaktioner på modreaktioner, og de eksisterer i relativt kort tid og starter store bølger af indflydelse der spilder over i andre musikgenrer og, for den sags skyld, ind i kopiscener der i nogen grad forsøger at leve op til den dogmatik der er fastsat af genrestarterne. De to bølger er amerikansk hardcore i perioden 81-85 og norsk black metal i perioden 89-94. Det interessante er, at den ene knapt kan eksistere uden den anden. Lad os starte med hardcore.

Hardcore er en modreaktion på 77'er-punken i England og New York. '77 er kendetegnet ved bands der i høj grad vedligeholder en form for æstetik i udseende og tøj - bands som Sex Pistols, der er opkaldt efter en tøjbutik og i virkeligheden er et PR-stunt, The Damned og The Ramones. 1977-punkbølgen er opkaldt efter 1977 fordi den starter i 77 og dør relativt hurtigt efter - bandsene eksisterede som en modreaktion på datidens grandiøse rockmusik som Led Zeppelin o. lign. Det skulle gå stærkt, være grimt, og på en eller anden måde lyde "dårligt", men med vilje. Som en del af modreaktionen, du ved. Der er ingen tvivl om bølgens indflydelse på resten af musikhistorien, men den er for så vidt relativt uinteressant da det i nogen grad kun er et spørgsmål om at en række bands forsøger at opfylde en særlig æstetik. Næsten alle bands i den æra lyder ens, de går i det samme tøj med læderjakker og farvet, stort hår og nitter og sikkerhedsnåle. I USA, hovedsaligt omkring Washington, starter der en form for modreaktion på 77'erpunken. En masse unge drenge, der ikke troede på "Sex Drugs and Rock'n'Roll", men mere en form for "Fuck sex, fuck drugs and fuck rock'n'roll". Væk er æstetikken (med undtagelse af Misfits), farten bliver sat op i dobbelttempo og vokalen bliver taget fra "sang" til et helt nyt og interessant udtryk, korte staccato-agtige skrig. De vigtigste band at nævne er naturligvis Minor Threat, Black Flag og Bad Brains og min absolutte favorit, Hüsker Dü. Hér sker der noget. Her kommer revolutionen. Hastigheden er sat op, der er fokus på tone frem for bass, diskanten er gennemtrængende og guitaren er nærmest enten helt ambient, som i Hüsker Dü, eller helt staccato og knytnæve-agtig som i Minor Threat. De her bands reagerede på første bølge af punkrock med et udtryk der er langt kraftigere, ekstremt definerende og aggressivt. I Hüsker Dü kan man direkte høre senere bands der har fået inspiration, Nirvana, Green Day, Foo Fighters... Hardcore startede en æra. Rent musikalsk sker der et par ting: guitaren går fra at være et komprimeret udtryk til at være ren diskant, og man begynder at acceptere at "sang" ikke er nødvendigt. Kan du ikke synge og lyde som Misfits? Fuck det, bare gør noget. Råb, skrig, hvad du har lyst til. Man behøver ikke synge, hvis man ikke kan synge, man kan bare skrige - for det behøver ikke opfylde en æstetik, man kan bare gøre som man har lyst til. Fuck idéerne om hvad musik skal og ikke skal kunne.

Med introduktionen af Hardcore sker der en masse ting. Den mest interessante i den her sammenhæng er, at hardcore møder Heavy Metal. Visse bands, som Dirty Rotten Imbeciles begynder at flytte koncepterne fra Hardcore over i deres idé om "Heavy Metal", stammende fra, ja... Black Sabbath, Motorhead og NWOBHM. Thrash Metal er født. Metallica, Anthrax, Annihilator i Canada, Megadeth, Slayer... Thrash Metal kender man. Nogle bands tager det skridtet videre og tager vokalen til ekstremer. Dødsmetal er født. Necrophagia, Morbid Angel, og naturligvis det genre-definerende Death er gode eksempler på tidlig dødsmetal. I nummeret fra Death er det ikke svært at høre parallelen til tidlig black metal, men det er velproduceret og "godt".

Trenden kommer til Europa, og EU begynder at være med på legen. Bands som Venom, Kreator og Sodom bragte faklen videre i EU. Det skal desuden nævnes, at der i Danmark starter et band der hedder Mercyful Fate relativt tidligt. Det får enorm indflydelse på Heavy verden over, Metallica har bl.a. lavet covers af dem, og stilistisk minder det i nogen grad om black metal: corpsepaint / make-up og okkultisme fylder en del i King Diamonds tekster. Og så har bandmedlemmerne pseudonymer, hvilket også blev taget med over i BM.

I Norge sker der noget lignende hardcorebølgen i USA. Thrash Metal eksisterer, Dødsmetal eksisterer, men det er allerede på det her tidspunkt "outdated" og overproduceret. Det passer ikke ind i 80'ernes Norge, hvor der er koldt, trist og mørkt. Enkelte bands, som Darkthrone, startede som velproduceret Dødsmetal men gik bort fra genren da modreaktionen kom, og begyndte at spille "dårligt" produceret Black Metal. Det lyder unægteligt som om at Transilvanian Hunger er optaget 10-15 år før Chromlech, men det er en del af æstetikken. Der er absolut ingen tvivl om at Transilvanian Hunger er fucking fantastisk. Hele albummet er godt. Man bliver enige om, at dødsmetal og thrash metal ikke er nok, og en relativt lille udbrydergruppe i Norge finder inspiration i Venom, Slayer, Mercyful Fate og lignende bands, men dekonstruerer det fuldstændigt. Kombineret med en noget nær fanatisk trang til at gøre det modsatte af hvad den amerikanske trend er, dropper man de gode produceringer, indspiller på båndoptagere og går væk fra hele idéen om at lyde "sej", som growl og thrash-metal-metallica-YEAARRGHGH-vokalen er. Man insisterer på enten at lyde dæmonisk eller "grim" (engelsk grim, ikke dansk grim), nede i mixet og stemmerne indeholder en del andre følelser end i USA. Man er ikke længere sej, man er desperat, deprimeret, suicidal, ond, dæmonisk, skræmmende og ekstremt selvhøjtidelig. Man er, med andre ord, TRVE KVLT. Det resulterer i en vanvittig gruppe mennesker der i nogen grad hele tiden forsøger at one-uppe hinanden i ekstremisme, der bliver sendt dødstrusler til dødsmetalbands fra Sverige og Finland, der bliver brændt kirker af for at fremme paganismen, og det resulterer bl.a. i to mord og et selvmord. Black Metal er altså en form for hardcore punk indenfor metal - det ekstreme modsvar på den etablerede æstetik. Ser man f.eks. albumcovers fra datidens dødsmetalbands er de fulde af farver og zombier og "fjollede" ting, der er en form for ironisk distance til musikken - så det rebellerer man imod i Norge. Man kan ikke tage det alvorligt nok. Alt skal være mørkt, dødt, sort, corpse paint, og vokalen må ikke opfylde idéen om hvad det maskuline ideal er i USA. Hvordan lyder man mest muligt anderledes fra growl? Ved at skrige. Hvine, næsten. Burzum er også lidt ekstrem i sit udtryk (lol), mere moderate vokaler indenfor tidlig black metal er f.eks. Mayhem Enslaved og Satyricon. Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om tidlig Satyricon, men det eksisterer. Burzum er nok det første atmosfæriske black metal som sådan, og det har et markant anderledes udtryk end det lidt mere "smadder"-agtige darkthrone og mayhem.

Så, det var et langt svar. Det interessante er, at du bliver provokeret af det. De lykkes, fordi du ikke synes det lyder godt. Black Metal er ligesom oliven, man kan ikke bare sætte sig ned og æde en hel tallerken. Det smager jo af helvede til. Man skal vænne sig til det, og man skal på en eller anden måde forstå at grunden til det er godt er fordi det ikke er godt. På den måde udfordrer de både dine sanser, men, hvis du er relativt refleksiv, også dine konceptualiseringer af hvad "god" og "dårlig" musik er. Hvorfor synes du ikke det lyder godt? Hvorfor lever du op til samfundets forventninger om, hvad "musik" er? Hvad er "sang" overhovedet?

Og ja, Black Metal og Hardcore Punk eksisterer stadigvæk. Der er både gamle bands, der stadig spiller det (som Mayhem, Darkthrone..) og nyere bands. Det er dog rimeligt essentielt at disse bands enten har ændret i deres udtryk (som Dimmu Borgir, der er lort) eller enten bare er en parodi af en parodi, og derfor i sig selv ikke har nogen særlig værdi, andet end at de kan have lavet noget musik der på en eller anden måde tiltaler øregangene. Det er selvfølgelig OK, men det er ikke nyt. Lidt ligesom at Green Day ikke er et "godt" band fordi de bare tog noget, andre havde lavet, og gjorde det radiovenligt, er det meste moderne black metal absolut heller ikke godt. Der sker ting i USA der er interessante fordi lyden bliver redefineret, men det meste moderne black metal er lort. Og ja, også Myrkur.

Nå.

A) Dødløft, konventionelt
140 x 3
140 x 3
150 x 3
150 x 3
150 x 3
Let, men ikke godt.

Depletion herefter:

6 x 15 i HS machine press og hip belt squats med 50kg db i bæltet.
5 x 15 i alt andet, bortset fra lægge og laterals og triceps. Kun 4 x 15 i dem. Jeg gad desuden ikke curle i dag.

Jarlen fra aHA skrev:

TrexMode skrev:Så, det var et langt svar. Det interessante er, at du bliver provokeret af det. De lykkes, fordi du ikke synes det lyder godt. Black Metal er ligesom oliven, man kan ikke bare sætte sig ned og æde en hel tallerken. Det smager jo af helvede til. Man skal vænne sig til det, og man skal på en eller anden måde forstå at grunden til det er godt er fordi det ikke er godt. På den måde udfordrer de både dine sanser, men, hvis du er relativt refleksiv, også dine konceptualiseringer af hvad "god" og "dårlig" musik er.


Hvorfor synes du ikke det lyder godt? Hvorfor lever du op til samfundets forventninger om, hvad "musik" er? Hvad er "sang" overhovedet?

Og ja, Black Metal og Hardcore Punk eksisterer stadigvæk. Der er både gamle bands, der stadig spiller det (som Mayhem, Darkthrone..) og nyere bands. Det er dog rimeligt essentielt at disse bands enten har ændret i deres udtryk (som Dimmu Borgir, der er lort) eller enten bare er en parodi af en parodi, og derfor i sig selv ikke har nogen særlig værdi, andet end at de kan have lavet noget musik der på en eller anden måde tiltaler øregangene. Det er selvfølgelig OK, men det er ikke nyt. Lidt ligesom at Green Day ikke er et "godt" band fordi de bare tog noget, andre havde lavet, og gjorde det radiovenligt, er det meste moderne black metal absolut heller ikke godt. Der sker ting i USA der er interessante fordi lyden bliver redefineret, men det meste moderne black metal er lort. Og ja, også Myrkur.

din mor

Jarlen fra aHA skrev:Det var et godt svar og jeg har læst det fra ende til anden og klikket på links <3

Jeg ved ikke om jeg bliver provokeret, men jeg er ihvertfald undrende! Jeg tror ikke at min opfattelse vedrørende "skrigeriet" har noget at gøre med et samfundsparadigme om hvad god/dårlig musik er. Det er nok mere bare en association forbundet imellem det at skrige og folk der bliver udsat for smerte/ lidelser. Der er også mange mennesker der nyder at forvolde hinanden smerte, men det kan jeg heller ikke blive provokeret af, til det har jeg været for meget på 4chan


Men er det ikke lidt et paradoks at du så selv dømmer noget musik som værende dårligt, bare fordi det bliver lavet pøbelvenligt?


og hvem fanden kan ikke lide oliven?!

TrexMode skrev:

TrexMode skrev:

Jarlen fra aHA skrev:

TrexMode skrev:
"GODHEDEN STRANDER, KIRKERNE BRÆNDER, DET ER MIG DER HAR SAT DEM I BRAND
JEG VIL GØRE DET IGEN OG JEG DOLKER MIN VEN FOR HAN HAR SAGT, DET VAR HAM
JEG ER IKKE FASCIST, FOR JEG SYNES DET ER TRIST, AT KUN DE SORTE SKAL HADES
ALLE SKAL LIDE, SIDE OM SIDE, I ONDSKABENS HAV VIL JEG BADES."

selve musikken er meget god 4/5, men hvorfor skal de altid skrige skingert?

Det er et godt spørgsmål, men det er en del af æstetikken. Lad mig give dig et langt og unødigt indviklet svar der kun vil være interessant for rockhistorienørder, og som ingen derfor kommer til at læse.

I min optik findes der to store interessante modreaktioner i senmoderne rockmusik - og med "rock" mener jeg "alle bands der består af forsanger, guitar, bas og trommer" i et vist omfang. Det karakteristiske ved begge modreaktioner er, at de er modreaktioner på modreaktioner, og de eksisterer i relativt kort tid og starter store bølger af indflydelse der spilder over i andre musikgenrer og, for den sags skyld, ind i kopiscener der i nogen grad forsøger at leve op til den dogmatik der er fastsat af genrestarterne. De to bølger er amerikansk hardcore i perioden 81-85 og norsk black metal i perioden 89-94. Det interessante er, at den ene knapt kan eksistere uden den anden. Lad os starte med hardcore.

Hardcore er en modreaktion på 77'er-punken i England og New York. '77 er kendetegnet ved bands der i høj grad vedligeholder en form for æstetik i udseende og tøj - bands som Sex Pistols, der er opkaldt efter en tøjbutik og i virkeligheden er et PR-stunt, The Damned og The Ramones. 1977-punkbølgen er opkaldt efter 1977 fordi den starter i 77 og dør relativt hurtigt efter - bandsene eksisterede som en modreaktion på datidens grandiøse rockmusik som Led Zeppelin o. lign. Det skulle gå stærkt, være grimt, og på en eller anden måde lyde "dårligt", men med vilje. Som en del af modreaktionen, du ved. Der er ingen tvivl om bølgens indflydelse på resten af musikhistorien, men den er for så vidt relativt uinteressant da det i nogen grad kun er et spørgsmål om at en række bands forsøger at opfylde en særlig æstetik. Næsten alle bands i den æra lyder ens, de går i det samme tøj med læderjakker og farvet, stort hår og nitter og sikkerhedsnåle. I USA, hovedsaligt omkring Washington, starter der en form for modreaktion på 77'erpunken. En masse unge drenge, der ikke troede på "Sex Drugs and Rock'n'Roll", men mere en form for "Fuck sex, fuck drugs and fuck rock'n'roll". Væk er æstetikken (med undtagelse af Misfits), farten bliver sat op i dobbelttempo og vokalen bliver taget fra "sang" til et helt nyt og interessant udtryk, korte staccato-agtige skrig. De vigtigste band at nævne er naturligvis Minor Threat, Black Flag og Bad Brains og min absolutte favorit, Hüsker Dü. Hér sker der noget. Her kommer revolutionen. Hastigheden er sat op, der er fokus på tone frem for bass, diskanten er gennemtrængende og guitaren er nærmest enten helt ambient, som i Hüsker Dü, eller helt staccato og knytnæve-agtig som i Minor Threat. De her bands reagerede på første bølge af punkrock med et udtryk der er langt kraftigere, ekstremt definerende og aggressivt. I Hüsker Dü kan man direkte høre senere bands der har fået inspiration, Nirvana, Green Day, Foo Fighters... Hardcore startede en æra. Rent musikalsk sker der et par ting: guitaren går fra at være et komprimeret udtryk til at være ren diskant, og man begynder at acceptere at "sang" ikke er nødvendigt. Kan du ikke synge og lyde som Misfits? Fuck det, bare gør noget. Råb, skrig, hvad du har lyst til. Man behøver ikke synge, hvis man ikke kan synge, man kan bare skrige - for det behøver ikke opfylde en æstetik, man kan bare gøre som man har lyst til. Fuck idéerne om hvad musik skal og ikke skal kunne.

Med introduktionen af Hardcore sker der en masse ting. Den mest interessante i den her sammenhæng er, at hardcore møder Heavy Metal. Visse bands, som Dirty Rotten Imbeciles begynder at flytte koncepterne fra Hardcore over i deres idé om "Heavy Metal", stammende fra, ja... Black Sabbath, Motorhead og NWOBHM. Thrash Metal er født. Metallica, Anthrax, Annihilator i Canada, Megadeth, Slayer... Thrash Metal kender man. Nogle bands tager det skridtet videre og tager vokalen til ekstremer. Dødsmetal er født. Necrophagia, Morbid Angel, og naturligvis det genre-definerende Death er gode eksempler på tidlig dødsmetal. I nummeret fra Death er det ikke svært at høre parallelen til tidlig black metal, men det er velproduceret og "godt".

Trenden kommer til Europa, og EU begynder at være med på legen. Bands som Venom, Kreator og Sodom bragte faklen videre i EU. Det skal desuden nævnes, at der i Danmark starter et band der hedder Mercyful Fate relativt tidligt. Det får enorm indflydelse på Heavy verden over, Metallica har bl.a. lavet covers af dem, og stilistisk minder det i nogen grad om black metal: corpsepaint / make-up og okkultisme fylder en del i King Diamonds tekster. Og så har bandmedlemmerne pseudonymer, hvilket også blev taget med over i BM.

I Norge sker der noget lignende hardcorebølgen i USA. Thrash Metal eksisterer, Dødsmetal eksisterer, men det er allerede på det her tidspunkt "outdated" og overproduceret. Det passer ikke ind i 80'ernes Norge, hvor der er koldt, trist og mørkt. Enkelte bands, som Darkthrone, startede som velproduceret Dødsmetal men gik bort fra genren da modreaktionen kom, og begyndte at spille "dårligt" produceret Black Metal. Det lyder unægteligt som om at Transilvanian Hunger er optaget 10-15 år før Chromlech, men det er en del af æstetikken. Der er absolut ingen tvivl om at Transilvanian Hunger er fucking fantastisk. Hele albummet er godt. Man bliver enige om, at dødsmetal og thrash metal ikke er nok, og en relativt lille udbrydergruppe i Norge finder inspiration i Venom, Slayer, Mercyful Fate og lignende bands, men dekonstruerer det fuldstændigt. Kombineret med en noget nær fanatisk trang til at gøre det modsatte af hvad den amerikanske trend er, dropper man de gode produceringer, indspiller på båndoptagere og går væk fra hele idéen om at lyde "sej", som growl og thrash-metal-metallica-YEAARRGHGH-vokalen er. Man insisterer på enten at lyde dæmonisk eller "grim" (engelsk grim, ikke dansk grim), nede i mixet og stemmerne indeholder en del andre følelser end i USA. Man er ikke længere sej, man er desperat, deprimeret, suicidal, ond, dæmonisk, skræmmende og ekstremt selvhøjtidelig. Man er, med andre ord, TRVE KVLT. Det resulterer i en vanvittig gruppe mennesker der i nogen grad hele tiden forsøger at one-uppe hinanden i ekstremisme, der bliver sendt dødstrusler til dødsmetalbands fra Sverige og Finland, der bliver brændt kirker af for at fremme paganismen, og det resulterer bl.a. i to mord og et selvmord. Black Metal er altså en form for hardcore punk indenfor metal - det ekstreme modsvar på den etablerede æstetik. Ser man f.eks. albumcovers fra datidens dødsmetalbands er de fulde af farver og zombier og "fjollede" ting, der er en form for ironisk distance til musikken - så det rebellerer man imod i Norge. Man kan ikke tage det alvorligt nok. Alt skal være mørkt, dødt, sort, corpse paint, og vokalen må ikke opfylde idéen om hvad det maskuline ideal er i USA. Hvordan lyder man mest muligt anderledes fra growl? Ved at skrige. Hvine, næsten. Burzum er også lidt ekstrem i sit udtryk (lol), mere moderate vokaler indenfor tidlig black metal er f.eks. Mayhem Enslaved og Satyricon. Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om tidlig Satyricon, men det eksisterer. Burzum er nok det første atmosfæriske black metal som sådan, og det har et markant anderledes udtryk end det lidt mere "smadder"-agtige darkthrone og mayhem.

Så, det var et langt svar. Det interessante er, at du bliver provokeret af det. De lykkes, fordi du ikke synes det lyder godt. Black Metal er ligesom oliven, man kan ikke bare sætte sig ned og æde en hel tallerken. Det smager jo af helvede til. Man skal vænne sig til det, og man skal på en eller anden måde forstå at grunden til det er godt er fordi det ikke er godt. På den måde udfordrer de både dine sanser, men, hvis du er relativt refleksiv, også dine konceptualiseringer af hvad "god" og "dårlig" musik er. Hvorfor synes du ikke det lyder godt? Hvorfor lever du op til samfundets forventninger om, hvad "musik" er? Hvad er "sang" overhovedet?

Og ja, Black Metal og Hardcore Punk eksisterer stadigvæk. Der er både gamle bands, der stadig spiller det (som Mayhem, Darkthrone..) og nyere bands. Det er dog rimeligt essentielt at disse bands enten har ændret i deres udtryk (som Dimmu Borgir, der er lort) eller enten bare er en parodi af en parodi, og derfor i sig selv ikke har nogen særlig værdi, andet end at de kan have lavet noget musik der på en eller anden måde tiltaler øregangene. Det er selvfølgelig OK, men det er ikke nyt. Lidt ligesom at Green Day ikke er et "godt" band fordi de bare tog noget, andre havde lavet, og gjorde det radiovenligt, er det meste moderne black metal absolut heller ikke godt. Der sker ting i USA der er interessante fordi lyden bliver redefineret, men det meste moderne black metal er lort. Og ja, også Myrkur.

Disko-D skrev:

TrexMode skrev:

Jarlen fra aHA skrev:

TrexMode skrev:

Jarlen fra aHA skrev:

TrexMode skrev: Jeg vejede desuden 95,2 kg inden træning.

One Man Army skrev:

TrexMode skrev: Jeg vejede desuden 95,2 kg inden træning.

Er det ~5 kg på ca 3,5 uge? Jeg synes ikke at du har skrevet en startvægt før diæten, men kun at vejede lidt over 100 kg et par dage før

Hvordan er din umiddelbare vurdering af UD 2.0?