Hermed beretning fra årets TSK cup raw. Usædvanligvis havde stævne arrangørerne valgt at lægge alle kvindernes klasser, samt mændenes -66 og -74 om lørdagen, efter alle udstyrsløfterne. Det vil sige at indvejning var sat til kl. 15 og stævnestart kl. 17. Disse ændringer fuckede lidt med mig mentalt, fordi jeg ifølge min egen vægt lå på 65,8kg og derfor skulle gå en halv dag uden at spise. På dagen sagde morgenvægten 65,3. Jeg havde altså en smule at give af, men jeg var alligevel nervøs for at veje ind for tungt og spiste således ikke andet end en håndfuld mandler i løbet af morgenen/formiddagen inden jeg tog afsted mod Tårnby.
Da jeg ankom til TSK ved 13.30 tiden vejede jeg mig på stævnevægten og det skulle nu vise sig at min egen vægt vejer for meget. I hvert fald sagde stævnevægten at jeg vejede 64,5, så min bekymring havde været for ingenting. Jeg begyndte stille og roligt at spise.
Ugerne op til stævnet havde jeg haft travlt med skole og havde egentlig ikke helt følt mig motiveret for at fokusere ordentligt på forberedelserne. Med disse tankerne i baghovedet og en generel følelse af manglende power gik jeg ind til stævnet med hvad jeg vil kalde en langt fra optimal følelse i kroppen. En anden omstændighed der ikke var som normalt, var at mine klubkammerater først skulle løfte om søndagen og derfor ikke var til stede om lørdagen. Den sædvanlige tryghed ved at kunne udveksle tanker og modtage opbakkende bemærkninger fra den dejlige familie som CPL er, var således fraværende med undtagelse af én, nemlig Cornelia som blev og hjalp mig.
På trods af disse omstændigheder blev resultatet langt fra katastrofalt og med superb opbakning og motiverende peptalks fra Cornelia, som hjalp mig hele vejen gennem stævnet, var oplevelsen alligevel ganske fin. En kæmpe tak, skal lyde herfra til Cornelia! Hvis hun ikke havde været der, havde jeg sgu nok følt mig meget alene.
Det var i øvrigt også mit første stævne med så mange konkurrenter (vi var 4 i klassen) og jeg fik god kamp af specielt den ene af dem – noget jeg ikke på samme måde har oplevet før, så det var interessant at mærke hvordan det påvirkede mig.
Reslutaterne blev som føler:
Squat
1. 150kg – godkendt
2. 160kg – godkendt
3. 165kg – underkendt*
Tredje løft blev forstyrret af, at der blev forvirring omkring hvis tur det var og da jeg gik ind til løftet var det med usikkerhed og ukoncentration. Irriterende. Vægten vandt over mig.
Bænk
1. 105kg – godkendt
2. 110kg – godkendt
3. 115kg – underkendt*
Dette løft burde have været der. De to første løft føltes virkelig nemme og Cornelia sagde at de fløj op og at det så meget ubesværet ud. Det var derfor med en virkelig god portion selvtillid at jeg gik på 115. Mine patter og triceps har åbenbart ikke været enige. I hvert fald lå den ret meget stille på brystet da pressignalet lød.
Dødløft
1. 180kg – godkendt
2. 185kg – godkendt
3. 187,5 – underkendt*
Da vi nåede til dødløften kunne jeg godt mærke at jeg var ved at være presset for energi. Jeg havde egentlig udmeldt en start på 185kg, men ændrede den til 180 efter at have mærket de 175 som sidste løft i opvarmningen, som føltes lige lovlig tung. Allerede da jeg kom ind til første løft og satte mig ned til de 180 skreg kroppen ”bliv nu bare siddende, jeg er så træt”. Trods dette fik jeg de 180 op, men var ret rystet over hvor tung den føltes. Det skal lige skydes ind, at jeg for ca. 3 uger siden løftede 195 til træning og havde set frem til at forøge min stævnerekord på 185. I andet forsøg kom de 185 kom også op, men det var virkelig tungt. Jeg var derfor ikke specielt motiveret på de 187,5 og med visheden om at guldmedaljen var hjemme i baghovedet blev det sidste løft halvhjertet og kom ikke op.
Resultatet blev en forølgelse af min total med 15kg som også er ny raw danmarksrekord, og en førsteplads i min klasse.
Stor tak til arrangører, TSK, mine klubkammerater, godtfolket fra The Gym og alle der bakkede mig op!