For et godt stykke tid siden slettede jeg en hel masse venner på Facebook, fordi jeg synes, at de var falske. Jeg havde på fornemmelsen, at de var glade ved mig osv., men jeg kunne bare ikke se, hvordan de kunne hjælpe mig i de ting, jeg synes er vigtigt i livet. Jeg er 17 år og var vel 16 dengang. Jeg beholdt kun få venner, som gav mening at beholde. Kammerater, som motiverer mig, hvis jeg er nede, en træningsmakker, en der har bakket mig vanvittigt op siden jeg var lille (gået i skole med ham siden 0.). Jeg spiller også fodbold, og mht. til det hjælper sidstnævnte mig rigtig meget.
Sådan nogle venner har jeg beholdt.
Konklusion: alle de piger og drenge jeg har slettet, har jeg som sådan ikke haft noget i mod, men jeg kan bare ikke se meningen i de ting, de bliver ved og ved og ved med at gøre (ved godt bodybuilding, fodbold og generelt træning handler om at blive ved og ved, men hvis inden for træning, giver det mening, fordi det i sidste ende vil resultere i succes - teoretisk). Men at de tager til fest hver weekend, ligger billeder der ligner hinanden på en prik op på diverse sider ugen lang, hvor deres "veninder" kommer med forudseende svar som, smuk smuk smuk :* osv., kan jeg bare ikke se mening i.
Nu kan jeg høre jeg har kørt meget i det samme, og jeg vil ikke lyde som en hater, fordi jeg har ikke noget i mod dem på den måde, lev deres liv som de har lyst.
Til sidst vil jeg sige, en pige har skrevet til mig: Jakob?!!!! Hvorfor har du så slettet mig som ven?!

Skal jeg bare skrive sandheden eller formulere mig som dem, og "vende" tilbage til hvordan jeg var engang: åårh, det må du undskylde, jeg havde en dårlig tid bla bla bla?









