Fordi jeg ville være fucking sw0len og leve the bodybuilder lifestyle!

Jokes aside, så var jeg tynd, meget tynd. 60 kg spredt på 179 cm, så jeg blev kastet rundt i alle sportsgrene selvom jeg havde nogle udemærket atletiske evner. Så jeg besluttede mig til at begynde at styrketræne for at blive større og derfor også mere konkurrencedygtig til min sport. Det blev jeg så efter et stykke tid, og jeg kunne mosle med de store drenge nede i posten pga. den forøget styrke i bl.a. squat. Jeg begyndte senere at interessere mig mere og mere for styrketræningen i stedet for basket, specielt pga. de mange skade/overbelastningsskade som jeg fik af at gøre begge ting for meget. Jeg er nu begyndt at prioritere styrketræning mere, og spiller bare hygge-basket nu. Det er vel forskellige hvordan man vil se på om det er godt eller skidt at jeg mistede interessen for min sport, men jeg nyder sgu styrketræningen atm, og forhåbentlig vil det fortsætte.

Altid været tynd, 60kg fordelt på 186 er ikke meget ;D
Men er bare blevet afhængig af bodybuilder livsstilen det seneste år, og syntes det er sjovt at puuuuump ^^

Jeg træner til post nuclear/zombie apocalypse.

Startede fordi jeg blev træt af at høre sætninger som "Hva sulter du derhjemme eller hvad?".
Nu træner jeg fordi jeg er afhænget af det og jeg har det bedre med mig selv når jeg har nået alle mine træningspas i løbet af en uge.

Og den sidste, men bestemt vigtigste grund:
ME TIME! Jeg har en kæreste og 3 døtre der alle kræver konstant opmærksomhed, men nede i hulen handler det om mig, og kun mig. Dem der har børn kender følelsen: Hvis ikke jeg er glad, så er det svært at gøre familien glad.

peter n skrev:Jeg træner til post nuclear/zombie apocalypse.

+uno

http://tungekastanjer.wordpress.com/201 ... ne-kommer/


Derudover har jeg det som blodjunkien, dvs. afbræk fra familielivet med alt hvad det indebærer af forpligtelser og gøremål.

Til at starte med var det for hyggens skyld, hvilket resulterede i lange perioder med on/off-træninger (3 måneder on, et halv år off et cetera).

På et tidspunkt erstattede det så fodbold som min primære fritidsbeskæftigelse og kombinationen er at udfordre sig selv fysisk og manipulere/opbygge sin krop efter behag, tiltaler mig. Lidt narcissistisk er man vel.

Nu er det så en kombination af, at jeg ganske enkelt elsker det, det sociale i PG og at træningen er det eneste tidspunkt på dagen, hvor jeg kan koble hjernen mere eller mindre fra. Skønt.

1: Jeg får det godt af at træne.
2: Alle hverdagens udfordringer bliver langt mere overskuelige efter en god træning.
3: Jeg vil gerne leve et langt og godt liv uden sygdomme/skavanker.
4: Det er sjovere end at se fjernsyn.
5: Det er spændende at udvikle sig selv løbende og blive bedre/stærkere/mere cut dag for dag.






.... Måske også lidt for pigernes skyld

Jeg træner fordi jeg synes det er sjovt og for at vedligeholde formen. Jeg har tidligere været kraftigt bygget (er jeg stadigvæk) aka. stor/tyk/fed. Det har hjulpet utrolig meget på selvtilliden efter at jeg har tabt mig, og jeg er mere social end nogensinde før.

jeg trænere for at få en pænere krop, og dette giver mig mere selvtillid som hjælper mig med at lave flere damer i weekenderne..

Jeg træner fordi jeg vil være et kæmpe skur, med hele overkroppen lukket af tats!!. Et lokum af den anden verden!!! B-))

Som så mange andre i den her tråd var jeg et langt og tyndt rær det meste af min barndom og yngre dage. I en fysiktime i gymnasiet, hvor emnet er skønhedsideal og hvor vi har målt hinandens kroppe (no homo), bliver jeg hevet op til tavlen sammen med en lille trunte, hvorefter min svedige gamle fysiklærer fortæller at vi har de perfekte græske proportioner.
Jeg vil være en omvandrende græsk statue, bare med en større dolk.

Desuden kan jeg godt lide hele tiden at nå et mål, for derefter at sætte mig et nyt. Det hiver i banditten på den gode måde.

BloodJunkie skrev:Startede fordi jeg blev træt af at høre sætninger som "Hva sulter du derhjemme eller hvad?".
Nu træner jeg fordi jeg er afhænget af det og jeg har det bedre med mig selv når jeg har nået alle mine træningspas i løbet af en uge.

Og den sidste, men bestemt vigtigste grund:
ME TIME! Jeg har en kæreste og 3 døtre der alle kræver konstant opmærksomhed, men nede i hulen handler det om mig, og kun mig. Dem der har børn kender følelsen: Hvis ikke jeg er glad, så er det svært at gøre familien glad.

Godt svar +1

Har altid været splejset og nogen vil nok mene jeg stadig er det

Da jeg var dreng gik det mig meget på, det at være splejset. Det hjalp lidt med alderen, men må erkende det ligger til familien, at være splejset. Træningen gør mig derfor glad og tilfreds, fysisk og psykisk og hjælper med at holde kiloene oppe

Derudover som mange andre også nævner, så er det en god "afkobler" særligt når man har et job hvor det til tider går stærkt.

Som med så mange andre ting begyndte det med trangen til at få masser af fisse. Så basalt er det.

Senere bliver det et frirum og en livsstil. Når jeg hele dagen på kontoret har vejledt tyndfede humanister, så har jeg brug for at benbøje rigtig tunge ting. At samles med ligesindede og udfolde en interesse er noget af det sjoveste og mest givende, et menneske kan gøre.

For ikke at være den lille lort i byen, som altid bliver hakket på!

BØFFERNE ER VEJEN FREM!

Jeg har elsket styrketræningen lige siden jeg for første gang satte mine ben i et træningscenter - for ca. 16 år siden.

Desværre skulle der pga. en spiseforstyrrelse - og dermed stor frygt for at tage på (også selvom det var muskelmasse - det var tallet på vægten, der var det afgørende) gå mange år, hvor jeg styrketrænede on/off, og i off-perioderne ødelagde hele arbejdet med tonsvis af cardio og for lidt mad. Kom heldigvis på rette spor for 4 år siden - gik i behandling og blev "rask" (kæmper stadig med appetitten og cravings, men det er blevet meget bedre) - og tog en beslutning om, at når det nu var styrketræningen jeg brænder for, så var det da for dumt ikke at gøre noget ved det. Så blev jeg introduceret til styrkeløft, og siden har jeg været helt solgt.

Amazonen skrev:Jeg har elsket styrketræningen lige siden jeg for første gang satte mine ben i et træningscenter - for ca. 16 år siden.

Desværre skulle der pga. en spiseforstyrrelse - og dermed stor frygt for at tage på (også selvom det var muskelmasse - det var tallet på vægten, der var det afgørende) gå mange år, hvor jeg styrketrænede on/off, og i off-perioderne ødelagde hele arbejdet med tonsvis af cardio og for lidt mad. Kom heldigvis på rette spor for 4 år siden - gik i behandling og blev "rask" (kæmper stadig med appetitten og cravings, men det er blevet meget bedre) - og tog en beslutning om, at når det nu var styrketræningen jeg brænder for, så var det da for dumt ikke at gøre noget ved det. Så blev jeg introduceret til styrkeløft, og siden har jeg været helt solgt.

Sådan af ren nysgerrighed - vil du sige, at man nogensinde kan blive 100% rask for spiseforstyrrelse?

Sorry folks, det her er off-topic, men jeg svarer lige JeppN...

JeppN skrev:

Amazonen skrev:Jeg har elsket styrketræningen lige siden jeg for første gang satte mine ben i et træningscenter - for ca. 16 år siden.

Desværre skulle der pga. en spiseforstyrrelse - og dermed stor frygt for at tage på (også selvom det var muskelmasse - det var tallet på vægten, der var det afgørende) gå mange år, hvor jeg styrketrænede on/off, og i off-perioderne ødelagde hele arbejdet med tonsvis af cardio og for lidt mad. Kom heldigvis på rette spor for 4 år siden - gik i behandling og blev "rask" (kæmper stadig med appetitten og cravings, men det er blevet meget bedre) - og tog en beslutning om, at når det nu var styrketræningen jeg brænder for, så var det da for dumt ikke at gøre noget ved det. Så blev jeg introduceret til styrkeløft, og siden har jeg været helt solgt.

Sådan af ren nysgerrighed - vil du sige, at man nogensinde kan blive 100% rask for spiseforstyrrelse?

Jeg tror desværre ikke der er mange der kommer fri. Mange vil sige at de er raske, men de fleste bliver ved med at have et anstrengt forhold til mad og krop. Det kræver at man virkelig beslutter sig for, at ville blive rask og at acceptere, at man kommer til at tage på. Det er fandme ikke nemt, og i og med at behandlingstilbuddene er meget ringe (jeg har selv været i behandling 4 gange uden effekt, før jeg endelig fik et tilbud i det private der hjalp), så er prognoserne for helt at slippe fri ikke så gode. Dødeligehden for anorektikere er høj, og de fleste bulimikere fortsætter med at have problemer med cravings, tilbagevendende tilbagefald mht opkastning samt overvægt/yoyovægt.
Dette er naturligvis kun mine egne erfaringer samt hvad jeg kender til fra (alle) de andre spiseforstyrrede jeg har kendt gennem tiden.

EDIT: Jeg er én af de heldigere - er endelig ved at have et forhold til maden, der ikke ødelægger min hverdag - især pga. en sindssygt dygtig kostvejleder som jeg startede hos for et par måneder siden. Men hold da kæft, vejen har været lang!

Det sociale. Det er en af de sportsgrene jeg gider. For at bygge min krop op, efter at have været helt nede i støvet at vende, efter kræft.