Siden loggen nu engang bærer det navn den nu engang gør, så tænkte jeg det nok var på sin plads med en lille historie. Det er en af de ligegyldige historier der let fylder en persons liv op, omend stadig en historie der gjorde et indtryk på mig. Historien starter for et par år tilbage, ikke meget mere end 3-4 dage før Roskilde festivalen starter. Mig og drengene havde besluttet os for at købe rigeligt med hashish og amfetamin, for, nå ja, det var jo på mode. Jeg var i den periode meget glad for amfetamin og havde leget med det året rundt. Ja ved I hvad? - jeg lå sågar på en kampvægt af 60 kg. Don't fucking mess around with me!
Jeg springer over alt det kedelige, for det er ligesom alle andre festivaler; masser af hor, masser af druk, masser af ligegyldigt lal. Det ligegyldige lal stoppede dog for mit vedkommende allerede mandag da jeg havde røget en pind for meget, og taget alt, alt for meget af den dårlige. Tingene udenfor mit telt begyndte at snøre sig sammen. Lyden blev mærkelig fjern, til trods for lyde blev meget nærværende. Disse lyde var dog alligevel ikke muligt at opfange. Jeg hørte alle mine venner bagtale mig. Nej, hvor de dog snakkede grimt om mig. Trashtalk 24/7, og til trods for det ved jeg stadigvæk ikke hvad de sagde i mit hoved. Men de snakkede grimt, that much was clear. Jeg blev kort efter sendt hjem af en god ven der ikke mente jeg så for godt ud, og da jeg kom hjem sov jeg 19 timer i streg. Da jeg vågnede var jeg dog stadig skæv, det var en anelse mærkeligt.
Lidt efter jeg er vågnet bevæger jeg mig atter ud på festivalspladsen og mødes med mine venner. Der går et par dage, og så er den gal igen. Jeg tror i grunden ikke det er meget mere end 1-2 dage, men jeg husker det ikke. Jeg sidder en morgen og ryger en god gammeldags troldmand med en fin ven der hedder Jamie. Jamie er udlært håndværker og kan sit kram; en troldmand er for nytilkommere et mix ml. hashish/ristet tobak og skunk (i hvert fald i mine kredse). Vi fik bygget os en mægtig en, en af den slags man stadig tænker tilbage på. Vi var tre mand om at nedlægge den, og da vi var færdige sad jeg paralyseret tilbage i min lorte festivalsstol. Jeg sad og blinkede uafbrudt, og dette er et faktum, jeg blinkede mere end et par gange i sekundet. Jeg ved stadig i dag ikke hvad det, om det var mine øjne der bare var godt tørre eller trætte, eller om jeg bare følte for det. Jeg husker jeg i øjeblikket følte mig som et dumt næsehorn der nægtede at ligge sig ned. Et næsehorn der havde fået den anbefalede dose af bedøvelse, men til trods stadig ikke lagde jeg ned på alle fire. Jeg blinkede stadig videre. Min ven Jamie fik hurtigt proklameret at jeg da vist ikke var helt normal, og at jeg da vist lige burde prøve at spænde hjelmen. Tak for råddet, buddy.
Flash forward, guys! Jeg står ved en Kashmir-koncert ved ARENA-teltet. Jeg kan stadig ikke huske hvilket år det er, så hjælp mig gerne. Teltet er helt illumineret, og jeg står sammen med vennerne. Jeg er sammenbidt i masken som følge af alt for mange stimulanter, sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg vender mig om, sveden hagler stadig af mig til trods for det er mere end 3-4 timer siden jeg sidst tog noget der mindede om stimulanter - end ikke kaffe! - og der ser jeg hele publikummet se mod mig. Jeg panikker, jeg nærmest skriger mens jeg løber ind mellem publikum. Angsten har taget over. Jeg spænder stadigvæk blandt folk til trods for jeg ikke kan se en skid, folk hopper til side for min lille spæde krop der forsøger at nå overfladen. Jeg husker ikke rigtig hvad der sker derefter, men jeg vågner i hvert fald i min seng noget der ligner 24-25 timer efter Kashmir-koncertens start.
Ser man bort fra de kortvarige psykoser, også nogle af de tilfælde der ikke er nævnt her, ja, så var det jo egentlig et glimrende år på festivalen. Det sætter tingene i perspektiv. Jeg blev meget hurtigt glad for gymnasiet og al dets lort.
Da jeg fik leveret min nye vaskemaskine var den pakket ind i bobbelplast. Jeg pillede tapen af plasten, klippede huller i den ene ende og hængte det op som badeforhæng. Rigtig fint!