Mr. Lish skrev:Tro mig, jeg er sat temmelig godt ind i tingene. Ved ikke hvor mange utallige timer jeg har brugt på at læse om Islam. Udover al den tid foran computeren, er det blevet til 6 bøger jeg har læst udelukkende omhandlende Islam, dens historie, oprindelse og indflydelse i samfundet. Jeg tror i øvrigt ikke der er nogen medier som nogensinde har sagt, at Islam er en terorbevægelse. Det tør de alligevel ikke. Desværre.
Det er godt at du har sat dig ind i det. Men Weezy, Hakkaki og jeg har levet det i 15 år. Jeg har været i flere muslimske lande, mange gange. Så, du ser det udefra, men vi lever det. No offence, men vi ved det nok bedst, når vi lever det.

Jeg vil starte med at sige undskyld, for at jeg angreb et par igår. Jeg blev lidt sur, det kan jeg godt indrømme.
Til Norton: Hvad med de udlændinge, som hjælper samfundet? Skal de også væk?
Jeg er opvokset i DK, jeg snakker dansk og engelsk. Mit arabisk er lort. Skal jeg også væk, fra alt jeg har?
Til Henning: Vi er tit opdraget, til at tro på os selv. Vores religion giver også håb og fred i sindet. Hver gang jeg er bange, så læser jeg en surah og så er jeg ikke bange længere. Jeg er langt fra religiøs. Jeg beder ikke, jeg går ikke i moske, jeg fastede ikke i ramadan pga. træning, jeg drikker, fester og en masse ting. Men alligevel, så bliver jeg rolig når jeg har læst en surah. Jeg tror ikke så meget på det, men det har en beroligende effekt på mig. Inden hver fodboldkamp læser jeg en surah. Hver gang jeg er ked af det, læser jeg en surah til min far.
Det har ikke hjulpet på min træning så meget, det er min far som har ændret mit syn på alt og hjulpet MEGET på min træning. Uden ham, kunne jeg ikke.
Mange muslimere tager i moske hver fredag, men jeg gør ikke.
Nu vil jeg fortælle min historie, jeg mistede min far som 12 årig. Min far var selvstændig, ejede et firma, som han og hans brødre har bygget fra grunden. Så han gavnede også samfundet.
Min far var meget stærk (psykisk) han har haft kræft 4 gange, og døde af det. Men jeg har kun set ham græde en gang, i hele mit liv. Og det var 2 dage inden hans død, der faldt et par tårer. Alle mine tanker, er blevet formet af ham. Han har lært mig at jeg kan blive hvad jeg vil, og at han vil hjælpe mig uanset hvad. Så nu drømmer jeg om bodybuilding, og det ville jeg ikke gøre uden ham. Da jeg mistede ham, blev min storebror og jeg wangsters. Vi troede at vi var seje, og vi har udøvet meningsløs vold og tyveri. Jeg har som 13 årig, afpresset 15 årige. Jeg troede virkelig at jeg var noget. Men jeg blev opdaget, og min mor flippede helt ud. Hun kunne ikke sove i flere dage. Og det gør lidt ondt, når man ved at det er ens egen skyld. Jeg blev efter et par måneder, god igen. Jeg har nu ikke slået en, i over 2 år.
Min bror har haft samme problemer. Han er desværre stadig sådan, selvom jeg altid snakker med ham om det. Min bror har været i isolationsfængsel flere gange, pga. vold. Han har været i retten flere gange, men blevet frikendt. Og nu tænker i dårlig opdragelse, ikke?
Min mor gjorde ALT hvad hun kunne, for at stoppe ham. Hun har taget alt fra ham, givet ham stuarest som 16 årig, hun har endda sendt ham til Irak, hvor han arbejdede som en ''hund'' i mit fars firma. På en måned tjente han en tus, og han arbejdede fra morgen til aften, hver dag. Min mor ville vise ham, at han skal opføre sig ordentligt, for at undgå at få et lorte arbejde.
Mine bedste forældre har snakket med ham. Mine onkler har snakket med ham over 10 gange.
Så har min familie været ligeglade? Nej, de har gjordt alt, og prøver stadig.
Jeg har fået min bror til at træne, og han er vild med det. Han har godt nok også et talent indenfor det. Nu går han mere op i træning end sine venner. Det er det første skridt. Han er en af dem, som i har ret til at kigge ned på. Men på den anden side, bliver han sendt tilbage til Irak, har min familie jo ingenting. Så har vi mistet min far og min bror. Det er ikke fair.
Men grunden til at han er sådan, er hans omgangskreds, ikke at han er muslim og ikke opdragelsen.
Og lige en sidste ting, jeg er aldrig blevet slået af mine forældre. De har aldrig lagt en finger på mig, eller mine 2 søskende.
EDIT: Jeg blev religiøs efter min fars død. Det var den eneste måde min familie og jeg kunne komme over det, ved at tro at han er et bedre sted. Dog er jeg ikke ligeså religiøs længere.