Mussetrussen skrev:I går aftes skrev en bekendt på facebook, at hendes lille pige, som hun stolt lagde billeder op af for 2 dage siden da hun var blevet født, nu var død. Hun var bare død i løbet af natten. Tænk jer at komme hen til vuggen for at kigge til det lille pus som al ens energi og fokus har været rettet imod de sidste 9 mdr, og som man elsker over alt på jorden og som man har indrettet børneværelse til og købt barnevogn og tøj og sutter og bleer til, og så er hun bare kold og slap og død. Hold nu kæft jeg satte mig ned og græd foran computeren. Når man selv lige er blevet far for 3 mdr. siden, så rammer den lige i hjertekulen. Jeg ved sgu ikke om jeg ville kunne rejse mig igen eller om det ville sparke mig så hårdt i røven at jeg aldrig nogensinde ville komme tilbage til livet.
Oh god why.
Det er så uretfærdigt. Jeg har en fætter (en del år ældre end mig) hvis første barn var dødfødt. Det tog også dem lang tid at komme over. Men nu har de to sunde dejlige unger og har ligesom lagt det bag dem - så meget som de nu kan.
Jeg ved ikke engang hvad der ville være værst. Dødfødt eller død et par uger efter fødsel.
I bedste Dingo stil tror jeg at jeg vil udtrykke det forfærdelige "valg" med en gif. Forhåbentlig skal man ikke udsættes for det

Det er historier som det der afskrækker mig fra at ville have børn. Det er i bund og grund noget pjat, det jeg klar over. Ud af de, ja hvad, 60-65.000 børn der fødes i DK (og hvad der så fødes i verden) hvert år, så er det jo en forsvindende lille del der sker alvorlige ting med. Men jeg er nok også påvirket af min uddannelse. Jeg har gået på Rigshospitalets Børnecancer afdelinger. På hjerteafdelingen. På Center for PKU. Jeg har set de stakkels børn og set hvordan det kan splitte familier ad.
Det er ikke ligefrem sådan noget der giver en lyst til at få et barn. Men så er det til gengæld rart når man ser sunde, raske og glade børn, som man heldigvis oftest gør.




















